Er du overbevist om at Gud er til?
Er troen på Gud kun en „krykke“ for de svage?
Hvis du tror på Gud, kan du da begrunde din tro?
„NU skal vi bede en bøn. Hvad skal vi bede om?“ spurgte lærerinden i en underskoleklasse i et kommunistisk land. „Skal vi ikke bede om at få nogle karameller?“ fortsatte hun. I glad forventning lukkede børnene deres øjne og bad inderligt om at få en karamel. Snart efter åbnede de øjnene, og lærerinden spurgte: „Hvor er karamellerne henne?“
„Måske har vi bare brugt et forkert navn. Lad os nu sige ’Vores Fører’ i stedet for ’Gud’. Bed nu meget indtrængende ’Vores Fører’ om karameller, og luk ikke øjnene op før jeg siger til.“
Mens børnene havde øjnene lukket gik lærerinden lydløst rundt i lokalet og lagde karameller på pultene; så gik hun tilbage til katederet. Børnene åbnede nu øjnene og så til deres fryd at der lå en karamel foran dem! „Jeg vil bede til Vores Fører hver eneste gang,“ kom det fra et af børnene. „Det vil jeg også!“ råbte en anden.
Men lærerinden afbrød deres jubel og sagde: „Børn, det var mig der lagde karamellerne på jeres pulte. Nu ved I altså at det ikke gør nogen forskel hvem man ’beder’ til — om det er til Gud eller til andre. Det er kun mennesker I får noget af. Det er spild af tid at bede til Gud om noget som helst.“ Børnene lyttede med et tillidsfuldt udtryk i øjnene, mens de stoppede karamellerne i munden, fuldt overbeviste om at der ikke findes nogen Gud. — Se Reader’s Digest, juni 1964, s. 103-107.
Denne scene, som skulle bevise at der ikke findes nogen Gud, har efter sigende udspillet sig i et ateistisk, kommunistisk land. Men hvad mener du om dette bevis?
Interesserer Gud sig for små selviske anmodninger om slik? Det er vel de færreste mennesker der ville finde på at bede om noget så ligegyldigt som en karamel. De ville snarere bede om tryghed og fred i sindet. Ja, vi længes efter at blive befriet for den angst og utryghed man finder i gaderne. Men denne befrielse har vi ikke oplevet. Når så mange bønner om fred og andre goder tilsyneladende ikke høres af Gud, tager mange det som et udtryk for at Gud ikke findes.
Nogle henviser også til at så mange filosoffer og videnskabsmænd er ateister. Men er dét at visse højt uddannede mennesker forkaster Gud, grund nok til at tvivle på hans eksistens?
Disse folk har måske nok studeret i mange år og har indgående kendskab til mange ting. Men er de i stand til at løse problemerne i nutidens verden? De har stor magt og indflydelse — men hvordan er det verden ser ud?
Den teknologi mennesket har udviklet, synes måske at bære løfte om bedre tider. Og dog stod følgende overskrift i New York Times den 28. november 1976: „Kan verden bestå til 1984?“ I artiklen taltes der om det ubekymrede „vanvid“ som industrilandene viste i deres holdning over for „den tiltagende energikrise“.
I en anden artikel har der for nylig stået: „Teknologiens ukontrollerede, og derfor aldeles vildtvoksende, fremskridt har ført ikke blot Amerika men hele verden ud på randen af en katastrofe af så uhyggeligt et omfang at vor fantasi ikke slår til.“
„På randen af en katastrofe“ — sådan er den verden der er frembragt af mennesker, hvoraf mange ikke tror på Gud. De menneskelige forsøg på at gøre verden fredelig og tryg har bestemt ikke været nogen succes. Hvis der findes en Gud, kunne vi godt trænge til hans hjælp.
Nogle vil selvfølgelig sige: ’Jeg ved at der findes en Gud. Jeg føler det!’ Men en følelse er ikke noget overbevisende argument for at Gud er til. Man kan tro på Guds eksistens, men hvad så hvis en eller anden spørger: ’Hvordan kan du vide at Gud er til?’ Vil du kunne forsvare din tro med overbevisende vidnesbyrd og argumenter? Hvis du ikke er personligt overbevist om at Gud er en realitet, er det ikke sandsynligt at din tro vil holde stand hvis den udsættes for stærkt pres. Og hvad med dine børn? Er du helt sikker på at de ikke tvivler på Guds eksistens? Er deres overbevisning stærk nok til at modstå angreb fra en skoleundervisning der er stærkt præget af evolutionær tankegang? Kan dine børn gennemskue ateistiske læreres overfladiske og barnlige ræsonnementer?
Hvad enten man er overbevist om Guds eksistens eller ej, vil det være klogt at se på de vidnesbyrd der eventuelt kunne pege på at der findes en Gud.