2. del
Der blændes op for den elektriske kirke
PRÆDIKANTEN er ikke iført sort præstekjole. I stedet funkler han i en tredelt hvid polyesterdragt. Han står ikke ved noget alter, men vandrer omkring på scenen i sin „fjernsynskatedral“, badet i projektørlys. Scenen, som er spejlblank, er i forskudte planer, hvert trin aftegnes i de blinkende lys, og ved hjælp af en mængde forskellige bagtæpper skiftes der hele tiden kulisser, så det ser ud som om det er selve scenen der er „hovedpersonen“ i forestillingen.
Det er tid til bøn, men dette er ikke nogen almindelig bøn. Prædikanten gør holdt foran et bord fuldt af breve fra sin „bedenøgle-familie“ og knæler ned foran bordet med hænderne ærbødigt foldede. Hans ’renskurede’ kor indtager sin plads og danner en halvcirkel bag ham. Mens prædikanten beder, nynner koret med, og hvert enkelt medlem „kærtegner“ sin mikrofon med læberne, på bedste natklubmanér.
Ved slutningen af bønnen toner sceneriet over i en videooptagelse af en kommerciel reklame for prædikantens „bedenøgle-familie“. Det er meget professionelt lavet. Man ser en ældre, tydeligvis gudfrygtig og ensom kvinde skrive et brev til prædikanten, og samtidig hører man hendes stemme fortælle hvordan hendes ensomhed og de fleste af hendes andre problemer er forsvundet efter at hun er blevet medlem af „bedenøgle-familien“ .
Nu vender vi tilbage til prædikanten netop som han skal påbegynde sin prædiken. Han står ikke og fægter med Bibelen. Det er en rolig og behersket prædiken, og han taler til os på samme måde som hvis han sad hjemme i vores dagligstue. Han pointerer det samme igen og igen: Hvis man vil have svar på sine bønner må man blive medlem af hans „bedenøgle-familie“. Hvor kommer „nøglen“ ind i billedet? „Bøn er nøglen,“ messer han med alvor, „som lukker op for himmelens sluser.“
Dette er blot ét eksempel på et religiøst fænomen i Amerika som tiltrækker sig stor opmærksomhed — den elektriske kirke. Dens nyligt opnåede popularitet sender religiøse og politiske chok gennem De forenede Stater. Seriens største stjerner indkasserer flere penge end de fleste store amerikanske trossamfund. Hvem er de? Hvad står de for? Hvordan er dette fænomen opstået?
Den elektriske kirke består af TV-prædikanter som køber deres egen sendetid, som de benytter til at indsamle bidrag, for hvilke de køber mere sendetid, og så videre. Naturligvis er de fleste TV-stationer forsigtige med at sælge tid til en prædikant som kun er ude på at slå deres seere for penge; så prædikanterne har forskellige kunstfærdige metoder til at undgå åbenlyst at bede om penge i sendetiden.
Hvilke, for eksempel? De opfordrer seerne til at skrive ind efter en gratis nål eller „bedenøgle“, og gør de det, bliver deres navn og adresse optaget i et edb-register, og så begynder udbytningen. Eller prædikanterne tilbyder en „rådgivningsservice“ på skærmen, og de der beder om hjælp bliver senere kontaktet pr. post. Edb-styret postforsendelse har gjort den elektriske kirke til en meget indbringende forretning. Hvor indbringende? Her er nogle typiske tal:
Oral Roberts, tidligere troshelbreder inden for pinsemissionen, nu noget mere afdæmpet som metodist, 60.000.000 dollars om året.
Jerry Falwell fra Lynchburg i Virginia, baptist med et stærkt politisk budskab, over 50.000.000 dollars om året.
Pat Robertson producerede det første populære religiøse interviewshow, og har nu sin egen kæde af radio- og fjernsynsstationer som sender fra hans nye hovedkvarter, der har kostet 20.000.000 dollars. Hans selskab, Kristent Radio- og Fjernsynsselskab, indtjente sidste år 70.000.000 dollars.
