„Gid jeg havde ført dagbog!“
SÅDAN har jeg sagt til mig selv mange gange i løbet af de 14 år jeg har været missionær i Peru!
Jeg husker udmærket mit første år her — dengang der var en rotte i toiletkummen eller en skorpion i badekarret, og lopper i min seng. Heldigvis kendte de fleste af dyrene deres rette plads, og vi vænnede os hurtigt til det der skulle vise sig at blive et rigtig interessant liv.
OM AT LÆRE SPROGET. Jeg husker at når jeg hørte små børn sige de uregelmæssige spanske udsagnsord forkert, tænkte jeg veltilfreds: „Nå, vi er altså ikke alene om det!“
NÅR JORDEN SKÆLVER. Et jordskælv var en helt ny oplevelse for mig. Det jeg har den mest levende erindring om, indtraf i 1974. Min makker og jeg befandt os for enden af en smal korridor i et gammelt hus af soltørrede lersten. Da rystelserne begyndte, søgte vi alle tre hen mod døråbningen for at finde ly. Den var godt og vel trekvart meter i bredden. Men uheldigvis gjaldt det samme husets frue! Da hun fyldte hele døråbningen, kunne vi kun få hovederne ind under overliggeren. Vi var glade for at intet faldt ned på os.
UDSEENDETS BETYDNING. Det gjorde indtryk på mig at se hvor omhyggelig latinamerikanerne er med deres udseende når de viser sig offentligt — ikke noget med papilotter eller korte bukser her! Selvfølgelig koster det penge at tage sig godt ud, og det har ikke alle råd til. Jeg glemmer aldrig en midaldrende mand jeg fik øje på en dag i bussen. Gang på gang tænkte jeg ved mig selv: „Der er nu noget mærkeligt ved den mands hår.“ Tilsyneladende fandt han ikke noget mærkeligt ved det, for hans ansigt udtrykte den yderste tilfredshed. Til sidst blev jeg af passagerstrømmen ført hen imod ham, så vi stod lige op og ned ad hinanden; og da kunne jeg se at hans mørke ’hårpragt’ i virkeligheden bestod af sort skosværte smurt ud over hele hans skaldede isse!
DERES DYR. Hvem holder ikke af dyr? Da mange peruanere kommer fra landet, kan man finde et bur med kaniner eller kyllinger eller en kasse med marsvin på næsten ethvert tag i byerne eller i baggården til husene. En dag da jeg stod og snakkede med en kraftig kvinde i en lille købmandsbutik, kom jeg med en bemærkning om at jeg blev ved med at kunne høre små kyllinger, men jeg kunne ikke se dem nogen steder. Hvor havde hun dem henne? Med synlig stolthed stak hun hånden ind ved sin omfangsrige barm og fremdrog to kyllinger. Med et smil forklarede hun at hun havde dem dér for at holde dem varme.
OM IKKE AT VÆRE KRÆSEN. Det er vigtigt ikke at være fordomsfuld eller kræsen når man skal lære nye skikke og vaner og ny mad at kende. Skulle det være et råt søpindsvin? Eller hvad med fåretandssuppe, eller væddertestikler med løg og citroner? Faktisk er det langtfra al maden der er så eksotisk, men Peru er noget ganske særligt for Latinamerika hvad angår smag og variation i kosten. En almindelig ret hedder ocopa — kogte kartofler men en hvid sovs bestående af malede og ristede nødder, chilipeber, frisk ost og krydderier. Lækkert!
Nogle nordamerikanere kommer til Latinamerika og begynder at sukke efter blommer, abrikoser, hindbær, kirsebær og andre ting de kender fra det tempererede klimabælte. Men når de så vender tilbage til deres hjemland, husker de med samme længsel de søde og friske ananas, de mange lyserøde og orange papayafrugter, de saftige mangofrugter, de smørbløde avocadoer og den enorme mangfoldighed af friske grøntsager året rundt. Her er ikke behov for at henkoge eller fryse ned!
DANS FOR ENHVER SMAG. Peruanere elsker at danse. Jeg spekulerer næsten på om de ikke har et rytmisk gen. Så snart deres børn kan stolpre af sted, begynder de at rokke af ren og skær musikalitet, og en fremskreden alder får dem ikke til at tage det med ro. Ved en hvilken som helst selskabelig lejlighed morer de ældre sig lige så godt som de unge, og der findes en dans for enhver smag: den hurtige pasodoble, den selskabelige peruanske vals, en salsa eller cumbia, og stampedansen huayno, eller bjergmusik. Og det glæder folk at se at man har lært noget af deres musik at kende og lært at danse eller synge til den.
Ved en lejlighed besøgte jeg en lille familie på deres beskedne gård, og efter at vi havde holdt vores bibelstudium, fandt de på at de gerne ville se mig danse en huayno med musikledsagelse fra deres rejsegrammofon. Men det skulle se ægte ud; altså fandt de et langt indianerskørt frem, derpå en kappe til mine skuldre, og så en stor hat. De var imidlertid endnu ikke tilfredse med mit udseende og stak derfor to sorte fletninger af hestehår op under hatteskyggen på mig, hvorpå jeg kastede mig ud i dansen og trampede løs. Virkningen var en ustyrlig latter; de lo indtil de ikke kunne stå på benene og de måtte sætte sig ned. Første gang jeg havde truffet dem havde de været så generte og det glædede mig at jeg ved at finde fornøjelse i deres skikke kunne komme dem lidt nærmere. Det gjaldt især da en stor del af familien siden hen blev døbte vidner for Jehova.
