De forenede Nationer — hvor stærk en magt?
DET er nu over niogtyve år siden De forenede Nationers organisation blev oprettet i 1945. Hvilken magt udøver den i verden i dag? Er den, efter en årrække med tydelig tilbagegang, nu ved at vokse i styrke?
Det ser sådan ud. Den seneste udvikling tyder på at denne verdensorganisation vil komme til at spille en yderst betydningsfuld rolle i de kommende verdensbegivenheder. Bibelprofetien peger i samme retning.
Man nærede store forhåbninger da FN blev stiftet på konferencen i San Francisco i 1945. „Den vigtigste forsamling siden den sidste nadver,“ skrev New York Post i sit referat af konferencen.
Verden havde lige overstået historiens værste militære ragnarok, som blev afsluttet med nedkastningen af de ødelæggende atombomber. Løftet om at den nyoprettede organisation ville være et organ hvori alle nationer kunne forene sig om at bevare freden og sikkerheden i verden, lød godt i de krigstrætte folks ører. Det skabte forventninger om en ny tid med fremgang og velstand ved et internationalt samarbejde uden sidestykke.
I sine første år lagde FN beslag på verdens opmærksomhed. Oprettelsen af republikken Israel, Kashmir-grænsestriden mellem Indien og Pakistan, krigsudbruddet i Korea, Suezkrisen og lignende begivenheder bragte FN på avisernes forsider rundt om i verden. Det lykkedes organisationen at vinde nogle sejre — at holde flere eksplosive situationer under kontrol, enten ved at få gennemført aftale om våbenstilstand eller ved at udvirke en hurtig bilæggelse af konflikten. FNs imponerende hovedkvarter ved East River på Manhattan blev en betydelig turistattraktion.
Det begynder at gå tilbage
Men i løbet af 1960erne begyndte FN at føre en mere ubemærket tilværelse; offentlighedens interesse begyndte at dale. I 1970 blev organisationen sarkastisk omtalt som „diskussionsklubben ved East River“, en „talerstol for propaganda“ og en „international psykiaterbriks“ hvor nationerne kom for at give udtryk for deres beklagelser. Tilhørerpladserne stod næsten tomme. Presseomtalen svigtede. En overgang var FN endog i fare for at gå fallit fordi nogle medlemslande ikke betalte deres bidrag.
Ganske vist opnåede FN-organer som Verdenssundhedsorganisationen, Verdensbanken, Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisationen og De forenede Nationers Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur betydelige resultater i store dele af verden. Men FN skulle først og fremmest være et politisk redskab. Og det var tydeligvis på det politiske område organisationen røbede sin største svaghed.
Lige fra begyndelsen havde FN visse „medfødte“ begrænsninger og svagheder. Som der siges i World Book Encyclopedia for 1970: „FN er ikke en verdensregering. Normalt kan den kun foretage undersøgelser og fremsætte anbefalinger.“ Dette gælder især Generalforsamlingen, FNs hovedorgan, som kan udarbejde og vedtage resolutioner — men resolutioner som ikke er bindende for organisationens medlemmer.
Sikkerhedsrådet, der tæller femten medlemmer, er mere handlekraftigt og kan træffe afgørelser som er bindende. Men hvert af rådets fem permanente medlemmer (De forenede Stater, Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina) har vetoret.
FNs nuværende generalsekretær, Kurt Waldheim, har sammenfattet problemet således:
„Man må ikke forvente at De forenede Nationer skal gøre mirakler. Vi består af suveræne nationer. Vi kan kun gøre det vore medlemslande tillader os at gøre.“
En væsentlig hindring for verdensorganisationens beslutsomhed og handlekraft har været mangelen på enhed. Allerede et år efter organisationens oprettelse var medlemmerne af De forenede Nationer kun enige af navn. Der blev ført en „kold krig“ mellem de kommunistiske lande og de vestlige lande.
