Halvtreds års nytteløse bestræbelser
„VI, DE FORENEDE NATIONERS FOLK, BESLUTTEDE PÅ at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, påny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder, . . .“ — Indledning til De Forenede Nationers pagt.
DEN 24. oktober 1995 har De Forenede Nationer 50 års jubilæum. Alle de nuværende 185 medlemslande er underlagt organisationens oprindelige principper og målsætninger, som de er udtrykt i denne pagt: at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed; at undertrykke angrebshandlinger der truer verdensfreden; at fremme venskabelige forhold mellem nationerne; at beskytte fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion; og at tilvejebringe mellemfolkeligt samarbejde ved løsning af mellemfolkelige spørgsmål af økonomisk, social og kulturel karakter.
I 50 år har De Forenede Nationers organisation gjort sig bemærkelsesværdige bestræbelser for at skabe fred og sikkerhed i verden. Den har måske afværget en tredje verdenskrig og endnu en masseødelæggelse af menneskeliv ved brug af kernevåben. FN har sørget for mad og medicin til millioner af børn og bidraget til en bedre sundhedstilstand i mange lande ved blandt andet at sørge for bedre drikkevand samt vaccinationer mod farlige sygdomme. Desuden har millioner af flygtninge modtaget humanitær hjælp.
Som en anerkendelse af det FN-organisationen har udrettet, er den fem gange blevet belønnet med Nobels Fredspris. Og dog må det beklageligvis konstateres at vi endnu ikke har fået en verden uden krig.
Fred og sikkerhed — mål man ikke har nået
Efter 50 års anstrengelser har man stadig ikke opnået fred og sikkerhed. Da De Forenede Staters præsident for nylig holdt en tale for FN’s generalforsamling, gav han udtryk for sin fortvivlelse på følgende måde: „Dette århundrede, der har været så fuldt af håb og muligheder og fremgang, har også været en tidsalder med store ødelæggelser og dyb håbløshed.“
I slutningen af 1994 skrev The New York Times: „Der er næsten 150 igangværende krige eller konflikter, som koster tusinder af mennesker livet — ifølge de fleste beregninger dør der flere civile end soldater — og hundredtusinder må flygte.“ FN’s Informationsafdeling oplyser at over 20 millioner mennesker har mistet livet som følge af væbnede konflikter siden 1945. USA’s FN-ambassadør, Madeleine Albright, har sagt at „regionale konflikter nu på mange måder er mere brutale“. Nyhedsmedierne kan hver dag oplyse om diskrimination og overtrædelse af menneskerettighederne. Det lader til at mange lande blot tolererer hinanden frem for at hjælpe hinanden.
Sir David Hannay, Englands FN-ambassadør, har indrømmet at „De Forenede Nationer helt frem til 1980’erne har været tæt på at være en velment fiasko“. De Forenede Nationers generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, klager over at der er en voksende ligegyldighed og udmattelse blandt medlemslandene når det gælder fredsbevarende operationer. Han konkluderer at mange af medlemmerne „ikke giver De Forenede Nationer førsteprioritet“.
Mediernes indflydelse
Selv om De Forenede Nationer tilsyneladende er et magtfuldt organ, bliver organisationens bestræbelser ofte modarbejdet af politiske beslutninger og af nyhedsmedierne. Uden medlemslandenes støtte er FN magtesløs. Og hvis offentligheden ikke bakker medlemslandene op, vil mange af dem ikke støtte De Forenede Nationer. For eksempel har de „åbenlyse fejltagelser i Somalia og Bosnien“, ifølge The Wall Street Journal, „overbevist mange amerikanere om at organisationen ikke blot er nytteløs, men ligefrem farlig“. Denne indstilling hos offentligheden har så igen fået visse amerikanske politikere til at foreslå nedskæringer i USA’s økonomiske støtte til De Forenede Nationer.
Nyhedsmedierne er ikke bange for at kritisere De Forenede Nationer i stærke vendinger. I deres beskrivelse af forskellige FN-operationer har de uforbeholdent omtalt organisationen som „helt uduelig“, „klodset“, „ineffektiv“ og „magtesløs“. The Washington Post National Weekly Edition skrev for nylig at „De Forenede Nationer er et slow-motion-bureaukrati der kæmper for at tilpasse sig tempoet i virkelighedens verden.“
En anden avis har citeret generalsekretær Boutros Boutros-Ghali for en udtalelse der beskriver hans skuffelse over massakrerne i Rwanda. Han siger: „Det er ikke blot et nederlag for De Forenede Nationer, men for hele verdenssamfundet. Og vi har alle ansvaret for dette nederlag.“ Et populært nyhedsprogram oplyste i 1993 at De Forenede Nationer „ikke har kunnet fjerne den største fredstrussel — spredningen af kernevåben“. I udsendelsen omtaltes De Forenede Nationer som en organisation der „gennem flere årtier stort set kun har været ordgyderi“.
Den skuffelse som mange føler, vækker stor bekymring hos FN-lederne og er medvirkende til at de også føler sig frustrerede. Men trods skuffelserne oplever mange tilsyneladende en fornyet optimisme i anledning af FN’s 50-års jubilæum, fordi de håber at kunne begynde på en frisk. Selv om ambassadør Albright erkender at De Forenede Nationer er kommet til kort på mange måder, taler hun på manges vegne når hun siger: „Vi må holde op med at snakke om hvor vi har været; vi skal tale om hvor vi er på vej hen.“
Ja, hvor er verden på vej hen? Vil der nogen sinde komme en verden uden krig? Hvilken rolle vil De Forenede Nationer i så fald spille? Og hvis man tror på Gud, bør man desuden spørge sig selv: ’Hvad vil Gud gøre?’
[Ramme på side 4]
NYTTELØSE BESTRÆBELSER
Der kan umuligt herske fred og sikkerhed så længe der findes krig, fattigdom, kriminalitet og korruption. De Forenede Nationer har for nylig udsendt følgende statistiske oplysninger.
Krige: „Af de 82 væbnede konflikter der blev udkæmpet mellem 1989 og 1992, var de 79 borgerkrige, mange udkæmpet mellem etniske grupper; 90 procent af krigsofrene var civile.“ — FN’s Informationsafdeling (UNDPI)
Våben: „ICRC [Den Internationale Røde Kors Komité] anslår at mere end 95 fabrikanter i 48 lande hvert år producerer mellem 5 og 10 millioner fodfolksminer.“ — FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR)
„I 18 afrikanske lande er der udlagt omkring 30 millioner miner.“ — UNHCR
Fattigdom: „Hver femte indbygger i verden — over en milliard mennesker — lever under fattigdomsgrænsen, og det anslås at fattigdom hvert år er medvirkende årsag til mellem 13 og 18 millioner dødsfald.“ — UNDPI
Kriminalitet: „Siden 1980’erne er antallet af anmeldte forbrydelser steget med 5 procent pr. år på verdensplan. Alene i USA begås der hvert år 35 millioner forbrydelser.“ — UNDPI
Korruption: „Korruption er ved at blive hverdagskost. I nogle lande koster økonomisk bedrageri skønsmæssigt hvad der svarer til 10 procent af landets bruttonationalprodukt.“ — UNDPI