MAN LÆRER AF DE FATTIGE. Efter at være kommet fra et land hvor alle køber stort ind, blev jeg meget overrasket over at iagttage indkøbsvanerne hos de allerfattigste, og jeg beundrede deres økonomiske sans. De købte for eksempel kun seks hårklemmer ad gangen, 100 gram mel eller salt eller kaffe, ét æg eller én kop olie. Der var ikke noget med at smide papirsposer og gamle aviser ud; de kunne bruges til tusindvis af formål før de var slidt op. Enkle glæder som at køre rundt på sin egen cykel, løbe på rulleskøjter, gå til spil eller svømning eller låne bøger på biblioteket er noget som millioner af børn aldrig oplever.
Og hvor er der mange børn der aldrig kommer i skole fordi deres forældre ikke har råd til det, eller som går derhen på tom mave, hvad der virkelig gør det svært at tilegne sig lærdom. Andre må stå op i timerne fordi der ikke er skoleborde nok. Jeg husker en familie hvor datteren gik i skole om morgenen i sine sorte lædersko, hvorpå hendes broder overtog dem om eftermiddagen når han skulle hen i klassen. Der er naturligvis også dem der slet ikke ejer et par sko.
Folk spekulerer ikke over om de har det sidste nye; de er blot lykkelige over at eje noget der har værdi for dem, og med sand opfindsomhed bliver de sat i stand igen og igen. Hvor var der egentlig meget jeg tog for givet som barn!
REJSELIVETS SPÆNDING. At rejse i Peru har nogle gange været et hårrejsende foretagende. Vores mest mindeværdige tur fandt sted for ni år siden. Den begyndte klokken 5 om eftermiddagen. Efter at bussen var blevet fyldt, kørte vi til benzintanken for at få benzin på. (Sådan et ophold giver også dem der er kommet for sent en mulighed for at indhente bussen før den kører ud af byen.) Da vi fortsatte ud af byen, standsede chaufføren nu og da for at medtage flere passagerer, som så sad i midtergangen. Den kvinde der dumpede ned på en træskammel ved siden af mig viste sig at være sindssyg; hun blev ledsaget til sin landsby af en politibetjent. Hun var en trist rejsefælle. Et par timer senere blev hun ført ud af bussen, og vi ankom til politiets kontrolpost. Her venter al sydgående trafik til midnat på at den nordgående trafik skal ankomme. Vejen er nemlig så smal at den ikke kan tage trafik i begge retninger på én gang.
Ved midnat var vi på vej igen og snoede os gennem Andesbjergene, kun for kort efter at støde på en langsomtgående lastbil på vej nordpå. Begge køretøjer forsøgte at komme rundt i et sving på samme tid. Lastbilen skrabede mod vores bus og begyndte så småt at vippe os ud over vejkanten mod afgrunden. Et sted nede i mørket under os kunne vi høre bruset fra Mantarofloden. Chaufføren havde sin medhjælper ude for at forvisse sig om at vejkanten kunne bære vægten af bussen. Flere passagerer bønfaldt om at måtte komme af, men chaufføren gav os besked på at blive siddende. Han ville åbenbart gerne have os til at fungere som ballast. På en eller anden måde lykkedes det begge køretøjer at klare sig igennem svinget, og så var vi på vej igen.
Et par timer senere stødte vi på en kø af lastbiler og biler der var blevet standset af et jordskred. Vi holdt ind bag dem i køen, og havde en lang ventetid foran os — seks timer, helt nøjagtigt. Da vejspærringen endelig var ryddet af vejen, var enhver chauffør sig selv nærmest og prøvede at indhente den tabte tid og komme først ud på landevejen, så vi måtte igennem adskillige timers afsindig kørsel og opbremsninger. Afstanden mellem vores hjemby Huancayo og vort rejsemål Ayacucho er kun 350 kilometer, men rejsen tog os 16 timer.
Vi var så lettede over at ankomme i god behold at vi ikke på noget tidspunkt drømte om at tilbageturen skulle blive endnu værre. Men den oplevelse vil jeg spare jer for.
Ja, jeg bærer på levende minder om livet i bjergene, duften af eukalyptustræer i den skarpe bjergluft, de små alpakaer jeg har kælet for, indianernes uforglemmelige melodier, de brune og grønne bjergskråninger og de gyldne bjergtoppe. I tidens løb har der også været gadeoptøjer, udgangsforbud og skyderi om natten, tropiske sygdomme, morsomme misforståelser grundet vort mangelfulde spansk, mange kære venner, og minder om triste afskedsstunder. Og, vigtigst af alt, vi har nydt en rigdom af trosstyrkende velsignelser fra Jehova mens vi har delt den gode nyhed om hans rige med andre. Disse minder dukker op i mine tanker og forsvinder igen som det uophørlige tidevand. Andre begivenheder og indtryk er imidlertid svundet bort i mit sinds afkroge. Derfor siger jeg også med en smule bedrøvelse: „Gid jeg havde ført dagbog!“ — Indsendt.
[Ramme på side 29]
● De første missionærer fra Vagttårnets bibelskole Gilead kom til Peru i 1946, hvor der havde været Jehovas vidner siden 1938. I de mellemliggende år er der udført et stort stykke arbejde. I 1983 var der således 17.183 aktive Jehovas vidner, en forkynder for hver 1100 indbyggere.