Instinkterne — visdom indprogrammeret på forhånd

Små hjerner, store bedrifter

„De er instinktivt vise.“

En utrolig rejse

Man skulle måske ikke tro at den lille nordamerikanske skovsanger „blackpoll warbler“ kunne udfordre hele den lærde verdens ’establishment’, men det kan den. Den afgiver sit eget vidnesbyrd mod udviklingslæren. Den omtalte skovsanger vejer kun 20 gram og er ikke mere end 13 centimeter lang. Men dens navigationsevner som trækfugl er imponerende.

Når efteråret nærmer sig forlader den sin sommerbolig i Alaska og flyver mod sydøst, tværs over det nordamerikanske fastland til Atlanterhavskysten. Undervejs spiser den med en glubende appetit, for den har en lang rejse foran sig.

Ved New Englands kyst gør den holdt og tager bestik af vejret. Den ved nøjagtig hvordan vejret skal være — en kraftig koldfront der forskyder sig mod sydøst hen over kysten og ud i Atlanterhavet.

Når denne koldfront viser sig, går den lille skovsanger på vingerne, hjulpet af gunstige vinde der fører den mod sydøst — ud over havet. Koldfronten betyder at der sandsynligvis ikke vil optræde tropisk uvejr undervejs — meget klogt at tage i betragtning.

Den sydøstlige kurs fører sangfuglen mod Afrika, hvor den egentlig slet ikke skal hen. Men fuglen skifter ikke retning. Den flyver ud i ét forbi Bermuda og når op i en højde af over 6000 meter idet den nærmer sig Antigua. I denne højde er luften kold og iltfattig. Hvorfor vil den lille fugl helt derop? Fordi den her kan finde de stærke vinde der fører den mod vest til det egentlige bestemmelsessted, Sydamerika. Når den har fløjet nonstop i over tre døgn og tilbagelagt 4000 kilometer, ankommer den til det sydamerikanske kontinent, netop hvor den skal!

Selv forskerne måber af beundring over den lille trækfugls årlige præstation. Hvordan kan den vide hvordan vejret skal være? Hvordan kan den vide hvornår den skal skifte højde for at finde de vinde der vil føre den til Sydamerika? Hvordan kan den vælge den helt rigtige kursretning, den kurs der vil skære de tværgående vinde på det helt rigtige sted over oceanet? Videnskaben kan ikke forklare det, og evolutionsteorien kan bestemt heller ikke.

Der er imidlertid en god grund til at denne „blackpoll warbler“ skal følge den beskrevne rute. Vejen over det åbne hav til Sydamerika er meget kortere end en rute hvor fuglen „hoppede“ fra ø til ø, og over havet er der ikke mange rovdyr at bekymre sig om. Skovsangerens flyvetur ville svare til at en væddeløbshest løb uafbrudt 80 timer i træk, men den kan klare det fordi dens stofskifte er særligt indrettet til det. „Hvis en blackpoll warbler fløj på benzin i stedet for at bruge sit legemes fedtreserver,“ fortæller en videnskabsmand, „kunne den prale af at kunne flyve over 300.000 kilometer på literen!“

Termitterne — eksperter i klimaanlæg

Termitterne er i virkeligheden temmelig skrøbelige og kan kun leve under bestemte temperaturer og fugtighedsgrader. Man skulle ikke tro at de kunne trives i tropernes ubarmhjertige klima. Men de klarer sig fint. Hvordan?

Svaret ligger i termitternes evner som arkitekter og bygmestre. Et tropisk termitbo af størknet ler kan være så hårdt at det får en økse til at slå gnister. Visse termitter i Australien bygger et aflangt, smalt og kileformet bo som altid peger i retningen nordsyd, åbenbart for at være bedst beskyttet mod middagsheden. Andre bygger et bo der på afstand ligner menneskers hytter.

Et termitbo kan være så solvarmt udvendig at man ikke kan røre ved det, men indvendig holdes det tempereret på 30 grader. Hvordan kan det lade sig gøre? De tykke vægge er en del af forklaringen, men ikke hele forklaringen. Visse termitter graver sig hele 40 meter ned i jorden under deres bo for at finde vand. Med vandet kan de både afkøle boet, ved fordampning, og bevare luftfugtigheden i boet, selv om det ligger i en tør, hed ørken. Andre bygger et bo som både har „kælder“ og „loftkamre“. Ventilationen er sikret ved at boet på ydersiden har nogle kanaler som regulerer temperaturen og sørger for at der altid er rigeligt med frisk luft inde i boet. Termitterne arbejder konstant på disse kanaler, og ved at åbne og lukke dem kan de justere deres „indendørsklima“ til det fuldkomne.

Hvem har uddannet termitterne til arkitekter og bygmestre? Er det sket ved en blind udvikling? Eller er det nedlagt i dem af en Mesterkonstruktør?

De dansende biers afstemning

Måske har du hørt om honningbiernes instinkter? Disse små insekter udfylder ofte mange forskellige „professioner“ i deres korte liv. Først er de hjemmehjælpere og barneplejersker for dronningen og larverne, så bliver de bikagebyggere, og derefter dørvogtere. Men de ældste bier får den farlige opgave at indsamle honning og andet vigtigt. Det er disse biers instinkter der især vækker beundring.

Når en spejderbi har fundet et nyt sted hvor der er honning, vender den tilbage til bikuben for at fortælle det til de andre. Den udtrykker sig i dans. Dansens hastighed og mønster (enten cirkel eller ottetal) og de bevægelser den dansende bi foretager med bagkroppen, fortæller de andre bier hvor langt der er til honningstedet. Retningen i forhold til solen fremgår også af dansen. „Biernes sprog forekommer utroligt,“ fortæller bogen Insekter, „og dog er det blevet bekræftet gennem utallige eksperimenter.“

Når bikuben er overbefolket følger nogle af bierne med den gamle dronning ud for at finde et nyt hjem. Hvordan ved de hvor de skal flyve hen? Spejdere fra den nye sværm flyver ud i alle retninger Men nu leder de ikke efter blomster. De leder efter hule træer, revner i mure eller andre „tomme lejligheder“. Når spejderne vender tilbage angiver de retningen til disse steder på nogenlunde samme måde som når de fortæller om en blomstermarks beliggenhed. Spejdere som har fundet et særlig godt sted danser meget begejstret, undertiden i flere timer, og dansen giver flere andre bier lyst til at flyve ud og se efter. Spejdere som har fundet et mindre godt sted danser ikke så længe og ikke så begejstret, så færre bier får lyst til at undersøge stedet.

Efterhånden koncentrerer bierne sig om nogle få gode steder, og til sidst enes de om et enkelt sted, efter at den livlige dans har fået tilslutning af flere og flere spejdere som har undersøgt stedet. Sådan går det til at sværmen, efter at have undersøgt flere steder, holder afstemning om hvilket de synes bedst om. Hele processen kan måske tage fem dage, men derefter er sværmen nået til fuld enighed, og alle flyver hen til det nye hjem!

Kan denne vidunderlige kommunikation og „samfundsenhed“ hos bierne være et resultat af tilfældige mutationer og vilkårlige begivenheder? Er der noget andet samfund hvor tilfældigheder og uorden bliver til harmoni?

[Illustration på side 14]

Skovsangeren „blackpoll warbler“ — havets udholdende trækfugl

[Illustrationer på side 15]

Termitboet er udstyret med „klimaanlæg“

Bier holder afstemning