Vender de uberørte hjem?

„JEG lider af granatchok og bombechok,“ skrev John fra sin hospitalsseng. „Selvfølgelig er jeg ikke sindssyg. Men jeg har jo levet et vildmandsliv.“ Han tilføjede: „Mine bajonet- og granatsår er alle sammen helede. De fleste af os har det nogenlunde efter seks måneder, men ingen af os vil være fuldstændig helbredt i de første mange år.“ Sådan skrev en soldat fra anden verdenskrig som lige var sluppet levende igennem et af de værste blodbade i kampen om Stillehavet, nemlig kampen om øen Guadalcanal.

John havde det som millioner af andre soldater der er vendt hjem fra en af de talrige krige som har været udkæmpet her i det tyvende århundrede. Mange har fået granatchok eller krigsneuroser, en form af det der med et teknisk udtryk kaldes posttraumatiske stressneuroser.a Uanset hvordan man benævner det, betyder det at sindet har dybe ar efter krigshandlingerne.

Tager det virkelig flere år før sådanne sår er „fuldstændig helbredt“? Er krigsveteranerne mentalt handicappede resten af livet? Er de måske ligefrem blevet til „omvandrende landminer“, der kan eksplodere i ukontrollabelt raseri som går ud over sagesløse?

Hvordan virker det?

Dr. Lawrence Kolb, en meget anerkendt psykiater som arbejder for USAs „departement for statsstøtte til tidligere værnsmedlemmer“, har i over femogtredive år beskæftiget sig med soldater der lider af mentale forstyrrelser efter krigstjeneste. I et interview med en Vågn op!-korrespondent udtaler han: „Jeg har beskæftiget mig med mænd som var akut neurotiske, efter den anden verdenskrig eller efter Koreakrigen. Jeg har set et bredt udsnit af soldater, endda også nogle russiske soldater, vende hjem efter Anden verdenskrig. Nu beskæftiger jeg mig særlig med dem der har deltaget i de hedeste kampe i Vietnam. Hver eneste af disse mænd har nogle bestemte symptomer som går igen uden undtagelse.“

„De er alle sammen meget sensible over for lyde, unormalt vagtsomme og rastløse,“ fortsætter dr. Kolb. „Alle har evigt tilbagevendende drømme om kamphandlinger, og mange har søvnbesvær. De overreagerer på kraftige lyde som minder dem om kamphandlinger, og mange oplever fortiden lyslevende i glimt og tror faktisk at de er tilbage i krigen. Ofte er dette parret med en dyb depression som er beslægtet med skyldfølelse. De spekulerer på hvorfor netop de overlevede, og ikke deres kammerater.“

Harley, som oplevede kampens hede i flåden under den anden verdenskrig, siger selv at han i flere år efter krigen blev plaget af mareridt om ildkampe. Ofte skreg han i søvne: „Pas på! Pas på!“ Og når han vågnede var han badet i sved. I desperation købte han en lille radio og placerede den under hovedpuden i håb om at den ville overdøve drømmene! Johnny, en anden veteran fra den anden verdenskrig, havde kæmpet i Europa; han led ikke blot af mareridt, men blev ofte vækket af sin kone når hun lå og sloges for livet fordi han tog kvælertag om hendes hals. I begge de her nævnte tilfælde blev drømmene dog med tiden sjældnere og mindre voldsomme.

Skyldfølelse og depression

Mange soldater har følt det som deres pligt at slå fjenden ihjel. De er blevet belønnet for at gøre det godt, så de har ikke båret på nogen overvældende skyldfølelse efter krigen.

„Når man er i krig kan man ikke tænke på andet end at overleve,“ fortæller Johnny. „Fornuften bliver erstattet af dyriske instinkter. Man er parat til at gøre hvad det skal være for at blive i live og komme hjem.“

Derefter tilføjer han: „At dræbe på afstand var ikke noget større problem. Men det skete at vi angreb om natten, og når man én gang har været på nært hold af en fjendtlig soldat, set ham i øjnene, og dræbt ham, så indvirker det på ens sind.“ Sådanne nærkampe og meningsløse eller uretfærdige drab giver ofte dybe følelsesmæssige ar hos mændene og medfører skyldfølelse og depression.b

Men for andre soldaters vedkommende stammer skyldfølelsen og den ledsagende depression ikke fra aktioner mod fjenden. For eksempel var der en femogtyveårig jagerpilot som måtte på rekreationshjem efter sit femogtyvende togt. Han var anspændt og dybt deprimeret. Han havde også fået talebesvær. Uden held havde han forsøgt at dulme sine nerver ved at drikke tæt. Til sidst røbede han under behandlingen at han som leder af flyvetogterne følte sig ansvarlig for at en af hans medpiloter var omkommet da han blev skudt ned under en mission. „Havde jeg dog bare valgt et andet sted og et sikrere mål,“ hulkede den unge mand. „Hvis vi var taget et andet sted hen var han ikke blevet ramt. . . . Jeg kan ikke få ham ud af tankerne.“

