Vi bestiger Egyptens fortid

„HVAD hedder ’pyramider’ på arabisk?“ spørger jeg mens jeg sætter mig til rette bag chaufføren i en Cairo-taxi. „Hvor mange pyramider?“ spørger han. Det er bare en oplysning jeg ønsker, og ikke en strid om ord, så jeg svarer: „Lige meget, bare en pyramide!“ „På arabisk kan man ikke sige en pyramide eller pyramider eller to pyramider eller tre pyramider, som I kan på engelsk,“ forklarer han. „I har kun to ord, et for ental og et for flertal. Men på arabisk har vi et entalsord, og et særligt flertalsord for to, og et andet flertalsord for tre eller flere.“

Taxien snor sig gennem den efterhånden mindre tætte trafikstrøm, som udgøres af køretøjer, mænd i fodlange klædninger og tilslørede kvinder som bærer et barn på den ene skulder. Bemærk hundene og gederne, og det hvirvlende støv og sand. Nu sætter vi kursen mod Gizehs slette.

Pludselig er de der! Jeg presser hovedet og skuldrene — ja, hele min øverste halvdel ned til bæltestedet — ud gennem taxiens åbne vindue. Hvor forbløffende — med egne øjne at se det eneste tilbageværende af oldtidens syv underværker. Pyramiderne! De tre der står i Gizeh er bygget af Keops, Kefren og Mykerinos.

Mens jeg står og fumler med egyptiske piastre for at betale chaufføren, opdager jeg at jeg står det eneste sted hvor der er skygge. Jeg står nemlig i skyggen af en velvoksen arabisk fremmedfører. Han lover at føre mig med ind i den store pyramides kamre og langs ydersiden op til toppen. Straks sætter han af sted hen over sandet, med mig haltende bagefter. Jeg tager imod hans hjælpende hånd da vi skal klatre de 17 meter op til pyramidens indgang.

Inde i pyramiden

Det pludselige mørke inde i pyramiden ledsages ikke af nogen kølighed. Luften er hed og ildelugtende. I sammenbøjet stilling bevæger vi os nedad gennem en tunnel der kaldes ’den nedadgående korridor’. Denne korridor, som kun er 1 meter bred og omkring 1,2 meter høj, skråner i en vinkel på 26 grader. Vi følger den omkring 20 meter frem, hvorefter det pludselig går opad, igen i en vinkel på 26 grader. Vi skal nu 39 meter fremad.

Det eneste jeg kunne se foran mig — agterpartiet af den foroverbøjede fremmedfører — forsvinder nu pludselig. Han er trådt ind i et rum, hvor jeg følger efter ham. Dette har i århundreder med urette båret navnet ’dronningens kammer’. Ingen dronning har nogen sinde hvilet eller skullet hvile her. Det er i virkeligheden det andet af tre forskellige gravkamre som pyramiden indeholder til faraoen. Det første gravkammer findes i den faste klippe under pyramiden. Men hvorfor blev der bygget tre gravkamre? Det synes meget sandsynligt at kong Keops i løbet af sin 23-årige regeringstid forkastede både den første og den anden plan til sin begravelse, fordi disse efterhånden ikke passede sig til hans større og større herlighed. Det andet kammer, som måler 5,7 meter gange 5,2 meter, blev således vraget inden det var færdigt, og håndværkerne gik over til at arbejde på det kammer der kom til at ligge ovenover, og hvor kongens mumie siden blev lagt.

Efter at være gået tilbage ad korridoren drejer vi af og kommer op i det skrånende ’store galleri’. Her kan jeg endelig rette ryggen. Sveden drypper mig ned i øjnene, og skjolder af sved træder frem på tøjet. Det forholdsvis rummelige ’store galleri’ (som er 8,5 meter højt og 46,6 meter langt) giver os en illusion om at den tunge, stillestående luft er blevet friskere.

Føreren rækker en hånd bagud for at hjælpe mig op ad det høje trin ved den øverste ende af galleriet. Nu prøver vi, igen i gåsegang, at ’gøre os små’ idet vi kryber gennem en snæver passage.

At træde ind i det store rum (10,4 meter gange 5,2 meter) hvor det omvundne og salvepræparerede lig af kong Keops engang blev stedet til hvile, føles som noget af en antiklimaks. Granitsarkofagen er tom og mangler låg.

