Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g78 8/3 s. 3-5
  • Hvordan en skilsmisse berører de implicerede

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan en skilsmisse berører de implicerede
  • Vågn op! – 1978
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Et forandret samfund
  • Fører det til lykke?
  • Skilsmisser i hobetal
    Vågn op! – 1992
  • En skilsmisse har sine ofre
    Vågn op! – 1991
  • Hvorfor er der så mange skilsmisser?
    Vågn op! – 1976
  • Hvordan skilsmisse påvirker børn
    Hjælp til familien
Se mere
Vågn op! – 1978
g78 8/3 s. 3-5

Hvordan en skilsmisse berører de implicerede

Ifølge „World Almanac & Book of Facts“ for 1977 blev 987.000 par gift og 538.000 par skilt i De forenede Stater i de første seks måneder af 1976. For Danmarks vedkommende viser statistikken for hele kalenderåret 1976 at der blev indgået 31.192 ægteskaber mens 13.064 par lod sig skille.

I løbet af den tid det tager at læse denne side ender fire ægteskaber med skilsmisse — alene i De forenede Stater. Gennemsnitlig opløses i U.S.A. mere end to ægteskaber officielt hvert eneste minut. I Danmark opløses gennemsnitlig tre ægteskaber hver anden time.

Visse steder nærmer skilsmissetallet sig antallet af vielser, hvis ikke det ligefrem overstiger dette tal. Alene i Los Angeles amt registreres årligt næsten 50.000 skilsmisser. DallaSite, et Texas-dagblad, skriver: „Dallas’ amts optegnelser for det første halvår af 1975 viser at man registrerede flere skilsmisser end vielser.“ Der blev i alt registreret 8275 skilsmisser og udstedt 6801 vielsesattester.

Det tempo hvori skilsmisseepidemien breder sig er forbløffende, og det tager stadig til. Skilsmissetallet er mere end fordoblet i U.S.A. i løbet af ti år; fra 1965 til 1975 steg det fra 479.000 til 1.026.000. I Danmark steg tallet fra 7000 i 1967 til 13.000 i 1973. I andre lande har stigningen været endnu større.

I 1960 havde Canada kun 6980 skilsmisser. I 1973 var tallet over fem gange så højt, nemlig 36.704. Og i 1974 var man oppe på 45.019 skilsmisser, hvilket repræsenterer en 20 procents stigning på et år! „Det er så almindeligt at lade sig skille,“ stod der i Toronto-bladet Star, „at de ægtepar der har været lykkeligt gift i 15 år eller mere, undertiden føler sig som et mindretal.“

Også i Sovjetunionen sker der en kolossal stigning i antallet af opløste ægteskaber. I det sovjetiske tidsskrift Sputnik hed det: „Der registreres omkring 2,5 millioner ægteskaber årligt i USSR . . . Samtidig når det antal skilsmisser der gennemsnitlig registreres hver dag, op på 2000; det er én skilsmisse for hver tre indgåede ægteskaber.“

Situationen er nogenlunde den samme i England. Dér er skilsmissetallet tredoblet i løbet af ti år. Sverige beretter om tre skilsmisser for hver fem indgåede ægteskaber, og ligger her højere end Danmark, hvor der opløses to ægteskaber for hver fem der indgås. I andre europæiske lande, Vesttyskland indbefattet, øges antallet af skilsmisser endnu voldsommere.

Visse afrikanske lande har også høje skilsmissetal. Zambia, et land med cirka samme indbyggerantal som Danmark, lidt over fem millioner, er meget foruroliget over at måtte registrere 19.000 skilsmisser om året, altså 6000 flere end i Danmark.

Atlas World Press Review for august 1977 bemærker: „Blandt unge japanske kvinder er det blevet moderne at lade sig skille. . . . Når de nu hører at der registreres en skilsmisse hvert fjerde minut og 14 sekunder, må de endelig med i kapløbet for ikke at komme bagefter.“ Og i Hongkong beklager South China Morning Post at der har været „en hurtigt stigende skilsmissekurve i de seneste år“.

Så skilsmisserne tager fart praktisk talt overalt. Hvilken virkning har det?