Pludselige glimt af fortiden

Vietnamveteranen David var vendt hjem efter med egne øjne at have set en ubeskrivelig brutalitet. Nedslagtningsscener som kun få ville have troet mulige, stod uudsletteligt prentet i hans sind. En dag, ikke længe efter sin hjemkomst, var han og hans kone ude at køre i en åben vogn. Hans kone, Elaine, forklarer hvad der skete: „Udstødningsgassen fra en af bilerne i den modsatte vejbane eksploderede med et højt brag. Uden varsel begyndte David, som sad ved rattet, at klatre ud af bilen. Halvvejs ude kom han i tanker om hvad det var han var i færd med, og sagde: ’Hovsa, jeg er jo ikke i Vietnam, og der er ikke nogen der skyder på mig.’ Jeg begyndte at skrige: ’Hvad laver du dog! Lad være med det!’“ Som ved et mirakel lykkedes det dem at holde bilen i ro og trække ind til siden.

Ofte får lyden af sirener eller fly en krigsveteran til at tro han er i krig igen. Det kan endda ske at han søger dækning under møblerne hvis han er indendørs. Nogle krigsveteraner vil, hvis de forstyrres i søvnen, med det samme begynde at slå om sig og stille sig an som om de var parate til at slå ihjel. Undertiden varer denne sindstilstand i årevis. Dagspressen har haft stort opslåede artikler om veteraner der pludselig føler sig hensat til krigen. Efter avisernes levende skildringer er mange begyndt at betragte en der vender hjem fra en krig som en „omvandrende landmine“; de er bange for at han når som helst kan „eksplodere“ og gribe til vold — bevidst eller ubevidst.

Er de mere voldelige?

En undersøgelse af flere hundrede mænd der har gjort tjeneste i Vietnam, har vist at kun et mindretal af veteranerne har haft besvær med at styre deres voldsomme følelser. Rapporten i Archives of General Psychiatry siger:

„På trods af at der er skrevet så meget om krigsveteranernes voldsomme adfærd og følelser, er det kun et forholdsvis lille mindretal af soldaterne der har haft alvorlige vanskeligheder med at beherske deres aggressioner. Ganske vist har 40 procent af dem meddelt at de var mere irritable og opfarende ved hjemkomsten, men for de flestes vedkommende er dette et midlertidigt, tidsbegrænset fænomen som forsvinder af sig selv i løbet af de tre første måneder.“

Mange har følt det som en veteran fra den anden verdenskrig der sagde: „Det var en ubeskrivelig lettelse ikke længere at være nødt til at slå ihjel.“

Selv om man har iagttaget at der sker en stigning i antallet af voldsforbrydelser i praktisk taget enhver nation der lige har været i krig, findes der ikke noget statistisk bevis for at det er de hjemvendte soldater der er de skyldige.c I Psychology Today siger forskerne Archer og Gartner:

„Måske skyldes stigningen at drab bliver legaliseret i hele samfundets øjne. Krige er konkrete vidnesbyrd om at drab kan accepteres. Denne omgåelse af forbudet mod drab gør det sikkert mere nærliggende for hvem som helst at gribe til mord for at bilægge en af hverdagens konflikter.“

I virkeligheden berøres altså hele samfundet mentalt af krigens eftervirkninger, ikke blot veteranerne. Forholdene i verden efter den første verdenskrig, som begyndte i 1914, har tydeligt vist at vi nu lever i det Bibelen kalder „de sidste dage“. Nogle af de kendetegn der er opregnet i Bibelen er at „menneskene [generelt, ikke blot de hjemvendte soldater] vil være . . . uden selvbeherskelse, vilde“ og „gå frem til det værre“. — 2 Timoteus 3:1-5, 13.

Med hensyn til veteranerne fortæller dr. Kolb, der er ansat ved Veterans Administration Medical Center i Albany i staten New York og beskæftiger sig med nogle af de mest neurotiske mænd: „Selv i den gruppe jeg arbejder med lige for tiden, har det store flertal aldrig været indlagt på hospital. Mange har fast arbejde, og mange af disse er ansvarsbevidste, flittige og selvopofrende mennesker. Ofte er deres værdinormer bedre end gennemsnittets.“

Alligevel har disse mænd stadig mentale sår som kræver kyndig behandling. En undersøgelse viste i 1981 at mere end en tredjedel af de mænd der oplevede Vietnamkrigens værste hede, stadig lider af svære krigsneuroser. Den hjælp der tilbydes er sædvanligvis i form af gruppeterapi i specialcentre. Veteranen kan her deltage i kurser sammen med andre veteraner eller med skolede rådgivere som prøver at rette op på hans mentale tilstand. Til tider tager man piller i brug, fortrinsvis beroligende midler eller sovepiller. Imidlertid har en række af de veteraner der har lidt mental overlast i krigen fundet en anden løsning. En af dem har vi allerede nævnt. Han hørte til dem der vendte hjem fra Vietnam med meget svære krigsneuroser.

[Fodnoter]

[Illustration på side 13]

Krigens indvirkning på sindet