Der mangler andet end led

PILTDOWNMANDEN var for god til at være virkelig. Evolutionisterne havde længe søgt efter det manglende led mellem abe og menneske. Bare de kunne finde noget, der var halvt abe og halvt menneske! De havde haft det hele tiden. I fyrre år var piltdownmanden et af evolutionisternes berømteste kranier. De fortalte os mange gange, at selve kraniet var menneskeligt, men kæbebenet abeagtigt. Men evolutionisterne er vanskelige at forstå. For da de til sidst beviste, at kraniet virkelig var fra et menneske, og kæben virkelig var fra en abe, skulle man tro, de ville være lykkelige. Men begge dele gjorde dem forvirrede og bedrøvede.

Det var måske, fordi dette menneskekranium var ældre end den antropoide kæbe. Det kunne tyde på, at piltdownmanden var for nedadgående mod abestadiet i stedet for at stige op med menneskestadiet. Det er imidlertid imod teorien, og alt, hvad der er kættersk, tages overhovedet ikke under overvejelse. Man kunne næppe heller tænke, at et kranium skulle vente flere årtusinder på at blive forenet med sin underkæbe. Det var derfor noget modstræbende, evolutionisterne i november sidste år indrømmede, at det berømte manglende led fra Piltdown virkelig mangler, det blev afvist som et misfoster, der aldrig har eksisteret. For at sige det rent ud, det var en forfalskning, en „and“, der har haft disse „vise“ mænd til bedste i fyrre år. Da afsløringen blev offentligt kendt, var der mange, som tidligere havde accepteret piltdownmanden, der nu sagde, at de hele tiden havde mistænkt ham. Dog havde nogle af disse mænd udbasuneret kraniet som et bevis på, at mennesket har udviklet sig fra en primitiv abe, og de havde udstillet det på museumshylderne som et sådant bevis.

Hvordan kan man i betragtning af disse kendsgerninger tage andre polemiske påstande om beviser for evolutionsteorien for gode varer? Når de afsløres som falske, hvor mange af deres tidligere tilhængere inden for videnskaben vil så ikke pludselig huske på, at de altid har haft mistro til deres pålidelighed? Det er let at sluge noget, når ens egen forudfattede mening stopper det ned i halsen på en. Faktum er, at evolutionisterne er så forud indtaget i deres teori, at deres fantastiske „beviser“ må plukkes i småstykker, før de vil give slip på dem. Det er et populært, men fejlagtigt synspunkt at betragte evolutionisterne som upartiske dommere, der vejer beviserne og nøgternt beregner og vurderer resultaterne uden hensyn til, hvorvidt de indvirker på deres yndlingsteorier. På andre videnskabelige forskningsområder har man måske en sådan nøgtern, videnskabelig indstilling, men de, der tror, at den også råder i evolutionisternes følelsesbeherskede og diskussionslystne kreds, afslører en sørgelig lettroenhed og dårligt anbragt tillidsfuldhed. Ikke alene de nødvendige led mangler, men også den nødvendige videnskabelige indstilling mangler for evolutionisternes vedkommende.

I evolutionskæden mangler der så mange tusinde led, at der overhovedet ikke er noget bevis for, at der i det hele taget eksisterer en kæde. Men lad os begrænse os til de led, der mangler mellem abe og menneske, og betragte kendsgerningerne omkring den afslørede piltdownmand. I 1908 fandt man et lille stykke af en hovedskal i en grusgrav ved Piltdown i Sussex, England. I 1912 fandtes et andet lille stykke af et kranium, og derefter en kæbe med tre kindtænder. Adskillige år senere fandt man en hjørnetand i en affaldsdynge. Skønt disse småstykker blev fundet til forskellige tider og på forskellige steder, blev de ikke desto mindre sat sammen, og piltdownmanden havde set dagens lys. Enkelte evolutionister hævdede, at stykkerne ikke hørte sammen, men deres stemmer blev overdøvet af flertallet, og uden beviser, men med megen dogmatik proklameredes fundet af et manglende led. Dets alder? Fem hundrede tusinde år. Beviser? Nej, mere dogmatik. Nu er de fem hundrede tusinde år blevet reduceret til halvtreds tusinde, og nogle videnskabsmænd har skåret alderen helt ned til ti tusinde år.

