Materiel velstand — alles mål

„MATERIELT forbrug beskrives som landets nationale religion. Alle amerikanere vil være rige, hedder det, og deres kultur drejer sig om komfort og fornøjelser. . . . Materialismen i den amerikanske livsform er trængt igennem overalt.“ Dette billede får man efter sigende af amerikanernes livsform når man læser franske børns skolebøger.a

Billedet er måske noget fortegnet, men der er nok noget om det alligevel. Amerikanernes levestandard er blevet noget af et mål og en målestok for et lands økonomiske succes. Kun de færreste andre lande (deriblandt de nordiske) kan måle sig med den amerikanske levestandard. Disse få heldige befolkninger betragtes med misundelse af mange andre, også af kommunistiske lande.

„Mere i løn“, „kortere arbejdstid“ og „bedre levevilkår“ — krav som disse høres fra arbejderklasserne i alle lande, hvad enten deres regeringssystem er kapitalistisk, socialistisk eller kommunistisk.

Ordet „materialisme“ kan, når det anvendes om menneskers holdning til livet, defineres som „det synspunkt at komfort, fornøjelser og rigdom er de eneste eller de højeste mål og værdinormer“. Kan nogen nægte at en stor del af menneskeheden har antaget en materialistisk livsholdning? For manges vedkommende er materiel velstand blevet synonymt med lykke. Det er som om rigdom er blevet alles mål — det eneste saliggørende. Men med hvilke midler skal den opnås?

I industrilandene tror mange fuldt og fast at det kapitalistiske system giver de bedste udsigter til velstand og individuel lykke. De går ind for det frie initiativ og mener at staten skal blande sig så lidt som muligt.

Millioner af andre er overbevist om at kapitalismen kun er til fordel for de udvalgte få, at den udbytter flertallet. Derfor foretrækker de kommunismen, et økonomisk og politisk system baseret på den idé at ejendom og produktionsmidler ejes af samfundet, det vil sige staten. De er villige til at give afkald på visse friheder, forudsat at staten garanterer dem hvad det materielle angår.

Mellem disse to lejre er der millioner der indtager et mellemstandpunkt og mener at vejen til materiel velstand og lykke hverken går gennem kapitalismen eller kommunismen. De ser ulemperne ved det kapitalistiske system, men også farerne ved det kommunistiske. Men de håber at man, gradvis gennem reformer, kan indføre et demokratisk samfund med lige ret for alle, baseret på offentlig planlægning og kontrol med de vigtigste produktionsmidler. Denne ideologi kaldes socialisme, og i de enkelte lande er den repræsenteret af socialdemokratier, arbejderpartier eller under andre navne.

En kort undersøgelse af kapitalismen, kommunismen og socialismen, deres historie og de resultater de kan fremvise, vil hjælpe os til at forstå om nogle af disse kan bringe sand lykke.

[Fodnote]