Nyt håb for retarderede børn

EN AF de skønneste gaver Skaberen har skænket menneskeslægten er formeringen af vor art — at få børn. Det er en lykke for forældrene når et barn kommer til verden. Som Jesus, den store Lærer, sagde: „En kvinde er bedrøvet når hun føder, . . . men når hun har født barnet, husker hun ikke trængselen længere, på grund af glæden over at et menneske er blevet født til verden.“ — Joh. 16:21.

Til tider er denne lykke imidlertid alt for kort, nemlig når et barn fødes med et handicap — mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk. I De forenede Stater siges der at være syv millioner børn som lider af et eller andet handicap. Især chokeres forældre når de erfarer at deres nyfødte barn er mentalt retarderet og lider, for eksempel, af mongolisme.a

For nogle år siden var der kun få autoriteter forældre kunne henvende sig til for at få råd og støtte til at yde et sådant retarderet barn den bedste og kærligste hjælp. Men i dag er situationen en anden, især i de større byer. Så store ændringer er der sket at nogle siger at det meget vel kan være kommet ind i „den gryende gyldne tidsalder for de retarderede“.

Blandt de nyeste redegørelser kan nævnes én der stod at læse i Psychology Today (april 1975). Heri kommer man ind på tendensen til, i så vid udstrækning som muligt, at lade handicappede børn vokse op i nær kontakt med normale børn eller børn af gennemsnittet. I stedet for at disse børn er anbragt for sig selv på institutioner, som det hidtil har været praksis, bliver flere og flere behandlet på en måde der gør at de kan være sammen med raske børn. Dette har vist sig særdeles gavnligt.

Bedre metoder

Et godt eksempel på at man nu har bedre metoder til behandling af handicappede børn er et projekt som De forenede Staters sundheds-, undervisnings- og socialministerium står bag. Man kalder det „Washington, D.C.-programmet“. Det går ud på at man tager børnene ud af institutionerne og giver dem specialtræning, samtidig med at man gradvis tager medicinen fra dem — medicin som institutionerne ellers ofte er uhyre afhængige af i deres behandling af retarderede eller på anden vis mentalt syge patienter. Som et resultat heraf finder mange af disse børn sig til rette i almindelige skoler eller de klarer et job hvis de er ude over den skolepligtige alder.

I dag har man adskillige steder i De forenede Stater de såkaldte „Infant Development Programs“ [bistandsprogrammer til børns udvikling], som står klar til at hjælpe retarderede børn. Ifølge en beretning kan „børn på et hvilket som helst intelligensniveau udvikles og lære noget såfremt den specielle optræning de har behov for påbegyndes tilstrækkelig tidligt“. På Pacific State Hospital i Pomona, Californien, stiller man sig endnu mere opmuntrende, idet man der siger at „der findes ikke det trin på hvilket et barn må siges at være et ’håbløst tilfælde’“.

Man ved af erfaring at de fleste spædbørn er ivrige efter at udforske deres omgivelser, og de er derfor i stand til på egen hånd at udvikle sig mentalt og fysisk, selv om omgivelserne ikke er de bedste. Imidlertid kan deres udvikling sinkes hvis omgivelserne ligger under lavmålet. Det retarderede barn, derimod, må lokkes eller overtales hele tiden hvis det skal udvikles forstandsmæssigt. Ja, moderen må ofre al den tid hun overhovedet kan på at få barnet til at gøre noget. Hun må tale med det, holde dets opmærksomhed fangen og opmuntre det til at være i fysisk aktivitet.

Skal man gennemføre denne opgave med topresultat kræver det unægtelig både vejledning og oplæring, og amerikanske mødre er så heldige at de kan få dette i mange af de større byer. Nogle steder ydes der faglig assistance; medarbejdere underviser både moder og barn i deres eget hjem halvanden time om ugen. I visse kommuner kan det oven i købet arrangeres at det retarderede barn opholder sig i centeret nogle uger og får undervisning og træning. De der er engageret i dette arbejde siger ’det er tragisk at nogle opgiver et retarderet barn og sender det på institution’.

