2. del

Hvorfor rygning er så udbredt

PÅ TRODS af alle advarsler og kampagner mod tobak, er rygning stadig meget udbredt. Mange ryger i realiteten mere end før.

Fra 1965 til 1978 steg amerikanernes forbrug med næsten 90.000.000.000 cigaretter, men antallet af rygere var stort set det samme. Hvorfor sætter rygere deres forbrug op?

Nikotin- og tjæreindhold

Det at man har fået mildere cigaretter, det vil sige cigaretter med lavt indhold af nikotin og tjære, synes at spille ind. Nikotin, der er en væsentlig bestanddel i tobak, er et giftstof der bruges i insektdræbende midler. Og tjære er de partikler der findes i røgen, også kaldet „den klæbrige substans der bliver tilbage af røgen“. Fordi nikotin og tjære er sundhedsfarlige, er der tobakskompagnier som har nedsat indholdet af disse stoffer i deres cigaretter. Med hvilke resultater?

Et af resultaterne er at rygerne er tilbøjelige til at ryge flere cigaretter. „Ved et indledende forsøg,“ skriver bladet Medical World News, „røg syv storrygere gennemsnitlig 25% flere cigaretter om dagen da de gik over til et mærke med lavt nikotinindhold.“ Dr. Stanley Schachter, der ledede forsøgene, konkluderer derfor at „kampagnen for cigaretter med lavt nikotinindhold er slået fejl“.

Men hvorfor ryger folk flere cigaretter når nikotin- og tjæreindholdet er mindre? Det gør de især for at få deres nikotintrang tilfredsstillet — for at få den mængde nikotin de er vant til. Nikotinen når hjernen nogle få sekunder efter at rygeren har inhaleret, så hvert sug giver ham en dosis nikotin. Det er som at få en sprøjte heroin, siger dr. Michael A. H. Russell i bogen Drug Metabolism Reviews (Narkotika og stofskifte), udgivet i 1978.

En heroinnarkoman kan gå i flere timer før han igen må have en sprøjte. Nikotin er 20 minutter til en halv time om at fordele sig fra hjernen til andre organer. Det er cirka den tid der går fra storrygeren har røget den ene cigaret til han trænger til den næste, det vil sige en ny „sprøjte“ nikotin.

Men er det helt fair at sammenligne trangen til en cigaret med trangen til heroin? Bliver man virkelig afhængig af nikotin?

Er rygning en form for stofmisbrug?

Almindeligvis siger folk at de ryger fordi det får dem til at slappe af, befrier dem for stress og giver dem en følelse af ro. Men forsøg har vist at rygning i virkeligheden ikke får rygeren til at slappe af, men blot sætter ham i stand til at afværge ubehagelige abstinenssymptomer.

Det har man fundet ud af ved at udsætte rygere og ikkerygere for stress-situationer. Rygere der røg cigaretter med højt nikotinindhold klarede sig bedre end når de røg milde cigaretter eller slet ikke røg. Men de klarede sig hverken værre eller bedre end ikkerygere i de samme situationer. „Rygning gør ikke rygeren mindre irritabel eller sårbar for irritation,“ konkluderede dr. Schachter, „men hvis han ikke ryger eller han får for lidt nikotin, bliver han mere irritabel,“ føjede han til.

Akkurat som en heroinnarkoman må have heroin for at afværge irritabilitet og andre symptomer, sådan må en ryger have nikotin for at opnå samme virkning.

