Hvor er De forenede Nationer på vej hen?

HVERT år den 24. oktober fejrer De forenede Nationer sin fødselsdag. Ved denne lejlighed afholdes en særlig koncert i FN bygningens generalforsamlingssal. Et bestemt musikstykke der fra tid til anden er blevet anvendt er den magtfulde korsats i Beethovens niende symfoni. Øjensynlig mener man at verslinjerne om menneskehedens broderskab er i overensstemmelse med De forenede Nationers ånd og formål.

Men ser vi i dag, efter at De forenede Nationer har eksisteret i seksogtyve år, at medlemslandene praktiserer ordene „Alle mennesker skal være brødre“, der er blevet sunget så betagende? Har selve den generalforsamlingssal hvor disse ædle ord er blevet sunget, været skueplads for ret megen enighed ved De forenede Nationers mange møder?

Tværtimod har verden i de seneste år været vidne til nogle stormfulde samlinger i de imponerende FN-bygninger på Manhattan i New York. Dette har fået et voksende antal mennesker til at nære bekymring for FNs fremtid. De har mistet deres illusioner med hensyn til organisationen. Måske er De et af disse mennesker?

På den anden side er der nogle der mener at de problemer som omgiver FN kunne overvindes hvis der blev foretaget ændringer. Hvad mener De?

Vil ændringer hjælpe?

Cyrus R. Vance, U.S.A.s tidligere ambassadør ved fredsforhandlingerne i Paris, sagde for nylig: „Vi er afgjort ved at komme ind i en ny fase i De forenede Nationers historie. Dette er en absolut kritisk tid for bestræbelserne på at gøre organisationen til det den må være hvis verden skal blive som den bør være.“

Er ændringer i FN løsningen? Betragt den forandring der blev foretaget under Koreakrigen i begyndelsen af 1950erne. Dengang blev der vedtaget en resolution om at to tredjedele af stemmerne i Generalforsamlingen fra nu af var nok til at kuldkaste et veto fra et af de faste medlemmer i det stærke Sikkerhedsråd. Man troede at denne tillempning i forretningsordenen ville afskære medlemmer af Sikkerhedsrådet fra forsøg på at hindre De forenede Nationers fredsbestræbelser.

I virkeligheden var denne ændring ikke vidtgående nok, som historien senere viste. I krisesituationer fandt man at de to tredjedele af stemmerne der skulle til for at tilsidesætte et veto, sædvanligvis ikke kunne mønstres. En stormagts holdning i Sikkerhedsrådet har stor indflydelse på hvordan medlemmerne af Generalforsamlingen stemmer.

Bestræbelserne for at løse den indisk-pakistanske krise for nylig blev stærkt hæmmet af Sikkerhedsrådets veto. Dette fik den pakistanske udenrigsminister til at råbe under en af rådets samlinger: „Vi er blevet lammet af vetoet. Lad os bygge et monument for vetoet. Lad os bygge et monument for afmagt og uduelighed.“

Er der da noget håb om at der vil blive foretaget virkelige ændringer for at forbedre FN? Hvad viser historiens forløb? I 1966 advarede en ledende artikel i bladet Human Events, Washington, D.C., om at „kun en drastisk reform vil redde [De forenede Nationer] fra Folkeforbundets skæbne [det gik til grunde i 1939]“. I 1970 gik dette opråb stadig ud, for New York Times offentliggjorde en artikel med overskriften „En opfordring til FN-reform“. Den efterlyste en undersøgelse af „hvordan [De forenede Nationer] bedst kan afvikles og reorganiseres“.

De kommentarer samme avis gav ved afslutningen af De forenede Nationers seksogtyvende samling sidste december var heller ikke meget forhåbningsfulde. „Der var ingen som ved afslutningen af samlingen oprigtigt kunne sige at der var blevet gjort en ny og lovende begyndelse. . . . Der var en stærk følelse af at De forenede Nationer ville fortsætte med, som før, at være travlt optaget af sekundære spørgsmål, men lammet eller ignoreret af stormagterne når det drejer sig om store spørgsmål.“

Hvorfor foretages der ikke nogle mere betydningsfulde ændringer? J. Russell Wiggins, tidligere amerikansk ambassadør ved De forenede Nationer, svarer: „Bestræbelser for at ændre systemet ville skabe endnu større problemer.“ Det er tydeligt at De forenede Nationer ikke gør nogen fremskridt. Mange synes at organisationen snarere er på vej mod opløsning.

Hvad har FN udrettet?

Med hensyn til særlige hjælpearbejder har De forenede Nationer ydet nogle bemærkelsesværdige bidrag. Der kan nævnes bistand på felter som undervisning, sundhed, hjælp til de fattige, og udvikling af landbrug og industri.

Men det der er udrettet synes næsten ubetydeligt, når det sammenlignes med størrelsen af verdens problemer. Der er måske blevet ført kamp mod fattigdom, sygdom og hungersnød, men alt dette er langtfra forsvundet. I 1965 beklagede tidsskriftet Saturday Review at FN „har vanskeligt ved at bygge bro over den kløft der skiller de rige og de fattige lande. Sørgeligt nok bliver kløften stadig større hver dag“. Og hvis man gennemgår sidste års presserapporter om hvordan hungersnød, fattigdom og sygdom plager Indien, Pakistan og visse afrikanske lande, kan man se at der stadig ikke er blevet bygget bro over den kløft.

