Jeg var allergisk over for giftige kemikalier

„Jeg har altid været følsom over for skadedyrsmidler, kosmetik og dampe fra maling, og det medførte at jeg fik udslæt og havde hovedpine. Det betyder nok ikke så meget — tænkte jeg. Lidet anede jeg hvad det skulle føre til.“ Sådan begynder Millie sin beretning.

Hun fortsætter:

„ÅH, de fluer!“ Jeg hængte nogle fluefangere op, og snart var der ikke en flue at se. Jeg tænkte: ’Hvor er den moderne videnskab dog vidunderlig!’ Men det blev et vendepunkt for mit helbred.

Jeg begyndte at få hjertebanken og voldsom muskelslaphed, jeg kastede op og kunne pludselig begynde at græde. Hvad var der i vejen? Jeg var lykkeligt gift og glad for livet. Så flyttede vi. I den nye lejlighed var der kakerlakker, så vi sprøjtede.

Pludselig kunne jeg ikke få vejret. Min mand, Jerry, kørte mig i en fart på hospitalet. Da jeg kom hjem igen, fik jeg en depression, blev forvirret og kunne næsten ikke tale. Jeg kom snart på hospitalet igen, og lægen sagde til Jerry: „Deres kone er mentalt forstyrret — hun er skizofren.“ Men da vi flyttede til en ældre beboelsesvogn forsvandt symptomerne.

Så kom myrerne. Der blev sprøjtet med insektpulver. Depressionen, kvalmen og grædeturene vendte tilbage. I atten timer kastede jeg op hver halve time. Jeg havde diarré. Det gjorde ondt i alle leddene. Fortvivlede tog vi hen til et psykiatrisk hospital.

De blodprøver der blev taget på hospitalet viste at jeg manglede hvide blodlegemer, og det kunne måske betyde at der var en fejl i kroppens immunitetssystem. Men det forbandt jeg nu ikke med mine problemer. Efter en undersøgelse sagde psykiateren så: „De er bestemt ikke skizofren. Deres psykiske tilstand er bedre end de flestes.“ På hospitalet fik jeg det bedre, men så snart jeg kom hjem sløredes mit syn. Alle de andre symptomer kom også igen.

„Hver gang hun kommer på hospitalet, får hun det bedre, men hun bliver dårligere igen når hun kommer hjem,“ sagde Jerry med tårer i øjnene til lægen. „Hun har ikke været sig selv siden vi sprøjtede huset for myrer.“

„Dér har vi det, dér har vi det!“ udbrød lægen. „Få hende væk derfra et stykke tid, så vi kan finde ud af om det er det der er årsagen.“

I tre dage sov jeg i en campingvogn, og mine symptomer forsvandt. Da jeg stadig ikke var overbevist om at årsagen til problemet skulle søges i huset, tog jeg hjem igen. Med det samme snørede min hals sig sammen og min tunge svulmede op. Nu var jeg klar over det! Jeg var allergisk over for giftige kemikalier i huset. Efterhånden begyndte jeg også at reagere over for parfume, kemikalier i husholdningen, hårfarve, kosmetik, benzindampe, udstødningsgas — ja endda syntetisk tøj.

Millie led af det der kunne kaldes det 20. århundredes syndrom. Hendes tilfælde var ganske vist ekstremt. De fleste reagerer på forurening ved at nyse og ved at øjnene klør eller brænder. Men er tilfælde som hendes, hvoraf der bliver flere og flere i hele verden, et advarende tegn på øget forurening af miljøet? Er menneskene virkelig ved at ’ødelægge jorden’, som forudsagt i Bibelen for mange hundrede år siden? — Åbenbaringen 11:18.