„Vi boede oven på en tidsindstillet bombe“
En families beretning om farerne ved at bo på den berygtede Love Canal
FLERE hundrede mennesker stod i kø i den kvælende varme. Nervøsiteten prægede dem. Luften stod næsten stille i den tillukkede skolebygning der fungerede som nødcenter. Alle frygtede det værste.
Der var kvinder som græd, og børnene skreg når kanylen blev stukket ind i huden og man tog blodprøver på dem. Alle var bange. Hvad viste prøven? Var deres blod forgiftet af kemikalier?
Blandt de ventende stod Jean Guagliano og hendes fire børn. Jeans mand lå alvorligt syg på hospitalet efter en større operation. To af børnene græd. Den femårige Frankie blev ved med at sige: „Jeg er bange, mor, jeg er bange!“ Dagen før var lossepladsen — Love Canal — der lå lige ved siden af deres hus, blevet erklæret „en stor og overhængende fare for deres sundhed“ fordi der var konstateret en lækage.
„Det var som en ond drøm — et frygteligt mareridt,“ sagde Jean.
Mens hun ventede disse fem timer i varmen og forvirringen, kunne hun alligevel ikke lade være med at tænke tilbage på alt det mærkelige der var hændt dem i de otte år de havde boet på Love Canal.
Mærkelige hændelser
Børnene elskede at lege på lossepladsen. „Kan I huske ’ildstenene’?“ spurgte moderen. „Selvfølgelig,“ svarede Michael, „vi smed dem ned mod cementen og så gav de et lysglimt. De var sjove. Men det mest underlige på lossepladsen var at jorden hele tiden skiftede farve. Den blev lyserød, og så rød, violet, orange og grøn — eller blå!“
Men Jean bemærkede andre, mere alvorlige mysterier, som for eksempel den kvælende lugt der fik hende til at holde for næse og mund når hun fulgte børnene over lossepladsen på vej til skole; eller den sorte mug der slog igennem væggene og som ikke var til at få væk; eller naboens ynkelige hund der fik sin sorte snude brændt af så den gik rundt med en sygelig lyserød stump; eller børnene der jævnlig havde vabler og afskallet hud på fødderne fordi de gik barfodede hen over lossepladsen; og så var der hendes konstante, stærke hovedpine.
Jeans otteårige datter var snart på hospitalet, snart hjemme — tit lå hun på intensivafdelingen. Det endte med at hun måtte opereres for en alvorlig nyre- og blærelidelse. Og Frankie, der sov ved en varmekanal hvorigennem der steg dampe op fra kælderen, holdt pludselig op med at trække vejret og fik hjertestop. Han blev kun reddet fordi lægerne handlede hurtigt.
Jeans naboer havde også deres kvaler. Aborter, fosterskader, astma, kronisk hududslæt, kræft og svulster blev efterhånden almindelige samtaleemner. Omsider blev det dem for meget.
Erklæret sundhedsfarlig
Den 2. august 1978 erklærede sundhedskommissionen Love Canal for sundhedsfarlig. Denne afgørelse fremskyndede blodprøverne. Da Jean og børnene vendte hjem efter ildprøven på skolen, gav de sig til at spekulere på hvad de nu skulle gøre. Sundhedsmyndighederne anbefalede alle gravide kvinder og kvinder med børn under to år at „forlade hjemmet så hurtigt som muligt“. Men Jeans mand, Frank, lå jo på hospitalet.
Prøver man tog af den luft familien indåndede, bekræftede faren. Man observerede ni forskellige dampe i hjemmet, dampe som man mente var kræftfremkaldende. „Men hvor meget er der af disse dampe?“ spurgte Jean. „Deres måletal er over 300,“ lød det forretningsmæssige svar.
„Og hvad vil det sige?“ spurgte Jean igen; hun var nu så skræmt at hun havde svært ved at holde tårerne tilbage. „Tjah, på 0 er den sikker,“ måtte embedsmanden indrømme, „men nogle af Deres naboers måletal ligger over 1000!“
’Der er altså ingen vej udenom,’ ræsonnerede familien, ’vi må flytte.’ Men som så mange andre havde de ingen steder at flytte hen. Desuden skulle de jo klare lånene i huset, så det var de færreste der også kunne betale husleje et andet sted. Og sælge huset kunne de heller ikke, for hvem ville købe det? Men de levede oven på en kemikaliesump der allerede var trængt ind i deres hjem og muligvis også i deres krop.
