Sukker — hvor sødt var det før?

I ÅRET 1829 lettede et tre hundrede tons sejlskib anker i en lille havn i Vestindien, vendte stævnen mod sydsydøst og sejlede ud på det åbne hav. Om bord var skibets kaptajn, en styrmand og femoghalvtreds lasede og barske besætningsmedlemmer af vidt forskellig nationalitet og farve og fra alle samfundslag. I lasten bar skibet seksten små jernkanoner, krudt, kanonkugler der hver vejede fireogtyve pund, granater, en ladning vestindisk rom, en blandet samling af koralperler og andre genstande, samt et forråd af mad og anden proviant. På dækket, både for og agter, var der musketter, ammunition og huggerter.

Efter at være blevet kastet hid og did af orkanagtige vinde og frådende, hvileløse bølger i seksoghalvfjerds dage, nåede skibet og dets besætning frem til bestemmelsesstedet — en portugisisk havneby i Moçambique på Afrikas østkyst.

Efter et ophold på blot otte dage til at losse og tage en ny ladning om bord stak den lille kanonbåd atter til søs, denne gang mod Cuba, og efterlod fjorten større skibe der lå for anker og ventede på at fylde lastrummene med en ladning af samme slags.

Da skibet lå dybt i vandet og dækket næsten konstant blev overskyllet af bølger fra det oprørte hav, var fartøjets dyre returladning en stadig grund til bekymring for besætningen. En kostbar ladning var stuvet ned i lastrummet — otte hundrede sorte mænd, kvinder og børn. Alle uden undtagelse var nøgne, alle havde fået hovedet raget, alle var blevet brændemærket. En dyrebar ladning til de vestindiske sukkerplantager, hvor de skulle blive slaver og forvandle afgrøderne til sukker i deres ansigts sved; og en dyrebar ladning for skibets ejere og kaptajn, der kunne tjene langt over hundrede tusind dollars ved salget af slaverne.

Lænket ved anklerne, to og to, sad de i styrbords side med ansigtet i sejlretningen, stuvet tæt sammen som stablede skeer, og i bagbords side i modsat retning.

Læseren må forsøge at forestille sig en sal med otte hundrede mennesker, og så tænke sig at det samme antal blev pakket ned på et meget lille område, kun nogle få meter bredt og cirka lige så langt som en jernbanevogn — så virker udtrykket „som sild i en tønde“ pludselig passende. Når lastrummet på denne måde var fyldt op, blev resten af slaverne lænket til dækket.

Otte hundrede ulykkelige sjæle på havet. En af de største katastrofer der kunne ramme et slaveskib skulle skære antallet ned til næsten det halve før de nåede Cuba. Kopper! Selve ordet spredte skræk og rædsel blandt skibets besætning, da den første i lastrummet blev ramt af sygdommen. Den frygtelige plage greb voldsomt om sig. Mand efter mand udåndede og blev lempet ud over skibssiden. Kun fire hundrede og firs blev tilbage af en ladning på otte hundrede. Heller ikke skibets kaptajn overlevede.

Allerede fra begyndelsen var folk der i deres egoisme øjnede en chance for at få sig en hurtig fortjeneste på efterspørgselen efter sukker, sprunget på vognen. Missionærer i Afrika trak præstekjolen af, lod menigheden i stikken og tog med grådige hænder deres del af kagen ved at sælge de sorte de selv havde omvendt, til slavejægerne. Selv paven, Nikolaus V, forstod hvilke indtægter der lå i sukkerhandelen, og gav slaveriet sin velsignelse.

Slaveskibe gennempløjede havet mellem Afrika og den vestlige verden i en så stadig strøm at hvis et skib kunne danne en permanent rende når det skærer sig vej gennem vandet, ville der være skåret en dyb kløft helt ned til havbunden fra Afrika og til Vestindien, bare på nogle få korte år. På åbent hav plyndrede det ene skib det andet for de lænkede, sammenstuvede sorte mennesker i lastrummet. Det var derfor nødvendigt med kanoner og håndskydevåben for at beskytte den kostbare ladning.

