Jeg var nær ved at indebrænde

FORTALT TIL MEDARBEJDER PÅ „VÅGN OP!“S HOVEDREDAKTION

DEN novembermorgen så det ud til at blive en af disse herlige efterårsdage i New York. Men for mig skulle dagen blive et mareridt.

Som sædvanlig forlod jeg vort hjem på Long Island tidligt om morgenen for at tage på arbejde. Jeg drev et lille gulvvedligeholdelsesfirma, og min svoger hjalp mig på deltid. Den dag arbejdede vi i et sommerhus i nærheden af Westhampton; ejeren ville have det bygget om til et helårshus. Da vi skulle bruge et meget flygtigt opløsningsmiddel for at fjerne et polyurethanlag fra stengulvet, havde vi lukket af for varmen nogle dage forinden. Uden at vi vidste det var der imidlertid kommet en dagen før og havde sluttet gasovnen til og tændt vågeblusset.

Vi var godt i gang med arbejdet da jeg pludselig kiggede op og så en mur af flammer komme buldrende imod os. Min svoger blev slynget igennem en døråbning ind i et badeværelse, og det beskyttede ham mod at få alvorlige forbrændinger. Men mig gik det meget værre.

Livsfarlige læsioner

Værelset var pludselig forvandlet til ét stort flammehav, og det var umuligt at komme ud. Jeg var åndsnærværende nok til at holde vejret så jeg undgik at få røg ned i lungerne, og så sprang jeg ud gennem et vindue. Min højre arm fik et slemt snitsår, hvilket senere vanskeliggjorde min kamp for at bevare livet. Ejendommeligt nok havde flammerne ikke antændt mit tøj, men de havde forbrændt min utildækkede hud.

Da jeg ikke følte nogen smerte begyndte jeg straks at lede efter min svoger. Jeg var bange for at han stadig var spærret inde i huset. Adskillige naboer som havde hørt eksplosionen, strømmede nu til. To af dem var sygeplejersker, og de bad mig om at lægge mig ned og hvile, men jeg var bekymret for min svoger. Hvor blev jeg lettet da jeg så ham komme gående omkring hushjørnet! Først da opdagede jeg at dele af mine arme og underben og mit ansigt var alvorligt forbrændt.

Kort efter kom en nabo som var læge, og han hjalp med at holde blødningen fra min arm under kontrol. En ambulance blev tilkaldt, og den bragte mig med udrykning til hospitalet i Riverhead. Lægerne gik straks i gang med at standse blødningen, og det lykkedes midlertidigt. Men hvad kunne de gøre ved mine forbrændinger? Hospitalet havde ikke de nødvendige faciliteter til at behandle alvorlige forbrændinger, så man tilkaldte en privatambulance. Den overførte mig til den særlige afdeling for forbrændinger på Nassau County Medical Center, omkring 80 kilometer borte.

På vej dertil blev jeg frygtelig sulten og følte en forfærdelig tørst. Lægerne forklarede mig senere at det skyldtes det enorme væsketab jeg havde haft fordi meget af min hud, som jo normalt holder på væsken, var blevet ødelagt. Da jeg ankom til centeret blev jeg straks indlagt på den særlige afdeling for alvorlige forbrændinger. Jeg fik et smertestillende middel, selv om jeg indtil da kun havde følt meget lidt ubehag. I begyndelsen synes den der er blevet forbrændt måske ikke at være kommet alvorligt til skade, eller føler måske ingen smerte, men det skal man ikke lade sig bedrage af.

Bedømmelsen af skaden

For nylig læste jeg noget jeg syntes var interessant: På et bestemt hospital giver man de patienter der har fået alvorlige forbrændinger „valget mellem en hurtig død og en langtrukken behandling“. Efter at have vurderet hvor alvorlig skaden er har lægerne her i nogle tilfælde sagt til patienten: „Så vidt vi har erfaret har ingen i Deres alder og med forbrændinger som Deres, nogen sinde tidligere overlevet.“

To søstre på henholdsvis 68 og 70 år som var blevet slemt forbrændt ved en bilulykke, fik denne besked. Alligevel sagde den ene: „Jeg har det så godt. Burde det ikke gøre forfærdelig ondt hvis jeg var ved at dø?“ Ikke nødvendigvis, i hvert fald ikke i starten. Søstrene accepterede lægernes vurdering af deres tilstand og man undlod at behandle dem. Deres senge blev stillet tæt sammen og de drøftede begravelsesforanstaltninger og andre spørgsmål. Begge døde i løbet af den næste dag.

