Disco — er der grund til at være på vagt?

Læsernes reaktion på „Vågn op!“s holdning til discobølgen

I SIN udgave for 22. juni 1979 advarede Vågn op! sine læsere mod diskoteker og diskoteksmusik. Det blev påvist at selve sjælen eller essensen i disco er seksuel „frigjorthed“, fri seksuel udfoldelse.

Men er der nogen grund til at være på vagt over for discobølgen og dens seksuelt frie livsstil? Nogle som læste de nævnte oplysninger i Vågn op! mener det ikke.

„Jeg er en genfødt kristen,“ skriver en læser, „og jeg synes ikke at diskotekerne er så slemme som I får det til at lyde!“

En anden læser skriver: „At hoppe rundt på dansegulvet til discomusik kan være en god og sober adspredelse, og det kan i hvert fald ikke sammenlignes med det skidt der blev trykt i Vågn op!“

En tredje skriver: „Jeg har lige læst jeres blad om diskoteker, og jeg mener at det I siger er . . . meget fordomsfuldt. I siger at diskoteker er det samme som sex, utugt og voldtægt — I er da skøre! Der er en god atmosfære på diskotekerne.“

Sådan har nogle udtalt sig. Men ser de tingene i det rette perspektiv? For det første fordømte Vågn op!-artiklerne ikke alt hvad der kaldes „disco“ og „diskoteker“. For det andet er der vigtige faktorer som ingen bør overse.

Tænk over det. Ifølge Bibelen er Satan Djævelen „denne verdens hersker“. Han er „denne tingenes ordnings gud“. (Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4) Sande kristne erkender at Satan manipulerer med denne verden for at få den til at tjene hans hensigt. Kan vi da ikke forvente at han også vil bruge underholdningsbranchen i sine bestræbelser for at vende mennesker bort fra den sande tilbedelse?

Taknemmelige for advarselen

Langt de fleste der har reageret på artiklerne, har vist at de har denne bibelske forståelse af tingene. De har givet udtryk for taknemmelighed over artiklernes indhold. Både unge og ældre har nævnt at de var meget glade for at være blevet gjort opmærksomme på faren ved at gå på diskotek og se discofilm som „Saturday Night Fever“. Her er nogle eksempler:

En 21-årig fra Illinois siger:

„Jeg skriver til jer for at takke jer meget for den sunde bibelske vejledning i Vågn op! om diskoteker. Oplysningerne om ’Saturday Night Fever’ chokerede mig.

Jeg har aldrig haft lyst til at gå på diskotek, men jeg må indrømme at dansen og musikken tiltalte mig en del. Jeg er fuldstændig enig med jer i at den fremmer en ’se-på-mig’-indstilling. Jeg har aldrig tænkt på at det kunne have så stor betydning. Men nu indser jeg hvor fordærvet en sådan indstilling kan være.“

En anden 21-årig skriver fra Dallas, Texas:

„Ved at læse Vågn op! om disco har jeg lært meget. Jeg kan tydeligt se hvordan musikken kan sammenlignes med den musik Moses talte om da han kom ned fra bjerget. [2 Mos. 32:17-19] Den vækker ganske rigtigt dyriske tilbøjeligheder. Selv de der er ældre kan blive revet med af den hypnotiserende rytme.

Mange tak fordi I har påpeget dens oprindelse og vist hvordan den har forbindelse med de homoseksuelle. Det er virkelig noget vi unge må holde os væk fra. Jeg forsøger at ændre min indstilling til det, og jeg erkender hvor meget Jehova har imod det. . . .

Jeg håber at vore unge brødre og søstre vil lægge sig det på sinde, så de kan få lejlighed til at høre den bedste musik der findes — når Jehovas nye orden er oprettet!“

Fra Portland, Oregon, har vi fået denne korte notits:

„Jeg vil gerne takke jer for oplysningerne i Vågn op! om disco. Før den tid gik det åndeligt ned ad bakke for mig. Men da jeg læste Hebræerbrevet 11:24-26 ladede jeg batterierne op og ændrede mit syn på livet. Den midlertidige nydelse af synd kan aldrig nogen sinde måle sig med det vi kommer til at høste i Jehovas rige. Endnu en gang tak fordi I har henledt min opmærksomhed på dette.“

Følgende er uddrag af et brev fra et ungt menneske i Albuquerque, New Mexico:

„På et tidspunkt da jeg var i tvivl med hensyn til mine fritidsaktiviteter og -vaner kom artiklen og klarede sagen, i hvert fald for mit vedkommende. Men ikke kun det, som om de unge ikke har noget at glæde sig over. . . .

