Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g82 22/6 s. 4-6
  • En nærmere undersøgelse

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • En nærmere undersøgelse
  • Vågn op! – 1982
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Sand enhed?
  • Lederkrise
  • Har forkastet enhedens bog
  • Den karismatiske bevægelse kommer til kort
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1976
  • Den karismatiske fornyelse — hvad går den ud på?
    Vågn op! – 1982
  • Hvilken vej går det?
    Vågn op! – 1982
  • Den hellige ånd i virksomhed i dag
    Vågn op! – 1982
Se mere
Vågn op! – 1982
g82 22/6 s. 4-6

En nærmere undersøgelse

VIRKER den hellige ånd i den karismatiske bevægelse? Det er naturligt at man gerne vil sikre sig dette, især i betragtning af at Guds ord siger til de kristne: „Mine kære venner, tro ikke alle der hævder at have Ånden, men prøv dem for at finde ud af om den ånd de har, kommer fra Gud.“ — 1 Johannes 4:1, Today’s English Version.

Oprigtige karismatikere mener selvfølgelig at det de erfarer, er et vidnesbyrd om at den hellige ånd virker blandt de troende, med en gentagelse af de mirakler den udvirkede blandt de kristne i det første århundrede. Udenforstående forventer imidlertid også at se en gentagelse af andre af de vidnesbyrd den hellige ånd aflagde i det første århundrede.

Sand enhed?

Man kunne for eksempel spørge hvor ægte den enhed karismatikerne har opnået, er. Det viser sig at de almindeligvis fortsætter med at være medlemmer af den kirke de ellers tilhører. Dette rejser alvorlige spørgsmål for den der står udenfor som iagttager.

Et eksempel: Tror et gudfrygtigt medlem af pinsebevægelsen inderst inde at en karismatiker fra den presbyterianske kirke der ryger tobak, er frelst? Tror en karismatisk baptist oprigtigt at en dåb der er foretaget ved bestænkning i den katolske eller den episkopale kirke nu pludselig bliver en gyldig kristen dåb, blot fordi den døbte er blevet karismatiker? Er en karismatisk lutheraner helt enig med en karismatisk katolik i at de katolske præster forvandler brødet og vinen til Kristi legeme og blod når de holder messe? Listen over sådanne forskelle kunne gøres meget længere.

Skulle en sådan uenighed om lærepunkter gøre nogen forskel? Det gjorde den i hvert fald for de kristne i det første århundrede. Apostelen Paulus skrev under inspiration af den hellige ånd: „Vær enige indbyrdes og undgå splittelser; vær helt forenede i samme sind og tanke.“ (1 Korinter 1:10, The New English Bible) Det er tydeligt at uenighed ikke sømmede sig for disse sande kristne. Den hellige ånd virkede ikke under sådanne forhold. Den forenede tværtimod de kristne idet den hjalp dem til at overvinde tidligere forskelle. De havde ikke blot et vist sammenhold på grund af en fælles følelsesbetonet erfaring; nej, de var helt forenede i lærespørgsmål, i handlemåde og i organisationsmæssig henseende.

Nogle i den karismatiske bevægelse erkender at der er uenighed. Bladet Christianity Today har skrevet: „Nogle ledere sagde at den enhed karismatikerne hidtil har erfaret, har været af følelsesmæssig art. Der findes alvorlige forskelle i lærespørgsmål, og man er gået for let hen over dem, hvilket kan vanskeliggøre fremtidige bestræbelser for at skabe enhed.“

Lederkrise

Nogle af lederne i den karismatiske fornyelse blev snart velkendte. Med tiden gav deres forskellige baggrund anledning til delte meninger om hvordan bevægelsen skulle organiseres. De blev splittede i spørgsmålet om ledelse.

I erkendelse af den alvorlige fare disse splittelser udgjorde for den karismatiske fornyelse, krævede nogle at der blev holdt en slags ledertopmøde. Det blev holdt i Dallas, Texas, i 1980. Taleren der åbnede mødet, sagde ligeud: „Vi er her for at indrømme den skandale vor splittelse er.“

Men nåede man til enhed? Nej. Én fløj slog til lyd for at der blev dannet grupper under en ældste eller en lærer der skulle føre tilsyn med disciplene. Andre var imod denne tanke, og fremførte at „de ældste med ubibelsk ret kontrollerer andres liv, ja at de tilraner sig Kristi myndighed“. Én leder beskyldte en anden for at „stjæle får“ og tilføjede: „De gør ikke syndere til Kristi disciple; de gør medlemmer af andre kirker til deres egne disciple.“ Der er med andre ord stadig splittelser. — Christianity Today, 4. april 1980.

