Hvorfor de går hver til sit

Efter at have læst om de voldsomt stigende skilsmissetal vil en og anden rimeligvis spørge: Hvorfor opløses så mange flere ægteskaber i dag?

En af grundene er at nye love gør det lettere at blive skilt. „Skyldfri“ skilsmisse blev indført i Californien i 1970, så et ægteskab kan opløses uden at man lægger skylden på nogen af parterne. Halvtreds stater og territorier i De forenede Stater har allerede indført en sådan bestemmelse i deres skilsmisselove.

Imidlertid er der en dybereliggende grund til at skilsmissetallet stiger så voldsomt.

Den har at gøre med selve den måde folk tænker på — deres vurdering af hvad der er af betydning, deres syn på ægteskabet og deres forestilling om hvad de forventer af livet. Her er der sket en brat og dramatisk forandring.

Folk har fået den vane at forvente og at ønske mere. Mange er enige med den amerikanske repræsentant der sagde: ’Man lever kun én gang, så hvorfor ikke tage alle de fornøjelser man kan!’ Når ægteskabet viser sig ikke at være så spændende som mange har ladet sig forlede til at tro, spejder de derfor efter en mulighed for at slippe ud af det. De lader sig skille. Det er nu almindeligt at forsøge sig med forskellige former for partnerskab, som man i nogle tilfælde kalder „ægteskab“. Dette omtales i Seattle-bladet Post-Intelligencer:

„I og omkring Seattle forsøger bankierer og ingeniører sig med gruppeægteskab. Det frie ægteskab drøftes i søndagens formiddagsprædikener . . . De papirløse ægteskaber konkurrerer med de registrerede. De ældre lader lige så stille hånt om det konventionelle, og revolutionens børn vokser op med en ny kønsmoral.“

Hvor brat forandringen er foregået, kan ses af følgende: I foråret 1968, altså for knap en halv snes år siden, blev der skandale da en ugift andetårsstuderende ved et universitet i New York indrømmede at hun havde boet uden for universitetet og levet sammen med en mand. Historien kom på forsiden af New York Times, og pigen var nær blevet bortvist fra skolen. I dag har mange større universiteter fælleskollegier, og det at leve sammen er så almindeligt at det næppe bemærkes med et ord.

Selv om indstillingen har ændret sig så radikalt, går de fleste dog stadig ind for det legaliserede ægteskab mellem én mand og én kvinde. Men hvor man før betragtede ægteskab som bindende for livet, ser man nu skilsmisse som et logisk alternativ, ’hvis det ikke skulle gå godt’. Af en undersøgelse man for nylig har foretaget i Vesttyskland fremgår det at 26 procent af de tyske brude tog skilsmisse med i deres overvejelse allerede før de giftede sig. Denne måde at tænke på bidrager øjensynlig til at ægteskabet ender med en skilsmisse.

Nutidens „frigørelses“-bevægelser har fremmet lysten til at gøre karriere uden for hjemmet, eller til at give sig i kast med et eller andet så ’ens evner kan komme til udfoldelse’. Som følge heraf lægges der i dag mindre vægt på det forpligtende, mens det betragtes som væsentligt at den enkelte får det som han vil have det. Folk er tilbøjelige til først og fremmest at tænke på hvordan de selv bliver glade og tilfredse; de vil have mest muligt ud af livet NU. Denne indstilling synes at være den egentlige årsag til de mange skilsmisser.

Det eksempel fremtrædende mænd i verden har sat, har ikke gjort det bedre, som tidsskriftet Good Housekeeping for juni 1977 bemærker:

„Efterhånden som landets skilsmissetal styrede opad, var det som om de politiske skikkelser gik foran på vejen til skilsmisseretten. Ministre, kongresmedlemmer, ambassadører og højtstående medarbejdere i Det hvide Hus opløste deres ægteskab lige så uhæmmet som alle andre i befolkningen, ja måske endnu mere, tilsyneladende uden at det skadede deres karriere eller anseelse.“

Sådanne eksempler bærer deres del af skylden for den kolossale stigning i skilsmissetallet. De mange skilsmisser har indvirket på selve familiens struktur og dermed på samfundet som et hele. Kan problemet løses? Kan man finde ægte glæde og lykke sammen med sin familie?