At tjene Gud på hans måde er ikke en ’forbudsreligion’, selv om vi kan blive latterliggjort af folk der synes at ’vi går for vidt’. For mig betød artiklerne at jeg blev tvivlen kvit og ikke længere er usikker med hensyn til valg af underholdning. Jeg er virkelig taknemmelig for dette oplysende stof.“

En ung mand i Californien skriver meget åbenhjertigt om sit eget tilfælde:

’Jeg er 17 og er opdraget som et Jehovas vidne. Jeg stiftede bekendtskab med disco gennem min fætter, der var meget god til at danse. Jeg syntes virkelig godt om det. Jeg så „Saturday Night Fever“, og efterhånden lærte jeg alle trinene. Jeg kunne dem lige så godt som John Travolta. Jeg begyndte at snige mig til skoleballer og vandt førstepræmier i discodans. Overalt hvor jeg kom fik jeg gulvet for mig selv, og det føltes så dejligt at vide at de andre beundrede min måde at danse på. Snart lærte jeg en pige at kende fra en anden menighed. Hun kunne danse ligesom jeg, men det var alt hvad vi havde tilfælles. Det gik snart over, og jeg fortsatte med at danse.

Så skrev I de artikler om disco, og jeg var knust. Jeg mener, jeg er glad for Bibelen og sandheden, men jeg havde slet ikke lyst til at opgive min eneste hobby eller noget der gjorde mig lykkelig. Jeg begrænsede det lidt, men jeg holdt ikke op. Så kom kredsstævnet hvor der blev talt om disco, og foredraget om diskoteker og discomusik ved et af vore møder. Taleren sagde at vi havde fået artiklerne i bladet og punkterne på stævnet fordi der var nogle som ikke forstod at skelne, og jeg vidste at det var mig. Da skar jeg virkelig ned på den tid jeg brugte på disco. Senere så jeg filmen „Hurricane“, og dér så jeg et stammeritual. Det var nøjagtig som når jeg dansede. Jeg blev helt syg indvendig da jeg så det. Så kvittede jeg disco helt.

Jeg havde hørt om at nogle begik utugt på dansegulvet, og jeg var selv nær ved at gøre det. Jeg er så glad for at jeg er sluppet ud af den livsform. Jeg synes vi har en god gruppe unge der virkelig elsker Jehova. Vi har alle sammen brug for opmuntring nu og da, og det er grunden til at jeg sender dette brev. Endnu en gang tak.’

En gymnasieelev fra Michigan beskriver hvordan hun personligt har haft gavn af artiklerne, og forklarer så:

„Det har også været nemt at aflægge et vidnesbyrd i skolen ved hjælp af dette nummer af Vågn op! Det er vanskeligt at finde unge mennesker der tænker på Gud eller bare på problemerne i verden. De lever i nuet og er ligeglade med i morgen. Så discobladet var lige sagen.

Mange unge knyttede bemærkninger til citatet af en psykolog om filmen ’Saturday Night Fever’, og de kunne udmærket tilslutte sig at det var en syg film hvad sprog og moral angår. De var også forbavsede over at høre hvor meget disco egentlig omfatter, og de kunne se det fornuftige i at holde sig væk fra en belysning og en lydstyrke der kan forårsage fysisk skade.

Ja, kære brødre, derfor ønsker jeg at I skal vide hvor meget vi værdsætter oplysningerne om disco. Vi er meget taknemmelige for at Jehova bliver ved med at give os mad i rette tid og holder os både åndeligt og fysisk sunde.

Jeg håber I vil udgive flere af den slags yderst interessante artikler, hvis det er Jehovas vilje. For de ikke alene hjælper og leder os der allerede er kristne, men appellerer også til mange unge og viser dem hvor vigtigt det er at leve et rent liv nu og at der er et vidunderligt håb om evigt liv i fred.“

Farerne understreges

Nogle læsere har også indsendt erfaringer og udklip som yderligere belyser eller beskriver den ukristne adfærd der er så udbredt på mange diskoteker. En læser i Californien har for eksempel sendt os et udklip fra bladet Parade for 6. maj 1979. Under overskriften „Farlig dans“ står der:

„Politiet siger at ’the freak’, der nu fejer gennem landets diskoteker, er den farligste nye dans i lang tid. Nogle kalder den ’dødsdansen’ eller ’sexdansen’, andre ’jalousidansen’ eller ’problemdansen’.

Da Jim Moore dansede freak i Detroit med sin veninde, blev han efter sigende skudt i brystet tre gange af en rasende ung mand ved navn Jimmie Rogers. Rogers sigtes nu for mord af første grad.

