En serietegner søger den sande lykke

I BEGYNDELSEN af 1970’erne var jeg en førende serietegner hos det ansete japanske forlag Kodansha. Allerede som ung pige på 23 år havde jeg en månedsløn på mellem 300.000 og 400.000 yen, tre til fire gange så meget som en mand med universitetseksamen og adskillige års anciennitet i et større firma. Jeg var desuden gennem to år kommet sammen med en lovende ung mand, og vores forelskelse tegnede til at ende med ægteskab.

At jeg blev landskendt skyldtes den tegneserie der hed „Lykken“ og som tog sin begyndelse i februar 1972. Oplægget lød: „En fattig pige, Shima, søger lykken.“ Ved hjælp af dramatiske virkemidler hyldede jeg kærligheden mellem mennesker. Jeg tænkte dog ikke på at højne unge menneskers åndelige niveau, men på at skabe en serie der havde succes.

Dengang drømte jeg slet ikke om at jeg, når serien efter 46 uger var fuldført, endnu havde til gode at finde ud af hvad sand lykke betød, og at jeg skulle begynde en ny tilværelse. Med lad mig først fortælle hvordan jeg blev serietegner.

Hvordan jeg blev serietegner

Mine forældre var ganske vist fattige, men de satte uddannelse højt og var ikke påholdende med at købe bøger. Foruden bøgerne læste jeg nogle månedsblade for piger. Deres tegneserier fængslede mig. Jeg var ikke tilfreds med blot at læse, men begyndte selv at tegne figurer.

Under min opvækst udkom der kun tre månedlige tegneseriehæfter for piger. Men tiderne skiftede, og endog universitetsstuderende og voksne begyndte åbenlyst at læse tegneserier. For nylig har avisen Asahi Evening News bemærket: „Hvilken litteraturgenre kan have et så fast tag i folk at selv fjernsynet har svært ved at konkurrere med den? I Japan er svaret tegneseriehæftet. Her er der en ’manga’, et tegneseriehæfte, for enhver smag.“

I 1986 skrev avisen Mainichi Daily News: „Næsten en tredjedel af alle bøger og tidsskrifter der udgives i Japan er [tegneserier] — som udgør en industri med en omsætning på 300 milliarder yen og udkommer i et årligt oplag på 1,5 milliarder eksemplarer.“ Og tidligt i 1987 skrev avisen: „I august 1986 var der 21 forskellige tegneseriehæfter for voksne kvindelige læsere i handelen, med en samlet månedlig udbredelse på 58 millioner eksemplarer.“

Da jeg voksede op var der efterspørgsel efter nye serietegnere. Mens jeg gik i gymnasiet afholdt et af de største forlag i Japan den første udtagelseskonkurrence for nye serietegnere. Begejstret tilmeldte jeg mig konkurrencen, men uden resultat. Året efter kom mine arbejder med blandt de endeligt udvalgte. Det tredje år fik jeg følgende meddelelse fra forlaget: „De har vundet Kodanshas tredjepris for 1969 som den bedste nye børneserietegner.“ Disse ord havde en magisk virkning på mig og fik mig til kun at leve og ånde for mit arbejde.

Min popularitet vokser

Man skal være i skarp træning for at få sine produkter offentliggjort i et tidsskrift. Hver uge skulle jeg sørge for at få indarbejdet et spændende højdepunkt i serien og samtidig udtænke en slutning der tvang læserne til at købe næste nummer. Det er ikke let. De der sidder i redaktionen gennemgår arbejdet med et kritisk blik. Man kan høre dem sige i et følelsesforladt, forretningsmæssigt tonefald: „Det her og det dér — det er alt for dårligt til at komme på tryk!“

Som nybegynder kunne jeg ikke argumentere imod dem. „Jeg retter det med det samme,“ sagde jeg modfaldent, hvorpå jeg styrtede hjem og arbejdede hele natten. Selv efter at jeg føjeligt havde rettet i mit produkt fire eller fem gange kunne man på redaktionen stadig være utilfreds. Når jeg var alene græd jeg tit af frustration over at jeg ikke kunne finde ud af hvor og hvordan jeg skulle lave om på mine tegninger.

Men jeg syntes om arbejdet og gjorde derfor mit bedste for at føje redaktøren i hans ønsker. Min succes skyldtes til dels at jeg rettede mig efter redaktionen, der var meget årvågen over for læsernes reaktioner. Inden længe opnåede jeg høje placeringer i popularitetsmålinger, noget ret usædvanligt for en nybegynder. Med tiden kappedes jeg med de selv samme tegnere jeg havde set op til, om at være den populæreste. Tegneserien „Lykken“ som blev påbegyndt mindre end tre år efter min debut, var fra begyndelsen blandt de populæreste.

