Kirkelig undskyldning afslører dyb splittelse

„JEG bekender for jer og for Herren, ikke blot min egen synd og skyld . . . men som talsmand tillader jeg mig også at gøre dette på den nederlandsk-reformerte kirkes vegne.“ Professor Willie Jonker, en ledende nederlandsk-reformert præst, fremsatte offentligt denne ret chokerende undskyldning ved en national kirkekonference den 6. november 1990, i Rustenburg i Sydafrika. Hvilke synder havde Jonker i tanke? Jo, han tænkte på „de politiske, sociale, økonomiske og organisationsmæssige uretfærdigheder der er blevet begået“ på grund af den sydafrikanske apartheidpolitik.

„Jeg føler at jeg er i min gode ret til dette,“ fortsætter professoren, „eftersom den nederlandsk-reformerte kirke ved den nyligt overståede synode erklærede at apartheid er en synd, hvorved den har bekendt sin egen skyld.“ Den kraftige reaktion som Jonkers undskyldning udløste, viser dog at mange menigheder inden for kirken er aldeles uenige i kirkens udtalelser om apartheid.

Grunden til denne kontrovers er at den nederlandsk-reformerte kirke i Sydafrika, hvis medlemmer overvejende er hvide afrikanere, længe har støttet apartheid.

I oktober 1986 foretog kirkesynoden en drastisk omlægning af sin politik ved at meddele at alle racer nu var velkomne som medlemmer i kirken og at det havde været forkert af kirken at prøve at bruge Bibelen til at retfærdiggøre apartheidpolitikken. Endvidere bekendtgjorde synoden i 1990 at kirken „meget tidligere burde have taget klart afstand fra dette synspunkt“, og at den „erkender og tilstår sin forsømmelighed“.

Jonkers undskyldning udløste en splid som afslørede en dyb splittelse angående kirkens syn på apartheid. Splittelsen præger tilsyneladende alle lag af kirken, lige fra lægfolket helt op til den tidligere formand for synoden. Som svar på Jonkers undskyldning gav Willie Potgieter, en nederlandsk-reformert præst, udtryk for at det var „ufølsomt så pludseligt at handle på denne måde“. Han hævdede at næsten halvdelen af hans menighed stadig opfattede apartheid som en brugbar kristen norm.

Forståeligt nok er mange medlemmer af den nederlandsk-reformerte kirke bedrøvede over denne splittelse. Et utilfreds kirkemedlem der skrev til Johannesburg-avisen Beeld, udtrykte det sådan: „Det er på tide at vi . . . falder på knæ og beder om tilgivelse for vor syndige splittelse og alle de forfærdelige ting vi har sagt om hinanden.“

En sådan enhed er imidlertid ikke sandsynlig, og den nederlandsk-reformerte kirke er heller ikke den eneste kirke i Sydafrika der er plaget af sådanne splittelser. Dette mundhuggeri mellem disse såkaldte kristne er meget langt fra den kærlighed og enhed Jesus sagde ville kendetegne hans sande disciple. — Johannes 17:20, 21, 26; jævnfør Første Korintherbrev 1:10.