Har FN fundet løsningen?
Kan FN tætne sprækkerne?
FRANKRIG
KINA
U.S.S.R.
STORBRITANNIEN
U.S.A.
TERRORISME
NATIONALISME
EGOISME
HAD
NARKOTIKA
KRIMINALITET
KRIG
DA MAN oprettede De forenede Nationer for godt og vel 30 år siden, satte man rosværdige mål for organisationens arbejde. „De forenede Nationers formål er,“ hedder det i FN-pagten, „at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed.“
Artikel 55 i pagten lyder: „Med henblik på at skabe en sådan tilstand af ligevægt og velvære, som er nødvendig for fredelige og venskabelige forhold mellem nationerne, og som hviler på respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelsesret, skal De forenede Nationer fremme: a. forbedring af levevilkårene, fuld beskæftigelse samt fremskridt og udvikling med hensyn til økonomiske og sociale forhold; b. løsningen af mellemfolkelige spørgsmål på de økonomiske, sociale, sundhedsmæssige og beslægtede områder; samt mellemfolkeligt kulturelt og undervisningssamarbejde; og c. almen respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion.“
Høje mål, ja, men i hvilken udstrækning har man nået dem? I hvilken udstrækning kan man nå dem? I 1965 pegede en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung på nogle forhold der stadig gælder i dag, 14 år senere. Der stod: „Når man bedømmer tyve års FN-historie og en lang række mæglingsindgreb, viser det sig at De forenede Nationer har opnået resultater i de tilfælde hvor ’supermagterne’ ikke har været direkte indblandet.“
Artiklen henviste til den værdifulde indsats der var blevet gjort på andre felter af FN-organisationer som Verdenssundhedsorganisationen (WHO), De forenede Nationers Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur (UNESCO), De forenede Nationers Børnefond (UNICEF) og mange, mange andre.
Der er for eksempel FN-organer der beskæftiger sig med den fredelige anvendelse og udnyttelse af det ydre rum, atomenergien og havbunden. Miljøspørgsmål og spørgsmål i forbindelse med industriel og økonomisk udvikling tager man sig også af. Der er et FN-fond til kontrol med narkotikamisbrug. Meget er desuden blevet gjort for at yde nødhjælp i katastrofesituationer. En af de største opgaver man har klaret her, var at sørge for millioner af flygtninge fra Bangladesh efter krigen med Pakistan.
En kommission for forebyggelse af og kontrol med kriminalitet har også gjort en udmærket indsats. Og i 1975 holdt FN den første større internationale konference der udelukkende beskæftigede sig med kvindens stilling i samfundet. Det var i Mexico City.
Et grundlæggende problem
Men det er som regel ikke disse gode resultater man ser på når man bedømmer organisationen selv. FN, fortsatte artiklen, „må vænne sig til tanken om at den vil blive bedømt efter en politisk målestok“.
Imidlertid er det vanskeligt at anvende en politisk målestok. FN er ikke en almindelig politisk regering. Den er noget andet. Den er ikke en verdensregering, og det har heller ikke været tanken, selv om dens nuværende generalsekretær, Kurt Waldheim, indrømmer: „I FNs barndom var der en udbredt ængstelse for at organisationen ville gøre indgreb i den nationale selvstændighed og suverænitet.“
Men hvordan skulle den kunne det? FN har ingen myndighed til at vedtage love, og langt mindre nogen magt til at håndhæve dem. Dens afgørelser er ikke bindende for medlemslandene. Medlemmerne er alle suveræne og regnes for at være ligestillede. Det er netop denne mangel på reel myndighed, en myndighed der anerkendes og respekteres af alle medlemslande, der synes at være en af de største af FNs medfødte defekter.
For eksempel har De forenede Nationer, bortset fra tilfælde hvor det drejer sig om international fred og sikkerhed, ingen ret til at blande sig i de enkelte landes indre anliggender. Men det er naturligvis et fortolkningsspørgsmål — for hvad er internationale forhold, og hvad er rent indre anliggender?
De forenede Staters præsident Jimmy Carter har udtalt sig kraftigt til gunst for menneskerettighederne og har protesteret mod at disse rettigheder tilsidesættes i nogle lande, i strid med De forenede Nationers pagt. Og de pågældende lande svarer igen ved at beskylde De forenede Stater for uretmæssigt at blande sig i deres indre forhold. Det hele kan faktisk reduceres til at hver stat kun accepterer det den vil acceptere, og afviser det den opfatter som en krænkelse af sine rettigheder som en suveræn stat. Det er nøjagtig det samme problem som i forbindelse med „Europas forenede Stater“, blot i langt større målestok!