Piltdownmanden er blevet berøvet sin ærværdige alder, hans position som led er ødelagt, men hans evolutionsblændede fædres dogmatik forbliver. Den kommer til udtryk i forbindelse med andre såkaldte led mellem abe og menneske. En parallel til piltdownmanden er javamanden. I 1891 fandt Dubois et par kraniumfragmenter og nogle tænder i en flodseng. Senere fandt man et lårben over femten meter derfra. Disse småstykker henførte man med urette til at stamme fra een og samme skabning, de blev sat sammen og kom til at udgøre den berømte javamand. Som i tilfældet med piltdownmanden var der også her nogle evolutionister, der gjorde indvending mod denne vilkårlige sammensætning af adspredte knogler, og påpegede, at kraniumfragmenterne uden tvivl er fra en chimpanse eller gibbon, mens lårbenet er menneskeligt. Flertallet blandt evolutionisterne ville dog ikke gå med til, at deres nyligt konstruerede led blev afsløret, og den dag i dag hyldes javamanden som et af de stærkeste beviser for en udvikling fra abe til menneske. Når denne tåbelighed afsløres for alle, vil disse dogmatiske evolutionister uden tvivl afskrive javamanden med en bemærkning om, at de hele tiden har haft mistanke til ham.

Når heidelbergmanden omtales, forestiller de fleste sig måske et komplet skelet af et primitivt abemenneske. Men alt, hvad videnskaben har, er en stor underkæbe med alle tænderne. Herudfra oplyser evolutionisterne os om hans størrelse, legemsstilling, føde og redskaber. Hvad de ikke oplyser os om er imidlertid, at underkæber af samme størrelse og med samme mål findes blandt eskimoerne i dag. Et andet berømt led er pekingmanden. Han er berømt for, at hans hjernes størrelse ligger midt imellem menneskets og abens. Men også her gælder det, at der i dag findes mennesker, hvis kranium har samme størrelse og form, nemlig veddaerne på Ceylon. Neanderthalmanden adskiller sig ikke fra visse nulevende mennesker. Desuden har man fundet mennesker af nutidstypen i jordlag, der er ældre end de lag, der indeholder levningerne af disse såkaldte manglende led. Der er absolut intet bevis for, at der har eksisteret noget led mellem mennesket og aben.

Sir Arthur Keith har udtalt om de berømte manglende led: „Vi kan ikke spore vor tids mennesker tilbage til nogen af disse uddøde typer.“ Professor Branco fra Berlins universitet har sagt: „Palæontologien siger os intet om dette emne — den kender ingen forfædre til mennesket.“ Professor Virchow har erklæret: „Abemennesket eksisterer ikke, og det manglende led er og bliver et spøgelse.“ Austin Clark fra Smithsonian Institution har udtalt: „Manglende led er fejlfortolkninger.“ Når fundene ikke støtter evolutionisternes teorier, mørkelægger de materialet, som evolutionisten Hooton, professor i antropologi ved Harvard, indrømmer: „Kætterske eller fra de gængse teorier afvigende fossile mennesker blev forvist til mørke museumsskabes dødsrige, glemt eller endog ødelagt.“ Da Hooton hørte om piltdownmandens vanære og død, kaldte han det en „tragedie“. Det er ikke så sært, for han havde ihærdigt forsvaret ham i sine skrifter.

Men evolutionisterne vil vedblivende præsentere en lang række af „led“ og gøre propaganda for dem med usvækket dogmatisme. Fra først til sidst er evolutionsteorien understøttet af påstande, ikke beviser. Enhver, der går imod den, er ikke nogen autoritet, enhver, der kritiserer den, er ikke videnskabelig; sådan siger de for at skræmme kritikerne bort og med autoritetens tyranni stoppe teorien i folk. Det er således ikke blot led, der mangler, men der savnes også beviser, en fordomsfri indstilling og videnskabelige metoder. Selv om evolutionisterne hårdnakket vil benægte det, antager de dog teorien på grundlag af „tro“, ene og alene på grundlag af tro.

Nu har de mistet deres tro på piltdownmanden. Deres udtalelser om ham er falske, deres visdom er blevet til dårskab. „Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne.“ Men „Herrens [Jehovas, NW] ord bliver evindelig“. — 1 Kor. 3:19; 1 Pet. 1:25.