„Er mit barn hyperaktivt?“

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Australien

„LIGE fra fødselen sov hun kun nogle få timer ad gangen, og meget let; hun havde mareridt og skreg i søvne mens hun bankede hovedet mod væggen. Hun kunne ikke holde sig i ro og ville ikke omfavnes. I nattens løb kunne hun skrige og sparke i timevis. Lægen gav hende sovemidler, men de virkede ikke.“ Dette fortæller moderen til Deanne, et barn der er hyperaktivt.a

Moderen fortsætter: „Det var klart at hun var anderledes end andre, men da hun begyndte i skolen beklagede både de andre børn og lærerne sig. Hun var stridbar og ødelagde alting; hun blev grebet af panik hvis bare en lille ting gik skævt, rørte ved alting når hun gik forbi, flængede andre børns tegninger, knuste hele tiden et eller andet, og kradsede og nappede. Lærere klagede over at hun kun koncentrerede sig i få minutter ad gangen. Når hun havde det værst, så det ud som om noget inden i hende var ved at gøre hende vanvittig, og hun nærmest hev og sled i sig selv.“

Ordene i kursiv er nogle af de adfærdsformer der er forbundet med hyperaktivitet, minimale hjerneskader, hyperkinetiske og specifikke indlæringsvanskeligheder samt koncentrationsforstyrrelser. Ordet hyperkinesis kommer af nylatin og græsk, hvor hyper betyder „over“ eller „ekstra“ og kinesis betyder „bevægelse“. Omkring fem procent af børn i skolealderen menes at være berørt af dette, og man anslår at det i nogle områder er helt op til 35 procent. Det er derfor ikke mærkeligt at mange forældre bekymret spørger sig selv: „Er mit barn hyperaktivt?“

Hvordan er symptomerne?

Hvis du skal afgøre om dit barn har dette problem, kan det være en hjælp at betragte nogle af de typiske symptomer på hyperaktivitet. (Se rammen på side 26.) Overvej følgende: Er dit barn altid rastløst, bevæger det hele tiden hovedet, og kan det ikke holde sig i ro? Er barnet for det meste frustreret, impulsivt eller usædvanlig klodset, uden sans for hvad der er farligt? Forstyrrer det konstant andre børn uden særlig grund? Har det svært ved at sove, at vise sine følelser, eller at fuldføre arbejdsopgaver? Er det ude af stand til at koncentrere sig i mere end få minutter ad gangen? Har det særlige indlæringsvanskeligheder? Har det, til trods for en intelligens der måske ligger over middel, alligevel dårlige resultater i skolen?

Hvis et eller flere af disse symptomer passer på dit barn, er han eller hun muligvis hyperaktiv. Men husk at børn er forskellige. Der er også forskellige grader af hyperaktivitet — hvoraf nogle knap nok bemærkes, mens andre er mere alvorlige og mere iøjnefaldende.

Hyperaktivitet — eller blot manglende opdragelse?

Men lige et advarende ord inden du stempler dit barn som hyperaktivt. Forældre bør undersøge om uartig adfærd og forseelser hos deres barn skyldes forsømmelighed fra forældrenes egen side med hensyn til at opdrage på en konsekvent og fast, men alligevel kærlig måde. Mange børn bliver frustrerede, irritable, stædige og laver scener når de ikke får deres vilje. En af verdens største autoriteter med hensyn til menneskelig adfærd siger: „Børn gør af natur tåbelige ting uden at tænke sig om, men en god endefuld vil lære dem hvordan man opfører sig.“ — Ordsprogene 22:15, Today’s English Version.

Når det drejer sig om et hyperaktivt barn er det imidlertid ikke sikkert at en endefuld er løsningen. Den vil måske endog fremkalde et endnu værre anfald af arrigskab, fordi, som en læge fastslår: „Deres adfærd er uden for deres egen kontrol.“ Reaktionen på tugt kan derfor være endnu et fingerpeg om barnets tilstand. En moder til et sådant barn fortæller: „Andre henvendte sig til mig og sagde: ’Din søn har gjort dit’ og ’din søn har gjort dat’. Der var udbredt enighed blandt vore venner om at hvad han trængte til var en ordentlig dragt prygl. Det var noget snak! Den stakkels lille fyr har fået så mange at det er et under at han har overlevet.“

Det ser ud til at hyperaktive børn ikke reagerer på tugt på samme måde som andre børn gør, hvad enten tugten foregår ved at man ræsonnerer med dem, forholder dem noget, eller giver dem en afklapsning. De gør det samme igen straks efter afstraffelsen. Det opdager forældrene nemt hvis de har flere børn og giver dem alle den samme opdragelse. Tugt er derfor ikke nødvendigvis løsningen for et hyperaktivt barn.

Et forslag der måske kan hjælpe dem der kun har ét barn, til at finde ud af om barnet er hyperaktivt eller blot har brug for tugt, er følgende: Lad en ven, måske en moder der selv har flere børn, passe barnet en hel dag, og spørg derefter om hendes ærlige mening. Til tider viser børn som er en prøvelse derhjemme, en forbavsende samarbejdsvilje og lydighed når de er hos en kærlig ven der viser fasthed. Hvis dette er tilfældet, lader det til at barnet ikke er hyperaktivt. Måske mangler det blot en fast men kærlig tugt.

