Dragebjergene — smukke men farlige

Af Vågn op!-​korrespondent i Sydafrika

DET har været en anstrengende dag og vandringsmanden bevæger sig kun langsomt af sted. Med ét glemmer han alt om sin træthed. Han fornemmer at der er noget i anmarch og bemærker at himmelen har fået et faretruende udseende. Luften har forandret sig og alt er stille. Skyerne trækker sammen. Det bliver mørkt. Pludselig lyder der et øredøvende tordenbrag!

Vandringsmanden styrer hurtigt mod ly. Han løber ikke, for det ville frembringe statisk elektricitet, der tiltrækker lynet som en magnet. Det giver sig til at regne, og lidt efter slår det over i hagl som stikker ham i ansigtet. Endelig når han i læ, genvinder pusten og giver sig til at betragte skuet.

Tordenskraldene giver genlyd fra de omkringliggende bjergsider og virker skræmmende. Mørket brydes kun af lynene, der oplyser den modsatte bjergside. Uvejret varer ved i omkring en time. Derefter lægger det sig lige så pludseligt som det kom, og vandringsmanden begiver sig hen til den hule han benytter som overnatningssted.

Sådanne hændelser er almindelige i de såkaldte Dragebjerge — den berømte Drakensberg-bjergkæde i Sydafrika. Et af bjergene kalder man Indumeni, som på zulu betyder „tordenstedet“. Hvide bosættere har givet denne vældige bjergkæde navn efter en legende som fortæller at der engang levede drager her. Bjergkæden kan egentlig godt minde om en doven drage der slynger sig gennem Sydafrika i over tusind kilometers længde. Den del af bjergkæden der danner grænse mellem Natal og Lesotho er utvivlsomt den mest imponerende. Den kaldes ofte for Sydafrikas Schweiz, hvilket er et meget passende navn, især når bjergene er dækkede af sne.

Det er de voldsomme sommerstorme i Dragebjergene der har givet bjergene ry for at være farlige. Naturens kræfter er dog ikke den eneste årsag til at bjergene har fået dette omdømme.

Mennesket — den største fare

Menneskenes fremfærd i Drakensberg har ofte været voldsommere end de uvejr der raser i bjergene. I 1818 begyndte en periode med indædte stammekrige blandt de sorte, og de smukke bjerge blev skueplads for mange grufulde handlinger mennesker imellem. I 1823 var Natals befolkning skrumpet ind fra omkring én million til nogle få tusind. De overlevende fra de spredte stammer søgte tilflugt i bjergene.

Før den sorte mand ankom, levede en anden gren af menneskeslægten i Dragebjergenes skygge. Man ved ikke hvor længe de såkaldte buskmænd var de eneste indbyggere i området. Man ved heller ikke med bestemthed hvor de kom fra.a De havde en lysere, gullig, rynket hud og var små af bygning.

Buskmændenes livsform var mærkværdig i den hvide mands øjne. De var dygtige jægere men jagede kun for at skaffe sig føden, aldrig for sportens skyld. De havde et indgående kendskab til planter og var påpasselige med ikke at forstyrre naturens balance. Nogle var fremragende digtere, andre var billedkunstnere. De boede i bjerghuler og dekorerede væggene i deres hjem med hulemalerier, der siden hen er blevet berømte. Endnu i dag kan de der besøger Drakensberg glæde sig over disse smukke kunstværker. Det er stadig en gåde hvordan buskmændene fremstillede deres holdbare farver.

Da de første hvide fra omkring 1837 begyndte at bosætte sig i området, måtte de forskellige interesser uundgåeligt kollidere. Buskmændene holdt ikke kvæg, men betragtede alle dyr, både kvæg og vildt, som noget der skulle være til alle menneskers rådighed. Til gengæld anerkendte de at nogle kunne have retten til at jage på bestemte områder. At fremmede gik på jagt på deres område var således det samme som en krigserklæring. De hvide jagede for sportens skyld og dræbte derved det vildt buskmændene levede af. Buskmændene gjorde gengæld ved at stjæle den hvide mands kvæg. Den hvide mand svarede igen ved at jage og udrydde buskmændene, der blev betragtet som en laverestående race som ikke var bevaringsværdig. De små mennesker blev også angrebet af sorte stammer. Følgelig blev buskmændene udryddet i dette område.

Dragebjergene lokker ikke længere jægere til, da jagt nu er blevet forbudt her. De tiltrækker imidlertid en anden slags eventyrere — mennesker der vil ud for at opleve naturen.