Vi må huske at FNs sammensætning i 1945 var helt anderledes end den er i dag. Oprindelig var der enoghalvtreds medlemslande — heraf toogtyve på den vestlige halvkugle (indbefattende De forenede Stater og Canada) og yderligere en halv snes stykker i Vesteuropa og i det britiske statssamfund. Blandt de øvrige var der kun en håndfuld kommunistiske lande og neutrale lande.
De fleste af FNs medlemmer var således allieret med De forenede Stater, og i mange år stemte flertallet som De forenede Stater stemte. Denne vestlige magtoverlegenhed stillede kommunistblokken, med Sovjetunionen i spidsen, i en ugunstig situation. Det var en af hovedårsagerne til at Sovjetunionen brugte sin vetoret i Sikkerhedsrådet over hundrede gange i løbet af de første tyve år af FNs eksistens. Da man nåede hen i 1960erne havde billedet ændret sig drastisk. De strålende forhåbninger blafrede.
En væsentlig årsag til tilbagegangen
I løbet af organisationens første fem år blev der kun optaget ni nye medlemmer, så det samlede medlemstal kom op på 60. Men i 1960 var der 99 medlemmer. I dag er der 138. Langt de fleste nye medlemmer er kommet fra Asien og Afrika (hvor flere og flere tidligere kolonier har opnået uafhængighed, ofte med FNs hjælp). Denne forandring i FNs sammensætning var en væsentlig årsag til at organisationen blev svækket og mistede prestige. Hvorfor?
På den ene side betød udvidelsen af medlemstallet at organisationen i ordets egentlige forstand blev verdensomspændende. Men på den anden side blev den vestlige indflydelse mindre og mindre. Iveren og begejstringen for FN dalede, især i De forenede Stater.
Skuffelsen hang for en stor del sammen med stemmeafgivningen i Generalforsamlingen. Hver eneste af de utallige små medlemslande, hvoraf nogle havde under en million indbyggere, havde samme stemmeret som de større lande, for eksempel England, Brasilien, De forenede Stater og Sovjetunionen. Dette var ofte frustrerende for „supermagterne“.
I løbet af de sidste ti år har de afrikanske og asiatiske stater opnået flertal i FN (de tæller mere end 70 ud af de 138 medlemmer). Dette var uden tvivl stærkt medvirkende til at det efter tyve års bestræbelser endelig lykkedes at få Kommunistkina, med dets vældige befolkning på over 800.000.000, optaget som medlem. At Kommunistkina i 1971 fik permanent sæde i Sikkerhedsrådet i stedet for Nationalistkina har også været med til at ændre FN totalt. Det var tydeligt at situationen aldrig igen ville blive som den var i verdensorganisationens barndom.
Til trods for det øgede medlemstal så verden ikke noget tegn på at FN havde opnået fornyet styrke. Den såkaldte „tredje verden“, bestående af de fattige udviklingslande, var kommet i den ekstraordinære situation at den kunne få vedtaget resolutioner i Generalforsamlingen trods modstand fra „supermagterne“. Men de kunne ikke sætte styrke bag resolutionerne. Den almindelige frustration og håbløshed fortsatte. Verdensorganisationen rørte på sig, stønnede og råbte, men kunne som regel ikke koordinere sin styrke til afgørende handling.
Det var som der blev sagt i en lederartikel i bladet Life i 1970: „National egeninteresse er stadig fællesnævneren i international politik, og den virkelige magt ligger hvor den altid har ligget — hos stormagternes regeringer og militærstyrker.“
Hvorfor er der da grund til at tro at De forenede Nationer nu er ved at opnå magt og indflydelse igen? Hvilke faktorer bidrager hertil? Hvilken rolle vil verdensorganisationen komme til at spille for alle menneskers fremtid?
[Kort på side 4]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Det farvelagte område repræsenterer FN-medlemmer eller territorier som administreres af FN-medlemmer. De få hvide områder er ikke-medlemmer
Nu da FN har 138 medlemslande, er organisationen verdensomspændende i ordets fulde betydning. Det har forandret den fra en organisation der hovedsagelig bestod af vestlige lande til en organisation hvori de afrikanske og asiatiske stater er i flertal