Hvad verdenskrigene bragte over min familie

En ung studerende fortæller her om nogle af de sorger og lidelser der overgik hans slægtninge i to krige.

DER sker mærkelige ting under internationale konflikter. Det forstår man når man hører hvordan den første og den anden verdenskrig berørte min familie. Lad mig først fortælle om mine oldefædre Emil og Max.

Emil var min oldefader på min moders side. Han var søn af tyske immigranter der boede i en lille by i Minnesota i De forenede Stater. Emil var omkring 19 år da han blev indkaldt til infanteriet under første verdenskrig og sendt til Frankrig for at kæmpe.

Min anden oldefader på min moders side hed Max. Han boede i Tyskland i den lille landsby Einberg. Hans kone, Maria, var for nylig død af tuberkulose, og Max var nu alene om at sørge for fire små drenge på ti, otte, seks og fire år. På trods af at der ikke var nogen moder til at tage sig af børnene, blev Max indkaldt og sendt ud for at kæmpe for Tyskland i Frankrig — på netop det sted hvor min anden oldefader, Emil, kæmpede for Amerika.

En af Max’ fire sønner hed Rudi, og han er min bedstefader. Da Max tog til Frankrig for at kæmpe, var Rudi og hans tre yngre brødre næsten helt overladt til sig selv; nogle af naboerne tog sig dog af dem fra tid til anden. Drengene led sult fordi deres fader ikke var der til at købe mad til dem, og fordi der var mangel på fødevarer på grund af krigen. Så fandt de ud af at stjæle mad og på den måde holde sig i live.

I mellemtiden kæmpede mine oldefædre Max og Emil i skyttegravene i Frankrig. Et af den tids krigsvåben var gasbomben. Mændene i Emils skyttegrav blev bombet og mange døde. Emil kom på et lazaret. Han kom sig, men han led af eftervirkninger af gassen hele sit liv og døde meget ung. Vi tænker stadig på om Emil og Max mon nogen sinde mødtes ansigt til ansigt på slagmarken. Begge overlevede denne krig der skulle gøre ende på alle krige.

Senere kom Hitler til magten i Tyskland. På dette tidspunkt var Max’ fire drenge vokset op og kommet i den værnepligtige alder. De tre blev indrulleret i Hitlers hær. Men den fjerde, min bedstefader Rudi, var emigreret til Amerika; han var bager. Rudi havde slået sig ned i den samme lille by i Minnesota som Emil kom fra, og han giftede sig med Emils datter, min bedstemoder.

Hårde tider endnu en gang

Det varede ikke længe før Amerika og Tyskland igen gik i krig mod hinanden. Dette var en hård tid for mine bedsteforældre. De håbede på og bad til at min bedstefader Rudi ikke ville blive indkaldt og blive nødt til at gå i krig mod sine egne brødre på den anden side Atlanten. Det viste sig at regeringen ikke indkaldte ham, for man mente at der var brug for ham som bager til at forsyne byen med brød. Men i al den tid var Rudi bekymret for sine brødre i Tyskland og spekulerede på om de var i live.

Da Amerika gik ind i krigen, var min bedstemoders broder 17 og skulle snart ud af skolen. Dagen efter at han havde bestået eksamen blev han indkaldt til hæren og oplært som soldat. Ville han også blive nødt til at kæmpe mod slægtninge som han vidste han havde, men aldrig havde set?

Hvad var der i mellemtiden sket med min bedstefader Rudis brødre i Tyskland? Den ene var krigsfange i Rusland. Den anden befandt sig i en amerikansk krigsfangelejr i Frankrig. I én lejr fik fangerne så lidt at spise at min bedstefaders broder en dag fangede en kat der kom gående gennem pigtrådshegnet, slog den ihjel, flåede den og spiste den rå! Hen imod slutningen af krigen befandt den tredje broder sig i et militærtransporttog. Det var den dag der blev erklæret våbenstilstand. Hans tog blev bombet, og han blev dræbt.

I den lille landsby Einberg hvor de fire brødre var vokset op, skete der andre alvorlige ting. Min oldefader Max, der havde giftet sig igen, havde nu to børn mere. Tyskland var ved at tabe krigen, og der var okkupationsstyrker overalt på egnen. Eftersom de fleste af fædrene var ude for at kæmpe, var der ingen hjemme til at beskytte familierne.

Der blev brudt ind i husene. Der blev stjålet, og somme tider blev kvinderne voldtaget. Hvis landsbyernes beboere blev advaret om at soldaterne kom, plejede de at tage deres døtre med ud og skjule dem i høstakkene på markerne så de kunne være i sikkerhed.

Krigen sluttede, men virkningerne af den ophørte ikke med underskrivelsen af fredsaftalen. De to overlevende af min bedstefaders brødre vendte hjem til Einberg. Deres liv er aldrig blevet som før. Den ene var indlagt på hospitalet med jævne mellemrum resten af livet og døde meget ung. Den anden, Bernhard, kom for ikke længe siden, fra Tyskland for at besøge os i Californien. Hans søn har været soldat. Det har mine farbrødre her i Amerika også. Er der nogen fornuft i alt dette? Hvad fører det alt sammen til?