Bjergenes dyre- og fugleliv

Drakensberg kan være et farligt sted at opholde sig for den uforberedte gæst, men ved at træffe passende forholdsregler kan man få nogle betagende smukke oplevelser. Afrika er kendt for sin store variation af planter, og i dette område findes en righoldig flora. Især efter de rigelige regnskyl vil blomsterkenderen kunne glæde sig over at opdage vilde blomster som callistemon, raketblomster og orkidéer, for blot at nævne nogle få. Det store udbud af vilde dyr er også imponerende. Man kan ikke få øje på dem alle, men man kan høre mange af dem hvis man er opmærksom på deres særegne lyde. Man bliver måske forskrækket over at høre skaberaksjakalens uhyggelige tuden eller en bavians gøen. Med lidt øvelse kan man også lære at skelne de mange forskellige fugle fra hinanden. Hundreder af øjne betragter en selv om man ikke kan se dem.

Der holder mange forskellige antilopearter til i dette område, deriblandt den lille, grå dykkerantilope, der normalt er aktiv om natten, den noget større skriftantilope, og den største af dem alle, den majestætiske elsdyrantilope. Den smukke oribi med dens rødlige farver og hvide tegninger er sjælden, men den findes i naturreservatet Giant’s Castle. Når man kigger ned ad en skråning kan det faktisk se ud som om græsset bevæger sig, indtil man opdager at det er nogle godt camouflerede antiloper der græsser.

Vi må ikke glemme den store, højtflyvende lammegrib, der på engelsk også kaldes (oversat) ’den skæggede grib’. Den lever ganske som andre gribbe, men når den flyver minder den om en ørn. Det flødefarvede hoved, den rustfarvede hals og den lyst brungule underside står i kontrast til de sorte vinge- og halefjer. En dusk sorte børstefjer danner noget der minder om et skæg rundt om næbbet, og en maske af sorte fjer omkring øjnene gør dens udseende endnu mere frygtindgydende. Men den er en sky fugl som hovedsagelig lever af ådsler.

Lammegribben har for vane at lade knogler falde fra stor højde for at knuse dem mod klipperne. Derefter dykker den ned for at trække marven ud med tungen.b Verreaux’ ørn og kapgribben holder også til her, men lammegribben er „konge“ med et vingefang på tre meter. Der er desværre kun meget få eksemplarer af denne truede art tilbage. I naturreservatet Giant’s Castle kan man iagttage den fra en skjult udkigspost.

Fascinerende bjerge

Dragebjergenes udfordrende tinder tiltrækker mange eventyrlystne bjergbestigere. Der er bjergtoppen Sentinel på 3165 meter, det glatte og farlige Monk’s Cowl på 3234 meter, og det forræderiske Devil’s Tooth med sine lodrette sider på 200 meter. Klippernes sammensætning gør bjergbestigningen endnu farligere, da basalten let smuldrer.

Man kan færdes på flere af de stejle men sikre pas der fører op til de bratte skråninger, uden at bruge særligt udstyr. Det er naturligvis vigtigt at indrette sig efter forholdene. Varmt tøj er livsvigtigt, såvel som et telt og ekstra proviant. På de bratte skråninger kan der være frygtelig koldt med kraftige vindstød om natten. „Jeg husker en nat,“ fortæller en bjergvandrer, „hvor vinden slog mod vores telt og det var så koldt at vi ikke kunne sove. Næste morgen var vandet i vore feltflasker frosset til is selv om de lå inde i teltet. Jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville udsætte mig for den tortur mere. Men det følgende år var jeg tilbage igen! Denne gang var jeg bedre rustet til at møde elementerne.“

Hvert år søger i tusindvis af bjergvandrere, campister og bjergbestigere af alle racer hertil, væk fra byernes stress og forurening, for at indånde den friske bjergluft, få sig en kold dukkert i en af de små søer, smage det friske vand og nyde de majestætiske bjerges pragt. Om natten dækker et tæppe af tindrende stjerner himmelen. Alt dette får nogle af os til at lovprise den der har skabt disse undere, og vi ser frem til den tid hvor der vil råde paradisiske tilstande over hele jorden. — Lukas 23:43.

[Fodnoter]

[Kort/​illustration på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DRAGEBJERGENE

SYDAFRIKA

LESOTHO

NATAL

Durban

INDISKE OCEAN

[Illustrationer på side 25]

Malakitsolfugl på en callistemon i Drakensberg

[Illustrationer på side 26]

Yderst til venstre: Sebayeni-galleriet for hulemalerier i Drakensberg

Til venstre: Den majestætiske elsdyrantilope

Nederst: Malerier af buskmænd fra Sebayeni-grotten