Nogle af de figurer jeg tegnede, kom på forsiden af „Pigernes Ven“, et af de to største japanske tegneseriehæfter for piger. På en måde var det derfor mit navn der solgte bladet. Men desværre opnåede jeg ikke selv den lykke jeg skrev om.

Hvordan min tilværelse formede sig

Efterhånden som jeg blev populær, lagde jeg min livsstil om, især efter at jeg var flyttet til Tokyo og havde fået en lejlighed. Jeg gjorde ligesom de andre populære tegnere, der efter arbejdet gik på bar eller i klub til ud på de små timer, for så at sove dagen væk.

For at bevare min popularitet måtte jeg tegne endnu mere sensationsprægede billeder og samtidig producere mere. Jeg var altid i tidnød, for jeg arbejdede langsomt og ville ikke slække på kvaliteten. Det var slet ikke usædvanligt at jeg forsømte at bade i dagevis og undlod at gøre rent i en hel måned. Til tider arbejdede jeg 30 eller 40 timer ud i ét stræk for at overholde en afleveringsfrist. Jeg ofrede alt for mit arbejde.

Det bragte mig i den utilfredsstillende situation at jeg havde penge men ingen tid til at bruge dem, og jeg begyndte derfor at slå om mig med penge. For eksempel købte jeg nyt tøj hver måned, men gik sjældent med det. Jeg kørte altid i taxa, og jeg begyndte at købe grammofonplader for titusinder af yen på én gang. Men det forstærkede kun min ensomhedsfølelse.

I denne verden, hvor populariteten er det der tæller, bringer øget popularitet endnu mere nedrig kappelyst med sig. Når en er på vej op, er en anden på vej ned. Når man er på toppen, bliver de andre tegnere ens fjender og forsøger at puffe én ned fra piedestalen. Hvad sker der hvis ens popularitet daler? Når først ens honorar er gået op, går det sjældent ned, men hvis ens popularitet samtidig er på retur, betyder det at man ikke får nyt arbejde tilbudt. Og så bliver man glemt.

Jeg følte at jeg præsterede noget, men i de populære tegneres verden fandt jeg en tomhed og rastløshed der føltes som en kold vind der blæste igennem mit hjerte. Men det ville jeg nødigt indrømme.

En kilde til sand lykke?

I oktober 1971 bankede en præsentabel ung mand på min dør. Han var et af Jehovas vidner. Efter nogle få besøg præsenterede han mig for en dame med ordene: „Fra nu af kommer min moder.“

Jeg havde den berømmelse og de penge jeg higede efter, men jeg så hverken lige så velstående eller lykkelig ud som fru Satogami, der studerede Bibelen med mig. Ikke engang mine følelser over for min faste ven kunne tåle sammenligning med den glæde som hun udstrålede når hun talte om sin Gud, Jehova. Hvad var det der var anderledes? Jeg ville gerne finde ud af om svaret fandtes i Bibelen.

Men det var vanskeligt at finde tid til at studere, især fordi jeg var i vane med at gå i seng ved middagstid, stå op klokken 18 og arbejde til middagstid dagen efter. Tit vågnede jeg ved lyden af dørklokken, hvorpå vi studerede når jeg havde vasket mig.

Hindringer

Med tiden begyndte jeg at fortælle mine assistenter og min faste ven om det jeg lærte. ’Det skal de også vide,’ tænkte jeg. Mit højeste ønske var at min ven også ville begynde at undersøge Bibelen. Men han viste slet ingen interesse, og hver gang jeg bragte emnet på bane, blev han tvær. Det forbløffede og foruroligede mig. Havde han ret i at jeg blot blev bedraget? Ville jeg en dag miste ham hvis jeg fortsatte studiet? Tanken om at miste ham var uudholdelig. Vi var stærkt forelskede i hinanden; det troede vi i det mindste, og jeg følte ikke engang arbejdslyst hvis han en dag ikke havde ringet til mig. Min ønskedrøm var at blive gift med ham.

Efterhånden som studiet skred frem begyndte andre forhold at forurolige mig. Min levevis og mit livssyn lå langt fra Bibelens normer. Når jeg tænkte på hvordan tegneserier afspejler forfatterens holdninger, og på hvordan de kan påvirke i titusindvis af modtagelige børn, bævede jeg ved tanken om det store ansvar der påhvilede mig. Min sindsro led under tanken om hvordan mine figurers ordvalg måske fremmede forkerte ting. Alene fra de fanbreve jeg hver uge fik, vidste jeg nøjagtig hvordan unges sind påvirkes af disse korte replikker.

Men som professionel måtte jeg skrive tegneserier der solgte godt. Hvad det betyder, fremgår tydeligt af de umoralske og voldsprægede tegneserier der nu går deres sejrsgang. Det forventedes af mig som førende tegner at jeg leflede for læsernes smag i den retning. Jeg formåede at tale til sværmeriske pigers følelser netop fordi jeg skildrede teenageres forelskelser og romantiske forbindelser i et så tiltalende skær. Det var faktisk hovedårsagen til at jeg så hurtigt fik succes.

