Buskmanden — Afrikas mester i at overleve

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Sydafrika

„DEN sidste buskmand.“ Således stod der i bladet The Star Today for 26. oktober, 1983. Videre hed det: „Engang vandrede i millionvis af buskmænd omkring i bjergene i Kapprovinsen, i Natal og i Transvaal.“ Nu ser det ud til at den eneste der er tilbage af denne engang så stolte race er en meget lille, gammel mand der hedder Japie Mabinde.

Der lever dog stadig i tusindvis af Japie Mabindes racefæller i den tilstødende Kalahariørken. Deres saga om overlevelse trods modgang og folkedrab er en gribende beretning.

Krig mod sorte og hvide

Da de sorte afrikanske stammer begyndte at trænge ind i det sydlige Afrika opdagede de at disse landområder allerede var taget i besiddelse af buskmændene — en menneskerace hvis gennemsnitshøjde kun er på cirka 1,50 meter. Buskmændene adskiller sig også fra sorte afrikanere ved deres hudfarves gullige anstrøg.

For en tid kunne de sorte og gule indfødte leve fredeligt side om side i det samme land. De sorte stammer lærte at respektere buskmændene på grund af deres kendskab til landet og dets dyreliv. Der fandtes et gammelt sesotho-ordsprog der sagde: „Buskmanden er læreren.“ Men den fredelige sameksistens varede ikke længe.

I det 17. århundrede ankom de hvide nybyggere. Dyrevildtet, som var buskmændenes højt værdsatte føde, skød de eller skræmte de bort. Buskmændene hævnede sig ved at stjæle kreaturer. Og hvad blev resultatet? En bitter krig mellem buskmænd og hvide nybyggere der varede næsten 200 år! I 1802 indtraf så en hungersnød der fik de sorte stammer til at bekrige hinanden. Mangel på føde og landjord førte uundgåeligt til sammenstød med buskmændene. Med tiden blev disse små jægere tvunget til at holde sig i bjergene ved Drakensberg og Lesotho.

Krigen mod både sorte og hvide modstandere fortsatte imidlertid. Buskmanden forsvarede hvad der var tilbage af hans land, med metoder der var præget af desperation: mord, tyveri og hærværk. Men ved hjælp af skydevåben og talmæssigt overlegenhed besejrede man til sidst de små jægere, og i 1869 blev den sidste flok organiserede bjergbuskmænd udslettet, efter ordre fra de britiske kolonimyndigheder. Ved århundredskiftet var der kun enkelte isolerede grupper tilbage.

Kun få sørgede over dette folkedrab. I 1897 udtalte George Theal, tidligere repræsentant for kolonimyndighederne i Kapprovinsen: „Man har måske ondt af at disse buskmænd blev udryddet i deres vildsomme hjemland. Men der er ingen grund til at fortryde deres forsvinden . . . det var til bedste for verden at de måtte give plads for en højerestående race.“a

Buskmændene i Kalahari

Men ikke alle buskmænd forsvandt. Der var tusinder der overlevede i Kalahari — et øde, ørkenlignende landområde der oprindelig blev skyet af såvel sorte som hvide kvægavlere. Her findes intet frit tilgængeligt vand på jordoverfladen. Den smule regn der falder i løbet af sommeren tørrer hurtigt bort, og landet er derfor hverken egnet til landbrug eller kvægdrift. Alligevel har buskmændene udviklet snedige metoder for at klare sig. For eksempel bruger de nogle vilde meloner og nogle rodknolde som de skraber til en blød masse. Af denne masse presser de en ringe mængde dyrebar væske. Eller de opsporer vand der er skjult under ørkensandet og suger det op ved hjælp af lange, hule rør.

Eftersom de skaffer sig føden fra jorden kræver det at de er botaniske eksperter. Den dag i dag kan en pige blandt buskmændene bestemme 75 forskellige plantearter før hun er otte år gammel. Når hun bliver voksen vil hun have opnået et indgående kendskab til omkring 300 arter. En kvinde blandt buskmændene forbløffede en kendt botaniker, Brian Maguire, ved at være i stand til at skelne mellem to planter som han, „eksperten“, regnede for identiske. En tysk videnskabsmand, dr. H. J. Heinz forklarer: „Stort set bestemmer nutidens botanik hovedsagelig de forskellige arter ud fra udseendet . . . [mens buskmændene] tager det hele i betragtning — lugten, opbygningen, smagen, udseendet og hvordan de føles.“

Buskmanden er også en formidabel jæger. Først opsporer han en hjord og udvælger sit bytte. Ved at krybe på albuer og knæ kommer han så tæt på som muligt og affyrer så en forgiftet pil. Med det samme styrter hjorden af sted, men buskmanden opsporer hårdnakket sit bytte. Efter at have overværet adskillige jagter skrev Alf Wannenburg: „Alt bliver bemærket, overvejet og drøftet. Et knækket græsstrå, i hvilken retning en kvist er blevet brækket af, dybden, størrelsen, formen og placeringen af selve sporene, alt tjener til at oplyse om dyrets eller dyrenes tilstand, i hvilken retning de bevæger sig, samt hvor og med hvilken hastighed de sandsynligvis vil begive sig hen fremover.“ I nogle tilfælde kan det tage mere end et døgn før giften virker i fuldt omfang, men til sidst vil det sårede dyr sakke agterud og blive overmandet af dets forfølger.