Hvor vigtig den fysiske aktivitet er for retarderede børn fremgår af en redegørelse udarbejdet af en komité ved det amerikanske akademi for børnelæger. Det retarderede barn har behov for større aktivitet end det normale barn, og dog aktiveres det sædvanligvis mindre. Forsømmelighed på dette punkt forværrer barnets mentale handicap og skader det fysisk; det kan ikke koordinere sine bevægelser, og det bliver overvægtigt. Et privatejet center i Philadelphia, Pennsylvanien, anbefaler mødre til mongolbørn at påbegynde træningen allerede når barnet er fem uger.

Nye, virksomme metoder

En behandlingsmetode der har givet påfaldende gode resultater med stærkt retarderede børn er „bold-fugl-stang“-metoden. Den bygger på den grundsætning at alle alfabetets bogstaver har form som en cirkel (en bold), en trekant (en fugl) eller en lige linje (en stang). Efter denne metode har psykologer haft held til at lære børn med så lav en intelligenskvotient som 20 eller 30 at læse og skrive. Og med dette mentale fremskridt følger en positiv ændring i personligheden.

Et typisk tilfælde var en stærkt retarderet attenårs pige der ustandselig fik raserianfald, sjældent sagde noget af sig selv og for det meste sad og rokkede i en gyngestol. Som resultat af „bold-fugl-stang“-metoden taler hun nu uopfordret, får sjældent raserianfald og har udviklet en vis humoristisk sans. Gyngestolen står tom det meste af dagen. Det kan fastslås som en regel at retarderede — nogle helt oppe i en alder af niogfyrre år — som opøves efter denne metode, får langt tydeligere personlighedstræk, antager en rankere holdning, og ikke mere henlever dagen i en gyngestol. Desuden røber de interesse for deres udseende, de vil gerne være præsentable. Dette er alt sammen sundhedstegn. Medarbejderne ved centrene siger at de retarderede i starten forekom som „tomgangsmennesker“, i hvert fald hvad kommunikationen med dem angik, men som et resultat af optræningen gør de sig nu gældende som virkelige mennesker.

Endnu et middel har vist sig virkningsfuldt i behandlingen af retarderede, hvad enten baggrunden var mongolisme eller en form for hjerneskade. Det er musik. Opfinderen af denne metode, Richard Weber, Peoria i staten Illinois, har benyttet et nodesystem hvorved mange retarderede børn har lært at spille et instrument. Et barn som nærmest var uudholdeligt og som det syntes umuligt at lære noget, blev hurtigt helt normalt ved hjælp af dette system. Med Webers „musicall“-metode, som han selv kalder den, er hundreder af børn, af hvilke nogle var stærkt retarderede og aldrig havde talt et ord, kommet så vidt at de „lærer at lære“. Lederen af et center for retarderede børn har sagt om metoden: „Webers fornyelser har gjort det af med et utal af stående begreber. Siden vi begyndte at anvende hans metode ser vi børn forandre sig fra planter til mennesker.“

Hyperaktive børn

Ovennævnte barn, som før var uudholdeligt, var i realiteten hyperaktivt. Hyperaktivitet optræder hos flere og flere børn, fortrinsvis drenge. Den viser sig ved en udtalt rastløshed og nedsat evne til at holde opmærksomheden fangen; disse hyperaktive børn, hvis unge sind er under udvikling, formår ikke at holde tankerne samlet om et emne tilstrækkelig længe til at de kan øge deres viden. Og problemet kompliceres yderligere ved at sådanne børn for det meste er uregerlige, stædige, og fem gange så tilbøjelige til at komme galt af sted som andre børn. De er virkelig et problem for forældrene.

Som den mest almindelige og populære måde at behandle disse børn på har man i mange år tyet til forskellige medikamenter, medikamenter der, mærkeligt nok, stimulerer voksne men synes at berolige disse børn. Men flere og flere røster rejser sig imod at løse problemet med medicin. For det første er der altid fare for at børnene bliver afhængige og kræver stoffer, også som voksne. Desuden er der den skade disse medikamenter kan forvolde. Og hertil kommer at sådanne medikamenter højst sandsynligt vil tilsløre de problemer eller forstyrrelser i personligheden der ofte ligger til grund for hyperaktiviteten. Derfor anbefaler stadig flere børnepsykiatere at forældrene er meget bestemte i deres behandling af sådanne børn.

