Som en avisredaktør ser det — Rapport fra Argentina

JEHOVAS VIDNER er stadig forbudt i Argentina. Men ikke alle er enige med landets regering i det den gør.

Nogle embedsmænd ved forbundsdomstolene har udtalt sig offentligt til gunst for Jehovas Vidner. Og den 14. februar 1980 bragte dagbladet Buenos Aires Herald en leder, hvori redaktøren James Neilson viste at han ikke var bange for at sige hvordan han så på situationen. Han skrev:

„Hvis man skal tro den statslige propaganda, er Argentina velsignet fri for de religiøse problemer der plager store dele af den øvrige verden. Dette er imidlertid en højst tvivlsom påstand. Nok er det rigtigt at det argentinske folk i det store og hele er tolerant hvad religion angår, og der er næppe fare for at medlemmer af én trosretning drager ud og myrder løs på medlemmer af en anden, men landet er ikke fri for bigotte [skinhellige] personer der gør hvad de kan for at gøre livet surt for de trosretninger de ikke kan lide. . . .

Men selv om situationen her stort set er ret god sammenlignet med de uhyggelige normer der er almindelige nogle steder i verden, . . . kommer det som et voldsomt chok at se regeringen være så stolt over det. Det er ikke ligefrem som om regeringen har gjort noget for at fjerne religiøs diskrimination. Tværtimod; lige siden den er kommet til magten har den i høj grad gjort sit bedste for at sprøjte den religiøse intolerances farlige virus ind i det nationale blodkredsløb, udtænkt obligatoriske bekendelsesorienterede indoktrineringskurser til brug i skolerne, og med kraft forfulgt små og for det meste harmløse afvigende sekter, kristne såvel som ikke-kristne, af grunde der aldrig er blevet redegjort tilfredsstillende for.

Blandt de mest udsatte ofre for regimets korstogsagtige nidkærhed er Jehovas Vidner, af hvem der menes at være 30.000 i landet og over en million i hele verden. Vidnerne er ikke lige vellidte alle vegne. De udgør en stikkende, utålelig religiøs gruppe der almindeligvis betragtes som et offentligt onde fordi tilhængerne hårdnakket tager visse bibelske påbud fuldstændig bogstaveligt, noget der virker højst irriterende på dem der mener at religion er ganske udmærket så længe den ikke griber for meget ind i folks opførsel. Gør den det, får den prædikatet mani og bliver latterliggjort. Men selv om Vidnerne har den irriterende vane at slå en klo i andre for at belære dem om hvad de burde tro, bliver de almindeligvis tolereret. Det skal siges at de er påfaldende ærlige, ædruelige og hårdtarbejdende, og efter alle de sædvanlige kriterier kan de betragtes som mønsterborgere.

De ville undgå at gøre sig bemærket hvis blot de anlagde et lige så fleksibelt syn på deres principper som de fleste andre mennesker, men det gør de selvsagt ikke. De mener at det sjette bud, ’Du må ikke slå ihjel!’ betyder det der står, og gælder under alle omstændigheder. De er også glade for Mikas profeti om at ’folk ikke skal løfte sværd mod folk, ej heller øve sig i våbenfærd mer’. Og de nægter på det bestemteste at hylde skin-religiøse symboler som flag, idet de foretrækker at adlyde Guds bud om at de skal forbeholde ham alene deres tilbedelse. En så yderliggående holdning er usædvanlig i det tyvende århundrede, hvor tilsyneladende regelrette principper kan strækkes så langt at de bogstavelig talt tillader alt, og det har uvægerlig medført mange sammenstød mellem Vidnerne og de verdslige myndigheder, der har deres egne og helt afgjorte ideer om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Jehovas Vidners pacifisme og det at de nægter at gøre noget som efter deres mening er en tilbedelse af nationale symboler, ophidser naturligvis superpatrioter der helt igennem er viet til at dyrke krigskunsten. Deres vrede er forståelig. Hvad selv fuldtidsforsvarere for regeringen må finde svært at forstå, er imidlertid den målbevidste iver hvormed myndighederne jager Jehovas Vidner. Vidnejagten gik ind den 31. august 1976 med udstedelsen af dekret nr. 1867, hvori deres troslære blev erklæret ’i strid med folkekarakteren’, hvad det så end måtte betyde. Siden da har regeringen gjort Vidnerne til genstand for en systematisk forfølgelseskampagne der ikke kender sidestykke i det civiliserede Vesten siden afslutningen af den anden verdenskrig, en kampagne der har bragt landet i miskredit og som senere generationer vil mindes med skam.