Cigaretrygning betragtes nu af autoriteter som en form for stofmisbrug. Ifølge rapporten Rygning eller sundhed, udsendt af det kongelige britiske lægekollegium, er det „en form for stofafhængighed der adskiller sig fra, men ikke er mindre stærk end afhængighed af andre narkotiske stoffer.“ Rapporten slutter: „De fleste rygere fortsætter med at hengive sig til vanen fordi de er afhængige af nikotin.“

På grundlag af omfattende forskning siger dr. M. A. H. Russell ligefremt: „Var det ikke for nikotinen i tobaksrøg, ville folk næppe have større hang til at ryge cigaretter end til at blæse sæbebobler eller tænde stjernekastere.“ Mange rygere er tydeligvis fysisk afhængige, om end andre faktorer også kan være medvirkende til at gøre vanen så indgroet. Hvor fysisk afhængige rygere er, ses af de kvaler de lider når de må undvære cigaretter. Budd Whitebook beskriver sine abstinenssymptomer i tidsskriftet Harper’s:

„Jeg havde aldrig troet min krop kunne blive så elendig. Den første nat gjorde det så ondt i leddene i mine arme og skuldre, og i musklerne i mit bryst og mine lægge, at jeg gemte mig i mørket og græd. Den smerte holdt sig kun et døgn, men i mindst en uge gjorde det konstant ondt et eller andet sted. Min mund, næse, hals og mave, ja og hver eneste tand, blev snydt for røg og nikotin, og reaktionerne holdt sig meget længere. Jeg blev ved med at åbne munden på vid gab, som om jeg skulle passe en billig seriefremstillet protese til. Min hals var øm som om jeg havde røget for meget, måske fordi jeg havde suget for kraftigt på en cigaret som ikke var der. Jeg pudsede næse selv om det var unødvendigt. Det er forbløffende så mange dele af min krop — led, organer, hud og hår — der hungrede efter en smøg, hver på sin smertelige måde. Jeg havde det modbydeligt i samfulde fjorten dage.“

’Er det ikke en forbrydelse at fremme cigaretrygning når det er så vanedannende og sundhedsfarligt?’ spørger du måske. Hvorfor gør man det?

Alt for penge

Selv blandt mennesker der anses for at være gode og respektable, er der nogle som gør praktisk talt alt for penge. Ja, de er villige til at dræbe, om det skal være. Lande går til tider i krig og ofrer mange menneskeliv for selvisk at beskytte økonomiske interesser. Er det ikke en parallel til det at fremme cigaretrygning?

Lægetidsskriftet Medical Tribune skriver: „Cigaretrygning er en af de væsentligste dødsårsager i De forenede Stater, og dog har de fleste regeringsinstanser gang på gang vist deres uvillighed til at beskytte befolkningen, eller gjort en ondartet situation endnu værre ved at give støtte til tobaksavlere.“

New York-avisen Daily News har skrevet: „Regeringens holdning til tobak er et studium i hykleri. . . . den har ydet støtte til tobaksprisen siden 1938, og lidt efter lidt øget støtten til de nuværende 65 millioner dollars, deri indbefattet 24 millioner dollars i lån til forsendelse af tobak til underprivilegerede lande der er med i FNs program ’Føde for Fred’.“

Hvert år indkasseres der milliardbeløb i skatter og afgifter på cigaretter. Desuden er der millioner af borgere i de tobaksproducerende lande der tjener penge på tobak. I De forenede Stater alene henter 450.000 familier deres indtægt på tobaksfarmene, og 72.700 arbejdere er ansat i cigaretindustrien. En tobaksavler siger: „Hvis vi kom af med tobakken måtte vi alle sammen ind under socialforsorgen. Den lille landmand kan ikke klare sig hvis han kun dyrker majs og soyabønner.“

Det er imidlertid ikke umuligt at skaffe sig en anden levevej. For nogle år siden tog alle de Jehovas vidner som på en eller anden måde var engageret i fremstilling eller salg af tobak, initiativ til at gøre sig fri deraf. De indså det ulogiske i at en kristen tjener penge på et produkt der ifølge lægevidenskaben årligt volder tusinder og atter tusinder af menneskers død.

Men nogle siger måske: ’Rygeren skader kun sig selv. Hvorfor forbyde et produkt som folk mener de har glæde af?’

[Illustrationer på side 8]

Akkurat som en heroinnarkoman må have heroin for at afværge irritabilitet . . .

. . . sådan må en ryger have nikotin for at opnå samme virkning