I samme by er Oscar Ross under tiltale for at have skudt sin unge kone Sharon efter at have set hende danse freak hos en nabo.

Freak danses af partnere der går ned i knæene, spreder benene, nærmer sig hinanden med rullende hofter indtil de rører hinanden. Når dette punkt er nået trækker nogle sig tilbage fra hinanden igen, mens andre improviserer.“

En læser i England sendte et brev og et udklip fra Londonavisen Daily Mail for 2. maj 1979. Under overskriften „Discodrabene ’må standses’“ skrev avisen:

„Efter et dødsfald i sidste uge, hvorved antallet af discodrab i London er nået op på syv i løbet af fire måneder, opfordres der nu til indgriben for at standse de omsiggribende voldshandlinger på diskotekerne.

Bryan Cassidy, næstformand for Hovedstadsrådets offentlige tjeneste- og sikkerhedsudvalg, sagde i går: ’Jeg er forfærdet over det stigende antal dødsfald og alvorlige kvæstelser som følge af vold på nogle diskoteker.’ . . .

En 17-årig blev stukket ihjel efter at have inviteret sin forlovede på diskotek for at fejre deres forlovelse. . . .

Cassidy sagde: ’Der er ingen tvivl om at discoindustrien er en blomstrende forretning, men vi kan ikke tillade at den fører vold med sig.

Jeg er sikker på at årsagen til en stor del af volden i vore klubber er sex, i sammenhæng med musikkens hårde rytme, der er meget sanselig.’“

Ja, der er rigeligt med vidnesbyrd om at diskoteker i almindelighed ikke er steder hvor man nyder „god og sober adspredelse“, i hvert fald ikke det som sande kristne anser for at være god og sober adspredelse.

Er alle diskoteker sådan?

Vil vi hermed sige at alt hvad der kaldes „disco“ eller „diskoteker“ er noget man bør tage afstand fra? Nej, for der er masser af ting der blot har fået påhæftet ordet „disco“ fordi det er populært. Dette gælder både fødevarer, tøj og restauranter. Det er heller ikke nødvendigvis al discomusik eller discodans der er seksuelt æggende eller umoralsk. I det omtalte Vågn op! fra juni sidste år blev der således bragt et citat hvori der stod: „Disco er simpelt hen musik og dans og kan formes som man vil have den.“

I samme nummer af Vågn op! sagde vi derfor: „Nogle ’diskoteker’ er måske blot restauranter, idet musikken og dansen kan være en biting der måske endda falder uden for de normale spisetider. Sådanne steder, og muligvis også andre steder, kan musikken og dansen være af en sådan art at kristne finder den acceptabel. Men så er der tale om steder der ikke afspejler disco-livsstilen, der strider mod forskrifterne for sand kristendom.“

En førstehåndsberetning fra Benny Golson, der tjener som ældste i en af Jehovas Vidners menigheder i Los Angeles, understreger at der virkelig er grund til at være på vagt over for discoverdenen og dens umoralske livsstil. I en uge da menigheden havde besøg af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmand holdt han et foredrag over de oplysninger der var bragt i Vågn op! Senere skrev han sit foredrag ned, og vi bringer her nogle uddrag.

Da så endelig bladet udkom, læste jeg det med det samme. Og jeg må sige at det tiltalte mig ikke. Jeg var ikke enig med det; jeg fyldte hele margenen på hver eneste side med personlige bemærkninger. Den idé at homoseksuelle skulle stå bag discomusikken var fuldstændig absurd. Jeg var fast besluttet på at skrive et brev til Vagttårnets selskab om sagen. Men først besluttede jeg at gøre noget fornuftigt — uden dog på det tidspunkt at vide hvor fornuftigt det egentlig var. Jeg besluttede at se nærmere på den branche jeg var en del af. Og da jeg gjorde det, fik jeg det ene chok efter det andet.

Hvad jeg opdagede

En af mine venner, et Jehovas vidne, var netop blevet færdig med et album for et større pladeselskab i Los Angeles; stilen var ikke disco. En homoseksuel i pladeselskabet begyndte at blande sig i det. Han ville tage masterbåndet med de 24 individuelle, umixede lydspor med tilbage til New York for at mixe dem på ny og eventuelt trække stortrommen, slagtøjet og den elektriske bas frem — og altså skabe den smittende discorytme. Alt dette var imod min vens vilje. Til sidst gik de dog med til at de sammen tog tilbage til New York.

