Krig — De bitre eftervirkninger

KRIGSMASKINEN har uden skånsel knust millioner af mænd, kvinder og børn på sin vej, uden at skelne mellem soldater og civile. Mange overlevende er blevet mærket for livet, fysisk, psykisk og følelsesmæssigt.

Soldaterne

Mange af de soldater der overlever krigens myrderier bliver lemlæstet og har kun dystre fremtidsudsigter. En af de soldater der overlevede den første verdenskrig, måtte i 30 år af sit liv døje med eftervirkningerne af den sennepsgas der blev brugt i krigen.

Det er imidlertid ofte de følelsesmæssige og psykiske sår der er sværest at leve med. „Ingen der var med i den første verdenskrig har nogen sinde helt kunnet ryste oplevelsen af sig,“ skriver Keith Robbins i bogen The First World War. „De mænd som syntes at have genvundet deres sindsro og ligevægt, var alligevel mærket inderst inde,“ fortsatte han. „Mange år efter kunne de vågne op om natten, ude af stand til at få rædslerne ud af deres sind.“

Tænk for eksempel på de grusomheder der udspillede sig på blot én dag i 1916 under det første slag ved Somme — 21.000 blev dræbt og 36.000 såret alene blandt de britiske tropper! „De mænd som kom tilbage fra Somme talte sjældent om deres grufulde oplevelser. Chokket havde på en måde gjort dem følelsesløse . . . Én mand led hele sit liv under at han ikke havde været i stand til at hjælpe en såret kammerat der råbte til ham mens han kravlede gennem ingenmandsland.“ — The Sunday Times Magazine, 30. oktober 1988.

„Man er bange for at komme til at gøre sin familie fortræd,“ fortæller Norman J ———, mens han beretter om følgerne af den intensive kamptræning han gennemgik. „Hvis man pludselig bliver vækket, går man instinktivt til angreb.“ De mænd der i længere tid har befundet sig i traumatiske situationer bliver følelseskolde. „Man får svært ved at vise nogen som helst form for følelser,“ fortsætter han. „Jeg har også set mænd gå helt fra sans og samling på grund af belastningen. Jeg har set mænd bide ølglas i stykker og tygge på glasskårene.“

Normans reaktioner er ikke ualmindelige. „En ud af syv vietnamveteraner lider af posttraumatiske stressneuroser,“ hedder det i en rapport. I en anden rapport hed det under overskriften „For mange er krigen ikke slut“: „Så mange som 1 million vietnamveteraner terroriseres hver dag af en krig som de ikke kan glemme . . . Nogle har begået selvmord — andre har mishandlet deres familie. Atter andre lider af tilbagevendende hallucinationer, mareridt og abstinenssymptomer . . . De har pådraget sig et dybt og ulægeligt psykisk sår.“

Dette giver sig til tider udslag i kriminel adfærd. Hvor meget er liv og høje moralprincipper værd for en mand når, som Gerald Priestland udtrykker det, „et drab der i én situation ville gøre ham til morder, i en anden ville indbringe ham en medalje“? (Priestland — Right and Wrong) „Vi var lejemordere derude,“ har en vietnamveteran sagt. „Bagefter forventede man at vi bare tog hjem til Fordfabrikken og glemte det hele.“ — Newsweek, 4. juli 1988.

De civile

Avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung har skrevet at de to verdenskrige „har haft en psykisk indvirkning på en hel generation . . . Disse begivenheder har givet mennesker nogle følelsesmæssige ar som er gået i arv til børnebørn og oldebørn . . . Fire årtier senere er symptomerne på de forsinkede skader blevet synlige.“ Dette har kunnet iagttages i hele verden.