Mange læger gør indvendinger mod denne fremgangsmåde, fordi de mener det er umoralsk at undlade behandling, uanset hvor alvorligt tilfældet er. De peger på nylige tilfælde hvor alvorligt forbrændte mennesker er blevet reddet. For eksempel blev en 36-årig kvinde i Shanghai i Kina sidste år rask selv om hun havde haft dybe forbrændinger på over 94 procent af kroppen. For blot en generation siden kunne man ikke regne med at overleve hvis man fik sådanne forbrændinger på mere end en tredjedel af kroppen.

Så omfattende var mine brandsår dog ikke. Lægerne sagde at 26 procent af min krop havde fået anden- og tredjegrads-forbrændinger, og at min tilstand var kompliceret af det store snitsår jeg havde fået i armen. The American Burn Association definerer „alvorlig forbrænding“ som anden- eller tredjegradsforbrændinger på over 20 procent af kroppens overflade. Men hvad så med førstegrads-forbrændinger?

Jeg havde altid troet at de var de værste. Men sådan forholder det sig ikke. Førstegrads-forbrændinger er mindre alvorlige fordi de kun berører overhuden. Dog kan de være meget smertefulde. I de alvorligste tilfælde, heriblandt mit eget, findes der forbrændinger af alle tre grader.

Andengrads-forbrændinger går dybere og har beskadiget hårkarnettet. Væske siver ud og danner vabler, og hvis der går hul på dem, væsker sårene. Imidlertid kan der lidt efter lidt dannes ny hud så sårene læges. Men ved tredjegrads-forbrændinger er alle hudlag, heriblandt de nervetråde som registrerer smerte, ødelagt og kan ikke forny sig selv. Den eneste måde hvorpå man kan få legemet til selv at lukke sårene, er ved at trække den omkringliggende hud sammen over åbningen.

Efterhånden blev mine smerter næsten uudholdelige. Lægerne sagde at det var gode tegn, men jeg vil sige at det for den der lider er vanskeligt at få øje på det gode. De begrundede det med at smerten var et tegn på at de fleste af mine sår var dybe andengrads-forbrændinger og ikke tredjegrads-forbrændinger, som jo ødelægger hudens evne til at forny sig selv.

Jeg blev ved med at tænke på hvor godt jeg mon ville komme mig. Ville jeg komme til at bruge mine arme? Ville der blive store ar på de forbrændte steder, først og fremmest i mit ansigt?

Behandlingen af mine forbrændinger

I en uge var jeg under intensiv behandling og fik smertestillende medicin. I de første dage var mine arme hængt op for at forhindre at jeg vendte mig i sengen og derved skadede dem yderligere. Min ansigtshud var brændt af. Jeg er sort, men al farven var borte. En af mine venner sagde: „Det beviser at farven ikke går dybere end til huden.“

På mine venners og min kones ansigter kunne jeg se at de var chokerede over mit udseende. Det er yderst fornuftigt at der ikke er spejle på patienternes værelser. Det kan være nedslående nok at se på sine forkullede arme og hænder og andre legemsdele.

I forbindelse med forbrændinger er der stor fare for infektioner. Selv i dag er infektioner årsag til halvdelen af alle dødsfald på klinikker og hospitalsafdelinger der behandler forbrændinger. Personalet bærer derfor specielle kitler, ansigtsmasker og hår- og skokapper. Og hvis de forlader afdelingen, skifter de til et andet sæt steriliseret tøj når de kommer tilbage. Besøgende bliver undersøgt for sygdomme. End ikke en almindelig forkølelse accepteres, og de må ligeledes iføre sig sterilt tøj. Al luft som lukkes ind i afdelingen bliver først filtreret. Og for at undgå at der slipper anden luft ind når dørene åbnes, er der et let overtryk inde i afdelingen.

Særlig vanskeligt har det været at bekæmpe de bakterier der findes i selve brandsårene. De antibiotika som bruges indvortes virker normalt ikke, eftersom de hårkar der skulle føre dem til det forbrændte sted, er ødelagt. For at undgå infektion blev mine arme derfor indhyllet i bandager som var gennemvædet af en sølvnitratopløsning eller en saltopløsning. Da bandagerne tørrede ud, blev de skiftet tre gange om dagen.

Det var den rene tortur at få fjernet bandagerne. Især efter den første uge, hvor jeg holdt op med at få beroligende medicin for ikke at blive afhængig. De sårskorper og det væv hvormed kroppen automatisk dækker dybe brandsår, fulgte med bandagerne, og det var meget smertefuldt. Og når der så kom luft til de åbne sar, åh, hvor gjorde det ondt!

Sygeplejerskerne rensede så sårene for den resterende del af brandskorpen. Eftersom der kan leve bakterier i og under brandskorpen, mener man at det er vigtigt at fjerne den. Lige så snart patienterne er i stand til at stå op og gå omkring, går de i brusebad tre gange om dagen hvor de får deres sår renset med en svamp.

