Taknemmelige gileadelever afslutter deres kursus

„JEG ville ikke have undværet det for noget som helst!“ „Det har været den bedste tid i mit liv!“

Sådan sagde de taknemmelige elever i Vagttårnets bibelskole Gileads 68. klasse. De talte om den undervisning de havde fået som en forberedelse til at rejse ud i missionærtjenesten. De var nu nået til højdepunktet af det fem måneder lange kursus, nemlig afslutningshøjtideligheden, som blev holdt søndag den 9. marts 1980 i Jehovas Vidners stævnehal i Long Island City, New York.

Hvorfor var de 45 elever som nu havde fuldendt deres uddannelse, så begejstrede for det kursus de havde gennemgået? Hvad havde tilskyndet dem til at melde sig til missionærtjenesten?

En ung kvinde sagde: „Jeg tror faktisk jeg har lært mere om effektiv undervisning i løbet af de fem måneder på Gilead end i de fire år jeg gik på universitetet. Kvaliteten af undervisningen på Gilead har virkelig imponeret mig.“ En anden elev betegnede kursuset som „meget praktisk og realitetsbetonet“. For yderligere at forklare årsagen til deres begejstring sagde en ung mand: „Jeg har været meget glad for den almindelige gennemgang af Bibelen. Det fremherskende træk som jeg satte størst pris på, var det der kom frem om hvordan man opbygger et bedre forhold til Jehova og forbedrer sin kristne personlighed. Uanset hvad vi studerede, blev disse ting understreget.“

I et brev der blev læst op for de tilstedeværende ved afslutningshøjtideligheden gav klassen udtryk for sin taknemmelighed med disse ord:

„Den kronologiske gennemgang af sandheden og dens udvikling har i høj grad øget vor værdsættelse af Bibelen. Vi har undersøgt baggrunden for hver enkelt bog i Bibelen og set at hvert eneste vers er skrevet med et bestemt formål og tager sigte på forhold både dengang og nu. Dette har endvidere vist os at vor Gud, Jehova, ikke blot fremsætter almindeligheder men har givet en specifik skriftlig vejledning til sit folk, en vejledning der gælder til enhver tid. Gilead har desuden lært os at studere med udbytte og vist os hvordan vi rent praktisk kan fremholde det vi lærer, for dem vi træffer i vor tjeneste.

Vi anser det også for et privilegium at være den første klasse der har benyttet de velegnede nye klasselokaler og det nye bibliotek. Vi er overbevist om at kommende gileadelever ligesom vi vil nyde de dejlige omgivelser og den gode atmosfære, der i så høj grad bidrager til endrægtigt studium og godt åndeligt samvær. . . .

Undervisningen som sådan har været af meget høj kvalitet og har rustet os til at bringe den lægende balsam i Jehovas trøstende budskab ud til nationerne.“

De 45 elever var kommet fra ni lande, og de fik nu til opgave at tjene som missionærer i 11 lande — deriblandt Ecuador, Colombia, Bolivia, Japan, Den centralafrikanske Republik, Ghana, Kenya, Filippinerne og El Salvador.

Ud over at eleverne kom fra forskellige lande, havde de også vidt forskellig baggrund. En af dem, en ung mand fra Californien, havde været hippie og solgt stoffer før han lærte sandheden fra Gud at kende. Han sagde: „Min ven og jeg forsøgte at bygge en båd for at sejle til det sydlige Stillehav. Vi ville finde paradiset. Vi var ikke kommet ret langt med bådebyggeriet før Jehovas vidner kom og bankede på døren. De så hvad vi var i færd med, og spurgte: ’Hvad ville I synes om at Paradiset kom til jer i stedet for?’ ’Det ville da være dejligt,’ svarede vi. ’Vis os hvad der skal til!’ Vi fik et bibelstudium, og i løbet af fire måneder tog vi begge standpunkt for sandheden, der giver løfte om at Paradiset vil blive genoprettet på jorden ved Guds rige.“ — Luk. 23:43.