Da de ankom til studiet i New York blev den homoseksuelle fra Los Angeles modtaget af to andre homoseksuelle. Min ven, som jo altså var et Jehovas vidne, måtte forlade studiet adskillige gange under den nye mixning for ikke at „springe i luften“. Det viste sig i øvrigt at disco-mixningen ikke kom til at fungere godt, så han fik lov til at fortsætte med sin oprindelige mixning.

En anden af mine bekendte, som ikke er et Jehovas vidne, kom senere ud for det samme problem hos et andet større pladeselskab. Han var netop blevet færdig med et album (ikke disco) for en populær vokalgruppe der har været fremme i mange år, og selskabet brød sig ikke om mixningen. De ville også have at han skulle rejse tilbage til New York, hvor de homoseksuelle ventede.

Manageren for en kunstner som jeg kender, siger at der i øjeblikket er ’lidt af et discoproblem’ i New York. Det hænger sammen med at de homoseksuelle, der nu har forenet sig, forsøger at tvinge discjockeyerne til at spille den musik de homoseksuelle går ind for. Det er discjockeyerne fortrydelige over, og de går imod det. Men publikum vil selvfølgelig have disco.

Jeg var slet ikke klar over hvor dårligt det moralske klima var på diskotekerne. Her i Los Angeles-området er der en klub som har en „pyjamas-discoaften“ hvor alle møder op i nattøj. De kvindelige deltagere søger at overgå hinanden med hensyn til at optræde i tyndt, gennemsigtigt og løstsiddende negligé. Der er stopfyldt i klubben de aftener.

Der er ingen tvivl om at disco er kommet til at omfatte mere end musikken og dansen. „Det er en bestemt livsstil,“ sagde en af mine venner for nylig. Og han har ret. Discotøj — T-shirts, stramtsiddende, skinnende bukser, dybt nedringede, gennemsigtige bluser, vide nederdele der afslører bikinilignende trusser, og alle former for maskeradeagtige antræk — oversvømmer markedet. Og så må vi ikke glemme discobelysningen eller den særlige måde folk lærer at bevæge sig på.

Vi må som kristne være på vagt

Det er sandt at visse former for dans kan være helt i orden. Men når dansen og musikken optræder i en anden og tvivlsom sammenhæng, skifter billedet fuldstændig karakter.

Bibelen siger: „Flygt fra utugt.“ (1 Kor. 6:18) Vi vil naturligvis gerne kunne sige at vore tanker ikke er fyldt med den slags, og det er de måske heller ikke. Alligevel må vi indrømme at mange som går for at være kristne, er blevet ofre for dette begær. Hvordan er det gået til? De har ladet sig påvirke i den retning. Skridt for skridt har de ladet sig føre hen mod resultatet af et sådant begær — og har begået utugt.

Der er noget mærkeligt ved mennesker. De tror som regel at det dårlige kun kan ske for de andre. Og når det så sker for dem selv, kan man høre dem udbryde, forvirrede og uforstående: „Jamen, jeg troede ikke det kunne ske for mig.“ Men det kan det; det sker selv for mennesker som siger at de elsker Gud. Mange flere end vi bryder os om at tænke på, er blevet ofre for en „discotragedie“. Ønsket om at være med hvor det foregår, er blevet manges ulykke fordi det forekom så harmløst og morsomt i begyndelsen.

Jehova fordømmer ikke underholdning. Han ønsker at hans tjenere skal være lykkelige og nyde livet og have det rart, men vi må også forstå at skelne. Før man giver sig til at danse bør man for eksempel spørge sig selv: „Er det dansemusik, eller er det musik der vækker lidenskaberne? Er musikken og dansen blot et medium der gør os klar til visse ’fornøjelser’ — fornøjelser der bliver et supplement til det indledende skridt som dansen er, nemlig seksuelle ytringer i dunkle lokaler?“

Hvor er jeg glad for at jeg aldrig skrev det brev til Vagttårnets selskab! Efter at have set nærmere på det der foregår i min ende af branchen, kan jeg se at jeg var noget naiv.

I en af Vågn op!-artiklerne om disco stod der: „Dans er det lettest gennemskuelige fingerpeg om de holdninger kulturen frembringer, for vi kan ikke lyve os fra den måde vi bevæger os på.“

Hvilken måde bevæger du dig på? Vandrer du med Jehova, eller går du imod ham? — Indsendt.

[Tekstcitat på side 14]

„Antallet af discodrab i London er nået op på syv i løbet af fire måneder.“

[Tekstcitat på side 16]

„Først var jeg ikke enig“

[Tekstcitat på side 17]

Mange siger: „Jeg troede ikke det kunne ske for mig.“