Kemikalieaffald er tidsindstillede bomber
„KEMIEN giver os bedre materialer og dermed en bedre tilværelse.“ I 1930erne indvarslede dette slogan en ny tidsalder. Men de færreste anede noget om at disse „bedre materialer“ ville blive årsag til at der opstod et „miljømæssigt Frankensteinuhyre“.
Dengang var folk glade for de nye produkter som kemikerne opfandt. Vore klædeskabe, vore hjem og vore biler blev fyldt med nylon, rayon, viskose og plast. Nye „fantastisk virkende“ udryddelsesmidler og kunstgødninger gav langt større høstudbytte end før. Kemiforskerne blev lovprist fordi de havde „skabt noget nyt som naturen havde glemt“.
Men med det nye „som naturen havde glemt“ fulgte millioner af tons kemikalieaffald. Og sørgeligt nok blev disse affaldsstoffer ofte tankeløst henkastet. „Affaldet blev gemt væk,“ siger Steffen Plehn, en embedsmand i det amerikanske miljøbeskyttelsesudvalg. „Det var ude af øje, ude af sind“ — glemt, men ikke ret længe.
Et sted i staten New York, i nærheden af de berømte Niagara-vandfald, benyttede man i mange år en opgivet vandkanal som losseplads for kemikalieaffald. Kanalen var opkaldt efter den mand der havde anlagt den, William Love, der i 1894 forsøgte at forbinde to floder og skabe en mønsterby. William Love fik aldrig sin drøm opfyldt, og alt hvad der blev tilbage af den var Love Canal, en ikke fuldført grøft, 1,6 kilometer lang, 3 til 12 meter dyb og de fleste steder knap 14 meter bred.
En ny ejer lod tonsvis af kemikalieaffald losse ned i William Loves kanal, det meste i 208-liters tromler. Hooker Chemical Company vedgår at have læsset 21.800 tons kemikalieaffald af i kanalen i årene 1920 til 1953. Byen Niagara Falls benyttede også kanalen som losseplads, og det påstås at det amerikanske militær gjorde det samme. I 1953 blev dette heksebryg dækket med jord og kunne så komme i kog efterhånden som tønderne tæredes op og kemikalierne gik i forbindelse med hinanden.
Hooker Chemical „solgte“ jorden til skolekommissionen i Niagara Falls for 1 dollar. Der blev bygget en skole, og området blev udstykket til parcelbyggeri. Snart havde der rejst sig et nydeligt boligkvarter oven på denne vældige kemikaliekirkegård.
Den tidsindstillede bombe var anbragt, og uret tikkede. Bomben var indstillet til at sprænges med en sådan kraft at stedet ville blive forsidestof i aviserne og genstand for hele verdens opmærksomhed. Her kunne „meget vel opstå den første af en ny og ildevarslende slags miljøkatastrofer“, som det hed i en særrapport der blev sendt til staten New Yorks guvernør.
Er denne begivenhed et håndgribeligt bevis for at menneskene „ødelægger jorden“ på en måde som aldrig før i historien? Kan en sådan fremgangsmåde være et varsel om at Gud snart vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“? Det er spørgsmål man passende kunne overveje mens man læser om hvad kemikalieaffald har været årsag til. — Åb. 11:18.
Men hvor stor en trussel var dette resultat af ’det nye som naturen havde glemt’? Hvilken virkning har det haft på folk der boede på stedet? Det får vi nogle alarmerende svar på i følgende interview med en familie der har boet oven på denne kemikalielosseplads, eller tidsindstillede bombe hvad befolkningssundheden angår.