For at afværge panik arrangerede myndighederne nogle møder med beboerne. Frank, der nu var kommet hjem fra hospitalet, overværede dem sammen med Jean.
„I lader os dø!“
Man kunne mærke spændingen da embedsmændene ankom. Mange af de ventende var forvirrede og lammede af skræk. Nogle havde røde, forgrædte øjne. Mødre med børn på armen græd åbenlyst. En mand løb hen til en af embedsmændene og bad ham sørge for at hans børn blev sendt væk. Da embedsmanden ikke lovede noget, smed manden sig på gulvet og skreg hysterisk.
„Folk skreg og truede med knytnæver,“ sagde Frank, „og der var andre som tiggede og bad.“ Embedsmændene forsøgte at berolige dem ved at bedyre at deres liv ikke var i umiddelbar fare. En kvinde pegede mod kanalen og skreg: „Lige meget hvad der gemmer sig dernede, så er det i os nu!“ En af embedsmændene blev overfaldet af en kvinde der havde aborteret fire gange.
„I lader os dø!“ råbte en mand. „I står der og ser til mens vi dør alle sammen!“ Staten bragte dog midler til veje, så man kunne købe omkring 240 huse og evakuere beboerne.
Snart flyttede nogle enkelte familier, og efterhånden blev det til masseflytninger. Familien Guagliano var blandt de sidste der forlod stedet. Forinden havde myndighederne rejst et næsten to og en halv meter højt ståltrådshegn omkring hele det område de boede i. Det skulle isoleres som farezone. „I to måneder levede vi bag dette grønmalede hegn,“ bemærkede Jean. „Det var en uhyggelig fornemmelse at vide at der stadig var fare, men at man ikke kunne komme væk.“
Der blev slået brædder for vinduerne i det ene nabohus efter det andet. „Før var der masser af larm i kvarteret,“ sagde Frank. „Legende børn, motorplæneklippere, biler — men pludselig blev der stille, alt for stille. Det var som om gaden var død.“ Og så stod den værste opdagelse dog tilbage.
Hvad er der egentlig i kanalen?
Der blev foretaget prøveopgravninger, ikke bare for at konstatere hvilke kemikalier der lå i kanalen men også fordi man ville lede nogle af dem ud i grøfter. Man fandt straks over 80 forskellige kemikalier. Journalisten Michael Brown har skrevet en bog, Laying Waste: The Poisoning of America by Toxic Chemicals (Henkastning af affald: Amerika forgiftes med kemikalier) (1980), hvori han omtaler farerne ved disse kemiske sammensætninger. Han skriver:
„Vi ved nu at de tønder der blev gravet ned i kanalen indeholdt et veritabelt heksebryg af kemikalier, forbindelser af betydelig giftighed. Der var opløsningsmidler der angriber hjerte og lever, og rester af udryddelsesmidler der er så farlige at myndighederne siden har udstedt restriktioner eller direkte forbud i forbindelse med salget af dem; nogle af dem mistænkes stærkt for at være kræftfremkaldende.“
Hooker Chemical indrømmede at have nedgravet 200 tons triklorfenol (TCP), et kemikalie der bruges ved fremstillingen af visse planteudryddelsesmidler. ’Altså bare et andet kemikalie,’ tænker man måske. „Men vi blev hurtigt ’kemikalieeksperter’,“ røbede Jean. „Vi blev klar over at der ved produktionen af TCP ofte opstår et biprodukt, nemlig dioxin.“
„Dioxin er så giftigt et stof,“ brød Frank ind, „at 85 gram i New Yorks vandforsyning ville være nok til at udslette hele byen!“ Når den usynlige, lugtfri gift kommer i forbindelse med huden forårsager den læsioner, og selv i mikroskopiske mængder kan den fremkalde kræft og fosterskader. Man kender ingen midler eller modgifte. Nervøsiteten steg mens arbejderne begyndte at grave dræningsgrøfter og nærmede sig selve kanalen. Ville de slå hul på en gammel tønde og sende en eksplosionssky af giftige kemikalier op i luften?