Man må huske at begærlighed bringer de særeste kompagniskaber i stand. Begæret greb den sorte såvel som den hvide. Slavehandleren havde sine medskyldige blandt afrikanerne. Hvis lokkemaden blot var fristende nok satte den afrikaner op imod afrikaner, det ene familiemedlem imod det andet, stamme imod stamme. Sådan gik det til at slavehandlerne med lethed kunne opkøbe deres levende varer. Nogle sorte kvinder solgte deres egne slaver, et bytte fra en eller anden stammekrig, for en ny perlekæde. En kriger sloges hårdere for at vinde i kamp mod en anden, så han kunne sælge taberen for en tønde rom. På den tid kendtes mønter ikke i Afrika, så slavehandlerne fyldte deres lastrum op med den nødvendige proviant og med varer der for den hvide mand var af begrænset værdi, men som blev regnet for luksusgenstande af den sorte, der modtog dem i bytte for sine mørke brødre. På denne måde blev alles begær mættet.

Man ved ikke præcis hvor mange afrikanere der overlevede rejsen fra det ene kontinent til det andet for at lægge ryg og kræfter til sukkerdyrkningen. En befolkningsstatistiker har forsigtigt anslået tallet til femten millioner. En engelsk historiker har sagt: „Det vil ikke være nogen overdrivelse at sætte antallet af ofre for slavehandelen til tyve millioner afrikanere, og sukkeret bærer ansvaret for to tredjedele af disse.“

Kære læser, kan du forestille dig dette: At blive rykket op med rode fra sit hjemland, og hvad mere er — sit kontinent, at blive transporteret i månedsvis over et åbent hav, og ved ankomsten blive sat i bur og solgt på en offentlig auktion, hvert familiemedlem for sig, mange for aldrig at se hinanden igen? Ak ja, prisen på sukker kunne ikke måles i kroner og øre, men i liv! Mens skibene gennempløjede havene, pløjede sukkerrørsdyrkerne deres marker for at skaffe mere plads til dyrkning og fremstilling af dette søde, hvide guld — sukker.

Sukkerrør var en forholdsvis ny vare i den vestlige verden op til omkring det sekstende århundrede, men det havde været kendt helt fra Alexander den Stores tid. En af hans soldater opdagede sukkerrør i Indien i år 325 f.v.t.

På Neros tid i det første århundrede levede en græsk læge som muligvis mente at det var ham der opdagede sukkerets oprindelse. „Der findes,“ skrev han, „en slags hård honning der kaldes saccharum (sukker), og som vokser på rør i Indien. Det er kornet som salt og knaser mellem tænderne, men smager desuden sødt.“

Flere og flere fik smag for sukker. Sukkerrør blev gravet op og plantet om fra det fjerne østen til Europa. Araberne bragte det med sig til Ægypten og Persien, og til Spanien da de erobrede landet i det ottende århundrede. Og i de næste to hundrede år var Spanien det eneste sted i Europa hvor der blev dyrket sukker.

Det var fra Spanien at Christopher Columbus på sin anden rejse tog stiklinger af sukkerrør med sig vestpå og plantede dem i det der nu kendes som Den dominikanske Republik i Vestindien. Også Kina ville have del i denne søde luksus og havde allerede sendt mænd til Indien så de kunne lære kunsten at fremstille sukker af sukkerrør. Marco Polo kaldte Kinas sukkermøller for et af landets store underværker.

Korsfarerne havde på pavernes bud og med deres velsignelse forsøgt at beskytte Jerusalem mod tyrkerne. De vendte hjem og fortalte begejstret om dette mærkelige nye sødestof der kaldtes sukker. Snart blev der oprettet sukkerhandelsruter mellem Østen og Europa. Men sukker var dyrt, og kun de rige havde råd til at købe det. Så sent som i 1742 blev sukker solgt for 2,75 dollars pundet i London. Da de fattige smagte denne søde handelsvare fandt de den også uundværlig. For de fremsynede landes regenter åbnede der sig uanede muligheder for indtægter til statskassen. En ’sang’ med omkvædet: „Sukker!“ begyndte at lyde overalt i verden.

