Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g78 8/12 s. 9-13
  • Hvad forbudet har medført

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad forbudet har medført
  • Vågn op! – 1978
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • friheden forsvundet
  • kendsgerningerne taler for sig selv
  • ingen undergravende elementer
  • afskedigelser
  • bortvisning fra skoler
  • strengere straf
  • kriminel apologi
  • Hvad der kan gøres
    Vågn op! – 1978
  • Stands inkvisitionen i Argentina!
    Vågn op! – 1979
  • Argentina: For frihed eller religiøs intolerance?
    Vågn op! – 1978
  • Den religiøse intolerance tager til
    Vågn op! – 1978
Se mere
Vågn op! – 1978
g78 8/12 s. 9-13

Hvad forbudet har medført

FORBUDET mod Jehovas Vidner trådte i kraft i begyndelsen af september 1976. Ved morgengry den 7. september mødte forbundspolitiet efter ordre fra indenrigsministeriet op på Jehovas Vidners afdelingskontor i Buenos Aires.

Politiet forseglede trykkeriet, kontoret, forsendelsesafdelingen og lageret. Der blev posteret politivagter. Og samme dag blev omkring 600 rigssale systematisk lukket i hele Argentina.

friheden forsvundet

Siden forbudets ikrafttræden er den religiøse intolerance blusset op i 38 større og mindre byer lige fra de nordligste provinser Misiones, Formosa og Salta til de sydlige provinser Río Negro, Chubut og Santa Cruz. Til dato er over 320 mennesker blevet arresteret, heriblandt mange ældre mænd og kvinder samt små børn. Andre er blevet tilbageholdt ene og alene fordi de er i familie med eller venner af Jehovas vidner.

Sømmer disse handlinger sig for en nation der hævder at gå ind for frihed? Et modigt svar på dette blev givet af Buenos Aires-avisen Herald, i en leder med titlen „Religiøs forfølgelse“. Der stod: „Disse forlydender [om arrestationer af Jehovas vidner] tyder på at Argentina nu oplever det største udbrud af religiøs forfølgelse i landets historie som uafhængig nation. Dette er i sig selv beklageligt og vil på ingen måde højne Argentinas omdømme ude i verden.“

Videre hed det i lederartiklen at regeringens indgreb „trakterede verden med det afskyelige syn af bevæbnet politi der afbryder bønnemøder, noget man måske kunne acceptere som normalt i Sovjetunionen men som ikke burde kunne finde sted i det pluralistiske Argentina“.

Men dette „afskyelige syn“ har kunnet iagttages. I det følgende refereres nogle få eksempler som kan hjælpe læseren til selv at bedømme hvordan det forholder sig med den religiøse intolerance i Argentina.

kendsgerningerne taler for sig selv

„30 Jehovas vidner spærret inde.“ Denne meddelelse indløb den 29. marts 1978 fra Andalgalá i provinsen Catamarca. Ramón Alvarez, medlemmer af hans familie og nogle gæster han havde indbudt, blev arresteret efter den afsluttende bøn ved den årlige fejring af Herrens nadver. De blev tilbageholdt i seks dage. Både mænd og kvinder måtte tilbringe den første nat i fri luft, i politistationens åbne gård. Deres bibler og bibelske skrifter blev beslaglagt.

I badebyen Mar del Plata var en gruppe på 19 voksne og tre mindreårige ved at studere Bibelen. Pludselig stormede 15 politibetjente ind og beordrede alle ud med løftede hænder. Hector Mariño og andre voksne blev tilbageholdt i 45 timer. Da fire andre vidner kom med mad og tøj til deres venner, blev de også arresteret. En mand der ikke var et Jehovas vidne sagde: „Jeg er stolt over at min fader er et af Jehovas vidner.“ Af den grund blev han også arresteret.

Et særlig grelt tilfælde fandt sted i Puerto Rico (provinsen Misiones). Der blev 16 voksne, forældre til elever som var blevet bortvist fra deres skole på grund af flaghilsenspørgsmålet, fængslet. De blev holdt indespærret i 55 dage i selskab med lovbrydere af enhver slags. Familiefædre blev således berøvet muligheden for at arbejde og forsørge deres familier. Mødre blev tvunget til at overlade deres små børn i andre kristne familiers varetægt.

Et andet sted i samme provins ransagede soldater Jehovas vidners private hjem og beslaglagde deres bibelske læsestof, deriblandt også bibler der ikke var udgivet af Jehovas Vidner. Politiet arresterede 15 personer. En af disse var endda ikke et Jehovas vidne men havde blot nogle af deres skrifter. Flere af naboerne fik også besøg af soldaterne, der truede med at arrestere enhver der ikke brændte det læsestof de eventuelt havde fra Jehovas Vidner.

