Kaffekrisen — hvad kan man gøre?

TILBAGE i 1930rne var der så stor overproduktion af kaffe at plantageejerne i Brasilien efter sigende brændte 70 millioner sække kaffe! Og i fyrrerne kunne man i newyorkerbladet Post læse annoncer der reklamerede for kaffe til 77 cents (kr. 4,65) kiloet. I 1949 kostede et kilo kaffe i Danmark kr. 6,62.

Men som kaffedrikkere udmærket ved, er der sket et og andet med priserne siden da, og ikke mindst her i halvfjerdserne. Det som før var en ubetydelig post på budgettet, er nu blevet til et større indkøb. Da priserne i Tokyo nogle steder steg til 300 yen (omkring kr. 6,00) for en enkelt kop kaffe, bemærkede avisen Daily Yomiuri at indehaverne „høstede opportunistisk profit af prisstigningen“.

De høje kaffepriser er ikke så stort et problem for japanerne, som elsker te og nøjes med gennemsnitlig 100 kopper kaffe om året. Men for svenskerne, som gennemsnitlig drikker over 1300 kopper om året (og mon ikke danskerne nærmer sig det samme gennemsnit?), kan kaffen blive en stor udgift. Amerikanerne befinder sig et sted mellem disse to tal, med gennemsnitlig 800 kopper om året. Gennemsnitsprisen er således på omkring 450 kroner om året for hver amerikaner, alene til kaffe. I Danmark koster kaffen for tiden cirka 60 kroner kiloet, og med den pris kan årsudgiften til kaffe for en almindelig familie blive ret stor.

Hvorfor stiger prisen?

Hvad er det der skruer kaffepriserne i vejret? Er der noget om de beskyldninger der går ud på at kaffelandene har svoret sig sammen om at hæve priserne, ligesom de olieproducerende lande har gjort med oliepriserne? Eller er det virkelig den store efterspørgsel på markedet og den ringe høst der er årsagen? Nogle steder har kaffeelskere kastet sig ud i en heftig debat om spørgsmålet. Fra forbrugere og politikere har der lydt vrede beskyldninger. Nogle har opfordret til kaffeboykot i håb om derved at kunne mindske efterspørgselen, så priserne blev tvunget ned.

Meget tyder på at der ligger mere end én årsag bag kaffeprisernes optrapning. Måske er der noget sandt både i forbrugernes anklager og i producenternes forsvar.

Det begyndte som bekendt med at Brasilien i 1975 oplevede et frostvejr som betød at over to tredjedele af årsproduktionen i 1976 blev ødelagt. Og man kan ikke begynde at høste fra de nyplantede kaffebuske før tidligst i 1978. Dertil kommer at andre kaffeproducerende lande har haft visse problemer, som også har hæmmet produktionen. Der har været krig i Angola, uroligheder i Uganda og Etiopien, jordskælv i Guatemala og oversvømmelser i Colombia — alt dette er blevet anført som årsager til at afgrøden er blevet ringere eller at den er blevet forsinket.

Men i 1976 faldt verdensproduktionen alligevel kun med 15 procent i forhold til året før. Der var forholdsvis store reservelagre at tære på, så denne nedgang var ikke noget uovervindeligt tab. Det meddeles således at Brasilien, ved at sælge af sine reserver, ligefrem var i stand til at afsætte mere kaffe på verdensmarkedet i 1976 end i 1975. Men hvorfor steg priserne da så kolossalt?

Ifølge visse eksperter skyldtes det blandt andet den usikkerhed som de nævnte produktionsvanskeligheder skabte. Usikkerheden var nok til at afføde noget i retning af en hamstringsbølge på det internationale kaffemarked. Spekulanter og grossister opkøbte kaffe i forventning om en kommende mangelsituation. Den store efterspørgsel fik hurtigt priserne til at mangedobles. I det meste af verden er der husmødre som kan huske at noget lignende skete med sukkerpriserne for ikke ret længe siden, indtil priserne igen faldt tilbage i et mere naturligt leje. Sandsynligvis har begær og profitjag spillet den sædvanlige rolle i begge disse tilfælde.

Men efterspørgselen var ikke den eneste grund til at priserne steg. Nogle af de kaffeproducerende lande gennemførte pludselig en drastisk forhøjelse af deres eksportafgift, uden tvivl for at drage fordel af situationen. Midt i januar indførte Colombia en afgift på knap 20 kroner for hvert kilo kaffe det eksporterede, mens Brasilien i begyndelsen af marts firdoblede sin eksportafgift til cirka 13 kroner kiloet. Således kom afgifterne i producentlandet alene til at udgøre lige så meget som de private forbrugere ganske få måneder tidligere havde betalt for deres kaffe i detailforretningerne!

Kaffedyrkerne selv — i almindelighed underbetalte landmænd med små farme — fik selvfølgelig også lidt ud af stigningen, skønt der efter sigende stadig er kaffeplukkere som kun får omkring 6 kroner for en hel dags arbejde. De store plantageejere og opkøbere fik derimod favnen fuld, og selve producentlandene har opnået en betydelig forbedring af deres handelsbalance i forhold til udlandet. For eksempel lykkedes det i 1976 for Brasilien at mere end fordoble sine kaffeindtægter, og landet forventer at indtægterne vil være firdoblet i 1977.

Imidlertid spår kaffemarkedets vejrudsigt at der er risiko for at „vinden vil vende sig“. Det amerikanske landbrugsministerium har anslået at verdensudbuddet i 1978 igen vil overstige efterspørgselen, med omkring 25 procent. Endnu en sky på kaffeproducenternes himmel er den omstændighed at kaffedrikningen i U.S.A. i 1976 faldt med hele 20 procent, helt i takt med at priserne steg tilsvarende.