Hundreder af Jehovas vidner er blevet arresteret for ’forbrydelser’ som at holde bønnemøder eller bibelstudietimer. Mange af dem har fået en ublid medfart under processen, og mødre er med magt blevet skilt fra deres små børn. Hundreder af børn er blevet bortvist fra skolen fordi de har adlydt deres forældre og nægtet at hilse flaget, og man har nægtet dem retten til at gå op til eksamen, selv efter at de har gennemgået pensummet hjemme. Deres [religiøse] bøger, der består af tvivlsomme værker som Bibelen eller samlinger af bibelhistorier, er blevet beslaglagt. Provinsmyndigheder har begærligt udnyttet situationen og konfiskeret deres ejendom, der uden tvivl bliver givet tilbage når vi igen har et styre der er i overensstemmelse med forfatningen. Unge Jehovas vidner er rådnet op i militærfængsler, hvor de har siddet flere år i træk, ofte i selskab med tyve og vagabonder, fordi de modigt har nægtet at opgive deres pacifistiske overbevisning. Udlændinge uden kriminel fortid af nogen art er blevet vist ud af landet, udelukkende på grund af deres tro. For tiden kæmper en ung peruaner, Pedro Brousset Massey, en ensom juridisk kamp i Córdoba for at få lov til at blive og gifte sig med sin argentinske forlovede. De regeringsinstanser han er nødt til at kontakte, tvinger ham til at løbe fra det ene offentlige kontor til det andet, som så mange andre Jehovas vidner har måttet gøre det. Man skal ikke forbavses over at de ulykkelige Vidner, hvoraf de fleste hører til arbejder- eller middelklassen, sammenligner deres forhold med de første kristnes i det hedenske romerrige.

Dette helt utrolige tilbageskridt til fortiden tages næsten uden at der lyder et ord til protest fra pressen eller andre af landets repræsentative institutioner. Ingen af de politiske partier, der villigt og gladeligt fordømmer regeringens økonomiske politik, har bekymret sig om at hæve røsten til forsvar for denne lille og upopulære sekt. Til trods for pavens utvetydige opfordring til at vise religiøs tolerance har kirken forholdt sig tavs, og det endda skønt mange tager det for givet at konservative katolikker står bag forfølgelsen af Jehovas vidner, og de mest fremtrædende af regeringens medlemmer ynder at kalde sig nidkære aktive katolikker. Kirken som sådan synes imidlertid overhovedet ikke at have noget at gøre med denne sørgelige affære. Der er selvfølgelig heller ikke enormt mange Jehovas vidner, de er ikke særlig rige og har ikke særlig stor indflydelse, så der er ikke meget at vinde ved at prøve på at hjælpe dem. Men den uret der er begået er så iøjnefaldende, og den skade der forvoldes landet er så stor, at man med rimelighed kunne forvente at nogle af borgerne i det mindste havde anstændighed nok til at lukke munden op til gunst for Vidnerne.

Hvad regeringen vil opnå ved at behandle Vidnerne på denne skændige måde er svært for et fornuftigt sind at fatte. Den kan ikke forvente at omvende dem. Til nu har ikke ét af Vidnerne opgivet sin tro på grund af regeringens hårdhændede kampagne; de er sandelig også vant til at trodse langt skrappere og mere ubehagelige fjender end de nuværende regeringsmyndigheder. Jehovas Vidner, et stejlt folk om nogen er det, har overlevet lignende efterstræbelser fra Hitlers og Stalins side, og de vil uden tvivl overleve hvad præsident Videla end måtte have gemt til dem. Andre steder har de vandret i døden mens de sang lovsange til Herren, og de vil være fuldt beredt til at gøre det samme her hvis det nogen sinde skulle blive nødvendigt.

Hvis regeringen ikke kan håbe på at omvende dem, hvad så? Måske forsøger den at afskrække andre fra at slutte sig til dem. Hvis det er tilfældet går det den forkerte vej, for den standhaftighed hvormed Vidnerne har fastholdt deres principper, et sjældent fænomen i vore dage, kan kun vinde dem nye tilhængere. Det ville overhovedet ikke overraske om de i virkeligheden blev flere og ikke færre som følge af regeringens anstrengelser.

Der er næppe et land i den vestlige verden som ikke har haft vanskeligheder med Jehovas Vidner på et eller andet tidspunkt. Alle andre steder har højesteret imidlertid i sidste ende afsagt kendelser til gunst for dem. Argentinas højesteret har også afsagt kendelse om at det er i strid med forfatningen at formene børn af Jehovas vidner adgang til skolerne fordi de fastholder at ville stå stille uden at foretage sig noget mens landets flag hilses. Mange steder i verden har militærets domstole, om end med deres uundgåelige betænkeligheder, truffet den afgørelse at der skal tages særligt hensyn til dem der, i lighed med Jehovas vidner, nærer oprigtige samvittighedskvaler ved at udføre militærtjeneste, og selv de mest konservative har indrømmet at hvad pacifister end er, er disse i hvert fald ikke kujoner: mange har foretrukket henrettelsespelotonen fremfor at krænke deres trosopfattelser.

Da den menneskelige natur er så krigerisk som den er, vil ægte pacifister altid udgøre et, om end ukueligt, mindretal, og at prøve ved tvang at omdanne dem til militarister er et nytteløst forsøg der skader den nationale sikkerhed mere end den gavner den. . . .“