Politichefen i Pirané (Formosa) afhentede et Jehovas vidne ved navn Mosconi på dennes bopæl, kørte ham ud og satte ham af ved bygrænsen, og advarede ham om at han ville blive fængslet hvis han vovede at vende tilbage til sit hjem. I samme provins trængte bevæbnede soldater med vold og ukvemsord ind i et privat hjem, arresterede familiens syv medlemmer og tilbageholdt dem i tre dage.

I Villa Constitución (Santa Fe) blev et privat hjem ransaget. Forskelligt læsestof blev beslaglagt, heriblandt bibler som var trykt af andre kirkesamfund. Alle de tilstedeværende fik ordre til at møde op på politistationen. De blev advaret om at de kunne blive straffet med 10 års fængsel hvis man igen fandt Jehovas Vidners skrifter i deres besiddelse.

I Córdoba blev et vidne fængslet i 13 dage. Han blev underkastet langvarige forhør, ofte med bind for øjnene så han ikke kunne genkende dem der forhørte ham.

Luisa Moretti og en anden kvinde blev holdt i forvaring af politiet i Bahía Blanca i 10 dage. Deres forbrydelse? De havde talt med andre om Bibelen.

Langt mod syd, i Pico Truncado (Santa Cruz), blev et Jehovas vidnes private bolig ransaget. Hans bibelske skrifter blev beslaglagt. Derefter blev han holdt i enecelle i fem dage.

I Las Catitas (Mendoza) blev et Jehovas vidne hentet på sin arbejdsplads til afhøring hos politiet. Da hans svar ikke tilfredsstillede betjentene blev han slået i ansigtet til han blødte.

ingen undergravende elementer

Hvilket bevismateriale har man så fundet ved politirazziaer i private hjem og da man lukkede Jehovas Vidners afdelingskontor og deres mødelokaler i hele Argentina? IKKE ET ENESTE VÅBEN, IKKE ET ENESTE SAMFUNDSSKADELIGT SKRIFT!

Desuden har ingen af vidnerne gjort modstand. De har heller ikke vist nogen mangel på respekt for politibetjente eller andre øvrighedspersoner.

Blandt de 33.000 aktive Jehovas vidner der findes i Argentina, har man til dato IKKE FUNDET EN ENESTE SAMFUNDSOMSTYRTER!

Dette er dog ikke nogen overraskelse for dem der kender Jehovas vidner. Jehovas vidner lever efter de kristne principper der fremsættes i Bibelen, som er deres vigtigste lærebog i alverdens lande. Og Bibelens principper er bestemt ikke samfundsskadelige. Alligevel regnes det nu for en forbrydelse i Argentina at studere denne hellige bog og tale med andre om den!

afskedigelser

Snesevis af Jehovas vidner har mistet deres arbejde siden forbudet. Skolerne har fået besked om straks at suspendere ethvert medlem af lærerstaben der ikke deltager i ceremonier som at hilse flaget.

I provinsen Buenos Aires blev reservelærer Enriqueta Domínguez sagt op med 48 timers varsel. På en anden skole blev Elsida DaCosta suspenderet fra sin stilling som viceinspektør.

Beatriz Muñoz var børnehaveleder med 24 års anciennitet som lærer i den vestlige provins Mendoza. Hun er enke og har to børn at forsørge. Alligevel blev hun fyret på stedet da hun indføjede en klausul i en patriotisk ed som hun underskrev.

Mercedes D’Alesandro, der arbejdede ved det statslige telefonselskab, er ligeledes blevet sagt op. Vidnerne Román og Fernández har mistet deres arbejde ved Buenos Aires kommune. Ernesto Navarro og Jorge Brun, civilansatte ved provins fængselet i Tucumán, er ligeledes blevet suspenderet, uden nogen form for kompensation for deres mange års ansættelse. Denne liste kunne forlænges med mange flere eksempler.

bortvisning fra skoler

Over 300 børn er blevet bortvist fra eller simpelt hen nægtet adgang til offentlige og private skoler. Nogle steder har forbundsdommere dog fordømt denne uhyrlige diskrimination og har givet ordre til at børnene skal genoptages på skolerne. Og for nylig kendte højesteret det ugyldigt at en elev var blevet bortvist udelukkende på grund af sit religiøse tilhørsforhold.

