Hvordan sandheden forandrede mig fra kriminel til kristen

JEG er vokset op i en lille by i staten Maine, De Forenede Stater. Jeg fik altid rodet mig ind i noget, og når min far opdagede mine småforseelser blev jeg sendt ud i brændeskuret. Jeg var ofte ensom, især efter min fars død, der indtraf på min 11-års fødselsdag.

Da jeg flyttede til en større by blev jeg involveret i mere end blot småforseelser; nu var det mere alvorlige ting som butikstyveri og indbrud. Jeg kunne finde på at bryde ind i en isenkramforretning bare for at se om jeg kunne. Det var ikke altid jeg stjal særlig meget. Jeg gjorde det mere for spændingens skyld. Nu da jeg ser tilbage, tror jeg at det for en stor del skyldtes for meget fjernsynskiggeri, især de voldsprægede film jeg holdt af at se.

Med tiden blev mine forbrydelser alvorligere. Jo mere jeg slap godt fra, jo dristigere blev jeg. Men en dag blev jeg fanget. Jeg var en 15-16 år og var på ’indkøb’ i et supermarked klokken to om natten — næppe det rette tidspunkt for den slags. Eftersom jeg var ungdomsforbryder fik jeg en betinget dom på seks måneder. Det lærte jeg imidlertid intet af, for jeg fortsatte med små indbrud og tyverier.

Da jeg blev 21 nøjedes jeg ikke længere med småting, og en nat kulminerede min kriminelle løbebane i mord. Efter at have begået indbrud i en butik læssede jeg mit bytte i en af forretningens lastbiler, kortsluttede tændingen og kørte af sted. Jeg var ovenud tilfreds med mig selv efter at være sluppet bort. Der havde været indbrud i den forretning så mange gange at ejeren havde sikret den som en fæstning. Ingen kunne bryde ind i den igen. Men jeg havde klaret det! Hvor var jeg god!

Men jeg kom hurtigt ned på jorden igen. Lastbilen gik i stå, så jeg forlod den og gik hen til et hus for at finde et andet køretøj. En mand i huset så mig luske rundt og truede med at ringe til politiet. Det måtte ikke ske — jeg havde jo lige brudt ind i en butik. Så i panik trak jeg min pistol og skød på ham. Det endte med at han var død og jeg var på flugt.

Sveden haglede ned ad mig. Jeg var stiv af skræk. Først kørte jeg til byen Augusta, hvor jeg skaffede mig af med den stjålne bil og begyndte at vandre over en bro. Jeg stirrede på vandet nedenunder. Skulle jeg hoppe i? Tanken om at begå selvmord strejfede mig adskillige gange de næste dage, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til det. I de næste to år var jeg på flugt.

En dag tog jeg en bus til Boston. På daværende tidspunkt var politiet holdt op med at søge efter mig, men jeg var stadig bange. Hver gang der steg en uniformeret person på bussen, gik der panik i mig. Jeg havde skaffet mig af med pistolen, som jeg under ingen omstændigheder ønskede at beholde efter drabet. I Boston drev jeg omkring om dagen, og om natten sov jeg på byggepladser og i forladte huse. De få penge jeg havde blev hurtigt brugt til mad. Et par gange greb jeg til butikstyveri, men jeg ønskede at holde op med den slags. Spændingen og udfordringen ved at stjæle og slippe af sted med det var helt forsvundet.

Jeg fik et job, fandt mig et billigt værelse, brugte et dæknavn og var nervøs hver gang jeg så en politibetjent. Hvis der kom én gående imod mig, gik jeg den modsatte vej. Jeg var altid meget forsigtig og vovede ikke engang at krydse gaden uden at holde udkig efter politiet af frygt for at blive taget. Sådan kom det til at gå for mig der engang havde søgt spænding som tyv, men nu var på flugt og plaget af skyldfølelse.

