Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g81 22/9 s. 15-18
  • Har der levet „hulemennesker“?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Har der levet „hulemennesker“?
  • Vågn op! – 1981
  • Lignende materiale
  • Hvad var „abemenneskene“?
    Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?
  • Har alt liv en fælles stamform?
    Fem gode spørgsmål om livets oprindelse
  • Hvad med de såkaldte „abemennesker“?
    Vågn op! – 1974
  • Der mangler andet end led
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1954
Se mere
Vågn op! – 1981
g81 22/9 s. 15-18

Har der levet „hulemennesker“?

DEN store påvirkning fra bøger, blade, museumsudstillinger og selv tegneserier har bevirket at folk sædvanligvis tænker på „abemennesker“ og „manglende led“ når nogen nævner ordet „hulemennesker“. Gør du også det? Disse udtryk er næsten blevet synonymer for et eller andet forhistorisk væsen — „urmennesket“ — som skulle være et led i en „udviklingskæde“ der strækker sig fra fortidige primater frem til mennesket som det er i dag. Er denne „kæde“ ægte? Har der virkelig levet „hulemennesker“, i den betydning som udviklingslæren tillægger ordet? Har den moderne videnskab bevist at disse opfattelser er sande?

Folk i almindelighed antager at videnskaben har fundet ud af det hele og at det er så grundigt bevist at mennesket har haft en ubrudt udviklingskæde, at de forestiller sig at der i forhistorisk tid var abelignende mennesker som levede i huler, og som endda levede samtidig med dinosaurerne. Hvorfor? Ja, især på grund af billeder de har set. Sådanne billeder har fået dem til at tro at videnskabsmændene har fundet komplette skabninger som dem illustrationerne viser — hårede, foroverbøjede og så videre.

En undersøgelse af de foreliggende vidnesbyrd viser imidlertid at der er forskel på hvad videnskabsmændene virkelig ved og hvad de blot mener. For eksempel findes der på et berømt naturhistorisk museum en udstilling af primater der angives at føre frem til mennesket, og der vises også et „primaternes stamtræ“. Men der er vedføjet en betydningsfuld forklaring der siger: „Da der mangler visse fossiler af såvel kendt alder som kendt slægtskab, er nogle af grenene og linjerne kun rimelige formodninger.“ Formodninger er ikke kendsgerninger. Aldersangivelserne og tilhørsforholdene er ikke bevist.

Det er rigtigt at videnskabsmænd har fundet huler med askedynger der stammer fra bål, foruden spor af føderester og andre tegn på menneskelig beboelse. Men sådanne fund fortæller ikke at alle forhistoriske mennesker levede i huler, eller at de der gjorde det var led i en kæde der fører tilbage til en eller anden form for „urmenneske“. Der er mennesker i dag der bor i huler, som for eksempel tasaday-stammen på den filippinske ø Mindanao. Selv om nogle måske vil anse medlemmerne af tasaday-stammen for at være primitive på grund af deres enkle levevis, er de hverken hårede, ludende eller abelignende.

Men har videnskabsmændene da ikke fundet kranier og knogler af „abemennesker“, som beviser at der engang har levet sådanne væsener? Hertil må vi først sige at mængden af disse fossiler ikke er særlig stor. Nogle få knogler udgør ikke en hel kæde. For det andet er der mange problemer med at forklare de fund man har gjort. Det er meget vanskeligt at fortolke det sparsomme materiale. „Som altid giver fossilerne mulighed for flere fortolkninger,“ siger en evolutionist. En anden indrømmer vedrørende fossiler: „Studiet af menneskets udvikling er et spil, snarere end en videnskab i sædvanlig forstand.“ Om fossilernes alder siger en tredje videnskabsmand: „Den der mener at vi allerede har løst problemet, fører sig selv bag lyset.“ Videnskabsmændene er somme tider indbyrdes uenige om hvad de har fundet. De laver rekonstruktioner af det de finder og fortolker det; senere genfortolker de materialet og ændrer deres opfattelser. Til eksempel kan nævnes:

JAVA-MENNESKET blev fundet i begyndelsen af 1890erne, men man fandt ikke et helt skelet. Encyclopedia Americana siger at fundet bestod af „ikke mere end det øverste af en hovedskal og en lårbensknogle“. Resten var formodninger, og alligevel ser man billeder af en håret, abelignende, foroverbøjet skabning. Tror du det er muligt at afgøre hvor meget hår eller hvilken hudfarve et menneske (eller dyr) har haft, ud fra nogle få knogler? Finderen påstod at have fundet et „abemenneske“, men videnskabsmænd siger nu at det var resterne af en tidlig mennesketype. Fortolkningerne ændrer sig!

