Discofeberen griber om sig

SIDSTE år i december sad et hold kursusdeltagere fra 20 lande i New York og talte om hvilke former for underholdning og adspredelse der var i deres hjemlande. „Er der diskoteker der hvor I kommer fra?“ blev de spurgt. „Er det populært at gå på diskotek?“

Hænderne fløj i vejret. „Diskoteker er meget populære i mit land,“ svarede en elev fra Portugal. Samme svar blev givet af elever fra Mexico, Filippinerne, Jamaica — ja fra det ene land efter det andet.

Den store popularitet er kommet ganske pludseligt. Discobølgen viste sig for alvor midt i 1970erne, og siden har den bredt sig over hele jorden.

Den kolossale virkning

Nogle steder i verden bliver næsten alle mulige slags lokaler lavet om til diskoteker, og mange spekulanter melder sig for at få del i fortjenesten.

De samlede diskoteksindtægter alene i U.S.A. har på ét år beløbet sig til omkring 5.000.000.000 dollars — en indtjening der i underholdningsbranchen kun overgås af de organiserede sportsarrangementer. Sidste år voksede antallet af diskoteker i U.S.A., efter hvad der oplyses, fra 10.000 til 18.000. Det vil sige at der i gennemsnit åbnede mere end 20 nye diskoteker hver dag. Et sted mellem 40 og 45 millioner amerikanere har været på diskotek mindst én gang, og 17 til 19 millioner kommer der jævnlig. Også i andre lande følger man godt med.

Selv om man ikke går på diskotek, berøres man på mange måder af den voldsomme discofeber. Når du ser et stykke i fjernsynet, for eksempel, kan underlægningsmusikken være domineret af en kraftig discorytme. Eller den sendes ind i din stue via din radiomodtager. Eller du hører den i baggrunden når du er på indkøb i supermarkeder eller stormagasiner. Og der sælges tøj der specielt er fremstillet til discodans.

Selv helt uvedkommende industrier prøver nogle steder at slå mønt af discomanien. Bladet Discoworld oplyser: „Der findes endda en apotekerkæde der smykker sig med disconavnet. Det er tilsyneladende en række forretninger i det sydlige Californien der ikke har noget som helst med discobegrebet at gøre, bortset fra at navnets popularitet trækker uvidende kunder til.“ Samme blad fortæller at man i New York kan købe „disco chips“.

Hvad er disco?

Indtil for få år siden var discobegrebet ganske ukendt. Ifølge Nudansk Ordbog er et diskotek ’en bar eller en klub hvor der danses eller lyttes til grammofonplader’.

Men disco omfatter mere. Discoworld, et af de blade der så dagens lys i 1976 som følge af den heftige discofeber, forklarer: „På en måde var disco halvfjerdsernes version af en tilbagevenden til jukeboxen. Denne gang var jukeboxene blot større, flottere og mere højlydte end nogen sinde.“

Begrebet „disco“ betegner altså ikke bare et sted hvor der danses, noget der kunne sammenlignes med en natklub, men sigter også til den særegne slags musik der danses efter.

Men hvori adskiller et moderne diskotek sig fra tidligere dansesteder? Og hvori adskiller discomusikken sig fra anden musik?

Musikken og stederne

Det der gør discomusikken så markant, er dens meget kraftige basrytme. Alle taktslag i hver takt (4/4) betones, og der lyder omkring 120 slag i minuttet. Musikken har også en indsmigrende og enkel tekst — ofte bare noget i retning af „I love you“ — der gentages igen og igen. Bashøjttalerne er som regel placeret nede i gulvhøjde, så de dansende bogstavelig talt føler den dunkende, pågående rytme gennem hele kroppen. Selv totalt døve kan danse til musikken, fordi de kan mærke rytmen.

I regelen er det discomusik der spilles på de moderne diskoteker. Men denne nye slags musik er ikke det eneste der adskiller diskotekerne fra tidligere danseetablissementer. Noget andet der er meget karakteristisk, er blinkende projektører og lamper, hvis farver kastes frem og tilbage af reflekterende mønstre på loft og vægge. Alt dette tager sigte på at skabe en psykedelisk stemning.

