Hvordan kristne bør se på disco
ER DET klogt af kristne at gå på diskotek? Er det klogt af dem at se film som Saturday Night Fever? I mange hjem har sådanne spørgsmål været på tale og har givet anledning til en vis bekymring.
Nogle kristne tilsynsmænd har offentligt udtalt sig om disse ting, endog i foredrag for store forsamlinger. Generelt har de peget på at det kan være farligt for kristne at gå sådanne steder. Hvordan betragter du deres råd? Anser du sådanne kristne tilsynsmænd for at være ’lyseslukkere’? Mener du at de går unødigt højt op i deres medkristnes fritidsinteresser?
Hvad andre tilråder
Hvilke råd får man af dem der kender discoverdenen indefra — udgiverne af bladet Discoworld? En 15-årig pige fra Chicago, Illinois, skrev til bladet: „Jeg har gået på diskotek indtil for to uger siden, da en af lærerne fra skolen opdagede mig og sagde det til min fader. Men jeg begynder igen når det hele er faldet lidt til ro. Den adspredelse jeg allerbedst kan lide, er nemlig at danse til discorytmerne.“
Pigens brev blev trykt i Discoworld for maj 1977, sammen med dette svar:
„Kære Lidia!
At en pige på din alder går på diskotek er faktisk ikke nogen god idé. Verden er fuld af barske realiteter, og hvis du bliver stillet over for en af dem kan det bringe dig og dine forældre i et dilemma. Jeg er sikker på at du har en pladespiller derhjemme og plader nok til at du kan danse så meget du har lyst. Hvis du har brug for at være sammen med andre kan du tage nogle venner med hjem.“
„Barske realiteter . . . et dilemma“?
Hvilke „barske realiteter“ kan man blive stillet over for ved at gå på diskotek? Og hvordan kan dette bringe en pige og hendes forældre i et „dilemma“?
En af de barske realiteter er at selve essensen eller sjælen i disco er frihed til seksuel udfoldelse. Hele atmosfæren tager sigte på at nedbryde hæmningerne. En der tidligere brugte stoffer og gik på diskoteker, men som nu er et Jehovas vidne, siger: „Somme tider kunne jeg blive højere på et diskotek end på stoffer på grund af de blinkende flashlys, den bankende musik og den hypnotiske stemning.“
Et andet Jehovas vidne, der sørgeligt nok måtte udstødes af den kristne menighed fordi han lod sig opsluge af discomiljøet og begik alle former for umoralitet, indrømmede senere: „Det er en jungle. Selv hvis man tager derhen med sin kone og gerne vil nyde at danse lidt, er hun afklædt og voldtaget i de andre mænds tanker før man overhovedet får hende med ud på dansegulvet.“
Den barske virkelighed er altså at man på et diskotek udsættes for en seksuel påvirkning, såvel som en atmosfære der nedbryder de seksuelle hæmninger. Det er ganske vist også det som mange, måske de fleste, søger. Imidlertid ønsker sande kristne at efterkomme den apostolske befaling: „Flygt fra utugt.“ (1 Kor. 6:18) Hvordan kan en kristen virkelig efterkomme dette påbud hvis han samtidig færdes på diskoteker?
Faren for at blive indblandet i umoralitet er ikke en fjern mulighed. Det er en meget nærliggende mulighed. Der indkommer jævnlig rapporter om at det er gået sådan som følge af diskoteksbesøg. Og hvad bliver ofte resultatet? Det er velkendt — uønskede svangerskaber, kønssygdomme, opløste hjem, følelsesmæssige problemer, frygt, forvirring, for ikke at tale om en dårlig samvittighed. Disse barske realiteter kan afgjort bringe en ung mand eller pige — og hans eller hendes forældre — i et dilemma, ja i en virkelig sørgelig situation.
Hvad lever vi for?
Der er en vigtig sandhed som kristne må forstå: Ikke al nydelse er af det gode; Gud kan endda se med mishag på noget vi synes godt om. Tænk på fortidens Moses, om hvem Bibelen siger: „Ved tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk fremfor at have den midlertidige nydelse af synd, . . . han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen.“ — Hebr. 11:24-26.
