Hvordan nogle har overvundet alkoholisme

Hans historie

TALLENE på telefonen syntes at flyde ud i ét mens jeg kæmpede for at dreje mit eget nummer. De fem piller jeg havde taget tidligere, var nu for alvor begyndt at virke. Mens jeg holdt godt fast i telefonautomaten for ikke at falde, hørte jeg min moders stemme sige: „Hallo! Hvem er det?“

„Det er mig,“ sagde jeg med utydelig stemme, idet jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at koncentrere mig. „Jeg kommer ikke hjem i aften; jeg sover hos en ven.“ Hvert eneste ord kostede kamp. Det føltes som om min tunge vejede mindst tyve kilo.

„Åh, nej!“ stønnede min moder. „Du har igen taget piller! Du er helt bedøvet!“

Jeg lagde røret på og vaklede ud til bilen. Jeg skulle ikke sove hos en ven. Jeg ville i stedet køre ud til stranden. Som jeg kørte, opdagede jeg at jeg kørte i den forkerte side af vejen — og det på en større hovedvej. Jeg undgik med nød og næppe den modkørende trafik idet jeg kørte over midterrabatten og ned på vejen der førte til stranden. Jeg parkerede bilen og faldt i søvn, og sov lige til næste dag.

Dette er kun et eksempel på hvordan alkoholisme næsten kostede mig livet. ’Men hvad har dét at tage piller med alkoholisme at gøre?’ spørger du måske. Dengang forstod jeg heller ikke sammenhængen. Men det kom jeg af dyrekøbt erfaring til.

Lad mig først fortælle lidt om min baggrund: Jeg begyndte at tage piller da jeg var teenager. Det begyndte med at jeg snuppede nogle af min moders beroligende piller — hun havde altid masser af dem liggende. Et par år senere stiftede jeg gennem en arbejdskammerat bekendtskab med secobarbital, et meget stærkt beroligende middel. Nu kunne jeg opnå samme virkning med færre piller. Jo, mor og far havde advaret mig mod heroin og marihuana. Men de piller jeg tog var vel ikke så farlige — troede jeg.

Inden for et år blev jeg imidlertid meget afhængig, idet jeg tog tredive piller om dagen.

Det var ikke fordi jeg gerne ville være høj hele tiden.a Jeg måtte tage pillerne bare for at kunne fungere. Hvis jeg ikke tog dem, blev jeg meget nervøs og angst, og jeg rystede over det hele.

Efter at jeg havde smadret flere biler og var blevet arresteret, sørgede mine forældre for at jeg kom på hospitalet så jeg kunne blive behandlet. Der blev jeg langsomt afgiftet. De lidelser jeg måtte igennem, kan ikke beskrives. Jeg havde hallucinationer, jeg rystede, og jeg led af en stor og uforklarlig frygt. Et eksempel: Da min veninde ikke havde telefon og jeg ikke kunne modtage opringninger, aftalte vi nogle tidspunkter hvor jeg kunne ringe til en telefonboks, hvor hun så ville være. Men jeg var altid bange for at hun ikke ville være der — jeg mener virkelig bange.

Efter cirka tre ugers ophold blev jeg udskrevet fra hospitalet, klar til at starte på en frisk. ’Nu er mine vanskeligheder ovre,’ tænkte jeg. Men det var de langtfra.

Jeg begyndte at drikke. Til min overraskelse kunne jeg lige fra begyndelsen indtage store mængder alkohol uden at blive beruset. Men inden længe opdagede jeg at jeg sank dybere og dybere ned i depression. Jeg havde frygtelige anfald af angst hvor jeg var bange for at køre bil, ja endda for at tale med andre. Mine hænder rystede og den kolde sved brød frem på mig. Mange dage kom jeg kun med nød og næppe på arbejde — rystende og bange. Andre dage kom jeg slet ikke af sted. Jeg var forvirret og havde vrangforestillinger — jeg var fysisk og mentalt et vrag. En dag ringede jeg til min chef og sagde at jeg ikke kunne komme på arbejde. „De er klar over at det betyder De er fyret,“ advarede han.

„Ja, men jeg kan ikke gøre noget. Jeg tror jeg har fået et nervesammenbrud.“ Jeg lagde røret på, og et par minutter senere ringede telefonen.