En elev fra Indien havde været en god fodboldspiller og var faktisk på vej til at skulle repræsentere Indien ved olympiaden i 1956. Men hans livs drøm blev slået i stykker af en benskade. Snart fandt han imidlertid noget som var langt mere tilfredsstillende end deltagelsen i de olympiske lege; han fandt sandheden i Bibelen og er nu i stand til at forkynde den for andre på heltidsbasis.

Nogle af eleverne fortalte at de havde søgt efter sandheden om Gud i årevis. En ung kvinde fra New Zealand sagde for eksempel: „Jeg har altid været interesseret i at finde sandheden, selv som barn. Efter at jeg var rejst fra New Zealand og kommet til Australien, søgte jeg stadig efter sandheden, og derfor undersøgte jeg forskellige trosretninger.“ Efter at hun forgæves havde frekventeret forskellige kirkeretninger bad hun Gud om hjælp til at finde sandheden. Netop på det tidspunkt skulle hun sejle til England, og hun siger: „Jeg fik et meget hurtigt svar på mine bønner.“ Hvordan? Jo, på skibet mødte hun et af Jehovas vidner, og sammen studerede de Bibelen om bord hver dag ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Da hun nåede til London, vidste hun at hun nu omsider havde fundet sandheden om Gud.

Hvad er det der tilskynder unge mennesker til at søge på Gilead for at blive uddannet til missionærer? En af eleverne sagde: „Jeg har altid ønsket at hjælpe andre. Jeg kan lide at undervise.“ En anden sagde: „Allerede da jeg var barn, ville jeg gerne være missionær. Jeg havde bestemt at jeg ville tjene Gud, og missionærgerningen så ud til at være den bedste måde at gøre det på.“ En ung mand fra England sagde: „Lige fra første gang jeg i en af Jehovas Vidners årbøger læste om deres missionærarbejde, har det været mit mål. Det har været en stor opmuntring for mig at læse om missionærernes erfaringer.“

Om formiddagen under afslutningshøjtideligheden holdt otte af medarbejderne fra Jehovas Vidners hovedkontor hver en afskedstale for eleverne, hvorefter ordstyreren, J. E. Barr, overrakte dem deres diplomer.

Om eftermiddagen blev et særligt program som var udarbejdet af eleverne, præsenteret under temaet „Noget af det vi også lærte på Gilead — en lektion i mennesker“. Eleverne viste at selv om de var forenede i hensigt og tilbedelse, kunne der være mærkelige, undertiden morsomme forskelle i sprog, musik, klædedragt, fødemidler og vaner fra kultur til kultur, hvilket skulle understrege at enhed ikke nødvendigvis er det samme som ensartethed.

Derefter opførte eleverne to bibelske skuespil, det første baseret på Ordsprogene, kapitlerne et til seks, og det andet på Ezras bog, kapitlerne tre til fem. I en række billeder hentet fra hverdagen viste det første skuespil hvordan den guddommelige visdom „kalder“ eller „tager til orde“, idet den hjælper os til at overvinde vanskeligheder i forbindelse med børneopdragelse og at slå bro over kommunikationskløften mellem unge og ældre. Det andet skuespil, „Læg mærke til, hvorledes det går eder!“ (Hag. 1:7), gav anledning til dyb selvransagelse. Det blev her vist at de ting der langsomt og underfundigt fik lov til at udvikle sig til problemer som forsinkede genopbygningen af Jehovas tempel efter jødernes tilbagevenden til Jerusalem i 537 f.v.t., faktisk var de samme som de forhindringer nidkære kristne ofte støder på i deres tjeneste i dag.

De 2047 som var til stede i stævnehallen takkede for programmet med et kraftigt bifald. Det var en dag som eleverne i Gileads 68. klasse sent vil glemme.