Et forandret samfund

Når så mange ægteskaber opløses, er det mange millioner mennesker der bliver skilt fra hinanden, ofte under tragiske omstændigheder. Tidsskriftet MD for marts 1977 skriver: „Medregner vi ægtefæller og børn under 18 år, er der årligt mindst 4 millioner amerikanere som får deres tilværelse ændret drastisk på grund af en skilsmisse, og et lige så stort antal erfarer noget lignende, idet ægtefæller uden videre forlader hinanden; de griber til ’den fattige mands skilsmisse’.“

De voldsomt stigende skilsmissetal er kun ét vidnesbyrd om hvor utilfredse folk er i deres ægteskab. Mange ægtepar forsøger sig med nye samlivsformer; de bliver indbyrdes enige om at pleje seksuel omgang uden for ægteskabet. Andre lever simpelt hen sammen uden at være gift. I Danmark lever godt 300.000 papirløst.

Fører det til lykke?

Skilsmisseepidemien og de nye samlivsformer skaber ikke en atmosfære af fred og lykke men derimod en udbredt mistro og bekymring i familierne. „Nogle ægtepar er så skræmte over de mange skilsmisser,“ siger lederen af et center for familierådgivning i New York, at „de kommer blot for at tale med os om hvad de kan gøre for at forebygge en skilsmisse.“

En kvinde kan ikke mere regne det for en selvfølge at hendes mand forsørger hende hele livet; derfor bekymrer mange sig for hvordan de skal klare sig hvis manden forlader dem. Men det sker lige så tit at det er hustruen der forlader sin mand. Nogle forlader endog deres små børn.

Hvad sker der så efter skilsmissen, når parterne er fri ’til at gøre som de vil’? Er den fraskilte virkelig lykkelig? Tre amerikanske professorer der har foretaget et studium af dette emne, skriver i Psychology Today for april 1977: „Vi fandt ikke et eneste tilfælde hvor skilsmissen ikke havde sat sine spor på familiens medlemmer. Mindst én i hver familie var ulykkelig eller forandret i negativ retning.“

Artiklen bemærkede at fraskilte mænd der levede som de havde lyst, ikke fandt varig tilfredshed, og tilføjede: „Det klichéagtige billede af det sorgløse, frie liv som ugift, holdt heller ikke stik i kvindernes tilfælde. Tilfældige seksuelle forbindelser gav dem en følelse af fortvivlelse og nedtrykthed og betog dem deres selvrespekt.“ Det kan ikke undre at der forekommer tre gange så mange selvmord blandt fraskilte som blandt gifte, og at tre gange så mange fraskilte som gifte falder for alkoholismen.

Det er imidlertid ofte børnene som lider mest ved en skilsmisse. Alene i U.S.A. er der 11 millioner børn som må undvære den ene af deres forældre. Kampen om forældremyndigheden går hårdt ud over mange skilsmissebørn, og ofte er de snart hos den ene snart hos den anden af forældrene. En ekspert i familieproblemer, Meyer Elkin, siger med beklagelse: „Vi opfostrer nu en generation af børn fra opløste hjem — og skaber en tidsindstillet bombe i samfundet.“

En skilsmisse går også ud over tegnebogen. Her i landet er en skilsmisse måske nok overkommelig hvad det angår, men i mange lande koster den dyrt. „Inflationen har gjort omkostningerne ved en skilsmisse skyhøje,“ skriver bladet Business Week, „det koster mindst 1500 dollars [9000 danske kroner] i sagførersalær og sagsomkostninger for hver af parterne, og mere hvis sagsanlægget bestrides eller hvis der er kamp om forældremyndigheden.“ Men endnu værre er de gnister af bitterhed som ofte slår ud i fortærende flammer. Som en sagfører i Chicago sagde: „Det forekommer mig at skilsmissejura i regelen ligner krig mere end krig gør.“

En kvinde der blev skilt i 1974 skriver: „De første illusioner brast da jeg gik til en sagfører. Han skulle have et forskudshonorar på 400 dollars før han kunne udfærdige papirerne. En sagfører hjælper én til at udvikle en vis hårdhed, der øger en allerede voksende bitterhed.

Det er noget jeg kan tale med om, for jeg valgte at følge min sagførers råd om at gå til en dommer ved familiedomstolen. Dér mødte jeg seks gange blot for at drøfte midlertidige børnebidrag og deling af boet. Hver gang jeg var i retten skulle der udfærdiges nye papirer, og det skulle sagføreren naturligvis også have sit honorar for.“

Hvorfor lader folk sig skille når det så ofte medfører bitterhed og sorg? Hvorfor denne epidemi af skilsmisser i dag? De spørgsmål tager vi op i den næste artikel.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del