Hvilke rødder har den?
RØDDERNE eller oprindelsen har som regel meget at gøre med det resultat man ser. Derfor spørger vi: Hvilke rødder har disco?
Svaret vil nok overraske dig. På forsiden af Discoworld for januar 1978 var en af bladets artikler annonceret, og der stod:
Partyfolket: Discos homoseksuelle rødder
Er du forbavset? Ikke desto mindre er det sandt at homoseksuelle har haft meget at gøre med diskotekernes opståen. Og de er stadig en drivende kraft bag mange af dem. I den nye bog Disco Fever bringes en liste over diskoteker, og der siges:
„Nogle læsere vil opdage at mange af de anførte diskoteker er diskoteker eller klubber for homoseksuelle. Bladet Billboard [et fremtrædende fagblad inden for underholdningsbranchen] anslår at mindst 50 procent af landets [U.S.A.s] diskoteker er homoseksuelle, hvilket ikke er overraskende, eftersom stødet til discobevægelsen kom fra det homoseksuelle samfund. Hver gang der høres om en ny homoseksuel klub hvor lyden og interiøret er helt i orden, sker det uvægerlig at andre som gerne vil danse, banker på døren.“
Der gøres ingen forsøg på at skjule discobevægelsens homoseksuelle rødder. Tværtimod. I Detroit-bladet Free Press siges der: „Disco vil uden tvivl blive husket som den første kulturelle happening hvor homoseksuelles medvirken blev omtalt frit og åbent.“
Undertiden synes denne homoseksuelle forbindelse endda at blive omfattet med en vis stolthed. Richard Peterson, der er professor i sociologi ved Vanderbilt Universit og specielt beskæftiger sig med samtidsmusikkens sociale sammenhæng og aspekter, siger at i discoverdenen er det at være homoseksuel „ikke alene acceptabelt, men endda ’smart’“.
Det må indrømmes at der er sket store forandringer i moralnormerne i de senere år. Og discobevægelsen afspejler måske denne forandring i højere grad end noget andet som præger livet i dag. Det påpeges i bladet Horizon for maj 1977, hvor der siges:
„Ved at mænd danser med mænd og kvinder med kvinder, repræsenterer disco en ovenud drastisk forandring hvad sociale konventioner og seksuelle holdninger angår.
Det er hverken en hemmelighed eller noget man behøver at tale dæmpet om, at nogle af de bedste diskoteker i U.S.A. og Europa startede som homoseksuelle etablissementer der begyndte at åbne dørene for andre der gerne ville danse. . . . At nogle diskoteker er homoseksuelle eller ’blandede’ nævnes henkastet i de store dagblades forlystelsesspalter, idet man tager friheder for givet som indtil for ganske nylig var basis for skandale.“
Noget at være bekymret over?
Mange hilser uden betænkelighed de forandrede moralnormer velkommen. De er glade for at se hæmningerne falde, og de lovpriser den nye seksuelle frihed der er så tydelig i discomiljøet. Men de der sætter Bibelens lære højt, ser med bekymring på udviklingen. Hvorfor?
Fordi Bibelen hverken godkender eller stiltiende billiger homoseksualitet, men tværtimod fordømmer det. I sin lov til Israels folk erklærede Gud: „Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed.“ (3 Mos. 18:22) Hvor alvorlig var sagen?
Guds ord advarer: „Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem.“ (3 Mos. 20:13) Ja, sådan betragtede Gud homoseksualitet.
Har Guds holdning ændret sig? Læg mærke til denne formaning, som apostelen Paulus rettede til de kristne: „Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.
Ja, Guds ord siger klart at homoseksualitet er forkert og at de der lader sig inddrage i denne livsform ikke vil opnå Guds velsignelse. I betragtning heraf forstår man måske bedre hvorfor de føromtalte kristne tilsynsmænd gav udtryk for bekymring over diskotekernes voksende popularitet.
Men disco har også andre rødder. Hvilke?
Rødderne til musikken og dansen
I den første artikel her i bladet sagde vi at discomusikkens popularitet er ganske ny. Eksperter siger imidlertid at dens oprindelse kan spores langt tilbage. I artiklen „Discomusikkens udvikling“ skrev Discoworld for september 1977:
„Det der holder det hele sammen, det der gør det til discomusik, er i virkeligheden rytmen.
Og for den oplyste begyndte discorytmen ikke en skønne dag i 1965 . . . heller ikke da Van McCoy toppede hitlisterne et årti senere med sin udgave af ’The Hustle’. Den rytme — discomusikkens grundlag — er Afrika der taler.
Der snakkes så meget om rødder. Når man går på diskotek i dag deltager man i grunden i en 1977-udgave af ceremonier der foregik for flere tidsaldre siden på Afrikas vestkyst. Sandt nok er discomusikken blevet peppet op med de nyeste teknologiske påhit, som for eksempel 24-spors sammenmixninger, synthesizers, øresønderrivende forstærkning, baggrundsstrygere og englekor. Men tager man alt tilbehøret væk står man tilbage med den samme gamle rytme som uden tvivl satte liv i Kunta Kintes forfædre.“
Er der noget at indvende mod discomusikken på grund af dens afrikanske oprindelse? Egentlig ikke. Det kan for så vidt være ligegyldigt om musikken stammer fra fortidens Afrika, Asien, Europa eller Amerika. Men det har trods alt nogen betydning hvad musikken dengang blev brugt til. Hvilken slags danse blev udført til den?
