Korintherkanalen og dens historie

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Grækenland

MIDDELHAVSLANDET Grækenland har en usædvanlig kanal. Den prøver ikke at konkurrere med de store kanaler heroppe i de nordeuropæiske lande eller med den berømte Suezkanal i Egypten. Men Grækenlands kanal er alligevel enestående. Den forbinder Den saroniske Bugt i Middelhavet med Korinthbugten, og skaber dermed adgang til Adriaterhavet og til havne i andre europæiske lande. Den har derfor kolossal betydning for Grækenlands økonomi.

I 1982 var det hundrede år siden man her i nyere tid påbegyndte arbejdet på Korintherkanalen. Ved jubilæet gjorde de græske nyhedsmedier på en meget virkningsfuld måde opmærksom på de fordele kanalen medfører. Vi var imidlertid interesseret i at få mere at vide om kanalen end det vi kunne få oplyst i pressen. En pragtfuld solskinsmorgen tog vi derfor af sted fra Athen for at besøge kanalens administrationscenter i Isthmia ved Korinth.

Da vi nåede vort mål, besvarede direktøren for kanalen velvilligt alle vore spørgsmål. Han gjorde især opmærksom på forskellige forbedringer der har medført at kanalen kan betragtes som „en imponerende bedrift, ikke blot af stor vigtighed for Grækenland, men også for resten af Europa“. Han var også så venlig at fortælle os om baggrunden for denne vigtige kanals tilblivelse.

Korinths rigdom og landtange

I oldtiden var Korinth berømt. Byens berømmelse og rigdom skyldtes den smalle landtange der adskiller Det ioniske Hav fra Det ægæiske Hav. Hvordan det? Jo, på den tid blev skibene trukket tværs over denne smalle landtange. Det foregik på en passage der blev kaldt for diolkos. Denne passage var belagt med sandsten hvorpå der igen lå træstykker indsmurt i fedt. Derved undgik skibene den risiko der var forbundet med at sejle rundt om Peloponnes. Det var især farligt omkring den yderste sydspids af Peloponnes, hvor havet tit kom i oprør på grund af dårligt vejr ved Kap Maléa.

Det havde sine åbenlyse fordele at få skibene trukket over landtangen, men som man kan forestille sig var det ikke nogen billig fornøjelse. Den høje afgift som købmændene måtte betale var Korinths vigtigste indtægtskilde.

Dertil kom indtægterne fra de købmænd der måtte vente i Korinth indtil de kunne få deres skib over. Mange hengav sig her til en overdådig og løsagtig livsførelse og brugte derfor en anselig mængde penge. De gav også gaver til templerne og ofrede til de hedenske guder. Alt dette betød at Korinth blev en af de mest velstående byer i oldtiden, en berømt og vellystig by hvor østens og vestens laster mødtes og blandede sig med hinanden.

De første forslag til en kanal

I det syvende århundrede f.v.t. udtænkte Korinths tyran Periander, der var en af oldtidens Grækenlands Syv Vise, en plan om at konstruere en kanal gennem denne smalle landtange der forbandt Grækenlands fastland med Peloponnes. Hvis dette forøgede skibstrafikken, ville det samtidig forøge de statsindtægter han fik ind gennem afgifter. Han opgav imidlertid disse planer. Hvorfor?

Af frygt for at det ville vække gudernes vrede. Oraklet Pythia fra Delfi havde nemlig udtalt: „Lad ikke Isthmos udstyre med et tårn og lad den ikke grave igennem (før ikke en kanal igennem).“ Det siges at oraklet var blevet tilskyndet til dette svar af præsterne ved templerne i Korinth. De frygtede at en kanal der gjorde det muligt for skibe at komme hurtigt igennem, ville medføre at de mistede mange gaver, eftersom købmændene da ikke længere ville have grund til at vente i Korinth.