Der er nogle som hævder at FN har udført en stor bedrift ved at hindre en storkrig i at bryde ud, fordi FN er et sted hvor man kan tale om tingene. Og som Winston Churchill engang har sagt: „Det er bedre at skændes, end at slås.“ Skønt dette lyder fornuftigt advarede tidligere generalsekretær U Thant engang om at De forenede Nationer var på vej til at blive „en ren diskussionsklub, og intet andet“.

Et realistisk syn på verdenshistorien de forløbne seksogtyve år hvori FN har eksisteret, viser at man alt for ofte har fundet krig bedre og mere effektiv end diskussion. Medlemslande i forskellige dele af verden har marcheret af sted til slagmarken i stedet for til forhandlingsbordet. Ja det anslås at der siden 1945, det år da De forenede Nationer blev født, er udkæmpet omkring femoghalvtreds krige, deriblandt den tredjestørste i De forenede Staters historie.

Hvad der også maner til eftertanke er at der, ifølge én kilde, siden dengang har været mere end tre hundrede revolutioner, opstande, kup og oprør verden over. Der skal meget mere til end blot diskussion.

Hvor meget bliver der udrettet ved dens samlinger

Mitchell Sharp, Canadas udenrigsminister, har klaget over de umådelig mange taler der holdes i FN. Han siger at organisationen er ved at drukne i et hav af ord.

Canadas tidligere premierminister, Lester Pearson, er enig heri og tilføjer at De forenede Nationer er „ved at blive kvalt i sine egne papirer“. Lyder det som om der bliver udrettet særlig meget ved dens samlinger?

Hvordan alt dette kan hæmme bestræbelserne for at løse en krise blev demonstreret ved de samlinger der blev afholdt for at drøfte krigen mellem Indien og Pakistan. Pakistans delegerede Zulfikar Ali Bhutto sagde: „Jeg er bange for at Sikkerhedsrådet har excelleret i politisk sabotage. Med nogen bitterhed lagde jeg i går mærke til at en hel time blev spildt på spørgsmålet om hvorvidt medlemmerne ville være rede til at møde klokken 9.30 eller om sengen og morgenmaden krævede at de skulle møde klokken 11.00.“ Imens døde hundreder af mennesker i krig.

Lidt mere end en uge tidligere udbrød der en skarp ordstrid som forårsagede at et af FNs møder måtte afbrydes. En delegeret råbte op og rystede truende sin næve mod vicegeneralsekretæren og krævede ret til at tale før en anden delegeret der skulle aflægge en rapport. De måtte skilles ad før det kom til slagsmål. Begivenheder af den slags skaber sandelig ikke respekt for og tillid til denne verdensorganisation.

Økonomiske veer

De forenede Nationers budget for 1971 var på omkring 950 millioner dollars. Men man kunne ikke overholde det. Ifølge en rapport har verdensorganisationen en gæld på 189 millioner dollars. Efter at Nationalistkina er blevet ekskluderet, er situationen ikke blevet forbedret, for det er usandsynligt at dets gæld på tredive millioner dollars vil blive betalt af den kinesiske kommunistregering der kom ind. Yderligere er antallet af ikke-betalende og langsomt betalende stigende blandt de 132 medlemsnationer.

I den senere tid har De forenede Nationer undertiden måttet låne fra betroede midler eller særlige konti blot for at klare funktionærernes lønninger. De økonomiske problemer forværres af at visse lande nægter at betale for aktioner som de ikke billiger. De føler ingen forpligtelse til at give økonomisk støtte til noget som de har stemt imod. Hvis disse økonomiske problemer fortsætter er FN på vej mod økonomisk katastrofe.

Hvor er FN i virkeligheden på vej hen?

Den situation som De forenede Nationer befinder sig i er temmelig trøstesløs. Der er ikke stort håb om at den vil forbedres. Som en skribent har bemærket: „Så længe FN er sammensat af mennesker med de i menneskesindet iboende begrænsninger, vil man tale om fred og forberede sig til krig.“

Afdøde Adlai Stevenson beskrev problemet på denne måde: „Det centrale spørgsmål er om den vidunderligt forskelligartede og begavede flok mennesker der lever på denne jord, virkelig ved hvordan en civilisation skal styres.“ Det er klart at svaret er nej.

Hvorfor er det sådan? Fordi Jehova Gud ikke skabte mennesket med evne til at styre sig selv som art betragtet. Det har brug for Guds hjælp til dette. Det er derfor menneskets forsøg på at styre støder på så mange vanskeligheder. Og dette hjælper os desuden til at forstå hvor FN virkelig er på vej hen og hvorfor!

I Guds øjne repræsenterer FN denne verdens trods mod ham og den himmelske regering han har oprettet til at regere jorden, hans rige ved Kristus. FN forsøger således at gøre hvad Gud alene kan og vil gøre, nemlig at bringe sandt broderskab, varig fred og sikkerhed til denne jord. På grund af organisationens trods mod ham styrer den mod tilintetgørelse for hans hånd. — Matt. 24:15; Åb. 17:8-11.

Hvad vil De gøre? Hvad vil De sætte Deres lid til? Afgørelsen gælder Deres liv.