Jeg havde en lille bog med ordsprog som jeg af og til læste i. Så kom jeg i tanker om Ordsprogenes bog i Bibelen. Jeg fik fat i en bibel og begyndte at læse i den. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for vi har aldrig været særlig religiøse i vores familie. Da jeg var 13 overværede min mor nogle få møder i Jehovas Vidners rigssal. Men det holdt hun op med, og jeg ønskede heller ikke at have noget med det at gøre.

Selv nu da jeg læste lidt i Bibelen, betragtede jeg det ikke som noget religiøst. Jeg var imidlertid ved at blive godt træt af altid at skulle være på flugt, se mig over skulderen og spekulere på om politiet ventede på mig ved det næste gadehjørne. Jeg tror at jeg inderst inde søgte efter noget, uden at vide hvad.

Det jeg læste gjorde mig nysgerrig og jeg ønskede at forstå det. Jeg havde mange spørgsmål, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle finde svarene. Muligvis fordi min mor nogle gange var kommet i Jehovas Vidners rigssal, besluttede jeg mig for at tage derhen. Jeg var meget nervøs og usikker på hvilken modtagelse jeg ville få, men tog alligevel derhen. Jeg fik en varm modtagelse. Mange bød mig velkommen, og en forkynder lovede at studere Bibelen med mig.

I de efterfølgende måneder begyndte min samvittighed at røre på sig. Jo mere jeg lærte, desto mere tænkte jeg ved mig selv at jeg ikke kunne fortsætte på denne måde. Jeg måtte træffe et valg. Enten måtte jeg holde op med at studere, eller også måtte jeg melde mig selv. Jeg blev hurtigt klar over at jeg ikke kunne holde op med at studere Bibelen, men den anden mulighed virkede samtidig skræmmende. Det var ikke det jeg ville. Jeg ville ikke i fængsel.

Det var den sværeste beslutning jeg nogen sinde har måttet træffe, men jeg traf den. Som 24-årig gik jeg til en af menighedens ældste ved navn Willard Stargell. Jeg fortalte at jeg havde slået en mand ihjel og at jeg havde tænkt på at melde mig.

„Er du sikker på at det er det du ønsker?“ spurgte han.

„Jeg er sikker.“

„Jeg vil hjælpe dig så godt jeg kan. Vil du have at jeg tager med dig hen på politistationen?“

„Ja, meget gerne.“

„Jehovas Vidner afholder et kredsstævne i denne weekend,“ mindede han mig om. „Vi kunne overvære stævnet og så gå til politiet mandag morgen.“

Det forslag kunne jeg godt lide. Jeg ville meget gerne overvære stævnet, men samtidig frygtede jeg tanken om at gå til politiet. Jeg var glad for at kunne udsætte det. Jeg tog derfor med ham til stævne og nød det. Mandag morgen tog vi hen på politistationen, hvor jeg meldte mig.

Politiet kunne ikke fatte det. Der er ikke mange der melder sig frivilligt — og slet ikke for mord! De ringede til politiet i Bangor, i staten Maine, for at være sikre. Halvanden dag senere befandt jeg mig i Bangor amtsfængsel. Næste dag besøgte en af de lokale forkyndere mig. Da retssagen blev holdt, kom Stargell til Maine for at vidne til fordel for mig. Ved retssagen tilstod jeg tyveri og mord; avisoverskrifterne lød: „Rolig og fattet da dommeren dømte ham til livstid.“ En måned senere befandt jeg mig i Maine statsfængsel hvor jeg skulle afsone mellem 15 år og livstid. I fængselet blev jeg også besøgt af Jehovas vidner.

Jeg fik en blandet modtagelse af de medindsatte. De fleste gjorde nar af mig fordi jeg ’havde været dum nok til at melde mig til politiet’, især fordi politiet havde opgivet at finde mig. Da det gik op for dem at jeg havde meldt mig fordi jeg studerede Bibelen, hånede de mig og kaldte mig ’et får blandt ulve’. De angreb mig imidlertid kun verbalt, aldrig fysisk. Størstedelen af tiden holdt jeg mig for mig selv.