Jim Bakker, som tidligere samarbejdede med Robertson, har nu startet sit eget gæsteshow, og hans selskab har en bruttoindtægt på 53.000.000 dollars om året.
Rex Humbard indtjener gennem sin „Cathedral of Tomorrow“ med dens imponerende scene omkring 25.000.000 dollars årligt.
Og sådan fortsætter listen. Topstjernerne fra den elektriske kirke er i stand til at købe sendetid for flere hundrede millioner dollars om året. Hvor får de pengene fra?
Kun de færreste af den elektriske kirkes seere er rige. Benjamin L. Armstrong, som opfandt benævnelsen „den elektriske kirke“, forklarer: „En del af ideen med den elektriske kirke er at lytteren bliver vænnet til at yde bidrag.“ De fleste af alle disse millioner dollars bliver sendt til prædikanterne i form af beløb på 25 eller 50 dollars ad gangen. For eksempel kan en typisk dags post til Jerry Falwell bestå af cirka 10.000 breve, hvoraf over halvdelen indeholder bidrag.
En indsat i et fængsel i Michigan blev overrasket da han modtog en datamatudskrevet opkrævning på 35 dollars. Han siger: „Det maskintrykte brev forklarede at en af mine venner, som ønskede at være anonym, havde . . . anmodet om at der blev bedt en særlig bøn for mig under udsendelsen . . . Bønnen var blevet bedt, men min ven havde ikke reageret på det efterfølgende ’bidragskort’ som var blevet sendt til ham. Om jeg ville være så venlig at sende en check?“
Somme tider går man mere underfundigt til værks for at skaffe penge. „Forleden dag så jeg et fjernsynsprogram som bekræftede mine værste anelser om betalte religiøse udsendelser,“ udtalte en seer. „Under programmet viste prædikanten to telefonnumre på skærmen. Det ene nummer kunne vederlagsfrit benyttes af de seere der ønskede at indsende bidrag, mens det andet nummer, som skulle benyttes af dem der ønskede vejledning, kun kunne benyttes mod betaling.“
Hvorfor dette evindelige krav om penge?
En af grundene er at den elektriske kirke kræver en mængde kostbart teknisk udstyr. De fleste religiøse programmer ville aldrig kunne konkurrere med de almindelige programmer der er beregnet for Amerikas brede publikum. Når der kommer et religiøst program på skærmen, lukker de fleste simpelt hen for det. Problemet for den elektriske kirke har derfor været: Hvordan kan man nå ud til det indviede mindretal af seere som gerne vil se religiøse programmer?
Svaret? „Revolutionerende satellitteknik, gennembrud inden for datateknologien, kabel-TV’ets fremkomst og nye TV-stationer er ved at gøre De forenede Stater til en kæmpestor landsby og at gøre det økonomisk muligt at sende udelukkende til et forholdsvis lille antal tilhængere,“ forklarer bladet Forbes. „Så hvad nu hvis ikke alle har lyst til at se et religiøst program? . . . Fjernsynet kan nu, ligesom tidsskrifter, appellere til særlige publikumsgrupper.“
Resultatet er at den elektriske kirke kører anderledes rent økonomisk. Seerne betaler ikke for disse programmer indirekte ved at købe sæbespåner som er blevet annonceret under udsendelsen. I stedet må de betale for programmerne direkte, ved deres bidrag. Indsamlingen og opretholdelsen af disse bidrag er blevet en meget omfattende datastyret virksomhed for de fleste af den elektriske kirkes stjerner. Datamaten er lige så livsvigtig for den elektriske kirke som billedrøret er det.