Er dette en brise? Nej, men i hvert fald en forandring i luften. Fornemmer min næse, der allerede længe har protesteret mod den stinkende luft, en friskere strømning? Min fører glider tværs over rummet og vinker ad mig. Han peger på en ventilationsskakt. Jeg smiler lettet.

Vi vender nu tilbage til ’det store galleri’ ad samme vej som vi kom. Der har været indbygget nogle spærreblokke, som har været anbragt her for at lukke ’den opadstigende korridor’. Efter at den døde farao var blevet gravsat, og efter at præsterne og de sørgende havde forladt stedet, lod man stenblokkene glide ned ad den skrånende ’opadstigende korridor’, så hele denne snævre tunnel tjente som en kolossal „lås“, idet stenblokkene blokerede adgangen. Hvordan kom håndværkerne ud? Man havde konstrueret en smal og primitiv tunnel, ad hvilken man kunne komme uden om de blokerende sten. Denne passages udmunding blev skjult så man ikke kunne opdage den udefra.

Opstigningen

Atter ude i det fri er vi nu klar til at bestige pyramiden. Ganske vist er den bygget trinvis, men den er dog langtfra nogen bekvem trappe. Hver af blokkene er cirka en meter høj, men vind og sandflugt har nedslidt mange af blokkene, og i århundredernes løb har også vandaler hjulpet til med at ødelægge nogle af stenene. De lokale førere benytter sig af de opståede mangler til at lægge en slags siksakrute ad hvilken man kan bestige pyramiden. Men mange steder er der alligevel ikke andet at gøre end at hægte sit knæ op på den næste afsats og derefter stemme resten af sin person op på stenblokken. Vi holder hyppige pauser. Der er en betagende udsigt over ørkenen og ud til Cairo i horisonten. Den varme og tørre ørkenvind smyger sig om pyramiden som et usynligt, florlet og blafrende tørklæde.

Endelig, en hel time senere, når vi toppen! Mens jeg gør mit fotoapparat skudklart, stiller min fører sig op med hænderne i siden og fødderne langt fra hinanden; blæsten griber dramatisk i hans lange gevandter. Bag ham ser jeg Kefrenpyramidens kalkstenstop indrammet af søgeren i mit apparat. Ikke blot selve topstenen, men også en halv snes af de øverste lag af stenblokke er i tidens løb blevet fjernet. Pyramiden er derved „sunket“ i højde fra 146,6 meter til 138,7 meter. Langt, langt nede ser vi sfinxen, som ikke ligner stort andet end en brevpresser som den ligger der i sandet. Pyramiden, hvis top kun er en beskeden firkant jeg står på heroppe, „begyndte“ med et grundareal på 5,3 hektarer nede ved jorden!

Hvad var meningen med pyramiderne? De skulle ikke blot være et stentelt. Deres konstruktører synes at have villet fastholde solens skrånende stråler i form af sten. Indskrifter udført af datidens arbejdere tyder på, hvad man også mener i dag, at arbejdet ikke blev gjort af slaver, men af tvangsudskrevne egyptiske arbejdere; det menes at omkring 4000 har arbejdet samtidig.

Nedstigningen

Men nu er det på tide at påbegynde nedstigningen. Jeg sætter mig på kanten af en blok med benene dinglende ned foran mig. Mine fødder leder efter den underliggende afsats, mens jeg forsigtigt skubber mig fremad. Det er stort set sådan man kommer ned. En halv time senere står jeg ved pyramidens fod og børster det medtagne bagparti af mine benklæder. Og hvor er jeg tørstig!

Til min lettelse har jeg allerede opdaget at egyptisk limonade slet ikke er det samme som den farveløse væske man får udleveret om sommeren i U.S.A. Det er rigtig citronsaft, kun blandet op med en lille smule vand, men sødet med en hel del sukker. Efter at have drukket cirka en liter udstøder jeg et suk af velvære. Jeg modstår en svær fristelse til at hente noget mere limonade, og går i stedet hen til taxiholdepladsen.

Med mødige lemmer kravler jeg ind. Vi sætter kursen mod Cairo, midt i en lille tornado af støv, sand og udstødningsgas. Nu kunne jeg spørge: Hvad hedder hotel på arabisk — et hotel? — Indsendt.