Det kan være dejligt, ja sjovt, at færdes sammen med en flok unge der følger en uforpligtende og nydelsesorienteret livsform som den der er kendetegnende for disco-livsstilen. Men er den livsform virkelig til varig gavn? Valgte Guds tjener Moses en sådan livsstil? Nej, fordi Moses elskede Jehova og tragtede efter den løn Jehova stillede i udsigt, afviste han den midlertidige nydelse af synd.
Et Jehovas vidne som nu er midt i tyverne, og som tidligere har været involveret i en moralsk løsagtig og stoforienteret livsform, blev for nylig interviewet om sin tidligere levevis. „Jeg kan ikke sige at det ikke var sjovt,“ sagde hun. „Jeg holdt ikke op med disse ting fordi jeg ikke brød mig om dem — selv om jeg inderst inde følte en vis usikkerhed og ikke var helt lykkelig — men jeg holdt op fordi jeg lærte hvad der behager Jehova Gud, og jeg ønskede fremfor alt at behage ham.“
Så hvad har virkelig betydning for dig? At søge midlertidig morskab, noget der ikke er til varig gavn men som endda kan stille dig over for barske realiteter? Eller at behage Jehova, at vinde hans godkendelse og evigt liv i hans retfærdige nye orden? Hvor er dit hjerte?
En kristen i det andet århundrede, Clemens fra Alexandria, skrev interessant nok følgende om verdslig adspredelse: „Ingen som er ved sine sansers fulde brug vil nogen sinde foretrække det der er behageligt for det der er godt.“ Måtte vort valg af adspredelse ikke kun afhænge af hvad vi finder behageligt, morsomt eller fornøjeligt, men i første række af hvad der er godt for os.
Musik og dans — nødvendigt at være på vagt
Nogle kristne vil måske føle at man unddrager dem noget, at de går glip af noget. ’Alle diskoteker er ikke så slemme,’ indvender de måske. ’Hvad er der i vejen for at more sig lidt?’
Som tidligere nævnt kan navnet „diskotek“ knyttes til vidt forskellige steder. Nogle „diskoteker“ er måske blot restauranter, idet musikken og dansen kan være en biting der måske endda falder uden for de normale spisetider. Sådanne steder, og muligvis også andre steder, kan musikken og dansen være af en sådan art at kristne finder den acceptabel. Men så er der tale om steder der ikke afspejler disco-livs-stilen, der strider mod forskrifterne for sand kristendom.
Jehova Gud fordømmer på ingen måde adspredelse. Hans ord taler med billigelse om musik og dans. (2 Sam. 6:14; Sl. 87:7; 149:3; Matt. 11:17; Luk. 15:25) Men da sande kristne erkender den meget alvorlige fare der ligger i at deltage i sådanne ting sammen med mennesker der ikke respekterer Jehovas love, vælger mange klogeligt at nyde musik og dans alene eller i selskab med deres kristne trosfæller. Er enhver risiko for vanskeligheder så fjernet? Ikke nødvendigvis. Musik, for eksempel, kan endda være skadelig når man lytter til den alene. Det fremgår af følgende udtalelse af en kvinde der nu er et Jehovas vidne:
„Sange om sjov og frihed var populære. At gøre ’hvad man har lyst til’ og ’hvad som helst man finder godt’ blev fremholdt som den foretrukne livsform. Da jeg hele tiden fyldte mit sind og hjerte med disse tanker, blev jeg stærkt påvirket af mine ’musikervenner’. Selv om jeg aldrig talte med dem personligt, blev de nogle af mine nærmeste venner. Mine skolekammerater og jeg kendte vore yndlingsmusikere næsten lige så godt som vi kendte vore naboer inde ved siden af!
Eftersom jeg ikke længere var barn men heller ikke rigtig voksen endnu, var jeg meget letpåvirkelig og fyldt med fantasier og idealisme. Derfor kom jeg meget nemt ’på linje’ med mine ’musikervenners’ følelser og holdninger. Når de ’hulkede’ deres sange ud, hulkede jeg også indvendig. Når de ’lo’, lo jeg også. Inden længe tog jeg alvorligt skade af den stærke påvirkning af mit følelsesliv.