Det stadige behov for at skaffe penge har bevirket at disse prædikanter er kommet ind i en ond cirkel. Man har startet store projekter, som for eksempel „katedraler“, universiteter eller hospitaler, og fulgt dem op af fortvivlede bønner til de trofaste om flere penge til at „fuldføre Guds gerning“. Som en lokal bankier sagde om en af stjernerne i den elektriske kirke: „Der er kun ét problem ved en præstegerning som Jerrys. Han kan ikke ophøre med at tjene stadig flere penge; hvis han holder op, falder det hele fra hinanden.“
Dette aspekt ved den elektriske kirke får måske tænkende kristne til at mindes ordene i Jesu bjergprædiken: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ — Matt. 6:24.
Men risikerer prædikanterne i den elektriske kirke ikke at forarge deres seere med deres stadige anmodninger om bidrag? Næppe. Den elektriske kirkes teologi er — hvad der ikke virker overraskende — simpel og taler til selvet. „Spørg ikke om hvad du kan gøre for din tro; spørg hellere om hvad din tro kan gøre for dig,“ som bladet Forbes udtrykker det.
Selv nogle som er positivt indstillet over for den elektriske kirke, indrømmer at den ikke har meget indhold. Som den evangeliske teolog Carl F. Henry bemærker: „Megen ’TV-religion’ drejer sig i for høj grad om oplevelser og er rent læremæssigt for intetsigende til at danne et fyldestgørende alternativ til vor tids religiøse og moralske forvirring.“ Med andre ord: denne form for gudsdyrkelse kan ikke virkelig hjælpe én til at løse livets problemer.
I stedet, siger teologiprofessor Harvey Cox fra Harvard-universitetet, er prædikanterne i den elektriske kirke blot med til at „bibeholde og rodfæste den materialistiske forbrugerkulturs værdier. De hjælper folk til at acceptere nogle meget overfladiske værdier, idet de giver løfte om en uforpligtende frelse som de serverer i en særdeles kommerciel indpakning“.
Hvordan stemmer dette budskab med Jesu advarsel om at vejen til livet ikke ville være nem, men vanskelig — „snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den“? (Matt. 7:14) Lyder det som om man kan opnå det evige liv blot ved at stille ind på kanal 21?
Jesus gav yderligere denne formaning: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors [sin marterpæl, Ny Verden-oversættelsen] op og følge mig.“ (Luk. 9:23, den autoriserede danske oversættelse) Fornægter man sig selv og ’tager sit kors op’ daglig ved at sidde mageligt tilbagelænet foran fjernsynet? Kan Jesus Kristus virkelig anerkende en „kirke“ som lover folk en uforpligtende frelse — uden marterpæl, uden selvfornægtelse — hvis de blot sender en check en gang om måneden til en „verdensomspændende TV-mission“?
Det ser snarere ud til at den elektriske kirke er et af det 20. århundredes eksempler på det apostelen Paulus advarede Timoteus om, da han sagde: „For der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men i overensstemmelse med deres egne ønsker vil de samle sig en bunke lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til usande historier.“ — 2 Tim. 4:3, 4.
Hvorfor er folk villige til at give millioner af dollars som støtte til den elektriske kirke? Fordi de får dét at vide som de gerne vil høre. De bliver forsikret om at Gud vil høre deres bønner, og de behøver ikke at fornægte sig selv, at ’tage et kors op’ eller at gøre det samme arbejde som Jesus, men de er „frelst“ og Gud elsker dem — lige så længe de bliver ved med at sende checks ind.
Men selv om den elektriske kirkes teologi er vag og upræcis, så er dens politik klar og specifik. Dette vil være emnet for den følgende artikel.
[Tekstcitat på side 5]
Den elektriske kirkes teologi er simpel og taler til selvet
[Tekstcitat på side 6]
Selv nogle som er positivt indstillet over for den elektriske kirke, indrømmer at den ikke har meget indhold
[Tekstcitat på side 7]
„De hjælper folk til at acceptere nogle meget overfladiske værdier, idet de giver løfte om en uforpligtende frelse som de serverer i en særdeles kommerciel indpakning“