Stærk nationalisme
Dette underbygges af noget der siges i en FN-brochure om Den mellemfolkelige Domstol: „Domstolen fungerer i henhold til en statut der er en del af De forenede Nationers pagt, og hvert medlem af De forenede Nationer har derfor automatisk adgang til Domstolen. De stater der er deltagere i statutten kan når som helst erklære at de anerkender Domstolens obligatoriske domsmyndighed i retstvister. Et flertal af medlemslandene har endnu ikke anerkendt den obligatoriske domsmyndighed.“ [Kursiveret af os.] Det er med andre ord en domstol uden reel myndighed — en ’papirtiger’!
I en tale om FNs virke gennem 30 år udtalte Kurt Waldheim at et internationalt system der kunne fungere, uundgåeligt ville medføre begrænsninger af den individuelle suverænitet. Han gav udtryk for at der på nogle områder var opnået sådanne begrænsninger, men at der også i de sidste 30 år havde været „kraftige hævdelser af nationalisme“ i hele verden.
„Kraftige hævdelser af nationalisme“ gør det vanskeligere at opnå enhed i verden. Waldheim pegede på det problem FN står over for da han sagde: „At styrke FNs rolle som fredsbevarende organisation ved at sikre almindelig respekt for de afgørelser der træffes af dens hovedorganer, er måske den vanskeligste af alle opgaver.“
Ja, det må indrømmes at en sådan „almindelig respekt“ er vanskelig at opnå. I bogen The United Nations in the Balance — Accomplishments and Prospects fremsætter N. J. Padelford og L. M. Goodrich denne betegnende udtalelse om FN: „Den har skullet bevare freden hvor der ikke har været nogen fred i menneskers hjerter . . . Organisationen kan ikke hindre at menneskeheden inddrages i en atomkrig hvis nationerne er besluttede på at lade krigen komme. Den kan ikke tvinge stormagterne til at adlyde dens befalinger eller følge dens forslag. . . . Den tilbyder et forum hvor landenes repræsentanter kan tale sammen, hvis de vil. Den kan anvise procedurer for forebyggende diplomati, mægling og fredsbevarende bestræbelser for at medvirke til at bilægge stridigheder og opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed. Men staterne må være forberedt på at acceptere og anvende disse — eller bestræbelserne vil være dødfødte.“ [Kursiveret af os.]
Dette er kernen i sagen. For at opnå enhed må alle være villige til at samarbejde til fælles bedste. Og denne villighed må være et ønske der udspringer af hjertet, ikke blot af forstandsmæssige overvejelser. Kort sagt, skal der opnås enhed i verden må der råde kærlighed.
Men nationalismen, den største hindring for verdensenhed, er ikke et udslag af kærlighed. Nationalisme søger ikke det der tjener til fælles gavn for alle lande, men lægger tværtimod vægt på det enkelte lands egne egoistiske interesser.
Sand kærlighed kræver at man ikke kun tænker på dem der tilhører ens egen nation, men lader sine interesser og følelser omfatte folk i hele verden. Kærlighed kræver at man tænker internationalt.
Men kærlighed kan ikke indføres ved lov. Hvordan opnår man da denne positive egenskab? Er der noget der tyder på at landene, enten de der leger med tanken om et „Europas forenede Stater“ eller de 151 lande der er medlem af De forenede Nationer, har fundet svaret og nu endelig er ved at bringe verdensenhed inden for rækkevidde?
[Ramme på side 10]
„Udvandet retorik“
Ved FNs 33. generalforsamling sagde udenrigsminister Henning Christophersen at den danske regering ser FN som „et enestående instrument til at bringe os nærmere det altoverskyggende mål: en verden i fred hvilende på større respekt for det enkelte menneske og dets fundamentale behov“. Men han erkendte også behovet for at være realistisk. Utallige problemer skal løses, og fra FNs side kan der være en fare for at al handling drukner i ord. Christophersen sagde: „Vi er nødt til åbent at indrømme, at vi muligvis kun er i stand til at løse nogle få af disse problemer, inden vi mødes her næste år. Vi kan ikke fortsætte med at anvende udvandet retorik og dermed lade formode, at der på en eller anden måde i år på mirakuløs vis er grund til særlig optimisme. Hvis vi fortsætter med at udtale os sådan, vil vi miste offentlighedens tillid.“ — Jyllands-Posten, 24. oktober 1978.