Der findes eksperter som peger på at der kunne ske en gentagelse af det man oplevede i England i midten af forrige århundrede. Kaffebuskene på Ceylon blev ødelagt af en rustsygdom, og priserne skød i vejret. Englænderne, som indtil da faktisk havde været kaffedrikkere, gik over til te — og det holdt de sig til. Nu drikker de ni kopper te for hver kop kaffe.

Alternativer

For ikke at skulle undvære en opkvikkende, varm drik, har mange ved hjælp af forskellige metoder prøvet at få kaffen til at „strække“ længere, eller de er gået over til erstatninger. Avisen National Observer fortæller om en familie i Californien som bruger kaffebønnerne to gange — de tørrer kaffegrumset i ovnen og bruger det igen bagefter. Andre går bare over til at lave tyndere kaffe.

Eksperter har foreslået andre metoder til at gøre kaffen „drøjere“. De minder om at kaffedåsen skal være lukket lufttæt, og anbefaler at den opbevares i dybfryser eller køleskab. Nogle anbefaler også at man anskaffer en elektrisk kaffemølle til husholdningsbrug og maler de bønner man skal bruge gang for gang. Den nymalede kaffe smager, efter manges mening, endda bedre. I hvert fald beholder de hele bønner aromaen meget længere end den færdigmalede kaffe.

Hvis man har været en kræsen kaffedrikker, kunne man måske prøve at gå over til et billigere mærke. Nogle har til deres egen forbløffelse opdaget at de syntes lige så godt om den billigere kaffe, eller i hvert fald kunne tolerere den på grund af prisen. Nogle kunne spare ved at gå over til pulverkaffe. En mand fandt ved nogle forsøg frem til at man sparede cirka en tredjedel af prisen pr. kop ved at bruge en bestemt pulverkaffe som ikke var frysetørret, i stedet for rigtig kaffe.

Endelig skal nævnes de hårde tiders gamle, prøvede middel — tilsætning eller erstatning. Med tilsætning af cikorie varer kaffen længere. Der findes også midler som er fremstillet på basis af byg og som man efter smag og behag kan blande i kaffebønnerne. De der har levet i fyrrerne, ved selv hvor mange udveje man dengang prøvede for at finde noget der mindede om kaffe. I Japan og Korea brygges der stadig en slags mørk te af ristet byg, der med sin nøddeagtige smag siges at minde om kaffe. Den kan købes på mange markeder i østen.

Fælles for de fleste kaffeerstatninger er at de hovedsagelig er fremstillet af forskellige slags korn, og at de ikke indeholder koffein, det stimulerende stof hvis virkning mange synes at holde af fremfor selve smagen. Dette ønske vil imidlertid også kunne tilfredsstilles af te. Tilsyneladende er der intet der bedre end te kan erstatte kaffe.

Prøv te — og se

„Den høje pris på kaffe er det bedste der kunne ske for teen,“ har sekretæren for Londons Teråd erklæret. I en periode på ti år var briternes teforbrug faldet jævnt fra gennemsnitlig fem kopper om dagen til godt og vel fire kopper om dagen, men denne nedgang er tilsyneladende standset på grund af kaffeprisernes stejle stigning. Også amerikanerne er begyndt at drikke mere te; U.S.A. importerede i 1976 15 procent mere te end i 1975. Tepriserne er også steget i takt med efterspørgselen. Et kilo te koster fra 45 kroner for en almindelig blanding til adskilligt over 100 kroner for de mere specielle sorter, for eksempel fra Kina. Til gengæld får man fire eller fem gange så mange kopper ud af et kilo te som ud af et kilo kaffe. Af en luksuste fra Kina kan man få helt op til 700 kopper ud af et halvt kilo, idet bladene kan bruges mere end én gang.

En anden fordel ved te er at den fås med så mange forskellige slags smag og aroma at den kan stille næsten alle tilfreds, undtagen måske den mest forhærdede kaffedrikker. Hvis man prøver sig frem vil man sikkert finde en tesort man synes om.

Te indeholder godt og vel halvt så meget koffein som kaffe. Det giver altså en del af den stimulans som kaffedrikkere ønsker. The Wall Street Journal fortæller at „te der er brygget i en potte indeholder nogle andre stoffer, som bevirker at koffeinet frigøres langsommere, hvorved choket for nervesystemet bliver mindre end tilfældet er med kaffe, og den stimulerende virkning forlænges“. To britiske industriforskere hævder desuden at te har „den enestående egenskab at den neutraliserer koffeinets ubehagelige bivirkninger uden at berøre dets evne til at virke lindrende på spænding“.

Hvis kaffeprisen giver én bekymringer har man altså ingen grund til at mene at man ikke har noget andet valg end at fortsætte med kaffen og betale. Kaffekrisen har åbnet manges øjne for at der findes andet man kan drikke og givet dem mange nye glæder.

[Ramme på side 7]

„Smagte“ De Deres kaffe i morges?

Nej, egentlig ikke. Bogen The Human Senses fortæller: „Smagssansen . . . formår slet ikke at opfatte hele smagsfylden af kød, frugter, smør og kaffe. Når vi værdsætter disse og andre madvarer, er det næsten udelukkende på grund af at de også tiltaler vores lugtesans så stærkt.“ Ja, uden lugtesansen ville vi ikke have stor glæde af at spise og drikke. Man måtte tvinge sig selv til at spise, for at man ikke skulle blive udtæret og miste kræfterne. Det ville ikke være andet end en mekanisk handling, som når man hælder kul på et fyr for at det ikke skal gå ud. Kan vi ikke være lykkelige over at Skaberen har sørget for at denne nødvendige handling er så behagelig?