Fra fodboldstjerne til tjener for Gud
JEG voksede op i en lille kulmineby i Yorkshire, England. Selv om jeg hadede skolen, holdt jeg dog meget af sporten. Jeg kunne især godt lide fodbold.
En dag hvor jeg havde spillet for skoleholdet, spurgte en talentspejder om jeg kunne tænke mig at spille for Wolverhampton Wanderers Fodboldklub. Det blev jeg nu ikke særlig imponeret over. Jeg regnede naturligvis med at skulle begynde at arbejde i den lokale kulmine når jeg kom ud af skolen, men min moder foreslog at vi i det mindste skulle rejse til Wolverhampton for at høre hvad klubben havde at sige, i betragtning af tilbudet. Så det gik jeg med til.
Jeg husker endnu besøget. Jeg var temmelig nervøs og anspændt. Klubbens leder var en venlig mand, og han overtalte mig til at skrive under på en kontrakt med „the Wolves“ (Ulvene), som holdet blev kaldt.
Jeg var 17 år da jeg fik chancen for at spille på førsteholdet. Vi spillede i Leicester, og vi vandt kampen. Den næste kamp var på hjemmebane, og jeg scorede. Overskrifterne på sportssiderne lød: „En ny stjerne er født!“
Livet som fodboldstjerne
Jeg var kun virkelig lykkelig når jeg spillede fodbold, og især når jeg scorede mål. Jeg kan huske en kamp i Preston hvor jeg sparkede bolden mod målet fra omkring 32 meters afstand. Jeg kan stadig se for mig hvordan bolden som en raket gik lige ind i øverste hjørne af nettet. Så løb jeg de 32 meter ned mod målet, bag hvilket Wolves’ tilhængere stod, løftede mine knyttede næver og spurgte dem på den måde om de nogen sinde havde set noget lignende. Tilskuerne svarede ved at synge mit navn igen og igen.
Jeg blev udvalgt til at spille på Englands ynglingelandshold adskillige gange, og senere blev jeg udtaget til at spille på ungdomslandsholdet. Mange sagde at det nu kun var et spørgsmål om tid før jeg ville komme på seniorlandsholdet.
At jeg var fodboldstjerne løste dog ikke mine personlige problemer i livet. Jeg havde problemer med en oprørsk indstilling; jeg var ligeglad med hvordan andre havde det. Det var så alvorligt at klubbens leder fik mig til at gå til en psykiater; men jeg forandrede mig ikke. Så en dag mødte jeg Jean, og vi besluttede snart at gifte os. Holdlederen blev meget glad; han håbede at ægteskabet ville gøre mig mere ligevægtig
Jeg holdt af Jean fordi hun var køn. Hun sagde at hun kunne lide mig fordi jeg kunne få hende til at le, men vi elskede ikke virkelig hinanden. Jean sagde at ét var at komme sammen med en fodboldstjerne, noget helt andet var at være gift med ham. Efter nogle få uger kom vores ægteskab ud for voldsomme storme. Ved en lejlighed smed jeg en tepotte efter Jean i et anfald af hidsighed. Den ramte hende på låret, og knuste derefter en glasdør. Hun gjorde gengæld ved at tage en saks og klippe mit nyeste jakkesæt i stykker. Jeg tænkte på at forlade Jean, og hun truede endda med at begå selvmord på grund af min opførsel.
Kontakt med Jehovas Vidner
Da vi havde været gift i to måneder bankede det på vores dør, og en mand, som jeg senere fik at vide hed Ken, præsenterede sig som et af Jehovas Vidner. Så snart jeg blev klar over at han repræsenterede noget religiøst, sagde jeg at jeg ikke var interesseret. Men før jeg lukkede døren spurgte han om jeg kunne tænke mig at opleve en fredfyldt jord. Jeg besvarede ikke hans spørgsmål, men jeg følte at jeg gerne ville fortælle ham hvordan min fader og min lillesøster døde, så det gjorde jeg.
Min fader havde været en vellidt og respekteret mand da han døde af kræft, kun 42 år gammel. Jeg kunne stadig huske den bølge af bitterhed som skyllede ind over mig da jeg stod ved hans grav. Kun to uger senere døde min lillesøster, som endnu kun var spæd. Min moder var sønderknust; og jeg kunne ikke glemme hvordan jeg dengang, som 11-årig, var gået op ad trappen med det døde barn i mine arme og havde lagt det på sengen. Hvorfor var disse ting sket?