Blandt de retsdokumenter der er blevet fremlagt til forsvar for unge Jehovas vidner, er dette interessante citat fra en anset argentinsk autoritet vedrørende forfatningsret: „Hvis enhver har ret til at ytre sig, har han også den tilsvarende [ret] til at undlade at fremsætte en ytring der ikke er et udtryk for hans overbevisning eller ønsker . . . Til tider kan kravet om en persons blotte tilstedeværelse ved en handling være en uberettiget udøvelse af tvang med det sigte at få vedkommende til, om end passivt, at deltage i en ceremoni eller anden handling han ikke kan tilslutte sig; dette er en krænkelse af friheden til ikke at ytre sig. At stille krav om aflæggelse af en ed der strider mod personens religiøse overbevisning og samvittighed resulterer i det samme og er et uberettiget princip.“ — Manual de Derecho Constitutional (Håndbog i forfatningsret), siderne 220/221:355.

Nogle elever håbede at de på trods af bortvisningen kunne få deres afsluttende eksamen ved at lade sig eksaminere af en særlig kommission. Men denne ret blev også nægtet dem, idet undervisningsudvalget i provinsen Misiones erklærede: „En sådan eksamination er ikke tilladt hvis eleverne bekender sig til trossamfundet ’Jehovas Vidner’.“

De offentlige skoler i hele Argentina bærer mottoet: „DIOS, PATRIA, Y HOGAR“ („GUD, FÆDRELAND OG HJEM“). Og nu nægtes børn undervisning netop fordi de sætter Gud på førstepladsen — ligesom mottoet!

strengere straf

I de fleste demokratiske lande er det lovbestemt at samvittighedsnægtere kan fritages for militærtjeneste.

Men den 17. februar 1977 føjede Argentina en ny artikel til sin militære lov. Resultatet er at militærnægtere nu ikke alene idømmes den hidtidige straf for at nægte at bære våben (Jehovas vidner bliver som regel idømt tre og et halvt års fængsel), men også må regne med at de for bestandig er udelukket fra stillinger inden for stat og kommune, og at de vil blive frataget alle borgerrettigheder, herunder også deres argentinske statsborgerskab.

Med andre ord: De der ikke vil lære at slå ihjel straffes strengere end almindelige forbrydere der myrder, øver hærværk og begår andre grove forbrydelser!

kriminel apologi

I maj 1977 blev Charles Eisenhower, der er afdelingskoordinator for Vagttårnets selskab og har boet i Argentina siden 1948, samt den argentinskfødte Lucio Antonuccio, en ældste blandt Jehovas vidner, tilsagt til at møde for militærdommer Alberto Martínez. Dommeren stillede dem nogle spørgsmål om et ungt Jehovas vidne der havde nægtet at gøre militærtjeneste. Senere blev de tilsagt til at møde i forbundsretten for at afgive en erklæring om Jehovas Vidners tro.

Som følge af disse afhøringer blev de fundet skyldige i „kriminel apologi“ og kunne idømmes fængsel fra tre måneder til tre år. Og denne kendelse blev stadfæstet af en appeldomstol.

Hvad vil „kriminel apologi“ sige? En ordbog, Webster’s Third New International Dictionary, forklarer at „apologi“ er: „Noget der siges eller skrives til forsvar for eller retfærdiggørelse af noget der forekommer andre at være forkert.“ — Kursiveret af os.

Det lader således til at det i Argentina er blevet en kriminel handling at forsvare sin bibelske tro i en retssal!

Det skal her nævnes at Charles Eisenhower aldrig havde mødt den pågældende militærnægter før den dag han mødte ham i militærlejren. Lucio Antonuccio, der var en fætter til den indsatte, havde studeret Bibelen med ham, men havde aldrig givet ham råd i spørgsmålet om militærtjeneste.

Kan der, i betragtning af alle disse vidnesbyrd, være nogen tvivl om at Jehovas vidner i Argentina er blevet ofre for en heftig og ondsindet religiøs intolerance?

Hvad kan der gøres ved det? Ja, hvad kan DU gøre ved det?

[Kort på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Argentina

De nævnte byer (og provinser) hvor der er sket arrestationer

 1. Salta (Salta)

 2. Pirané (Formosa)

 3. Puerto Rico (Misiones)

 4. Tucumán (Tucumán)

 5. Andalgalá (Catamarca)

 6. Santiago (Santiago del Estero)

 7. Córdoba (Córdoba)

 8. Concordia (Entre Ríos)

 9. Villaguay (Entre Ríos)

10. Villa Constitución (Santa Fe)

11. Las Catitas (Mendoza)

12. Mar del Plata (Buenos Aires)

13. Bahía Blanca (Buenos Aires)

14. Pico Truncado (Santa Cruz)

15. Buenos Aires, hovedstaden

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del