Kan fængselsstraffe afskaffe kriminalitet?
Har den dømte forbedret sig når han bliver løsladt?
„Det vi har brug for er nok ikke så meget en ny domsprocedure som en ny moral,“ siger dommer Alan Huggins, Hongkong.
I en tid hvor kriminaliteten øges voldsomt og hvor man kræver flere love, eller i hvert fald en revision af dem vi har, er dommer Huggins faktisk inde ved sagens kerne.
Hvad kan man gøre for at få kriminaliteten afskaffet, eller i det mindste begrænset? Hvor er det svage led i kampen mod kriminalitet? Visse røster siger hårdere straffe og strengere håndhævelse af lovene; andre går ind for mindre strenge love og mildere domme. Mange er enige om at fængselssystemerne ikke er midlet mod kriminalitet. Derfor har man inden for de sidste ti år set visse lande tage deres love og straffesystemer op til fornyet overvejelse. Det der har været genstand for den hedeste debat er dødsstraf. En del lande har afskaffet dødsstraffen, men i nogle af dem rejses der nu krav om at den indføres igen. Visse forbrydelser er blevet så almindelige at man i nogle lande har afkriminaliseret dem eller overvejer at gøre det.
Blandt forskerne af den stigende kriminalitet siger nogle at det der afgør hvor hurtigt stigningen sker, ikke er om loven kræver strenge eller milde straffe. De siger at den manglende respekt for loven opstår fordi der dømmes for uens; korruption under sagsbehandlingen nævnes også som en væsentligt medvirkende årsag, ligesom fængslerne selv i mange tilfælde er udklækningssteder for kriminalitet.
Dårlige forhold i fængslerne
I et referat fra et fremtrædende sydamerikansk land skriver en journalist om et stort fængsel: ’Sexvold er blevet noget dagligdags. En ung indsat der vægrede sig, foretrak at blive anbragt i en celle på kun én kvadratmeter for at undgå at blive mishandlet. Hvilken opførsel kan man forvente af mennesker der er på kant med samfundet og som er isoleret i et fængsel hvor antallet af indsatte er tre gange det normale (der er 5200 indsatte i bygninger der er projekteret til at rumme højst 1800), og hvor de er proppet ind i celler der er hjemsted for den mest utrolige promiskuitet? Lovovertræderen kan ikke gøre sig fri af kriminalitet hvis han efter udstået straf forlader fængselet mere fordærvet end da han kom ind.’
En mand der har afsonet en straf på 20 måneder i et europæisk fængsel, gjorde følgende iagttagelse: „Dagens samtaleemne var altid de forbrydelser man havde begået og dem man ville begå når man kom ud. Der blev udvekslet erfaringer, færdigheder og metoder, så fangen kunne slippe bedre fra sin forbrydelse næste gang.“
En kristen der har siddet i fire forskellige fængsler på grund af sin kristne neutralitet, siger: „Fængselet er ikke en forbedringsanstalt men snarere en forbryderskole. Man havde et stående udtryk der lød: ’To be reformed you enter, and deformed you depart.’ [Omskrevet til dansk vil det lyde nogenlunde sådan: ’Du kommer for at blive forbedret, og du tager fordærvet herfra.’] Nogle der blev indsat for første gang og for en almindelig forbrydelse som tyveri eller underslæb, vendte efter udstået straf og løsladelse tilbage som andengangsforbrydere og senere som vaneforbrydere. Jeg kendte en fange, en romanforfatter der talte fem sprog flydende. Han var indsat for gentagne forbrydelser. Samfundet havde slået hånden af ham, sagde han, og det samme havde hans familie og venner; han havde intet arbejde, så hvad skulle han gøre? Begå en ny forbrydelse og vende tilbage til fængselet, hvor han kunne arbejde, spise og sove.“ Hans anskuelse var naturligvis forkert, men skuffelserne havde lidt efter lidt gjort ham til en uforbederlig forbryder.
Bestræbelser for at rette op på forholdene
Bekymring over disse alarmerende forhold, der findes i næsten alle lande, har sat gang i bestræbelserne for at bedre tilstanden. Hvis man samvittighedsfuldt gennemførte det program der er lagt for at resocialisere de indsatte, ville det betyde at en hel del forbrydere, især førstegangsforbrydere, ville blive forandret til hæderlige borgere der ydede deres bidrag til samfundets velfærd. Den store udgift der hviler på det offentlige fordi fængselssystemet ikke formår at forandre forbryderen, ville også blive skåret betydeligt ned.
Disse reformprogrammer bliver gennemført med mere eller mindre held — afhængigt af den iver eller mangel på iver hvormed man går ind for dem fra de retslige myndigheders og fra kriminalforsorgens side, og af hvor store økonomiske bevillinger de får. I de fleste af 19 lande som har været omfattet af en undersøgelse for nylig, har man allerede indført bedre forhold i visse fængsler. Man har forbedret renligheden. Man skelner mellem de fanger der er dømt for mindre forbrydelser, især førstegangsforbrydelser, og dem der har begået grove forbrydelser eller som er forhærdede vaneforbrydere; man anbringer dem ikke sammen. Man har indført bestemmelser der giver dommeren større frihed ved fastsættelse af strafudmålingen; han kan for eksempel tildele en mindre straf i tilfælde hvor der er formildende omstændigheder, i den hensigt at give lovovertræderen bedre chancer for at ændre sig.
Der er blevet oprettet organisationer som skal sørge for bibler til de indsatte og arrangere religiøse sammenkomster for dem. Fangerne får „erhvervsterapi“ så de kan dygtiggøre sig ved at lære et nyttigt håndværk. Nogle fængsler sørger for kurser i skolefag. Det er dog kun få af de indsatte der gør brug af de muligheder der er; flertallet er ligeglade.
Til trods for velmenende bestræbelser opnår man ikke meget i retning af at begrænse kriminalitet gennem fængselssystemet. Findes der en form for lovgivning eller straffelov hvorved man kan opnå det? Skal der strengere love eller mere lempelige love til? Hvad med religiøse love? Kan man lære menneskene retfærd ad lovens vej? Er der overhovedet håb om at kriminaliteten bliver afskaffet, så vi kan ånde lettet op? De næste artikler vil beskæftige sig med disse spørgsmål, der berører os alle.