Miljøforkæmpere og kemikere

Eftersom jorden for buskmændene er ensbetydende med selve livet, har de opdyrket en sund respekt for den. Når de samler føde er de derfor omhyggelige med at drage videre i tide, før de helt har plyndret et område. De tror på at Skaberen vil straffe dem hvis de dræber et dyr uden at det er nødvendigt og jager derfor aldrig for sportens skyld. Ved et tilfælde stødte en gruppe buskmænd engang på en rede med strudseæg — æggene er højt værdsat blandt dem, både som fødevarer og til brug som vandbeholdere. Ikke desto mindre lod de reden være indtil de var sikre på at hunstrudsen var færdig med at lægge æg. Derefter undersøgte og rystede de forsigtigt hvert æg og lagde de æg tilbage som indeholdt unger der var ved at blive udruget. Det er ikke så underligt at nogle beskriver buskmanden som „verdens største miljøforkæmper“.

Buskmænd har også udviklet et vist kendskab til „kemi“. De har lært sig at blande farver af høj kvalitet til deres berømte klippemalerier, der, efter nogles mening, „må beskrives som verdens bedste primitive kunst, på grund af den ægthed og akkuratesse hvormed de gengiver iagttagelser“. Disse smukke tegninger har modstået århundreders vejrlig! Med hensyn til deres pilegift, så behandler de deres pile med virkningsfulde gifte, som de har lært sig at udvinde fra larverne af diamphidia- og polyclada-billerne. Når disse gifte først er kommet ind i blodårerne betyder det den visse død for mennesker eller dyr — der findes ingen modgift.

De sydafrikanske buskmænd har endog fundet ud af hvordan de kan „vaccinere“ sig selv mod virkningerne af slangebid. De bøjer hovedet på en død slange tilbage og skraber varsomt deres arme med dens gifttænder. Derefter presser de en dråbe gift ud af gifttænderne og gnider den hen over rifterne. En anden genial idé var en kemisk sammensætning de brugte som beskyttelse mod den sortmankede kapløve. Hvide nybyggere var til sidst nødt til at udrydde disse usædvanlig store løver. Men buskmændene boede blandt dem i århundreder. Hvad var hemmeligheden? De afbrændte et stof ved deres lejrbål som virkede frastødende på løverne!

Fremtidige muligheder for at overleve

I dag bor der omtrent 55.000 buskmænd i Kalahari og dens udkant. Men deres livsstil som jægere og samlere er truet. Der er blevet lavet boringer for at skaffe vand til kvægavl. Buskmændene har også budt disse permanente vandforsyninger velkommen, men der har også været ulemper forbundet dermed. „Størsteparten af buskmændene i dag,“ forklares det i Encyclopædia Britannica, „er blevet frataget deres områder af europæiske og bantu-kvægavlere. Deres indtrængen har reduceret bestanden af dyrevildt og [spiselige] planter.“

Kalahari, der engang var i stand til at ernære buskmændene, er derfor hurtigt på vej til at blive en ørken. „Det var ikke en ørken førhen,“ minder den berømte forfatter og opdagelsesrejsende Sir Laurens van der Post os om. „Grunden til at vi kaldte den sådan var kun at der ingen overfladevand var. Den er myldrende fuld af et enestående dyre- og planteliv.“ Van der Post synes derfor det er en sørgelig knibe buskmanden er kommet i „fordi han var rig på det som vi er fattige på. . . . Han var en del af naturen. Naturen var ikke hans fjende“. Selv om det moderne menneske engang så ned på buskmænd som vilde, må det nu erkende at det har meget at lære af disse frygtløse overlevelsesmestre.

Nu står buskmændene imidlertid over for endnu en trussel mod deres eksistens som race betragtet: tilpasningen til den vestlige kultur. I hvor høj grad de vil være i stand til at overleve som folk, må fremtiden vise. Måske vil dette blive den hidtil største udfordring for Afrikas mester i at overleve.

[Fodnote]

[Ramme på side 19]

Buskmandens oprindelse

Buskmandens sagaer beretter om en tid da jorden var dækket af vand og om hvorledes en mand „af den første race“ overlevede. Denne helt, der hed Mantis, havde forbindelse med regnbuen, og det siges at den første buskmand stammede fra ham. Dette sagn har slående lighed med Bibelens beretning om Vandfloden og Noa. — 1 Mosebog 7:6, 7; 9:8-16.

[Ramme/​illustration på side 21]

„Det var sådan det skulle være“

Jehovas Vidner har bestræbt sig for at dele deres håb om en retfærdig ny orden under Guds ledelse, med dem af deres medmennesker i Sydafrika der er buskmænd. (Åbenbaringen 21:3, 4) Mindst én buskmand — han hed Johannes — tog imod deres budskab. Senere døde han af tuberkulose. Den „sidste“ af bjergbuskmændene, Japie Mabinde, der her ses på billedet til venstre, har imidlertid også haft lejlighed til at høre Bibelens budskab.

I begyndelsen af 1984 talte Jehovas vidner med ham. Man viste ham Johannes 5:28, 29 i zulu-bibelen, og fortalte ham om udsigten til at de af hans race der nu var døde, ville vende tilbage i opstandelsen. „Jeg er meget lykkelig,“ sagde Mabinde, „fordi det er Bibelen der siger sådan.“ Han blev især henrykt da han så hvordan en tegner forestillede sig de paradisiske tilstande som Bibelen profeterer om, en dag vil herske på hele jorden. „Ja,“ sagde han, „det var sådan det skulle være.“

[Illustration på side 20]

En familie af buskmænd sidder rundt om et lejrbål i deres hjem i Kalahariørkenen

[Kildeangivelse]

Velvilligt stillet til rådighed af Africana Museum