Den manglende enhed må have en årsag. Denne årsag skal ses i den omstændighed at man har forkastet Bibelen som autoritet.

Har forkastet enhedens bog

Hvis du er karismatiker, mener du sikkert oprigtigt at de karismatiske ledere aldrig ville forkaste Bibelen. Men husk at en af de „gaver“ bevægelsen hævder at have, er profetiens gave. Og man mener at det skrevne ord „altid må være underlagt det levende, ’dynamiske’ ords autoritet“, det ord der gøres kendt ved profeti, siger bogen The New Charismatics. Som en karismatiker udtrykker det: „Som den levende Gud bevæger Ånden sig igennem og ud over tidligere tiders vidnesbyrd.“

Apostelen Paulus sagde imidlertid: „Selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra [i strid med, da. aut.] det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.“ (Galaterne 1:8) Hvis en apostel eller en engel altså ikke måtte afvige fra den gode nyhed der er skrevet i Bibelen, har en karismatiker så autoritet til at gøre det i dag?

Forfatteren og karismatikeren Catherine Marshall siger at „ikke hele den sandhed og vejledning Kristus har til os, findes i Det gamle og Det nye Testamentes kanon“. Men Bibelen selv siger: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2 Timoteus 3:16, 17) Eftersom det er den opgave Bibelen har, hvorfor da forklejne dens indhold?

Til at begynde med kan det virke meget uskyldigt at man sætter sin egen personlige erfaring højere end Bibelen. Men har du tænkt på hvad det kan føre til? Husk på tragedien i Guyana, hvor lederen af Jonestowngruppen tilsidesatte Bibelen og indskærpede sine tilhængere at de skulle lytte til ham og hans ’åbenbaringer fra Gud’. Han fik dem overbevist om at de måtte have større tillid til deres „erfaring“ med ham end til Guds skrevne ord. Kan du se faren ved den indstilling? Kan du se hvad det kan føre et menneske ud i? Hvis man ikke har Bibelen som en rettesnor, hvilken beskyttelse har man da mod at blive påvirket af massehysteri og -manipulation?

Selv om vi ikke må foragte profetiske udtalelser, tilskyndes vi dog til at ’forvisse os om alt og holde fast ved det gode’. (1 Tessaloniker 5:20, 21) Derfor lyder formaningen i Første Johannesbrev 4:1: „Prøv ånderne, om de er af Gud.“ (Da. aut.) Det samme vers lyder ifølge Knox’ oversættelse: „Brødre, ikke alle profetiske ånder gør sig fortjent til at I tror dem.“ De er tydeligvis ikke alle fra Gud. Nogle er fra Satan Djævelen.

Men hvordan kan man skelne den ene ånd fra den anden? Ens egen erfaring er ikke nok til at man kan ’forvisse sig’. Man må også gøre sig klart at ingen åbenbaring fra Guds ånd i dag vil modsige den samme ånds åbenbaringer til Jesus, hans disciple og bibelskribenterne.

Karismatikerne håber at de indbyrdes forskelle i lærespørgsmål med tiden vil blive fjernet. Men en præst har indrømmet: „Den karismatiske bevægelse som et hele er uberegnelig hvad lærespørgsmål angår.“ Den indlysende grund til den fortsatte splittelse er at mange karismatikere ikke anerkender Bibelen som den endelige autoritet i lærespørgsmål. At man sætter personlig erfaring i stedet, betyder derfor at man aldrig vil opnå sand enhed.

Tænkende mennesker inden for og uden for bevægelsen spørger nu: Er den karismatiske bevægelse virkelig et udtryk for Guds hellige ånd i virksomhed? Og hvilken vej går bevægelsen?

[Tekstcitat på side 5]

Til at begynde med kan det virke meget uskyldigt at man sætter sin egen personlige erfaring højere end Bibelen. Men har du tænkt på hvad det kan føre til?

[Tekstcitat på side 6]

Hvordan kan man skelne den ene ånd fra den anden? Ens egen erfaring er ikke nok til at man kan ’forvisse sig’

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del