Sandheden blev en beskyttelse for mig. Med tiden blev de klar over at ’ham der er et af Jehovas vidner er neutral. Han blander sig ikke i nogen af vores interne stridigheder.’ De vidste også at de ikke skulle forsøge at sælge narkotika til mig eller prøve at få mig til at stjæle noget for dem. Fængselsledelsen fandt også ud af at jeg ikke ville bryde reglerne. Det holdt mine fængselspapirer uplettede og gav mig mere frihed.

På et tidspunkt i løbet af denne periode gled jeg bort fra studiet af Bibelens sandheder. Det var ikke fordi jeg med vilje besluttede ikke at fortsætte med det, men snarere fordi jeg undlod at følge vejledningen i Hebræerbrevet 2:1, hvor vi bliver advaret om ’ikke at glide bort’. Det var det der skete for mig. Selv i et fængsel kan man blive grebet af materialisme! Der åbnede sig en mulighed for at jeg kunne lave nogle modeartikler som skulle udstilles i fængselets udstillingslokale. De besøgende kunne så købe disse ting, og de fleste af pengene gik til de indsatte som havde lavet dem. Jeg blev opslugt af at tjene penge, og mit personlige studium led under det.

Men så begyndte jeg at tænke ved mig selv: ’Hvorfor meldte du dig i det hele taget? Hvorfor kom du tilbage og gik i fængsel? Og nu opgiver du dit bibelstudium? Det er der ikke fornuft i! Så kunne du lige så godt have ladet være med at melde dig.’ En del af problemet bestod i at jeg havde svært ved at tro at Jehova virkelig havde tilgivet at jeg havde slået et menneske ihjel. En af fængselsbetjentene var et af Jehovas vidner, og han lagde mærke til at jeg var deprimeret. Han fortalte mig derfor om nogle af de ting han havde gjort da han var med i Vietnamkrigen, før han blev et af Jehovas vidner.

„Hvad gør dig til noget særligt?“ spurgte han. „Tænk på alle de civilpersoners liv jeg har på samvittigheden. Når min gruppe angreb vietnamesiske landsbyer, mejede vi folk ned i snesevis, hvoraf mange var uskyldige kvinder og børn. Tror du ikke det piner mig nu? Jeg kan ikke glemme det! Alligevel føler jeg at Jehova, barmhjertighedens Gud, har tilgivet mig. Det du har gjort er ikke nær så slemt som det jeg har gjort. Du har dræbt én mand; jeg har dræbt så mange at jeg ikke engang har tal på dem!“

Det var lige hvad jeg havde behov for at få at vide. Det fik mig til at tænke over Jehovas barmhjertighed og tilgivelse over for dem der viser ægte anger. Til sidst holdt jeg op med min materialistiske beskæftigelse og fik igen lagt mit bibelstudium i faste rammer. Og sådan har det været lige siden.

Med tiden blev der ledet et regelmæssigt ugentligt bibelstudium med mig, og én gang om måneden fik jeg lov til at overvære møderne i følge med forkynderne. På et tidspunkt studerede jeg Bibelen sammen med nogle af mine medfanger. Vi blev vist større tillid og fik flere privilegier. Fængselsledelsen vidste at de ikke behøvede at holde så meget øje med os. Ved en lejlighed fik vi lov til at gå fra celle til celle og uddele traktater og invitationer til en lysbilledfremvisning arrangeret af Jehovas Vidner. Der var over 20 til stede.

Det er Jehova der har holdt mig oppe, samt den åndelige føde som hans organisation tilvejebringer, og trofaste brødres kærlige hjælp. Under mit fængselsophold modtog jeg mange opmuntrende postkort og breve fra forkynderne, og dette styrkede mig åndeligt så jeg kunne holde modet oppe. Dette førte alt sammen til min dåb i 1983 som symbol på min indvielse til at gøre Jehovas vilje — efter syv år i Maines bedst bevogtede statsfængsel.