Spanien og Portugal lagde mærke til at nogle lande var i færd med at blive rige af sukkerhandelen med Indien. De ville også have del i udbyttet. Straks sendte de sejlskibe ud på de ukendte have for at finde en ny og hurtigere rute til Indien. En af dem der tog af sted var Columbus, men han opdagede i stedet Vestindien. Og hans fejltagelse betalte sig fyrsteligt, for her havde han fundet et klima og en jordbund der var ideel til dyrkning af sukkerrør.

Dernæst kom de spanske kolonister for at tage landet fra de indfødte. De indfødte blev deres slaver, men viste sig næsten ubrugelige til arbejdet i sukkerrørsmarkerne. I 1510 gav kong Ferdinand (den Katolske) af Spanien så sit samtykke til at en stor skibsladning slaver blev hentet i Afrika. På denne måde startede den skånselsløse handel med menneskeliv tværs over havene. Den fortsatte i mere end tre hundrede år.

England pralede ikke uden grund af at eje den største flåde på de syv have. Da England begyndte at tage del i sukkerhandelen og kapløbet om slaverne, ankom den vældige flåde til Vestindien og fordrev spanierne. England skulle snart blive midtpunkt for hele verdens sukkerindustri. „Sukker har mere end nogen anden vare, uld ikke undtaget, bidraget til Englands herlighed, storhed og pragt,“ sagde en adlet englænder der levede på den tid.

Englands datidige syn på slavehandelen og den utrolige smerte den påførte et helt folk, sammenfattes bedst af en kendt engelsk politiker: „Umuligheden af at undvære slaver i Vestindien vil altid forhindre at handelen bliver standset. Nødvendigheden, den absolutte nødvendighed, af at fortsætte må, i mangel af bedre, tjene som undskyldning.“ Og England ’fortsatte’. Denne iagttagelse der blev offentliggjort i det attende århundrede da slavehandelen var på sit højeste, må være tilstrækkelig: „Der klæber blod til hver eneste tønde sukker der kommer til Europa.“

Englænderne slog øjensynligt en handel af med deres afrikanske medskyldige om nedsat pris ved køb af en bestemt mængde. En britisk lord kunne derfor pralende sige: „Hvad angår leverancen af negre, har vi en så afgjort overlegenhed i den afrikanske handel at vi kan købe slaver en sjettedel billigere.“

Eftersom det stod klart for alle at sukker ikke var et flygtigt modefænomen men var kommet for at blive, og at slaverne fra Afrika var en absolut, nødvendig betingelse for at holde industrien i live, var det altoverskyggende spørgsmål som optog alle de implicerede: „Hvor længe varer det før strømmen af slaver løber tør?“ Det varede ikke længe før svaret kom. En guvernør på den afrikanske guldkyst skrev tilbage: „Afrika kan ikke blot forsyne Vestindien med samme mængder som hidtil, men kunne, hvis nødvendigheden skulle byde det, afse tusinder, ja endog millioner flere.“

Men sådan skulle det ikke gå. Kræfter der bittert modstod den umenneskelige handel med sorte mennesker var allerede virksomme, og protester hørtes over hele verden. Man brugte ethvert middel for at få budskabet til at slå an og udrydde slaveriet. Læg for eksempel mærke til denne annonce: „B. Hendersons porcelænsmagasin i Rye Lane, Peckham [England], oplyser ærbødigst Afrikas Venner om at et sortiment af sukkerskåle med påskriften i guldbogstaver: ’Ostindisk sukker, ikke fremstillet af slaver’, er til salg.“ Og videre stod der: „En familie der bruger fem pund sukker om ugen vil, ved i 21 måneder at bruge ostindisk sukker i stedet for vestindisk, forhindre at én medskabning bliver slave eller bliver myrdet. Otte sådanne familier vil på 19 ¹/₂ år forhindre at 100 bliver slaver eller bliver myrdet.“

Med tiden vedtog det ene land efter det andet nye love der forbød slavehandel. Selve slaveriet blev ophævet endnu senere. I Dansk-Vestindien skete det i 1848, efter en blodig opstand, hvor den danske generalguvernør i største hast erklærede negrene fri. Men De forenede Stater, der hidtil havde købt sukker af sin nabo mod syd, Cuba, kastede sig ud i sukker- og slavehandel, og sydstaten Louisiana blev med sine nyanlagte sukkerplantager brændpunktet. Og de slaver Louisiana ikke havde brug for, kunne bomuldsplantagerne i Sydstaterne bruge.