Har kosten nogen betydning?

Hvis du efter en ærlig vurdering af opdragelsen stadig mener at dit barn kan være ’hyperkinetisk’, kunne du prøve at følge nogle lægers forslag med hensyn til kosten. En kostplan som afdøde dr. Ben Feingold har fundet frem til, er bygget på teorien om at hyperaktivitet kan være et resultat af at man spiser visse stoffer — hvoraf nogle er naturlige, andre kunstige — der antages at påvirke omkring 50 procent af de mennesker der er hyperaktive. I det væsentlige er disse stoffer giftige for nogle mennesker og forstyrrer visse særlige hjernefunktioner der berører adfærdsmønsteret.

Ifølge dr. Feingolds undersøgelser kan man finde stofferne i visse rå frugter og grøntsager; men de findes også i mere alvorlig grad i de kunstige farve- og smagsstoffer der bruges i fødevarer. I den kost man anbefaler til hyperaktive, søger man derfor at undgå de eventuelle skadelige sammensætninger der muligvis kan fremkalde hyperaktiv adfærd. Rapporter viser at en del forældre har haft gode resultater med denne metode. Dr. Feingold hævdede imidlertid at kun cirka 50 procent af hans hyperaktive patienter blev hjulpet af en ændret kost.

Deanne, der er berettet om i indledningen, er et af de tilfælde hvor man har brugt kostmetoden. Efter at have fortalt om hvordan en læge havde stillet en diagnose over Deannes hyperaktive tilstand, fortsætter moderen: „For omkring fire år siden fik vi kendskab til dr. Feingolds diæt. Vi syntes den var svær at overholde, men vi bemærkede en forskel. I løbet af det sidste år er der sket en stor forandring med hende. Hun er meget roligere og kan nu sidde og læse eller arbejde i en hel time. Hun kan også udmærket lege med andre børn og koncentrere sig, og hun reagerer ikke negativt på forstyrrelser. Hun er blevet mere tålmodig.“

Har sukker nogen indvirkning?

I forbindelse med kosten har man fundet ud af at børn der viser tegn på hyperaktivitet — som for eksempel træthed, anspændthed, nervøsitet, udmattelse, irritabilitet, følelsesmæssig ubalance og uregerlighed — kan lide af en mere eller mindre alvorlig grad af hypoglykæmi, for lavt blodsukker.b Mangel på glukose tilskrives som regel et overskud af insulin, der fjerner glukose fra blodet hurtigere end den kan erstattes. Hjernens funktion afhænger af en stadig forsyning af glukose fra blodet. Hypoglykæmi svækker hjernens ydeevne, og forårsager derved adfærdsmæssige forstyrrelser. En stærk lyst til søde sager kan være et tegn på for lavt blodsukker.

En hypoglykæmi-diæt indbefatter at man undlader kunstige smags- og farvestoffer, såvel som sukker, især rørsukker. Sukker er farligt for et menneske der lider af hypoglykæmi, fordi det medfører at blodsukkeret pludselig stiger, hvilket udløser en alt for stor mængde insulin til at modvirke dette. Dr. Allan Cott forklarer følgende i en artikel om „Behandling af indlæringsvanskeligheder“: „Det har været en almindelig iagttagelse blandt de forskere der har undersøgt og vurderet børnenes ernæringsmæssige tilstand at de spiser en kost der er rig på sukker: bolsjer, slik og sukkerholdig mad. Fjerner man dette fra kosten, forbedres den hyperaktive tilstand.“ Det er grunden til at nogle autoriteter siger at føde- og drikkevarer der indeholder sukker ikke er tilrådelige for hyperaktive børn.

Tag for eksempel tilfældet med Beky på fire år. Hun var utålmodig, irritabel og frustreret, især sidst på dagen. Man anbefalede da hendes moder at give hende en sukkerfri kost, og moderen fortæller: „Det kræver mere selvbeherskelse af forældrene end af barnet. Men det er anstrengelserne værd at have en glad og rolig datter. Hele familien nyder godt af det! Blot det at min datter holdt sig fra sukker hjalp på hendes adfærd.“

Er miljøforureningen også en årsag?

Det engelske lægeblad The Lancet forklarer: „Det synes rimeligt at slutte . . . at den stigende mængde bly (ikke nødvendigvis i et giftigt omfang) der gennem længere tid har kunnet spores, kan være årsag til den minimale hjerneskade der kan være til stede ved hyperaktivitetssyndromet.“ Nyere forskningsresultater vidner om det samme.

Forureningen af miljøet — især den store mængde bly der slippes ud i atmosfæren, hovedsagelig gennem udstødningen fra de mange motorkøretøjer — kan altså være en af årsagerne til det voksende antal hyperaktive børn i byerne.

Kan forhold før og under fødselen forårsage hyperaktivitet?

