Hulemalerier — klippernes gåde
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SYDAFRIKA
KUNSTELSKEREN betragter sædvanligvis et besøg på et kunstmuseum som interessant og fornøjeligt. Men selv i mange storbyer findes der kun få kunstmuseer. Det sydlige Afrika kan imidlertid prale af sine mange museer med oldtidskunst, ja de findes i hundredvis rundt i landet. De har vakt interesse hos utallige kunstnere, arkæologer og turister, der har glædet sig over at aflægge dem et besøg.
Vi taler her om de hulemalerier som en svunden tids indfødte kunstnere har udført. Når besøgende med undren står og betragter en klippeflade som er dækket med disse billeder af mennesker og dyr, spørger de sig selv: Har kunstneren blot malet for tidsfordriv, eller har han villet overbringe et budskab? Og hvordan har han — her ved et livligt vandløb på et sted der ligger flere hundrede kilometer fra havet — kunnet fremstille en næsten perfekt tegning af en delfin, og hvorfor har han gjort det?
Man søger et svar
I forsøget på at finde svar på disse spørgsmål og „drevet af den uomgængelige kendsgerning at disse billeder er ved at forsvinde“, har grupper af arkæologer og kunstnere, som for eksempel Frobenius-ekspeditionen bestående af kunstnere fra Tyskland, og Harald Pager fra Østrig, arbejdet om kap med tiden for at kopiere og føre optegnelser over så mange af tegningerne som muligt. Den franske arkæolog Abbé Henri Breuil var en af de verdensberømte forskere der, efter at have udforsket europæisk primitiv kunst, især i Spanien og Frankrig, rettede opmærksomheden mod de arbejder der er udført af afrikanske buskmænd. Forskerne opdagede at de afrikanske områder gav anledning til mindst lige så mange spørgsmål som de områder man hidtil havde undersøgt. Ønsket om at finde løsningen på de mange spørgsmål optog forskerne så intenst at nogle af dem aldrig vendte hjem igen. Dechifreringen af klippernes gåde blev deres altdominerende interesse og livsværk.
Ønsket om at finde en forklaring på disse spørgsmål har på den anden side også drevet mangen en skrivebordsarkæolog hen på det nærmeste bibliotek. Her kan man overveje eksperternes teorier og opdagelser uden at måtte bestige bjerge, krybe ind i huler eller vandre gennem buskland for at udforske de gamle kunstværker.
Menneskets trang til at udtrykke sig
Man har beskrevet klippekunst som den såkaldte stenalders lingua franca eller fællessprog — det middel hvormed tanker og ideer, ja endog religiøse opfattelser, blev videregivet i formodet mangel af det skrevne ord. Næsten ethvert land har sine arkæologiske steder der vidner om at mennesket lige fra de tidligste tider har haft en medfødt trang til at udtrykke sig i kunst, eller at samle en beretning om sit liv og daglige virke. Disse gamle beretninger spænder lige fra de raffinerede indskrifter i ægyptiske grave til de mere primitive klippemalerier man finder i huler rundt omkring i Europa, Amerika og Afrika.
Verdens største samling af klippemalerier findes i Afrika, syd for Zambezifloden. Mens Europas klippekunst ligger skjult dybt nede i huler der kræver kunstigt lys, skal man finde det sydlige Afrikas klippemalerier i solbeskinnede klippehuler og på klippeflader af næsten enhver art, blot de har en smule beskyttende udhæng. Der findes over 2000 kendte steder i Sydafrika, foruden mange i Rhodesia, Botswana, Swaziland og Namibia. I ét område, Ndedemaslugten i Sydafrikas Drakensbergbjerge, findes der 16 steder med 3000 malerier. Man har formodning om at dette tilflugtssted i bjergene, skjult i slugten, var buskmændenes hjem i en lang periode. Det ville give kunstnerne god tid til at hengive sig til deres sans for indendørs dekorering; nogle af vægmalerierne dækker kæmpestore flader og viser et væld af dyr og mennesker.
Hvem var kunstnerne?
Hvem enkeltpersonerne bag disse kunstværker er, står hen i det uvisse, men generelt betegnes tegningerne som buskmandsmalerier. De oprindelige buskmænd udgjorde engang den eneste befolkning i Sydafrika, og de levede tilsyneladende adskillige hundrede år før de negroide typer der senere drog ned til Sydafrika. Buskmændene var små af vækst og deres hud havde et gulligt skær. Da kraniet lignede pygmæernes har man sat dem i forbindelse med de pygmækranier man har fundet lige fra Ægypten og ned til Kap Det Gode Håb. Buskmændenes mest bemærkelsesværdige fysiske træk var den usædvanligt velvoksne bagdel, som man fandt hos både mænd og kvinder.