PILTDOWN-MENNESKET blev i mere end 40 år anset for et bevis på en „udviklingskæde“. Så sent som i 1956 blev det omtalt i et leksikon som „en uddød mennesketype“. Men i senere udgaver kalder det samme leksikon fundet for „bevidst forfalsket“ og „et kunstfærdigt bedrag“. Igen ændredes fortolkningerne. Hvorfor? I de mellemliggende år var der fundet beviser for at det var et svindelnummer; de fundne knogler var bevidst præpareret så de skulle ligne resterne af et abemenneske. Mens kraniestykket stammede fra et menneske, var kæbebenet fra et dyr, sandsynligvis en orangutang. Nogle havde prøvet på at „opfinde“ et abemenneske! Hvorfor blev nogle videnskabsmænd så let bedraget af det falske materiale? Var de mon desperate, og klyngede sig til et halmstrå?

NEANDERTHAL-MENNESKET er også et af de bedre kendte „led“ i den såkaldte udviklingskæde. Da det første kraniestykke blev fundet, kaldte en videnskabsmand det for en idiots hovedskal. Efterhånden som der blev fundet flere knogler, ændrede man gradvis fortolkningen. Fra de første rekonstruktioner der viste Neanderthal-menneskene som foroverbøjede og abelignende, med lange arme der dinglede foran kroppen, finder vi nu bøger der siger at „Neanderthal-mennesket har sandsynligvis ikke set meget anderledes ud end nogle mennesker i dag“. Et leksikon siger nu at de var „fuldstændig menneskelige, helt opretgående“. Hvilken forandring! Hvis man sammenligner illustrationerne i forskellige bøger, vil man kunne se de ændringer der er blevet foretaget i Neanderthal-menneskets påståede udseende. Og man indrømmer nu at Neanderthal-mennesket fremfor at være idiot har haft en større hjerne end de fleste nulevende mennesker!

Der er en meget interessant grund til at nogle videnskabsmænd mente at Neanderthal-menneskene var undersætsige og foroverbøjede. Et af de første skeletter man fandt havde krumme ben og en foroverbøjet holdning. Da man søgte efter abelignende skabninger der kunne passe ind i teorierne, var en fejltagelse nærliggende! Efter nærmere undersøgelser viste det sig senere at skelettet var deformeret på grund af ledegigt!

Dette er imidlertid ikke den eneste grund. I forsøgene på at få deres fund til at ligne et led mellem abe og menneske prøvede evolutionisterne, som en bog fortæller, at få Neanderthal-menneskets fodknogler „til at ligne en abes“, da man første gang skulle rekonstruere dem. Men den samme bog indrømmer at fødderne faktisk „ligner og fungerede stort set som nutidsmenneskets“. Betragt billedet af forskellige fødder (på foregående side). Synes du at de ligner hinanden tilstrækkeligt til at man (fejlagtigt) kan konkludere at de er ens?

AUSTRALOPITHECUS er endnu en type man har haft mulighed for at undersøge, idet man har fundet mange knogler fra eksemplarer af denne art. Kan vi så være mere sikre på at de er menneskets forfædre? Lærebøger siger: „Hvordan de så ud er gætteværk.“ „Der er stadig mange huller og mangler i vor viden om vore forfædre, og nogle af de ting vi mener at vide om dem er baseret på intet andet end omhyggelige gætterier.“ Og dog får lærebøger det til at se ud som om de er led i en kæde der fører op til mennesket.

„HOMO ERECTUS“ er navnet på andre fossile arter, og de er eksempler på at man må passe på med ikke at acceptere alle de illustrationer man ser af „manglende led“. En lærebog spørger: „Var de behårede?“ Den svarer: „Sandsynligvis ikke — i det mindste ikke mere end mange nulevende mennesker.“ Men på en af de foregående sider viser den samme bog et behåret uhyre som på ovenstående illustration. Kan det siges at være ærligt?

Kendsgerningerne viser tydeligt at der ikke findes det påståede vidnesbyrd om en kæde der forbinder mennesket med primaterne. Der har ikke levet „hulemennesker“ i den betydning. Ikke alene mangler nogle af leddene — men selve kæden eksisterer faktisk ikke. Det materiale der er blevet fremlagt som bevis er i nogle tilfælde blevet forfalsket, forandret og rekonstrueret til at passe ind i en forudbestemt opfattelse. I andre tilfælde er det blevet fortolket, genfortolket, misfortolket og misbrugt.

Mennesket er derimod netop hvad Bibelen siger det er — noget enestående, en særskilt skabning. (1 Mos. 1:26, 27; 2:20) Ikke alene er menneskets hjerne dyrenes langt overlegen, men det samme gælder dets legeme. Selv nogle evolutionister siger beundrende: „Det mest bemærkelsesværdige ved menneskelegemet er at det er noget enestående. Der findes intet andet i verden som ligner det.“

[Illustration på side 16]

gorilla

menneske

orangutang

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del