Ken spurgte mig om jeg troede at Gud kunne gøre alting godt igen. Jeg husker at jeg sagde med eftertryk: „Aldrig!“ Ken viste mig så Andet Timoteusbrev 3:1-5, og et bestemt udtryk fangede min opmærksomhed, nemlig, „menneskene vil være egenkærlige“. Jeg sagde: „Sådan er mennesker i dag.“ Faktisk indrømmede jeg: „Sådan er jeg selv!“ Han fortsatte med at forklare mig hvilke forhold der ville være fremherskende i den tidsperiode Bibelen kalder „de sidste dage“. Han foreslog at vi skulle fortsætte vores drøftelse den kommende uge, og det gik jeg med til. Vi begyndte at studere Bibelen ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Jean lo ad tanken om at jeg ville læse Bibelen, men da hun den fjerde uge gik gennem værelset stillede hun et spørgsmål, og Ken besvarede det. Så stillede hun et nyt spørgsmål, og det varede ikke længe før Jean også tog del i studiet.
Ken begyndte snart at invitere os hen i rigssalen. Da jeg var meget selvoptaget, tænkte jeg på hvilket indtryk jeg mon ville gøre. Under det første møde talte jeg til ham jeg sad ved siden af, i hvisketone syntes jeg, men en ordenshavende spurgte mig høfligt om jeg havde noget imod at være stille. Det ændrede dog ikke noget ved min selvtillid. Efter at mødet var slut var der temmelig mange som præsenterede sig for mig, og spurgte om mit navn. Jeg blev forbavset over at de ikke kunne kende mig, og fortalte dem at jeg var Peter Knowles. De vidste ikke engang at jeg spillede fodbold. Da de spurgte: „Hvem spiller du for?“ slog det hovedet på sømmet. Jeg troede at alle i Wolverhampton kendte mig. De erfaringer jeg gjorde den aften var de første af en lang række, som førte til at jeg kunne se mig selv i det rette perspektiv.
Jean og jeg fortsatte med at studere, men vores problem var at anvende Guds ord i vort liv. I vores hjem blev princippet „lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte“, aldrig efterlevet. (Ef. 4:26) Jeg havde svært ved at slappe af. Jeg var altid irritabel, et helt nervebundt. Selv under vores bibelstudium sad jeg først i én stol, så i en anden, og endte ofte med at sidde på gulvet. Det var et hårdt pres at spille fodbold. Derfor var jeg anspændt, og det førte til skænderier med Jean. Det hjalp ikke på vores ægteskab at jeg var fodboldstjerne.
Kærlig hjælp da vi behøvede den
Noget som gjorde et dybt indtryk på os i denne periode var menighedens venlighed. Alle viste os en vidunderlig gæstfrihed. Hvor var det dog forskelligt fra min omgang med fodboldspillere! Vi var aldrig blevet inviteret hjem til nogen af dem, og vi havde heller aldrig tænkt på at spørge om de ville besøge os. Men her mødte vi mennesker som virkelig kunne leve i den nye orden vi havde lært om.
Fodboldsæsonen 1968-69 var slut, og derefter havde vi, sammen med flere andre engelske klubber, indvilliget i at spille en turnering i De forenede Stater for at fremme interessen for europæisk fodbold. Mens jeg var derovre kom jeg i forbindelse med Jehovas Vidner. Der var en som i særlig grad viste omsorg for mig da vi var i Kansas i seks uger; han tog mig både med til nogle møder og til de kontorer hvor frivillige var travlt beskæftiget med at forberede et af Jehovas Vidners stævner. Når jeg nu ser tilbage, er jeg klar over at dette var en kritisk tid i min åndelige vækst.
To forskellige måder at leve på
Da jeg kom hjem igen var træningen til den nye sæson begyndt, men menigheden så frem til at skulle til Wembley Stadion, ikke for at se fodbold, men for at overvære Jehovas Vidners internationale stævne „Fred på jorden“. Den uge vil jeg aldrig glemme, for ud over at overvære mit første stævne skulle jeg også spille tre fodboldkampe. Her var en enestående lejlighed til at se den store kontrast mellem atmosfæren i omklædningsrummet og den kærlige ånd der rådede ved stævnet. Jeg betragtede tilskuerne ved de kampe hvor jeg spillede, og sammenlignede dem med de 82.000 som overværede Jehovas Vidners stævne om søndagen. Den uge gjorde det helt klart for mig hvilken enorm forskel der var mellem et liv som fodboldstjerne og et liv som tjener for Gud.
Jeg følte imidlertid ikke at det var uforeneligt for mig både at spille fodbold og at være et af Jehovas Vidner. En aften inviterede jeg den præsiderende tilsynsmand fra vores menighed til at komme og se mig spille. Vi vandt, og jeg scorede et af målene. Senere samme aften besøgte han os i vores hjem, og vi snakkede sammen et stykke tid. Til sidst spurgte jeg ham hvad han syntes om kampen. Jeg blev chokeret da han sagde at jeg var en helt anden på banen, end den jeg var ved møderne i rigssalen. Jeg forklarede ham at før hver kamp bad jeg Jehova hjælpe mig til ikke at miste besindelsen. Han fortalte mig imidlertid at på banen opførte jeg mig somme tider som om jeg var gladiator. Men det var jeg nu ikke overbevist om.