En psykiater bemærkede at forældre ulykkeligvis ofte forsømmer at gå til lægen for at få barnet undersøgt, hvilket man skulle gøre som det første skridt. Gang på gang fandt denne psykiater at barnets hyperaktivitet skyldtes en fysisk brist, som for eksempel en defekt hjerteklap eller en mangel ved stofskiftet. Ifølge ham er det „videnskabeligt meningsløst at undertrykke hyperaktivitet med medicin uden først at have diagnosticeret og derpå rettet det tilgrundlæggende medicinske eller fysiologiske problem“. Til eksempel kan nævnes en hyperaktiv dreng der blev ved med at sætte ild til familiens sofa. Når han fik sine piller holdt han op. Men hvad skete der da behandlingen med medicin blev indstillet, fordi man regnede med at han var rask? Han brændte familiens garage af!

Forskellige „somatiske“ programmer

Endnu en behandlingsmetode har gang på gang vist sig usædvanlig effektiv. Man sætter ind på ernæringen. I mange tilfælde forårsages en drengs hyperaktivitet besynderligt nok af et for lavt blodsukkerindhold, en tilstand der kendes som hypoglykæmi. Den kan behandles med en meget streng diæt der er rig på proteiner og fattig på kulhydrater og som i særdeleshed udelukker alt „skrammelfyld“ som sodavand, slikkerier af raffineret sukker og kartoffelchips. Ved denne stofskiftebehandling giver man samtidig en dreng store doser af visse vitaminer og desuden livsvigtige mineraler. En sådan behandling har også vist sig effektiv på børn der led af det modsatte af hyperaktivitet, nemlig autisme, ja selv på skizofrene børn.

Flere psykiatere har fundet ud af at tilsætningsstoffer i fødemidler, som for eksempel kunstige farve- og smagsstoffer samt antioxidanter (der tilsættes for at modvirke fordærvelse) kan gøre et barn hyperaktivt. Når man gav børn mad uden disse stoffer blev de normale. Dette frembyder et ikke helt lille problem da 90 procent af de fødemidler børn godt kan lide netop indeholder de nævnte stoffer. Blandt de værste er hot dogs.

Inden for det sidste år har man indlemmet endnu en faktor blandt de mulige årsager til hyperaktivitet hos børn, nemlig kunstig belysning, især fluorescerende lys (lysstofrør). En psykiater opdagede at de hyperaktive børn blev normale når han ændrede lysstofrørets reflektor på en sådan måde at man bibeholdt lysets naturlige spektrum men udelukkede de ultraviolette stråler der sædvanligvis udsendes fra rørets elektrodeender.

Man bør heller ikke se bort fra den behandling af visse følelsesmæssige problemer som nobelpristageren Nicholas Tinbergen har gjort sig til talsmand for. I Science for 5. juli 1974 fortæller han om muskelmetoden, som man kunne kalde en blid men særdeles kyndigt og dygtigt udført massage fra isse til fod der afspænder kroppen og får muskler og nerver til at fungere normalt. Tinbergen havde med tilfredshed noteret at mange mænd som var kendt for deres store viden havde talt godt om metoden, men han var på den anden side foruroliget, som han sagde, „fordi vi har fundet at denne del af psykiatrien er omgivet af forvirring, og fordi vi har opdaget at mange af de anerkendte eksperter — læger, lærere og terapeuter — er meget lidt åbne for nye ideer, ja endog for kendsgerninger“.

„Rigtigt-forkert“-metoden

Alle de foregående metoder til behandling af hyperaktive børn kunne siges at være „somatiske“, eftersom man ved disse griber problemet an ad legemlig vej. I modsætning hertil står „rigtigt-forkert“-programmet, ved hvilket man benytter psykologiske midler, nemlig oplærings- og undervisningsmetoder. I dette nye undervisningsprogram får børnene „rigtigt“ eller „forkert“, alt afhængigt af hvor godt de klarer eller griber opgaven an, og de får mulighed for at vælge visse belønninger. Det kræver en hel del tålmodighed og forståelse hos lærerne, og børnene må støttes med individuel opmærksomhed. Omkring 80 procent af de hyperaktive børn bliver normale i løbet af cirka atten måneder, de øvrige er noget længere om det.

Af det her nævnte fremgår det at der er nyt håb for både retarderede og hyperaktive børn. Ikke alene kan forældrene hente faglig hjælp fra forskellig side, men der er også mangt og meget de selv kan gøre for at hjælpe deres handicappede børn.

[Fodnote]