Efter omkring tre ugers behandling skete der en kærkommen forandring i behandlingen. Sygeplejerskerne dækkede nu mine arme med tynde svinehudstransplantationer. Jeg følte ingen smerte når disse fugtige, kolde svinehudsstykker blev lagt på mine sår. Tre gange om dagen blev transplantationerne efterset, og de der ikke hang fast, blev fjernet. Sårene blev så atter renset og nye stykker blev lagt på. Når transplantationerne „tog fat“ blev de siddende nogle dage. Derefter løsnede de sig efterhånden som legemet afstødte dem. Men på det sted hvor de havde siddet, kunne man undertiden se ny hud begynde at vokse frem. Det var virkelig opmuntrende.

Behandlingen med svinehud varede kun omkring to uger. Så gik man tilbage til at bruge bandager gennemvædet af en saltopløsning. Desuden smurte sygeplejerskerne nogle af sårene ind i en antibiotisk creme der kaldes Silvaden. For mig så det undertiden ud som om de eksperimenterede for at se hvilken behandling der var bedst. Men jeg var i langsom bedring, og der opstod ingen infektion.

Behandling af hele personen

Når et menneske mister det meste af sin hud, siver der væske og andre livsvigtige stoffer ud af kroppen, ofte i enorme mængder. I løbet af de første 24 timer kan det være nødvendigt at tilføre legemet adskillige liter væske for at erstatte tabet. Derfor blev jeg opfordret til at drikke meget. Og alligevel tabte jeg omkring 14 kilo i løbet af den første uge.

For få år siden døde mange der var blevet forbrændt, af lungebetændelse eller af udtæring. Med tiden opdagede man at hovedårsagen var underernæring. For at dække deres særlige ernæringsbehov pumper lægerne i dag næringsstoffer direkte ind i patientens mave. Samtidig tilskyndes man til selv at spise så meget man kan.

Ud over at jeg blev tilskyndet til at spise store og regelmæssige måltider, fik jeg også besked på at drikke flere liter af en nærende drik bestående af tyk fløde og æg. Ikke så snart var en beholder tom før de kom med en anden. Den proteinrige kost jeg fik, indeholdt 8000 til 9000 kalorier daglig, næsten fire gange så meget som et menneske normalt får.

Da jeg havde haft et glimrende helbred før ulykken skete, og kun var 27 år gammel, var jeg i stand til at genvinde min vægt og styrke, og således undgå nogen som helst komplikationer. Da jeg blev udskrevet fra hospitalet den 19. december vejede jeg faktisk 14 kilo mere end før ulykken den 8. november.

Efterbehandling

Mit ansigt begyndte at læges pænt, og efterhånden vendte al farven tilbage. Arrene forsvandt mere og mere, og i dag kan man næsten ikke se dem. Men mine hænder og arme, som fik de værste forbrændinger, har krævet behandling lige til nu.

Ved svære forbrændinger opstår der svind i muskler og væv, og sammentrækningerne gør leddene stive. Om morgenen kunne jeg overhovedet ikke bøje mine hænder og fingre. De måtte manipuleres for at blive af med stivheden. Før i tiden anvendte man ikke denne terapi i forbindelse med forbrændinger, hvilket resulterede i varig invaliditet.

Hver dag kom fysioterapeuten Darcy derfor rundt til alle patienterne. Hun var forhenværende løjtnant i hæren, og jeg bedømte hende til at være midt i tyverne. Hun behandlede hver fingerkno, hvert håndled og hver albue, ja, hvilken som helst legemsdel der skulle løsnes. Det var uudholdeligt! Især i de første uger, hvor der var ved at danne sig sår. Når hun vrikkede fingrene eller håndleddet fri, blødte sårene.

Vi vidste at Darcy nærmede sig når vi hørte skrigene fra de andre patienter der blev behandlet. Men, ærlig talt, havde det ikke været for hende ville vi være endt som invalider. Jeg besluttede at hvis det skulle gøre ondt på mig, så skulle jeg nok selv sørge for det. Tidligt om morgenen begyndte jeg derfor at manipulere mine led. Når Darcy kom til mig ved 13-tiden kunne jeg gøre de bevægelser hun bad om, og hun gik videre til næste patient. Fordi jeg fortsatte denne pinefulde behandling kan jeg i dag bruge mine fingre, hænder og arme så godt som normalt.

En anden vigtig del af efterbehandlingen består i at bekæmpe depressionerne. Det var det største problem for mig. Den pinefulde smerte i forbindelse med tilsyneladende endeløse daglige behandlinger kan næsten være for meget. Det der gør det så vanskeligt at udholde, er at det går så langsomt fremad; det tager måneder, og for nogle patienter endog år.