Mary C ———, for eksempel, boede under den anden verdenskrig i nærheden af et af tyskernes bombemål i England. „For ikke at skabe frygt hos mine børn holdt jeg min angst for mig selv, hvilket gjorde at jeg blev storryger,“ fortæller hun. „Til sidst fik jeg nervesammenbrud og kom til at lide af klaustrofobi.“

Cilly P ——— befandt sig på den anden side af fronten, nemlig i Tyskland. „Som flygtninge lærte vi hvad det vil sige at sulte,“ fortæller hun. Hun lærte også hvad det vil sige at sørge. „Når man talte om de dræbte og savnede,“ fortsætter hun, „tænkte vi på vore mænd. Anni, min forlovedes søster, fik meddelelsen om at hendes mand var faldet i krigen lige før hun fødte deres tvillinger. Krigen berøvede mange familier deres mænd, deres hjem og deres ejendele.“

Anna V ——— fra Italien mærkede også krigens brod. „Krigens rædsler og min families lidelser gjorde mig bitter,“ fortæller hun. „Et år efter den anden verdenskrigs ophør døde min moder — uden at have set sin søn vende tilbage fra en australsk krigsfangelejr. Min søster døde af underernæring og manglende lægehjælp. Jeg mistede min tro på Gud fordi han tillod sådanne lidelser og grusomheder.“

Chokket over at måtte flygte, at blive skilt fra sine kære og miste dem i døden er vanskeligt at bære. De menneskelige omkostninger er sædvanligvis meget høje. En ung kvinde der blev enke under Falklandskrigen mellem England og Argentina i 1982, gav udtryk for hvad millioner af enker og efterladte føler, da hun sagde: „Det var det ikke værd. Jeg mistede min mand på grund af nogle øer i en eller anden fjern afkrog . . . Det er vanskeligt at klare det følelsesmæssige chok.“ — Sunday Telegraph, 3. oktober 1982.

Tænk også på de fysiske og følelsesmæssige sår der påføres de overlevende efter en atomkrig. En rapport med titlen Shadows of Hiroshima der blev skrevet i 1945, giver en chokerende påmindelse om de frygtelige følger bombningen af Hiroshima fik:

„Tredive dage efter at den første atombombe udslettede Hiroshima og rystede verden, dør folk stadig under mystiske og frygtelige omstændigheder. Folk der kom uskadte gennem katastrofen dør af et eller andet ukendt som jeg kun kan beskrive som atomplagen. Hiroshima ligner ikke en udbombet by. Den ser ud som var den blevet kørt over af en kæmpemæssig damptromle og jævnet med jorden.“ I dag, mere end 40 år senere, er der stadig mennesker der lider og dør som en følge af denne bombeeksplosion.

Børnene

Nogle af de mest tragiske ofre for verdens krige har været børnene, hvoraf mange er blevet indkaldt til hæren i lande som Etiopien, Libanon, Nicaragua og Kampuchea.

„I Iran, hvor drenge blev sendt tværs over minefelter, lærte man at børn er mere føjelige og billigere i drift end voksne. Ingen voksne soldater lader sig i den grad optænde af vedvarende følelsesmæssig glød som børn gør,“ skriver Londonavisen The Times. Angående den forrående virkning dette må have på sådanne børn, har formanden for en menneskerettighedsorganisation spurgt: „Hvordan kan de nogen sinde blive fornuftige og afbalancerede voksne?“

Dette spørgsmål stilles også i Roger Rosenblatts bog Children of War. Han har interviewet børn der er vokset op i områder hvor de ikke har kendt til andet end krig. Mange har vist en kolossal tilpasningsevne trods deres grufulde oplevelser, mens andre, som for eksempel „mange bådflygtningebørn, synes at være dybt foruroligede og mærkede i sjælen, især hvis deres forældre er blevet tilbage i Vietnam“.

Hvordan kan de overlevende efter en krig — mænd, kvinder og børn — klare de problemer krigen har givet dem i deres tilværelse? Hvordan kan de øvrige i familien hjælpe? Vil sådanne tragedier nogen sinde ophøre?

[Tekstcitat på side 6]

’Vi var lejemordere derude, og så forventede man at vi bare tog hjem og glemte det hele!’