Men „hjertet“ i vore dages diskoteker er det supermoderne, kraftige forstærkeranlæg, der kan koste i titusindvis af kroner. Pladerne der spilles er også i høj grad et produkt af moderne teknologi. De indspilles ved hjælp af elektronisk udstyr som gør det muligt at optage hver instrumentgruppe for sig, endda på forskellige tidspunkter, og derefter mixe dem. Fremgangsmåden kaldes „dubbing“. De fantasifulde multiindspilninger og hårfine redigeringer er det der tiltaler mange ved discopladerne. Som bladet Discoworld bemærker: „Discomusik fremført ’live’ kan slet ikke måle sig med den teknisk oppeppede udførelse man kan opnå i indspilningsstudiet.“

Discjockeyen spiller også en rolle for diskotekernes succes. Det er en hel kunst at kunne skifte fra den ene plade til den næste uden at der bliver nogen afbrydelse i rytmen, og at vide nøjagtig hvad der skal spilles hvornår. Bladet Spinner siger om en top-discjockey: „Ved at anvende den rigtige pladepsykologi og belysning kan han skrue stemningen helt op til randen af det hysteriske, og derefter køre helt ned til det der minder om en søvndyssende vuggevise, uden at folk taber interessen.“

Feberen tager fat

Discomusikken er opstået i New York som en videreførelse af en blanding af negermusik og latinamerikansk musik. Den blev for første gang populær i sommeren 1974. Omkring samme tid blev der også udviklet en ny dans der danses med en partner — The Hustle. Det var denne dans, som minder noget om en tidligere generations lindy eller jitterbug, der gav discoen liv. Så i 1975 skrev sangskriveren Van McCoy den iørefaldende succesmelodi The Hustle, og discofeberen tog fat.

Men det der virkelig satte gang i discofeberen var filmen Saturday Night Fever, der blev vist for første gang i 1977. Indtil sidste år havde den indspillet 130 millioner dollars og var dermed blevet en af historiens største kassesucceser. Pladealbummet med filmens lydspor er blevet solgt i det uhørte antal af 15 millioner eksemplarer, og overgår dermed The Sound of Music som det mest solgte filmalbum i grammofonpladernes historie. Og discofeberen synes at gribe mere og mere om sig.

Hvorfor går man på diskotek?

Flere tager nu ud for at danse end på noget andet tidspunkt man kan mindes i nyere tid. Hvad er grunden? Hvad er det der drager folk til diskotekerne?

Salley Helgesen har muligvis sammenfattet det godt i bladet Harper’s, „Hør på mig,“ skriver hun, „disco bliver det næste IBM. Det må nødvendigvis ske. Folk må have noget at sætte i stedet for den tilfredshed de mangler i livet, og der er ikke andet de kan tage.“

Det er sandt at mange ikke finder særlig stor tilfredshed ved deres arbejde, ved skolen eller ved noget andet i deres tilværelse. De vil gerne flygte fra hverdagen, kaste båndene af sig, og det giver diskotekerne dem mulighed for. Som bestyreren af et diskotek siger: „I nogle timer om ugen kan de vende det hele ryggen og bare gynge løs og lade sig fylde af musikken og glemme alt andet. Et kort øjeblik kan de stikke af fra hverdagen.“

Det er givet at vi alle har brug for adspredelse, for en afveksling fra den daglige rutine. Men er diskoteker stedet? Er det gavnlig og afslappende adspredelse man finder her? Førnævnte kursusdeltagere gav udtryk for store betænkeligheder. Til daglig virkede de som tilsynsmænd på forskellige af Vagttårnets afdelingskontorer, og for øjeblikket gennemgik de et femugers kursus i Brooklyn, New York. Havde de grund til at være betænkelige ved at kristne går på diskotek?