„Jeg er ligeglad med hvordan De kommer af sted,“ sagde min chef, „men sørg for at komme hen på firmaets sygeafdeling — og det med det samme!“

Og det gjorde jeg. Jeg forklarede lægerne at jeg havde taget beroligende midler og at jeg troede jeg havde fået et sammenbrud.

„Fred, du har ikke fået et nervesammenbrud,“ forklarede en af lægerne. „Du er alkoholiker.“

„Men det er umuligt,“ svarede jeg. „Jeg drikker kun tre eller fire øl på en aften.“

„Det kommer ikke an på hvor meget du drikker, men på hvordan alkoholen indvirker på dig. Problemet består i at din krop nemt bliver afhængig. Du må lære at leve uden nogen form for stoffer — det være sig alkohol eller piller. Du må lære at være lykkelig uden stoffer.“

Han sendte mig så til et behandlingshjem for alkoholikere, hvor jeg var i flere måneder. Der lærte jeg en masse om alkoholisme. Jeg lærte for eksempel at jeg som alkoholiker skulle undgå alle beroligende midler. Det er underordnet om de er i flydende form (alkohol) eller i pilleform (sådan som beroligende piller). Virkningen på legemet hos en alkoholiker er næsten den samme. Jeg lærte også vigtigheden af den rette ernæring, af vitaminer og af at leve et velordnet, regelbundet liv med selvdisciplin.

Den virkelige nøgle til min helbredelse lå imidlertid i lægens ord: „Du må lære at være lykkelig uden stoffer.“ Man må forstå at en alkoholiker er meget angst; han bekymrer sig om alt. Men gennem mit studium af Bibelen har jeg lært at være „lykkelig uden stoffer“. Jo, jeg kendte noget til Bibelen i forvejen. Men ved et mere alvorligt studium har jeg lært Jehova Gud at kende og er kommet nær til ham i et fader-søn-forhold. Jeg kan nu kaste alle mine bekymringer på ham, så jeg ikke unødigt bekymrer mig om livet. (Mattæus 6:34) Jeg kommer også sammen med medkristne der behandler mig som et værdsat familiemedlem. Jeg sætter i høj grad pris på deres udadvendte kærlighed og støtte.

Jeg har selvfølgelig erkendt at det er væsentligt for mig fuldstændig at afholde mig fra alkohol og stoffer der kan sætte én i bedre humør. Sådan har det været i flere år nu. Men jeg er virkelig tilfreds og lykkelig. Jeg har min Gud, Jehova, min familie og kærlige kristne brødre og søstre. Hvad mere kan man ønske? — Indsendt.

Hendes historie

Jeg var selskabsdranker. Så vidt jeg husker havde min mand og jeg sjældent spiritus i hjemmet undtagen ved særlige lejligheder. Men dengang var jeg kun alt for lidt klar over at som jeg fortsatte med at drikke, opbyggede mit legeme en voksende tolerance over for alkohol og at det med tiden måtte have alkohol for at kunne fungere.

Mit drikkeri førte efterhånden til store forandringer i min personlighed. Jeg opdagede at jeg blev aggressiv og voldelig. Jeg slog mine børn, idet jeg ligefrem troede at jeg havde fuldstændig ret til at gøre det. Når jeg ser tilbage, kan jeg se at det i virkeligheden var mig selv jeg var gal på. Jeg havde vrangforestillinger og blev mistænksom. Hvis jeg trådte ind i et værelse og så to mennesker tale sammen, var jeg overbevist om at de talte om mig fordi de ikke kunne lide mig. Mine børn prøvede at berolige mig ved at sige: „Mor, vi elsker dig.“ Men jeg var helt overbevist om at de ikke kunne elske mig.

Den frygtelige kamp der fandt sted inden i mig, kan ikke beskrives. Den skyldfølelse jeg havde og den skam jeg følte hver gang jeg havde drukket, var ikke til at holde ud. Jeg lovede mig selv: „Jeg gør det ikke igen“ Men jeg gjorde det — igen og igen.

Venner som jeg respekterede og havde tillid til, rådede mig til at holde igen, til at vise mådehold. Jeg prøvede alt tænkeligt for at beherske mit drikkeri. Vi flyttede et andet sted hen, fordi jeg troede at det ville hjælpe. Så var jeg sikker på at det ville hjælpe at begynde at drikke noget andet. Derfor begyndte jeg at drikke vin. Men uanset hvad jeg prøvede, kunne jeg simpelt hen ikke begrænse eller beherske mit drikkeri.