Det er også begrænset hvor meget man kan gøre rent fysisk. Selv det at sove kan være vanskeligt, for man vågner tit fordi man kommer til at ligge på noget der er ømt. I de første dage madede sygeplejerskerne mig. Men så fandt de på en anordning som bestikket kunne sættes ind i, og den fastgjorde de til bandagen så jeg selv kunne spise. Alligevel tyede jeg ofte til at sætte munden ned og spise direkte af tallerkenen. Jeg kunne ikke engang vende siderne i en bog når jeg ville læse.

Noget af det der gør én deprimeret, er at man bekymrer sig om arrene — hvordan kommer man til at se ud? Jeg erkender at jeg var bekymret. Ja, ved en lejlighed var jeg så langt nede at jeg græd. Men selv de stærkeste patienter blev deprimerede. En sagde til mig: „Jeg hader at skulle se en ny dag i øjnene.“

Men det er nødvendigt at have en positiv indstilling for at blive rask. Jeg kommer til at tænke på Judith Byrd. Hun havde siddet bag i en bil hvor benzintanken var eksploderet. Aviserne skrev sidste år at Byrd-familien til sidst havde vundet en erstatningssag mod det pågældende biludlejningsfirma og bilfabrikken. Da jeg havde været på centeret i et par uger, blev Judith indlagt med forbrændinger på omkring 55 procent af kroppen.

Nogle dage efter sagde en af lægerne til mig: „Hun har alt i alt gode livstegn. Hun burde kunne leve, men hun synes ikke at have viljen til det.“ Hendes ansigt var blevet slemt skamferet og det var nødvendigt at amputere hendes hænder. Jeg talte noget med Judith, og min familie og jeg lærte hendes slægtninge at kende. Vi blev meget kede af det da hun døde tre måneder senere. En fremtrædende læge sagde at han aldrig havde oplevet en alvorligt syg patient komme sig hvis han eller hun havde mistet viljen til at leve.

Det er forståeligt at mennesker der er svært forbrændte vil være tilbøjelige til at give op. Derfor tror jeg ikke at deres behov for opmuntring kan pointeres stærkt nok. Jeg ved at de mange hundrede postkort og besøg som jeg fik af mine kristne brødre og søstre virkelig hjalp mig. Nassau-centeret har erkendt dette behov og har derfor dannet en forening der arrangerer at raske patienter, som for eksempel jeg, kan besøge centeret for at opmuntre dem der gennemgår den samme smertefulde behandling som vi har gennemgået med et godt resultat.

Transplantation eller ej?

Lægerne ønskede at give mig hudtransplantationer. De svinehudstransplantationer som jeg tidligere havde fået, havde nærmest fungeret som en slags bandager. De eneste transplantationer som kan forblive, er dem der stammer fra ens eget legeme; selv transplantationer fra et andet menneske vil med tiden blive afstødt.

Jeg lagde mærke til de problemer som andre patienter der havde fået transplanteret stykker af deres egen hud, havde. De blev ofte modløse når transplantationerne mislykkedes. Det var også meget smertefuldt for dem når huden blev taget fra raske steder på kroppen, og det tog tid før deres nye sår lægedes. Jeg ville se om mit legeme ikke med tiden selv kunne læge de åbne sår på mine arme. Forbløffende nok voksede der mere og mere hud frem under disse sår.

Da jeg sagde nej tak til hudtransplantationer besluttede man at flytte mig til en anden afdeling på hospitalet. Jeg bad om at blive sendt hjem, hvor min kone kunne pleje mig. Hun gjorde et enestående stykke arbejde, og alt dette samtidig med at hun passede vore børn og sine huslige pligter. I flere måneder efter havde jeg stadig mange smerter, men lidt efter lidt begyndte sårene at heles.

Få uger efter at jeg var blevet udskrevet fra hospitalet tog man mål af mine arme. Jeg skulle have en særlig tætsluttende elastikbeklædning som man bærer på forbrændte steder. I nogen tid havde jeg disse elastikærmer på døgnet rundt, og jeg ligger stadig med dem om natten. De øver et konstant tryk på sårene, og dette glatter huden ud, hvorved man slipper for mange af de grimme ar. Otte måneder efter ulykken var jeg atter i stand til at tage på arbejde.

Forbrændinger er meget farligere end de fleste forestiller sig. Nedenfor er en effektiv behandling beskrevet.

[Tekstcitat på side 17]

„Jeg kiggede op og så en mur af flammer komme buldrende imod os. Min svoger blev slynget igennem en døråbning ind i et badeværelse.“

[Tekstcitat på side 19]

„Vi vidste at Darcy nærmede sig når vi hørte skrigene fra de andre patienter der blev behandlet.“