Da vi senere spillede mod Manchester United, gav tilskuerne mig en kolossal hyldest. De blev ved at synge: „Giv den til Knowles, vi vil se mål!“, og hver gang jeg scorede blev de helt vilde og råbte mit navn endnu mere. Langsomt begyndte jeg at indse at det var rigtigt hvad tilsynsmanden havde sagt. Mange af tilskuerne betragtede mig næsten som en gud. Det var en form for afgudsdyrkelse, og jeg vidste at det var forkert. Men jeg ønskede stadig ikke at holde op med at spille. Jeg husker at jeg engang før en kamp bad til Jehova: „Hjælp mig til at klare begge dele. Hjælp mig til at bevare min selvbeherskelse, og hjælp mig, Jehova, til at score tre mål, i Jesu navn. Amen.“ Men inderst inde vidste jeg at min tid som fodboldstjerne var ved at nærme sig sin afslutning.
Mit valg – og resultatet
Da jeg en dag blev interviewet af en kendt sportsjournalist, nævnede jeg at jeg overvejede at holde op med at spille. Han skyndte sig at få fat i en fotograf, og næste morgen stod det hen over alle sportssiderne i avisen: „Peter Knowles bliver et af Jehovas Vidner — overvejer at holde op med at spille!“ Fra da af gik tingene stærkt. Jeg vidste at det kunne bringe mig det evige livs belønning at blive et af Jehovas Vidner og tjene Jehova med gudhengivenhed. Det kunne et liv som fodboldstjerne aldrig give mig. Så jeg fastsatte en dato nogle få uger fremme i tiden, og min sidste kamp spillede vi mod Nottingham Forest.
Tre uger senere blev Jean og jeg døbt som symbol på vores indvielse til Jehova. Bortset fra at jeg senere spillede i min broder Cyrils mindekamp for at holde et løfte jeg havde givet ham, er jeg aldrig vendt tilbage til mit tidligere liv i fodboldverdenen.
I menigheden var der dengang to heltidsforkyndere, og vi tilbragte megen tid sammen med dem i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige fra hus til hus. Vi blev ofte inviteret indenfor hos folk, og vi kunne jævnligt efterlade et eksemplar af ’Sandhedsbogen’. Men det var vanskeligt at komme til at tale om Bibelen, og i over to år lykkedes det os aldrig at påbegynde et bibelstudium med nogen. Det eneste folk ville tale om var fodbold. Jeg var udsat for et stort pres fra mange som forsøgte at overtale mig til at vende tilbage til fodbold, men foruden breve om dette fik jeg mange breve fra Jehovas vidner over hele verden, som opmuntrede mig til ikke at opgive troen. Vi følte virkelig at vi nu var en del af et verdensomspændende samfund af brødre og søstre. Vi forblev i dette samfund, og efter et halvt års forløb begyndte vi i heltidstjenesten, idet vi fik den forret at anvende al vores tid til at forkynde den gode nyhed om Guds rige; ni år senere fik jeg det privilegium at tjene som ældste i vores menighed.
Jean og jeg havde næppe været sammen mere hvis vi ikke var begyndt at tjene Jehova. Vores tro har virkelig forenet os. Nu er vi tilfredse, for vi ved hvad fremtiden vil bringe. Vi er selvfølgelig stadig ude for medgang og modgang, men takket være Guds ords vejledning er vi nu godt rustede til at klare ethvert problem vi måtte komme ud for.
Et bibelsk skriftsted som virkelig gjorde indtryk på mig var 1 Timoteus 4:8, som lyder: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ Når jeg tænker på „livet . . . som skal komme“, glæder jeg mig til at skulle se både min fader og min lillesøster og millioner af andre mennesker, som vil få en opstandelse her på jorden i Guds retfærdige nye orden. Hvad angår „livet nu“, er jeg langt mere tilfreds end jeg nogen sinde var mens jeg spillede fodbold.
Nogle mener måske at de kan spille professionel fodbold og samtidig være kristne, men for mig kunne det ikke lade sig gøre. Under kampen er det vanskeligt, om ikke umuligt, at bevare selvbeherskelsen. Spillet er usædvanlig konkurrencepræget og fremmer meget ofte mennesketilbedelse. Når jeg tænker tilbage på den tid hvor tilskuerne sang mit navn og næsten betragtede mig som en gud, er jeg klar over hvor farligt det kan være. Nu er jeg faldet til ro. Min tilbedelse af Jehova har givet mig fred i sindet og mange ægte venner. Den har hjulpet mig til at elske, ikke bare mig selv, men også min kone, og fremfor alt, Jehova Gud. — Matt. 22:37-39.
Jeg har levet et liv som fodboldstjerne. Nu ønsker jeg kun at leve et liv som tjener for Gud. — Indsendt.