Nu stod jeg i et dilemma. Mit bibelstudium havde indgivet mig ønsket om forandringer, men jeg manglede en stærk drivkraft. Jeg troede på udviklingslæren og afviste at der skulle findes en Skaber. På den anden side kunne jeg ikke benægte at det jeg lærte lød logisk og fornuftigt.

Jeg ønskede inderligt at min ven ville undersøge sagen sammen med mig! Men det kunne jeg slet ikke få ham til. En skønne dag sagde han: „Jeg er bange for at undersøge det.“ Sikken en kryster! Jeg begyndte at tvivle på at han virkelig elskede mig. Og hvordan med mig selv? Kunne det tænkes at jeg var forelsket for forelskelsens egen skyld?

Et vendepunkt

I maj 1972, da jeg for anden gang overværede et af Jehovas Vidners offentlige møder, blev jeg præsenteret for en anden ung dame som fru Satogami studerede Bibelen med. Vi syntes om hinanden, og jeg lovede at besøge hende senere på dagen. På vejen derhen gled jeg og forstrakte min ankel, og jeg var derfor nødt til at overnatte hos hende.

Samme aften tog jeg en tilfældig bog fra hendes boghylde. Den hed Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? Den vakte min videbegærlighed. Gardinet var trukket for, men der trængte en smule lys ind fra gaden. Jeg gemte mig bag gardinet og gjorde mit bedste for at hindre at lyset skinnede min sovende veninde i øjnene, og så tog jeg fat på at læse.

Det var en vidunderlig bog! Jeg måtte gøre mange ophold fordi jeg græd. Ved daggry var jeg næsten færdig med den. Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Evolutionsteorien var forkert! Der findes en mægtig Skaber der har frembragt universet og menneskene! Det var den mest bevægende nat i mit liv. Der findes en Gud! Der findes logiske beviser lige for øjnene af os. Hvordan skulle jeg længere kunne undslå mig for at tjene den almægtige Gud?

At gå ud og drikke og give sig af med indholdsløs snak virkede ikke længere fornøjeligt, men intetsigende, nu hvor jeg var begyndt at komme sammen med andre der havde det samme ønske om at tjene Gud. Nu følte jeg mig frastødt af mine venners smudsige sprog og deres praleri med umoralske eskapader.

Hver for sig var de andre tegnere og medarbejdere i redaktionen flinke, men Satans principløse ånd havde gennemsyret tegneserieverdenen og undergravet den. Mennesker taler af deres hjertes overflod. (Mattæus 12:34) Umoralske tegneserier afspejler deres ophavsmænds værdinormer. Kan nogen ærligt benægte at Satan underfundigt har benyttet visse tegneserier som et virkningsfuldt våben til fremme af vold og umoralitet? Jeg måtte selv indrømme at jeg uge efter uge havde fremmet en umoralsk tankegang gennem mine tegneserier.

Efter grundig selvransagelse kom jeg til det resultat at jeg umuligt kunne sætte Gud først i livet og samtidig fortsætte med at arbejde som populær serietegner. Jeg meddelte redaktionen at jeg holdt op, og afbrød forbindelsen med min faste ven.

Lykkens vej

Serien „Lykken“ sluttede i december 1972 med at Shima fuld af håb begyndte en ny tilværelse. En uge efter påbegyndte også jeg en ny tilværelse, idet jeg lod mig døbe som symbol på min indvielse til Jehova Gud.

I juni 1973, da min kontrakt udløb, sagde jeg arbejdet som serietegner farvel, og i september blev jeg en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere. I mellemtiden havde jeg den glæde at hjælpe to af mine assistenter til at lære den sande lykkes vej at kende. Siden 1975 har jeg hver måned brugt mere end 140 timer i den kristne forkyndelse.

Har det så været lykkens vej? Ja. Ganske vist har jeg ikke længere en høj indtægt, men jeg har en tilfredshed jeg ikke kendte som serietegner. Jeg arbejder med at hjælpe andre til at finde vejen til evig lykke, et arbejde der er langt mere kreativt end en serietegners. Jeg er desuden omgivet af medtroende der viser ægte, broderlig hengivenhed. Og frem for alt har jeg den vidunderlige forret at kende og tjene universets store Skaber og det håb at kunne prise ham for evigt i et paradis på jorden. — Fortalt af Yumiko Fujii.

[Illustration på side 23]

De figurer jeg tegnede, kom på forsiden af et kendt tegneseriehæfte

[Illustration på side 24]

Da jeg vandt en præmie for nye tegnere, begyndte jeg en tilværelse som serietegner

[Illustration på side 26]

Nu deltager jeg i Jehovas Vidners forkyndelse