„Vi har fundet det,“ lød den skræmmende kommentar fra dr. David Axelrod, en af sundhedseksperterne. Man havde fundet „dioxin i en dræningsrende bag 97. gade“ — netop den gade familien Guagliano boede i! Det virkede især skræmmende at noget af de 60 kilo man formodede fandtes i kanalen, var sluppet ud. For som armene på en kæmpeblæksprutte havde grundvandsårer ført kemikalierne, deriblandt dioxin, langt væk fra kanalen, i visse tilfælde endog i stærke koncentrationer. „Og vi boede lige oven på et af disse ’våde’ områder,“ sagde Jean.
Panik!
Igen blussede massehysteriet op overalt, for der kom nye beviser i form af et stigende antal fosterskader og aborter, samt et væld af sygdomme blandt beboerne i de „våde“ områder uden for indhegningen, de områder der ifølge embedsmændene skulle være „sikre“. Sundhedsmyndighederne advarede nu kvinderne i området mod at blive gravide før mindst seks måneder efter at de havde forladt området.
De unge, der havde livet for sig, spekulerede bekymret på hvordan deres eventuelle børn ville blive. Ville de blive håbløst misdannede som den lille pige der var født med hul i hjertet, knogleblokering i næsen, misdannede ører og ganespalte, samt mentalt retarderet og delvis døv? Nogle af beboerne drog i protestmarch.
Ugerne gik. Det blev klart at hundrede af andre huse lå i fareområder, og der blev ydet meget lidt økonomisk hjælp. En følelse af håbløshed bredte sig hos de fleste.
„Efter at have været udsat for løgn og bedrag så mange gange er nogle af beboerne kommet til det resultat at man ikke kan have tillid til myndighederne eller til noget som helst andet,“ sagde en af beboerne. Med „noget som helst andet“ mentes ofte religion, som man kan forstå af det han videre sagde: „Jeg skal ikke have noget med kirken at gøre, og så er jeg ligeglad med hvad det er for en tro.“ De blev måske ikke ligefrem ateister, men som Jean udtrykte det: „Nogle sagde at de følte sig svigtet af Gud. De havde bedt, og dog kom der ingen hjælp. Derfor holdt mange op med at gå i kirke. Andre var så trætte og tænkte kun på at komme væk, så det med troen blev bare skubbet i baggrunden.“ For mange var penge det eneste virkelige „håb“. Som en beboer rent ud sagde: „Penge er liv. De giver os mulighed for at slippe væk herfra!“
Familielivet led under miseren. „Min familie splittes,“ sagde en, „og man hører om skilsmisser alle vegne. Min mand er desperat, for han ser ingen udvej for at få os væk, ingen udvej for at beskytte sin familie, og det går ham på. Det går os alle sammen på.“
Man registrerede 27 gange så mange selvmord og nervesammenbrud i området som under normale forhold. „En af dem der valgte ’den letteste udvej’ boede ikke ret langt fra os. Hun blev fuldstændig slået ud da man fortalte hende at hun ville miste sit hjem,“ sagde Jean. „Hun mistede alt håb,“ tilføjede Frank, „og nogle måneder senere sprang hun i kløften ved Niagara Falls og slog sig ihjel.“
Mens Jean tænkte tilbage på episoden, fortsatte hun roligt: „Det at ingen vidste hvad der ventede, var en kolossal følelsesmæssig belastning for alle, og mange havde det som hun, de havde intet virkeligt fremtidshåb. Det var udelukkende det bibelsk begrundede håb vi havde som Jehovas vidner der hjalp os igennem det. Vi vidste at Gud snart vil ’ødelægge dem der ødelægger jorden’, og omdanne hele jorden til et smukt paradis. Det hjalp os til at bevare fatningen.“ — Åb. 11:18; Luk. 23:43.
’Hvordan kan du opmuntre andre?’