Muligheden for at bygge en kanal blev taget op igen af Demetrios Belejreren i år 307 f.v.t. Men også han opgav ideen da de ægyptiske ingeniører han havde sat på opgaven forsikrede ham om at der var et væsentligt problem. De sagde at der var forskel på vandstanden i Korinthbugten og Den saroniske Bugt. De advarede ham derfor imod at lade en kanal krydse dette sted, eftersom det ville medføre at vandene i Korinthbugten ville strømme ud i Den saroniske Bugt, oversvømme området og udslette de omkringliggende øer.

De første bygningsforsøg slår fejl

Efter at Korinth var blevet en romersk provins, lagde Julius Cæsar og senere Caligula planer om at gennemskære landtangen. Det var ud fra disse planer at Nero påbegyndte arbejdet med kanalen i år 67 e.v.t., idet han brugte 6000 slaver og straffefanger som arbejdskraft.

Dette forsøg blev imidlertid standset da Nero måtte vende tilbage til Rom, hvor der udbrød et oprør mod ham. Kort efter døde Nero, og man opgav arbejdet med kanalen. I de efterfølgende år gjorde Herodes Atticus og senere byzantinerne forsøg på at gennemskære landtangen, hvilket mislykkedes; og også venetianerne, der påbegyndte gravearbejdet, måtte give op efter kort tid.

Kanalen bliver endelig fuldført

Men som det fremgår af billedet på side 17 eksisterer Korintherkanalen i dag. Hvordan gik det til at projektet endelig blev til virkelighed? Efter den græske revolution i 1821 erkendte Grækenlands første præsident, Ioannes Kapodistrias, vigtigheden af at der blev oprettet en kanal ved Korinth, til fremme af udviklingen i Grækenland. Han tildelte en fransk ingeniør opgaven, men endnu en gang måtte projektet opgives — denne gang af økonomiske årsager.

Til sidst, efter at Suezkanalen var blevet åbnet, vedtog den græske regering (i november 1869) en lov om at „skære gennem Korinths Isthmos“. Der blev foretaget adskillige ændringer og tilføjelser til denne lov, og efter langvarige forhandlinger påbegyndte man arbejdet med kanalen den 5. maj 1882. Selv om der var tre forskellige forslag fremme om hvor kanalen skulle krydse, valgte man interessant nok samme sted som Neros ingeniører havde valgt. Prøv endnu en gang at se på billedet side 23 af den færdige kanal. Forestil dig den opgave det har været at fuldføre dette værk dengang før århundredskiftet!

Kanalens administrationscenter forsynede os venligt med detaljer vedrørende selve arbejdet med at gennembryde landtangen. Vi blev for eksempel oplyst om følgende: Der havde været cirka 2500 arbejdere beskæftiget i omkring 10 år. De bedste maskiner der var tilgængelige på det tidspunkt blev taget i brug, og man udgravede omkring 930.000 kubikmeter jord og klippesten. Kanalen er cirka 6 kilometer lang, og dens skråninger når visse steder en højde af 76 meter over havets overflade. Den er 25 meter bred ved vandoverfladen, og på bunden er den 21 meter bred. Det kolossale arbejde med at skære gennem Korinths Isthmos blev fuldført, og åbningsceremonien blev afholdt den 7. august 1893.

I nyere tid har cirka 10.000 skibe gjort brug af kanalen hvert år, og i det store og hele er det en fordel at bruge den. Det er økonomisk hvad angår forbruget af brændstof, foruden at det også er tidsbesparende, og man slipper for at sejle rundt om Peloponnes.

Dette er altså historien om Korintherkanalen. Du skulle se den hvis du nogen sinde kommer til Grækenland. Måske kunne du på vej til ruinerne af oldtidens Korinth, der bibelsk set har stor interesse, gøre holdt og kaste et blik på kanalen. Især når skibe sejler gennem den, vil du se noget der både er storslået og forbavsende.

[Tekstcitat på side 18]

I det syvende århundrede f.v.t. udtænkte man en plan om at konstruere en kanal gennem denne smalle landtange