Stadig mere som taler imod rygning
DER er i den senere tid fremkommet mange oplysninger som i høj grad taler imod tobaksrygning. Ja, denne vane sættes efterhånden i forbindelse med så mange sygdomme og lidelser at en lederartikel i den amerikanske lægeforenings tidsskrift siger at „man næsten ikke kan undgå at føle sig lidt forlegen når man henviser til at der rettes endnu flere anklagende fingre“ mod tobaksrygningen. Det er som at „sparke til en mand der allerede ligger ned“. Men alligevel gjorde artiklen netop dette, idet den satte højt blodtryk og blødninger i hovedet i forbindelse med rygning.
En del andre forhold som taler imod rygning har også været trukket frem i aviser og tidsskrifter:
● „For hver cigaret moderen ryger — især under fødselsveerne — ryger fosteret i virkeligheden to eller tre cigaretter,“ ifølge en rapport i Medical Tribune om en undersøgelse der er foretaget af dr. Claude Par, som er knyttet til universitetshospitalet i Sherbrooke i Quebec. Denne læge har erfaret at mange børn af mødre som ryger, lider af iltmangel, og at dette „kan være med til at forklare undersøgelser der har vist at der er en forbindelse mellem moderens forbrug af cigaretter og spontan abort, abruptio placentæ [for tidlig løsning af moderkagen] og for tidlige fødselsveer“.
● Et livsforsikringsselskab i Massachusetts i USA siger at rygere burde betale højere livsforsikringspræmier fordi dødsraten i alle aldre er mere end dobbelt så høj blandt rygere som blandt ikke-rygere. Forsikringsselskabet havde selv undersøgt spørgsmålet og var kommet til den konklusion at forskellen i den forventede middellevetid — over syv år for en mand på 32 — „er alt for stor til at kunne ignoreres . . . ved tegning og prisfastsættelse af livsforsikringer“. Over 30 forsikringsselskaber i USA tilbyder nu lavere forsikringspræmier til ikke-rygere.
● En forsker ved Harvards medicinske fakultet siger at der ikke kan være tvivl om at børn som ikke selv ryger, tager skade af forældrenes cigaretrygning. Undersøgelser han har foretaget viser at sådanne børn „i højere grad kan være udsat for at pådrage sig en lungesygdom senere i livet“.
● „Cigaretrygning forårsager umiddelbare og skadelige forandringer i teenageres blod,“ melder Washington Post i forbindelse med undersøgelser der er foretaget af videnskabsmænd ved Cincinnatis universitet, „forandringer af den art der fører til karproblemer og hjertesygdom i en tidlig alder.“
● Den amerikanske kræftforening har offentliggjort resultaterne af en omfattende undersøgelse af over en million amerikaneres liv, en undersøgelse der har strakt sig over 20 år. Hvad fremhæves som det vigtigste resultat af undersøgelsen? „Vi kan på en effektiv og uimodsigelig måde påvise forholdet mellem rygning og kræft,“ siger en af foreningens talsmænd. „Det er tydeligt at en ikke-ryger gennemsnitlig vil leve seks år længere end en almindelig ryger og otte år længere end en storryger.“
● Den amerikanske kræftforening melder også i sin årsrapport Cancer Facts and Figures (Fakta og tal om kræft) at lungekræft nu er kommet ind på andenpladsen efter brystkræft blandt de former for kræft der dræber flest kvinder. I 1961 lå lungekræft kun på ottendepladsen. Som en forklaring på dette siger en talsmand at „kvinder begyndte at ryge for alvor på et langt senere tidspunkt end mænd, men nu indhenter deres lungekræftstatistik den tidligere stigning blandt mændene“.
● En fortrolig meningsmåling som blev foretaget af et amerikansk tobaksinstitut fik en uheldig virkning på industrien da den ved en fejltagelse blev offentliggjort. Den viste at stadig flere ikke-rygere er blevet bange for at indånde røgen i luften omkring dem, og det i en sådan grad at det karakteriseres som „den hidtil farligste udvikling for tobaksindustrien“. På offentlige steder vil „krav om adskilte opholdsrum [for rygere og ikke-rygere] gøre sig stadig mere gældende“, hedder det i rapporten.
● Verdens største tobaksproducent, Folkerepublikken Kina, har meddelt at den nu vil lægge sin politik om og advare folk mod brugen af tobak. Det er første gang Kina har gjort indgreb mod cigaretindustrien, der har statsmonopol.
● Det forhold at nikotin skaber afhængighed er ved at få de amerikanske narkotikamyndigheder „til at betragte tobakken med større ængstelse“, melder New York-avisen Daily News. Undersøgelser foretaget af det rationale institut for stofmisbrug siges at vise at „nikotin skaber større afhængighed end heroin og alkohol“, og at „ingen længere ryger for at føle sig godt tilpas, men for ikke at føle sig dårligt tilpas“.
Efterhånden som flere af den slags oplysninger kommer frem og tobakken tvinges på tilbagetog har rygeren kun den trøst som lederartiklen i den amerikanske lægeforenings tidsskrift sluttede med at pege på, nemlig: „Hvis det er sandt at elendighed søger selskab, behøver den i hvert fald aldrig at føle sig ensom bag cigaretrøgens skyer.“