Som årene gik fortsatte jeg med at drikke i smug, og jeg drak mere end nogen var klar over. Jeg fungerede nemlig udmærket under indflydelse af alkohol. Jeg kunne stadig passe mit arbejde og sørge for min familie og mit hjem — så længe jeg havde min spiritus. For at skjule den for familien, blev jeg mester i at bedrage. Flaskerne i barskabet i dagligstuen var kun camouflage. Min familie hældte spiritussen ud i kloakken eller fortyndede den med vand. Men jeg havde andre flasker, der var skjult. Ja, på et tidspunkt havde jeg femogtyve flasker skjult forskellige steder rundt omkring i huset — i badeværelset, i garagen, i bilen, i linnedskabet, i min taske og i mine kommodeskuffer.

På dette tidspunkt havde jeg svært ved at sove om natten. Spiritus var ikke længere nok til at jeg kunne falde i søvn. Jeg gik derfor til lægen og fik en recept på nogle sovepiller. (Jeg fortalte ham ikke at jeg drak.). Jeg skyllede pillerne ned med spiritus hver aften for at falde i søvn.

I al den tid kunne min familie ikke overbevise mig om at jeg var alkoholiker. „Se på mig!“ forsvarede jeg mig over for min mand. „Jeg er ikke nogen sut! Jeg har opdraget dine børn og samtidig passet mit arbejde. Hvordan kan du tro at jeg er sådan en frygtelig en?“

Så en aften opdagede jeg at jeg havde glemt at fylde mit spirituslager op. I cirka otte år var jeg faldet i søvn ved hjælp af spiritus og piller. Det blev den frygteligste nat i hele mit liv. Jeg havde hallucinationer og hørte mærkelige ting. Jeg forestillede mig, ja overbeviste mig selv om, at nogen ville dræbe mig. Som natten gik, blev det værre og værre. Jeg var sikker på at jeg ville dø inden det blev morgen.

Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, og straks næste morgen gik jeg hen til spiritusforretningen. Og hvilken forandring jeg mærkede da jeg begærligt drak spiritussen! Pludselig havde jeg igen kontrol over mig selv. Men senere den dag mistede jeg al min selvbeherskelse. Jeg slog min datter meget voldsomt. Da blev jeg klar over at jeg havde brug for professionel hjælp, og jeg indvilligede i at komme på et behandlingshjem for alkoholikere. Men jeg troede stadig ikke at det var alkohol der var mit problem! Jeg var overbevist om at jeg var ved at miste forstanden og at det var derfor jeg måtte drikke.

„Drikker De?“ spurgte rådgiveren på behandlingshjemmet.

„Ja, men jeg drikker ikke så meget,“ sagde jeg idet jeg prøvede at forsvare mig. Så viste han mig et skema med de forskellige symptomer på alkoholisme og bad mig checke dem af som jeg mente gjaldt mig. Da jeg var færdig begyndte jeg at tænke: ’Måske er jeg alkoholiker.’ Jeg var bange.

Under mit tremåneders ophold på behandlingshjemmet lærte jeg meget om alkoholisme og hvordan den påvirkede mig som person og hvordan den forandrede mig. Da jeg mødte andre alkoholikere der var ved at komme sig, og hørte dem tale, blev jeg klar over at de var i samme båd som jeg.

Mit fremadskridende helbredelsesprogram indbefatter imidlertid noget andet som virkelig har hjulpet mig. Ja, i et brev om mig har behandlingshjemmet sagt: „Hendes tro synes at have givet hende mere styrke til at gennemføre sit helbredelsesprogram.“ Som et af Jehovas vidner overværer jeg regelmæssigt møder hver uge hvor jeg lærer at anvende Bibelens principper. Det har sat mig i stand til at være lykkelig uden at drikke. Og min lykke er blevet større ved at jeg fortæller andre om de vidunderlige ting jeg lærer fra Bibelen.

Som jeg har nærmet mig Jehova Gud, har jeg selv erfaret sandheden i ordene i Filipperbrevet 4:6, 7: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte jeres hjerter og jeres sind ved hjælp af Kristus Jesus.“ Ja, „Guds fred, som overgår al forstand“ sætter mig i stand til at gøre fremskridt med hensyn til min helbredelse ÉN DAG AD GANGEN. — Indsendt.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 10]

„Hvis jeg ikke tog dem, blev jeg meget nervøs og angst.“

[Tekstcitat på side 10]

„Du må lære at være lykkelig uden stoffer,“ forklarede lægen