„En af vore naboer græd så at sige ved mit bryst hver dag,“ berettede Jean. „Når jeg prøvede at opmuntre hende sagde hun gerne: ’Jean, du er ude for det samme, jeg fatter ikke at du kan stå der og opmuntre andre.’“ Så fortalte Jean hvorfor hele hendes familie kunne gøre det. „Jeg fortalte hende at det skyldtes vores tro på Jehova Gud. Som familie sætter vi vor lid til vores tro og til Guds løfte i Bibelen om at han vil sørge for dem der tjener ham og som kaster deres byrder på ham, lige meget hvor tunge de er.“ — Sl. 55:23.
„Ja, troen bandt os virkelig sammen som en familie,“ betonede Frank. „Vi blev knyttet nærmere til hinanden, mens man i mange andre familier gik hver til sit i hysteri. I vores husejerforening siger de at fire ud af ti ægtepar gik hver til sit da de flyttede herfra. Men det var heller ikke let at leve under presset.“
’Vi tudede alle sammen’
„Mange gange havde jeg lyst til at græde,“ tilstår Jean, „men jo mere jeg opmuntrede andre — selv vore egne børn — til at stole på Gud og bede ham om styrke, des mere styrke fik jeg selv. Det gik op for mig at jeg virkelig stolede på Ham.“
„Men da staten så tilbød at købe vores hus,“ faldt Frank ind, „og vi så hvor lidt man ville give og at det hele nu var ovre, tudede vi alle sammen. De havde sådan vakt forventninger hos os. Men afviklingen gav os en slem økonomisk nedtur.“ Efter dette tåreudbrud gjorde familien sig endelig klar til at flytte.
Et tillidsfuldt syn på fremtiden
Mange af beboerne følte sig knust af det de havde været igennem. De syntes at deres fremtid var ødelagt. Der blev sendt vejledere til området i den hensigt at dæmme op for det stigende antal selvmord.
En vejleder som havde hørt om familien Guaglianos vanskeligheder henvendte sig til Jean og blev forbavset over hendes optimisme. „Deres vanskeligheder er jo meget alvorlige!“ udbrød vejlederen. „Det ved jeg,“ svarede Jean, og forklarede hvad der lå til grund for hendes holdning. Efter en kort samtale brast vejlederen i gråd og sagde: „Her skulle jeg opmuntre Dem, og så er det Dem der vækker håb hos mig! De kan sandelig beherske Dem og De har en indre styrke.“
Ja, denne indre styrke sås endog hos deres børn, der havde været ude for så meget. Da det gik op for Lisa hvad der muligvis var årsag til hendes nyrebesvær, spurgte hun ængstelig sin moder: „Hvis jeg har fået kemikalierne i mig, hvordan kommer de så ud igen?“ Men den lille pige blev styrket ved selv at læse i Bibelen og bede, og til en klassekammerat som var ramt af samme lidelse som hun, sagde hun opmuntrende: „Du skal ikke spekulere på Love Canal, for Jehova ordner det alt sammen i den nye verden.“
Det var dette dyrebare håb der gav familien tillid så den kunne komme igennem mareridtet. Selv nu er Love Canal-dramaet langtfra overstået. I maj 1980 blev det bestemt at yderligere 700 familier skulle evakueres. Der er påvist kromosomskader hos en del af de ulykkelige ofre.
Er Love Canal den eneste kemikalielosseplads hvorfra gifte ganske stille har kunnet sive ind i intetanende ofres huse og organismer? Næste artikel afslører at faren findes mange steder.
[Grafisk fremstilling på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
GJORDE LOVE CANAL EN FORSKEL?
Sundhedsrapport over 97 familier der boede på kanalen
Resultater af myndighedernes undersøgelser i 1978
Fosterskader (pr. 100 fødsler)
Før de boede på kanalen: 2,0
Mens de boede på kanalen: 8,1
Aborter (pr. 100 graviditeter)
Før de boede på kanalen: 8,9
Mens de boede på kanalen: 21,1
[Illustration på side 9]
Fare
Adgang forbudt
[Illustration på side 11]
Ægteparret Guagliano med to af deres børn, som er født på Love Canal. ’Vort bibelsk begrundede håb hjalp os til at bevare fatningen’