Tegneserierne — som de var engang

DET begyndte alt sammen med The Yellow Kid („Den gule dreng“). Det var navnet på en humoristisk figur der dukkede op i New York-avisen World helt tilbage i 1896. Den blev overordentlig populær, og snart kunne avislæserne fryde sig over den måde personerne boltrede sig på i serier som Foxy Grandpa, Buster Brown (på dansk: Lille Svend) og The Katzenjammer Kids (Knold og Tot). Tegneserierne var født!

Dengang var tegneserierne præget af forholdsvis uskyldige løjer. De fleste kom frem i USA; nogle af dem opnåede en vis udbredelse, for eksempel Bringing Up Father (Gyldenspjæt) og Mutt and Jeff (Store Klaus og Lille Klaus). Disse muntre figurer genspejlede ganske godt den troskyldighed der prægede tiden op til det skæbnesvangre år 1914. Når man nu ser tilbage, er det måske ikke alt der virkelig var morsomt. Den populære Knold og Tot fik for eksempel nogle læsere til at gøre indsigelse mod det man kaldte „en systematisk hærgen der hverken påvirkes af smæk, trusler eller gode løfter“.

Superheltenes fremmarch

Snart besluttede udgiverne at genoptrykke dette populære læsestof i bogform. Til at begynde med var disse tegneseriehæfter blot noget annoncørerne forærede bort i reklameøjemed. Men i 1934 satsede forlæggerne Wildenberg og Gaines på at de unge læsere ville være parate til at spendere 10 cents på et tegneseriehæfte som de kaldte „Famous Funnies“. Det blev også en succes. I den hårde konkurrence om læsernes gunst antog forlæggerne derfor tegnere der kun lige akkurat var færdige med gymnasiet.

I 1938 indtraf et vendepunkt da det unge makkerpar Siegel og Shuster fandt en forlægger til en tegneseriefigur de havde opfundet — Superman! Ifølge en af hans skabere skulle han være „en figur som Samson, Herkules og alle de stærke mænd jeg nogen sinde havde hørt tale om, i én person — bare endnu stærkere“. Denne „stålmand“ besatte unges og gamles fantasiverden. Snart indtjente dette månedsblad en million dollars årligt. Ansporet af denne succes begyndte andre udgivere at opfinde flere kappeklædte korsriddere.

Men den næste generation af tegneserier sank så dybt som til at beskæftige sig med sex, vold og gru. Voldsbetonede tegneserier, som for eksempel en med titlen „Forbrydelse betaler sig ikke“, betalte sig faktisk godt. Og efterhånden som man passerede 1950erne, begyndte tegneserierne også at indjage deres unge læsere skræk med titler som „Historier fra kapellet“.

Tegneserierne havde nu for en stor del mistet deres morsomme præg.

Forskellige kritiiske røster

I 1954 rettede bogen Seduction of the Innocent (på dansk under titlen De Uskyldiges Forførelse) af Frederick Wertham en anklage mod tegneserieindustrien for at fordærve børn og unge. Dr. Wertham havde undersøgt børn med følelsesmæssige forstyrrelser og fundet frem til at mange af dem var ivrige læsere af tegneserier. Hans konklusion lød: „Historierne i tegneseriehæfterne er voldsfremmende.“

Der var imidlertid nogle der mente at dr. Werthams undersøgelse ikke beviste at tegneserier havde en dårlig indflydelse på normale børn. Ikke desto mindre tog man med tiden skridt til at „censurere“ tegneserieindustrien, i hvert fald i De forenede Stater, ved at opstille retningslinjer der forbød overdreven vold og nøgenhed. Men har disse forholdsregler været virkningsfulde? Hvordan er dagens tegneserier?

[Tekstcitat på side 5]

Med indledningen til Anden verdenskrig sank den næste generation tegneserier så dybt som til at beskæftige sig med sex, vold og gru

[Illustration på side 4]

„Den gule dreng“ var den første seriefigur i De forenede Stater

The Yellow Kid „Den gule dreng“

Buster Brown (Lille Svend)

Polly and Her Pals (Den kære familie)

[Illustration på side 5]

Disse livfulde figurer viser også hvordan tegneserierne plejede at være

Tillie the Toiler

Happy Hooligan

Krazy Kat

Knold og Tot

Store Klaus og Lille Klaus