Discolitteraturen har flere gange omtalt disse fortidige danse og deres formål. Den vilde løssluppenhed der kendetegnede disse fortidige danse fremholdes faktisk som noget moderne discodansere bør efterligne; de opfordres til at kaste hæmningerne af sig. Discoworld for maj 1977 siger:
„De indfødte dansede for at uddrive djævledæmoner og onde ånder fra deres besatte legemer og for at overtale Moder Jord til at give nye afgrøder. Om foråret dansede de som et led i ’frugtbarhedsritualer’ for at kvinder kunne føde sunde børn for at sikre artens beståen. De dansede for at fejre nyt liv og endda for at berede til døden. Men uanset hvad formålet med deres dans nu var, så var alle danse egentlig en dyrkelse af deres guder, en dyrkelse hvorved de enten ærede guderne, søgte gudernes gunst eller prøvede på at formilde gudernes vrede . . . Ofte gik det så hedt til at man ofrede en ung jomfru eller et lam i håb om at det udgydte blod ville formilde guderne.“
Henvendt til nutidens discodansere giver artiklen derefter dette råd: „Du skal bare fuldstændig overgive dig. Først skal du frigøre dit sind, så vil kroppen følge efter. Når jeg danser, bliver jeg som et stjerneskud og forlader kroppen.“
Et andet nummer af Discoworld peger på at discodansen også har rødder „blandt voodoodyrkere, primitive stammefolk, den brasilianske macumba og Kalaharis buskmænd“, og giver så dette råd: „Kroppen er et kompleks af kræfter der forener sig med hinanden og er forbundet med endnu større kosmiske kræfter. Sådan så man på det i gamle dage, og vi er begyndt at lære det igen. Prøv at være opmærksom på hver eneste sansefornemmelse mens du danser, indtil du lidt efter lidt mister følingen med dem og går ind i en enhed med dine omgivelser.“
Følger discodanserne sådanne råd? Er det almindeligt at de bare giver los og lader hæmningerne fare? Læg mærke til hvad der siges i den nye bog Disco Fever: „Med diskotekerne kom discodansen — en form for dans der fuldstændig har brudt med ’The Hustles’ disciplin og alligevel er helt fortrolig med den på dansegulvet. . . . Den frie discodans er en ’gør-hvad-du-vil’-dans.“ Ja, det er en uhæmmet dans hvor man bevæger sig som man har lyst til.
Men er der noget at indvende mod den? Er det forkert at efterligne en danseform som folk i fortiden brugte for at dyrke deres guder? Ja, for sande kristne er det forkert. Hvorfor? Fordi disse guder blev fordømt af Skaberen, Bibelens Gud. Han billigede ikke de gamle frugtbarhedsdanse der tog sigte på at vække såvel deltagernes som iagttagernes seksuelle lidenskaber. Et sted hvor Bibelen beklager udviklingen blandt fortidens israelitter, siges der:
„Også de byggede sig offerhøje [hvor der blev udført tøjlesløse ritualer], stenstøtter [fallossymboler for guden Ba’al] og asjerastøtter [for en kana’anæisk frugtbarhedsgudinde] på alle høje steder og under alle grønne træer; ja, der var endog mandsskøger i landet. De øvede alle de vederstyggeligheder, som var begået af de folk, [Jehova] havde drevet bort foran israelitterne.“ — 1 Kong. 14:23, 24; Es. 57:5-8.
Men er der virkelig grundlag for at sammenligne det der foregår på moderne diskoteker, med fortidens offerhøje, hvor man dansede seksuelt ophidsende frugtbarhedsdanse? Lad os se nærmere på diskotekerne.
[Ramme på side 7]
Hvem går på diskotek?
◆ Med diskotekerne er der opstået en ny gruppe unge — kaldet discerne. Hvordan er deres livsstil? Bladet Vi Unge svarer: „Discere er med på moden. De adopterer modeluner før alle andre — og siger farvel til dem lige så hurtigt. Derfor er deres tøjbudget stort. . . . discerne er produkt af den øgede materielle velstand. De vender den ikke ryggen. De forguder statussymboler og vil helst have dem alle. Af mentalitet er de meget konkurrenceprægede — de søger så vidt muligt ind i stillinger, hvor de kan avancere. . . . Discerne går hundrede procent ind for de nye ting, forbrugersamfundet har ført med sig. . . . Deres favoritmusik er diskotekssoul . . . Deres sociale baggrund er ofte middelklassen, og de stræber efter at nå en tand højere på samfundsstigen end deres forældre.“ — Nr. 4, april 1975.
Dette karakteriserer naturligvis ikke alle der kommer på et diskotek. Men det giver trods alt grundlag for at spørge hvilken slags mennesker man kunne tænke sig at efterligne.