En tidlig arabisk beskrivelse fra omkring 1150 efter vor tidsregning omtaler disse oprindelige indbyggere i det sydlige Afrika og siger at „deres tale ligner fløjten“. Det kunne hentyde til de smækkelyde mange af vore dages negerstammer har bevaret i deres sprog som en arv fra dengang de første indvandrede negre blandede sig med de små buskmænd.
Deres usædvanlige tale til trods har buskmændene med deres hulemalerier vist at de var dygtige til at iagttage, havde humoristisk sans og førte en mere kultiveret tilværelse end forskerne havde tænkt. Ikke desto mindre levede disse små mennesker meget enkelt. Bortset fra det vildt de nedlagde med bue og pil bestod deres føde af frø, bær, rødder, insekter og krybdyr. Da de var nomader boede de i huler og under klippefremspring. Her i deres primitive hjem skabte de deres smukke malerier, der er en beretning om deres livsform. Den engelske forsker G. W. Stow var den første der forstod at disse kunstværker var en række sider i Sydafrikas historiebog.
Hvad fortæller billederne?
Ulig Europas klippekunst, der samler sig om jagtens former, har de afrikanske kunstnere vist stor interesse for mennesket og beskrevet dets daglige beskæftigelser — nogle tragiske, andre humoristiske. Buskmændene var optaget af jagt, fiskeri og dans, og de spillede på primitive musikinstrumenter. De forrettede religiøse ceremonier, og ja, de drak sig også fulde. Kunstnernes iagttagelse af insekt- og dyrelivet var helt usædvanlig, men det var dog menneskets virke de udmærkede sig ved at skildre. Der gengives utallige jagtscener, for det meste af familiefaderens arbejdsdag gik med at skaffe føde. Kvinderne skildres som regel med en gravestok i hånden som de finder føde med. Men fra tid til anden deltog de også i dansen.
Til tider behandler kunstneren sit emne på en ret munter facon; ét sted ser man for eksempel den opstemte jæger give et sejrstegn og slå ud med begge arme mens han viser sin tykke kone dagens høst — tre nedlagte hjorte. På det andet billede er en heldig jæger i gang med at skære i den bløde bug på en elsdyrantilope. Jægeren krummer tæerne i forventning, og tænderne løber åbenbart i vand, for spyttet drypper fra hans mund!
Det sker også at noget sørgeligt danner „forsidestof“ på klippevæggen. En scene fra Matopobjergene i Rhodesia skildrer det ulykkelige udfald af en løvejagt; armen af den besejrede jæger ligger foran en frygtindgydende løvinde. På et andet billede ser man et mord blive begået. En voldsmand knuser offerets hoved med en sten, mens en anden fjende gennemborer stakkelen med sine pile. Man spekulerer på om kunstneren var den ene af morderne eller om han blot som ’klippejournalist’ berettede om dagens begivenheder. Et andet spørgsmål som altid dukker op: Hvor længe er det siden at disse billeder blev malet?
Vanskeligt at datere nøjagtigt
Den kendsgerning at ingen af vægmalerierne er dækket af daterbare aflejringer gør det svært at aldersbestemme dem nøjagtigt. Desuden er nogle af billederne malet oven på andre, og de primitive redskaber man kan få øje på, hører hjemme i en periode der strækker sig over tusinder af år. Den tidligste datering dr. E. Denninger har kunnet konstatere for et maleri i Ndedemaområdet ligger inden for 200 år på den ene eller den anden side af 1150 e.v.t., eller omkring 350 år før den portugisiske søfarer Vasco da Gama rundede Kap Det Gode Håb. Senere billeder med skibe, heste og vogne kan dateres historisk samtidig med de hvide kolonisters opdukken i det 17. og 18. århundrede.
Men fra den tid er stilen og teknikken blevet dårligere, ifølge nogles mening. Angående forkortnings- og perspektivteknik skriver den sydafrikanske maler Walter Battiss i sin bog The Artists of the Rocks: „Det Uccello i Italien gjorde i renæssancen var blot at genopdage og genopfinde det som de [buskmændene] havde kunnet i lang tid.“ Battiss er inde på at den teknik fortidens buskmandsmalere udviklede lå mange år forud for de ægyptiske dynastiers stive stilarter. „Klippegravører og -malere var i virksomhed i Afrika før pyramiderne blev bygget,“ siger han.
Var der en forbindelse i fortiden?
Endnu en uopklaret gåde er om der i fortiden var en forbindelse mellem Ægyptens primitive kunst, Europas klippekunst og klippemalerierne i det sydlige Afrika. Men nogle af buskmandsmalerierne synes at bære vidnesbyrd om en forbindelse med Nordafrika og mellemøsten.