Der findes børn som ikke reagerer på forholdsregler i forbindelse med kosten. Der må derfor foreligge en anden årsag end dem vi allerede har omtalt. Ashley Montagu, der er forfatter til bogen Life Before Birth, henviser til det afgørende tidspunkt hvor hvert enkelt individ bliver formet, idet han siger: „Livet begynder ikke ved fødselen, men ved undfangelsen. Dette betyder at et barn der er ved at udvikles, ikke blot er i live i den forstand at det består af levende væv, men også i den forstand at det, fra samme øjeblik det er undfanget, kommer ud for forskellige ting. . . . De begivenheder der finder sted inden fødselen, og barnets reaktioner derpå, vil berøre det resten af livet.“ I løbet af de tre første måneder efter undfangelsen, hvor de vigtigste organer bliver dannet, kan følelser hos moderen, såsom frygt, ængstelse og kraftigt stress, berøre barnets psykiske udvikling.

Et spædbarns første oplevelser i forbindelse med fødselen er også blevet betragtet som en vigtig årsag til hyperaktivitet. En forsker der har foretaget en undersøgelse heraf, skriver: „De farer et foster udsættes for, når et højdepunkt i timerne under fødselsveerne. For de fleste mennesker er fødselen den farligste oplevelse de nogen sinde bliver udsat for.“ En kompliceret og farlig fødsel forbundet med svigtende ilttilførsel til hjernen, kan bære skylden for de mindre åbenlyse neurotiske følger der måtte vise sig senere i livet, når et menneske bliver udsat for yderligere stress.

Med hensyn til minimal hjerneskade efter stress hos moderen inden barnets fødsel eller svigtende ilttilførsel under fødselen, er medicin da løsningen? Det er rigtigt at man bruger opkvikkende medicin i alvorlige tilfælde af hyperaktivitet. Hvad angår medicinsk behandling af hyperaktivitet siger et amerikansk panel på 15 rådgivende specialister at de „er enige om at den medicinske behandling ikke ’helbreder’ tilstanden, men at barnet måske vil blive mere modtageligt for undervisning og rådgivning“ når der gives medicin. De slutter dog at „behandling med opkvikkende medicin kun er gavnlig i omkring halvdelen eller to tredjedele af de tilfælde hvor brugen af medicin er relevant“. På den anden side advarer psykologen James Swanson om at 40 procent af dem der lider af hyperkinesis slet ikke bør have medicin. Der er derfor grund til at forældre er forsigtige med at godtage en medicinsk behandling der egentlig ikke er nogen kur imod hyperaktivitet. Et forældrepar hvis søn modtog medicinbehandling gennem seks måneder inden han kom på diæt, siger: „Vi indser nu at medicin ikke var et tryllemiddel der kunne forbedre Richards evne til at lære. Det der var påkrævet var at vi ofrede mere af vor egen tid for at hjælpe ham.“

Adfærdsterapi med hovedvægten på opmuntring, ros og belønninger når rimelige mål bliver nået, er måske en mere langvarig men også mere effektiv og holdbar metode til at hjælpe børn der lider af hyperkinesis. En god familieatmosfære der bidrager hertil, og fasthed fra forældrenes side, er en absolut nødvendighed. Lige så vigtig er en dyb kærlighed til det syge barn, for uden den vil enhver form for terapi være dømt til at mislykkes.

Og til sidst: Hvilken konklusion kan man da drage? Er dit barn hyperaktivt? Det kan være tilfældet. Forvis dig imidlertid først om at den formodede hyperaktivitet ikke blot er et udslag af manglende opdragelse. Prøv med en fast og konsekvent opdragelse i en familieånd der er præget af kærlighed og enhed. Forvis dig derefter om at dit barn ikke lever af „junk food“, af fødevarer der indeholder kunstige smags- og farvestoffer eller meget sukker. Hvis disse metoder slår fejl, kan det være nødvendigt med yderligere lægeundersøgelser for at fastslå den nøjagtige årsag til at barnet er hyperaktivt.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 24]

Er dit barn hyperaktivt — eller mangler det tugt?

[Ramme på side 26]

NOGLE SYMPTOMER PÅ HYPERAKTIVITET

1) Den lille er rastløs og i konstant bevægelse; får som spæd vuggen til at gynge og slår hovedet mod væggen.

2) Uberegnelig adfærd; bliver let frustreret; er meget krævende.

3) Har svært ved at falde i søvn; sover let; har mareridt.

4) Begrænset koncentrationsevne ved enhver aktivitet.

5) Aggressiv og forstyrrende adfærd over for andre; vil røre ved alt og alle.

6) Stædig, selv i situationer der skader barnet selv; gør måske det samme igen lige efter at det er blevet tugtet.

7) Bider negle; piller og river i huden; kradser sig selv.

8) Antisociale tendenser — lyver, stjæler, slås, er ulydig, indesluttet og grov.

9) Ude af stand til selv at kontrollere sit adfærdsmønster.

(Baseret på The Feingold Handbook)

[Illustration på side 25]

Stress under graviditeten og fødselen kan forårsage hyperaktivitet hos barnet.