Tegneserierne — som de er i dag

TEGNESERIERNE er kommet et langt skridt videre fra den grove streg og enkle stil der prægede deres barndom. Nu høster de endda fra forskelligt hold anerkendelse for tegningernes kunstneriske kvalitet. Og teksternes mere raffinerede stil får nok flere læsere til at ty til ordbogen nu og da.

Den største forandring skyldes imidlertid at superheltene ikke kun må kæmpe med fjenderne i deres eget medium, men også mod indflydelsen fra det fremtrængende fjernsyn. For nylig blev der offentliggjort en undersøgelse med titlen „Fjernsyn og adfærd“, der afslører at fjernsynets magt til at fastholde sit unge publikums opmærksomhed virkelig er mere end respektindgydende. Hvad gør tegneserierne da for at klare sig i kappestriden med denne mægtige konkurrent?

En af fornyelserne gik ud på at indføre fortsatte historier — sådan at læseren lokkes til at købe hver ny udgave. For ikke ret længe siden bragte bladet Rom for eksempel en medrivende historie der slutter med at superhelten Rom og hans makker fra det forsvundne kontinent Atlantis trues af et frygtindgydende uhyre. Hvad sker der nu? Det kan man kun finde ud af ved at købe næste nummer!

For at holde interessen fangen hos nutidens TV-forvænte børn har man i tegneserieindustrien følt sig nødsaget til at glemme næsten alt om etiske begrænsninger, og givet læserne vold i rigelige mængder. Et nummer af tegneserien Daredevil (på dansk: Dæmonen; hovedpersonen er blind og bærer djævledragt) viste sig at skildre vold i 53 procent af billederne. Når vovehalsen er i slagsmål beskrives det realistisk, slag for slag, ledsaget af ’lydeffekter’ som „whok“, „klugg“, „kangg“, „chudd“ og „thwakk“, for blot at nævne nogle. Og med det stramtsiddende trikot der er obligatorisk klædedragt for superheltene, kan læseren måbe med fri udsigt til de spillende muskler. (Kvindelige superhelte er ikke mindre forførende klædt.) Det skulle derfor heller ikke overraske nogen at tegneseriebladene ofte foretrækkes til annoncer for bodybuilding og kamptræning.

Tegneserierne gør også noget for at tiltrække dem der interesserer sig for det religiøse og okkulte. Et nummer af Thor har for eksempel en indledning der leder tanken hen på Bibelen: „I begyndelsen var det tomme rum. Som tiden gik, voksede der stof frem i tomrummet, og stoffet dannede stjerner, og stjernerne dannede planeter . . . luften over jorden svulmede af kraft og livsenergi . . . indtil energien selv blev klar over sin frygtindgydende magt.“ Herfra føres læseren så ind i et sagn om mytologiske guder og gudinder.

Forfatterne har også fundet ud af snedigt at indflette religiøse forestillinger, som for eksempel om sjælevandring, i historierne. I et nummer af Dæmonen bliver en død kvinde vakt til live af en mystisk mand, som kommenterer miraklet med denne henkastede bemærkning: „Ja . . . pudsigt, ikke?“ Tegneserier med titler som „Spøgelsesrytteren“ og „Jeg — en vampyr!“ viser at nogle forlæggere gerne vil tjene tykt på øjeblikkets optagethed af det okkulte.

Selv fortalere for pornografi har i tegneserierne fundet en nem udvej for at fremstille nøgenhed og erotisk præget adfærd. Mange af disse uanstændige tegneserier kan godt ende mellem hænderne på børn.

Det er naturligvis ikke alle tegneserier der virker nedbrydende. De læses heller ikke alle sammen udelukkende af børn. Millioner af voksne følger med i tegneserierne i deres yndlingsavis. På Filippinerne lejer mange — deriblandt voksne — et tegneseriehæfte for nogle få cents og læser det ved bladkiosken før de afleverer det igen, og i Spanien er voksne der læser tegneserier i metroen i Madrid eller Barcelona et almindeligt syn.

En populær fransksproget serie er efterhånden oversat til mindst 18 sprog. Det er „Asterix“, en frygtløs undermåler af en gallerkriger, der indvikles i alle mulige eventyr på sine rejser i det gamle romerske imperium. Leksikonnet Encyclopædia Britannica skriver: „Foruden i bund og grund at være humoristisk og eventyrlig boltrer ’Asterix’ sig i raffinerede ordspil, vittige anakronismer og satiriske glimt der har gjort tegneserien til yndet læsning for millioner af voksne europæere.“

Det er imidlertid hævet over enhver tvivl at mange tegneserier specielt henvender sig til børn og er underlødige når de beskæftiger sig med okkultisme, sadisme, gru og formålsløs vold. Betyder det så at bekymrede forældre bør forbyde deres børn at læse alle tegneserier?

[Illustration på side 6]

I nogle tegneserier er over halvdelen af stoffet voldsscener

[Illustration på side 7]

Mange tegneseriehæfter skildrer sex og okkultisme