Et klippemaleri som er fundet i Makgabergbjergene i det nordvestlige Transvaal rejser problemer både hvad tid og sted angår. Det synes at forestille en hofscene, og det skildrer fem europide skikkelser i lange hvide dragter og med tiaraer og turbaner på hovedet. De rækker gaver frem som hyldest til en person hvis skikkelse er uklar, og de bøjer sig forover som i en ærbødig stilling. Disse standspersoner ser i alle måder ud til at være persere, og eftersom den islamiske tro forbyder afbildning af menneskeskikkelser, skildrer billedet sandsynligvis en situation fra før-islamisk tid. Da stedet ligger 480 kilometer fra Det indiske Ocean opstår følgende spørgsmål: Hvornår har de indfødte buskmænd set denne civiliserede hofscene med mennesker af en helt anden kultur og fra et fjernt land?
I sin omtale af et lignende maleri i nærheden bemærker professor Raymond Dart i et forord til Harald Pagers bog Ndedema ligheden mellem en anden skikkelse med tiara og tordenguden Zeus. Ifølge sagnet indbød Zeus, i skikkelse af en hvid tyr, kongedatteren Europa til at sætte sig op på hans ryg, hvorefter han bortførte hende til Kreta. Overraskende nok fortæller et afrikansk sagn om en ung kvinde der efter at være steget op på ryggen af regntyren blev bortført af den.
Noget der også virker forvirrende er at buskmanden forbinder drager og regnguder med hinanden, og der er en lighed med den gamle babyloniske forestilling om dragegudinden Tiamat. Det samme begreb findes i Kina. Dette har en bemærkelsesværdig lighed med de afrikanske kunstneres afbildning af en flyvende drage med horn og med røgen stående ud af munden, en drage som de forbinder med torden.
Teknik og materialer
Hvilken tidsperiode malerierne nu end stammer fra, giver deres bevarelse også stof til eftertanke. Kunstnerne bekymrede sig ikke særligt om at placere deres malerier så andre ikke kunne røre dem eller vejrliget tære på dem. Alligevel er farverne i de fleste tilfælde stadig klare, og man kan tydeligt skelne omridsene.
Farverne fik man fra stoffer i jorden, trækul (af brændt ben), jernoxid, kalk og kridt, tillige med rød og gul okker. Disse stoffer blev blandet med fedt, dyreblod eller fugleæg, og desuden med plantesaft og harpiks. Malerne lavede pensler af fjer, ben, pinde eller hår. Hule knogler eller små horn tjente som malerbøtter, og visse steder har arkæologerne fundet paletter af skifer.
De sidste buskmandsmalere
I sidste halvdel af det 19. århundrede omtalte den engelske forsker G. W. Stow to buskmandsmalere der havde små malerbøtter af horn hængende i deres bælter. Og en meget gammel zulu husker at der levede buskmænd i nogle bjerghuler i hans barndom omkring 1888 og at de stadig malede på det tidspunkt.
Men de små buskmænd der i århundreder havde vandret omkring i Afrika, så frie som de fugle de malede, havde ikke held til at overleve Afrikas omvæltninger lige så godt som deres malerier. I de sidste tre-fire hundrede år, hvor det sydlige Afrika i stadig større grad er blevet behersket dels af zuluerne, dels af hollandske og engelske kolonister, er buskmændene blevet trængt længere ud i bjergene. Under tilbagetoget tog de uheldigvis immigranternes kvæg og får med sig. Men da de drev kvæget op i det uvejsomme bjergterræn blev de indhentet og dræbt af både sorte og hvide. I dag lever nogle tusind buskmænd stadig deres enkle nomadetilværelse i Namibias og Botswanas ørkener; men deres dage som hulemalere er forbi.
Klippernes hendøende beretning
Forvitring som følge af blæst og regn, røg fra hyrdernes og nomadernes ildsteder, og direkte vandalisme får hurtigt hulemaleriernes antal til at svinde. Nogle af de første kolonister siges at have brugt dyrene på billederne som skydeskive når de øvede sig med deres rifler og revolvere. Hundreder af billeder er inden for de sidste hundrede år blevet mejslet ud og sendt til europæiske museer. Til tider har velmenende mennesker i deres begejstring over hulemalerierne sat kridtmærker, trukket konturerne op eller vasket malerierne af for at kunne tage „bedre“ fotografier af dem.
Dette har alt sammen nødvendiggjort den aktion som kunstelskere og arkæologer, støttet af lovgivende forsamlinger og ministerielle bekendtgørelser, har sat i gang for at bevare de hulemalerier der endnu er tilbage. Men hvorom alting er udgør disse mesterværker, skabt af fortidens primitive men talentfulde kunstnere, stadig en fængslende og værdifuld beretning om en del af Afrikas historie. Samtidig er de en udfordring til de mange der prøver på at løse de afrikanske klippers spændende gåde.