To år senere, efter ni år under højeste sikkerhed, blev jeg overført til et nærliggende fængsel med normal sikring. Halvandet år senere blev jeg overført til et åbent fængsel i Bangor. Der blev de indsatte sendt ud for at arbejde forskellige steder, hvorefter de skulle vende tilbage til det åbne fængsel ved slutningen af hver arbejdsdag. Seks måneder senere blev jeg for første gang indkaldt til et møde hvor det skulle afgøres om jeg eventuelt skulle prøveløslades. Hverken fængselsbetjente eller indsatte troede på at jeg ville blive prøveløsladt. „Ingen bliver prøveløsladt efter første møde,“ sagde de. „Ingen!“

Men det blev jeg. Sandt nok er det kun meget få det er lykkedes for første gang. Sædvanligvis lyver de indsatte og prøver at narre fængselsnævnet, men alt det har de hørt før, så de kan gennemskue det. Jeg sagde ganske enkelt: ’Sådan og sådan er jeg, det og det har jeg gjort, sådan har jeg ændret mig, og det og det har jeg planer om.’ Jeg fortalte dem om mit studium af Bibelen, om de forandringer det havde medført og at jeg var blevet et indviet Jehovas vidne. De kunne se de forandringer jeg havde gjort.

Jeg tror det var det at jeg meldte mig selv, det at både min opførsel og mine arbejdspapirer var gode, og at Bibelens principper afspejlede sig i min indstilling og opførsel, der talte for at jeg skulle prøveløslades. Desuden bad jeg til Jehova og støttede mig til ham. Jeg er ikke helt utilbøjelig til at tro at han har ’haft en finger med i spillet’, og jeg håber ikke at det er overmodigt af mig at se sådan på det. Men uanset hvad der gjorde udslaget blev jeg prøveløsladt i februar 1987, så jeg, efter 12 års fængsel, atter var en fri mand.

Den 30. april 1988 blev jeg gift med et af Jehovas vidner. Hun har tre børn fra et tidligere ægteskab. Vi har nu et ugentligt familiestudium over Bibelen, vi overværer alle møderne i rigssalen, vi forkynder den gode nyhed om Guds rige fra hus til hus, vi kommer på genbesøg hos dem der har vist interesse og leder bibelstudier med dem der måtte ønske det. Efter at jeg i flere år kun har kunnet forkynde i begrænset omfang i fængselet og stort set ikke har kunnet overvære nogen møder, er det vidunderligt „med den største frimodighed“ at kunne deltage i Jehovas Vidners kristne aktiviteter! — Apostelgerninger 28:31.

Alt dette er blevet muligt på grund af den nøjagtige kundskab om Guds ord som har sat mig i stand til at aflægge min gamle, kriminelle personlighed og iføre mig en ny, kristen personlighed efter Jehova Guds billede. — Kolossenserne 3:9, 10.

I mit tilfælde kan det bestemt siges at ’Guds ord var skarpt og virkende’, for det formåede at skille mig fra min fortid og bringe mig på fode som et lovlydigt medlem af samfundet og en forkynder af den gode nyhed om Guds rige. (Hebræerne 4:12) Jehova, „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“, fortjener al pris. — 2 Korinther 1:3. — Navnet tilbageholdt efter ønske.

[Tekstcitat på side 18]

En nat kulminerede min kriminelle løbebane i mord

[Tekstcitat på side 19]

Enten måtte jeg holde op med at studere eller også måtte jeg melde mig selv

[Tekstcitat på side 20]

Politiet kunne ikke fatte det. Der er ikke mange der melder sig frivilligt – og slet ikke for mord

[Tekstcitat på side 21]

Vi fik lov til at gå fra celle til celle og uddele bibelske traktater