Jeg ville gerne opleve den romantiske kærlighed, opleve at blive overøst med den hengivenhed som disse musikere syntes at være genstand for. Svækket af denne verdslige tankegang var min samvittighed ikke nogen beskyttelse for mig da jeg begyndte at gå ud med unge mænd. Jeg prøvede marihuana og LSD for at føle at jeg var ’med i gruppen’. Uden at jeg var klar over det, var mine handlinger påvirket af de ønsker mine ’musikervenner’ havde vakt i mig. Når en ven ikke viste sig at være den ’sande’ kærlighed for mig, håbede jeg på at finde en anden. Hvor var den lyksalighed der blev beskrevet i sangene? Jeg gik fra forhold til forhold. Ingen af dem jeg kom sammen med, passede ind i den form jeg havde opstillet til dem. Så sad jeg mange timer, ja hele dage, hensunket i tårer og skuffelse.“
Musik indvirker på os. Og meget af vore dages discomusik kan have en nedbrydende virkning. Brug derfor dømmekraft når du lytter til musik. Også dans, selv med kristne trosfæller, kan indebære mulige farer. Når man er i nær kontakt med en af det modsatte køn i musikkens og dansens „romantiske“ atmosfære, kan følelserne nemt vækkes. Og navnlig hvis det gode motiv mangler, kan det føre store vanskeligheder med sig.
Mangelen på et godt motiv viste sig at blive et problem ved de kristnes „kærlighedsmåltider“ i det første århundrede. Disse måltider var øjensynlig selskabelige sammenkomster der blev holdt for at man kunne nyde god mad og opbyggende samvær. Men nogle som ikke havde det rette motiv øvede en fordærvende indflydelse og forvandlede åbenbart disse opbyggende sammenkomster til larmende gilder hvor man blot tilfredsstillede selvet. — Jud. 12; 2 Pet. 2:13, 14.
Lignende situationer er opstået ved selskabelige sammenkomster blandt kristne i nyere tid. Upassende discomusik og -dans har bidraget hertil. Vi må omhyggeligt gøre alt hvad vi kan for at hindre at sådan noget sker. Vi må være på vagt, så personer med urette motiver ikke slipper ind og benytter sådanne anledninger til at fordærve andre. Ikke blot kristne ældste, men alle, såvel unge som ældre, bør føle sig forpligtede til at hindre at noget der minder om disco-livsstilen vinder indpas blandt Guds rene, hellige folk.
Som kristne må vi efterkomme apostelen Peters formaning: „Derfor, da Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sindelag . . . Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig dyrkelse af afguder. De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer. Men de skal aflægge regnskab over for den der er rede til at dømme levende og døde.“ — 1 Pet. 4:1-5.
Den sidste vals?
I modsætning til mennesker der ikke ser noget håb i denne hastigt synkende ordning, har kristne virkelig et indhold i livet og noget at leve for. Lad os vise dette ved den retskafne, opbyggende måde vi lever på. Afvis disco-scenen! Den er syg og indholdsløs, og den er blot endnu et vidnesbyrd om at den nuværende ordning nærmer sig sin afslutning. Antropologen Jamake Highwater pegede uafvidende på dette da han sagde:
„Dans er det lettest gennemskuelige fingerpeg om de holdninger kulturen frembringer, for vi kan ikke lyve os fra den måde vi bevæger os på. . . . (disco-scenen) afspejler en frygt på et vist plan om at vi er en slutgeneration og at dette er den sidste vals. Når jeg kommer på Studio 54 [et velkendt diskotek i New York], minder det mig om de forestillinger jeg har om den sidste dans på Titanic.“
[Tekstcitat på side 13]
„Det kan være dejligt, ja sjovt, at færdes sammen med en flok unge der følger en uforpligtende og nydelsesorienteret livsform som den der er kendetegnende for disco-livsstilen. Men er den livsform virkelig til varig gavn?“