I mere end tre århundreder var kong Sukker enerådende i verden og krævede ofre af et omfang og af en art vi næsten ikke kan forestille os. Ingen handelsvare på jorden er blevet fravristet jordbunden eller havene, himmelen eller jordens indre med så megen lidelse og udgydelse af menneskeblod som sukker. Hvor er det sødt i dag! Men engang var det bittert som galde.

[Tekstcitat på side 6]

Otte hundrede ulykkelige sjæle på havet. En af de største katastrofer der kunne ramme et slaveskib skulle skære antallet ned til næsten det halve før de nåede Cuba

[Tekstcitat på side 6]

Missionærer i Afrika trak præstekjolen af, lod menigheden i stikken og tog med grådige hænder deres del af kagen ved at sælge de sorte de selv havde omvendt, til slavejægerne

[Tekstcitat på side 7]

Slavehandleren havde sine medskyldige blandt afrikanerne. Hvis lokkemaden var fristende nok satte den afrikaner op imod afrikaner, familiemedlem imod familiemedlem, stamme imod stamme

[Tekstcitat på side 7]

„Det vil ikke være nogen overdrivelse at sætte antallet af ofre for slavehandelen til tyve millioner afrikanere, og sukkeret bærer skylden for to tredjedele af disse“

[Ramme på side 7]

Dansk handel med slaver og sukker

Det store sukkereventyr gik ikke uden om Danmark. I 1733 købte Danmark øen Skt. Croix af Frankrig og havde nu, sammen med Skt. Thomas og Skt. Jan, tre vestindiske øer, i dag de amerikanske Virgin Islands, som var ideelle til dyrkning af sukkerrør. I forvejen havde Danmark en koloni på „Guldkysten“ i Afrika. Denne kombination viste sig at blive yderst givtig, og fra midten af 1700-tallet foregik der en livlig dansk trafik med slaver og sukker. I en periode havde de danske handelskompagnier endda monopol på negerhandelen i Dansk-Vestindien. Da Skt. Thomas og Skt. Jan blev gjort til frihavne, blev de til centre for slavehandelen i hele Vestindien.

Sukkeret førte store rigdomme til Danmark. Fra de cirka 200 plantager på Skt. Croix eksporteredes i 1788 næsten 20 millioner pund sukker, og nogle år senere kom den årlige eksport op på 33 millioner pund sukker og 5 millioner potter rom. København blev et nordeuropæisk centrum for sukkerhandel. Alt dette takket være slavernes arbejde. På alle tre øer var der i 1802 35.235 slaver, købt og solgt for en pris af 200-400 rigsdaler pr. stk.

Der var dog store betænkeligheder ved slavehandelen, og den 16. marts 1792 udstedte Danmark som det første land i verden en forordning om ophævelse af denne handel. Det betød dog ingenlunde at slaveriet blev ophævet; tværtimod var det regeringens mening at „bestanden“ skulle opretholdes, gerne udvides, ved naturlig tilvækst. Det blev dog svært, for dødeligheden var stor. En forfatter siger at „de vestindiske øer var rene krematorier“. Den grusomme justits over slaverne blev også opretholdt. Et reglement fra 1733 sagde således at bortløbne negre skulle „knibes 3 Gange med gloende Jern og derefter hænges“.

Slaveriet blev ikke ophævet før i 1848 (i England allerede i 1833). — Vore gamle tropekolonier, bind 2.

[Illustration på side 4]

Nogle sorte kvinder solgte deres egne slaver for en ny perlekæde

[Illustration på side 5]

„Der klæber blod til hver eneste tønde sukker der kommer til Europa“