Jeg var diamanttyv
HATTON GARDEN, Londons travle diamantdistrikt, er et meget risikabelt sted for kriminel virksomhed. Der er anbragt kameraer højt over gaden, sådan at politiet kan holde hele området under konstant opsyn. Til trods for dette tog jeg derhen sammen med en kammerat netop i en kriminel hensigt. Det var i juni 1973. Vi var begge udstyret med pistoler og spraydåser med ammoniak, som vi naturligvis holdt godt skjult. Min kammerat var klædt som forretningsmand, og jeg var iført en hvid frakke som den en diamantsliberlærling bruger.
Vi havde planlagt kuppet meget nøje. Tidspunktet var valgt med omhu, og vi vidste hvordan vi skulle slippe væk i en fart. Den dag vi havde valgt at slå til, fulgte vi vort offer fra de bokse hvor han hentede diamanterne. Han bar dem i to dokumentmapper, og de var mindst 14 millioner kroner værd. Vi slog ham ned, rev mapperne fra ham og kørte bort i en ventende bil. Det hele var overstået i løbet af få sekunder.
Efter at have kørt et lille stykke, skiftede vi til en anden vogn og kørte ud af London for at gemme byttet indtil det værste postyr havde lagt sig. Så fløj vi til Spanien, hvor vi opholdt os en uges tid. Passene vi brugte, var falske. Da vi kom tilbage, hentede vi diamanterne og lagde dem i en bankboks under navnet på en bekendt der havde en blank straffeattest. Men den gangster der havde givet os opgaven med at foretage kuppet, fik at vide at vi var blevet set sammen med denne mand. Det havde tydeligvis aldrig været hans mening at vi skulle beholde diamanterne. En trussel fra gangsteren var nok til at den mand der havde lejet bankboksen, afleverede ædelstenene. Min kammerat og jeg så aldrig mere til dem.
Dette diamantkup var højdepunktet på syv års erfaring og oplæring i forbrydervirksomhed. Jeg var kun 16 år gammel da jeg første gang kom i alvorlige vanskeligheder fordi jeg i et slagsmål havde stukket en mand med kniv. Eftersom det var første gang jeg var tiltalt for en forbrydelse, lod dommerne mig slippe med en bøde og en kraftig advarsel, men det fik mig ikke til at afholde mig fra at forsøge igen. Efter det var jeg gang på gang i klammeri med politiet.
Atten måneder efter knivstikepisoden var jeg indblandet i en bandekrig hvor en mand blev dræbt. Vi blev anklaget for mord, men slap for straf fordi man ikke kunne finde ud af hvem det egentlig var der dræbte manden. Jeg blev imidlertid sendt til Borstal (et fængsel for unge lovovertrædere). Før diamantkuppet havde jeg afsonet tre fængselsstraffe og fået bøder eller betingede domme mange gange. Det hele var et spil, og i dette spil er det som de professionelle forbrydere siger: „Man vinder og man taber.“
Diamanter eller „perler“ — hvad skulle jeg vælge?
Da jeg var kommet tilbage til England efter diamantkuppet, stod jeg naturligvis øverst på politiets liste over eftersøgte. Jeg fandt mig derfor et sted at bo i en rolig gade i udkanten af London, langt borte fra mit hjem og mine tidligere tilholdssteder. Senere fandt jeg ud af at min værtinde havde et ugentligt bibelstudium sammen med Jehovas vidner, som jeg dengang aldrig havde hørt om. Hun fortalte mig om dem, men jeg gad ikke høre på hende. Jeg havde fortsat mine forbrydervenner, handlede med narkotika, spillede hasard og havde et stort alkoholforbrug. Men der gik næsten ikke en dag uden at værtinden fortalte mig et eller andet om Bibelen.
En dag sagde hun at hun gerne ville have at jeg traf de to Jehovas vidner der ledte studiet. Til at begynde med var jeg noget mistænksom over for dem og havde planlagt hvordan jeg skulle flygte — over gærdet bag huset og tværs over jernbaneskinnerne — i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt! Senere sad jeg i al hemmelighed uden for stuen for at høre hvad de sagde. Gradvis blev min interesse vakt, og jeg gik med til at min værtinde ledte et lignende studium med mig. De „perler“ i form af bibelsk visdom hun lod mig se, begyndte at gøre deres virkning. Min tørst efter kundskab om Gud og hans rige blev hurtigt større. Der gik ikke lang tid før jeg havde bibelstudium tre gange om dagen.
Min venlige værtinde gik til møder i rigssalen (Jehovas Vidners mødested), selv om hun endnu ikke var et døbt vidne. Hun inviterede mig ofte med, og til sidst gik jeg ind på det, blot for at se hvordan det var. Jeg blev mildt sagt overrasket. Det var ikke spor kedeligt, sådan som jeg havde troet. Det var åbenbart at den varme og kærlighed der kom så tydeligt til udtryk dér, var ægte. Og den værdsættelse af åndelige ting alle de tilstedeværende så ud til at have, var bemærkelsesværdig. Så jeg begyndte at overvære møderne regelmæssigt. Jeg var nu overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Jeg ønskede at blive som disse mennesker, at komme til at opleve den samme tryghed og glæde som de følte, få det samme håb som de havde, og stå i et nært forhold til Jehova, sådan som de gjorde.
Skulle jeg gå til politiet?
Nu begyndte det at gå op for mig at jeg måtte bringe orden i mit liv. Min samvittighed fortalte mig at jeg burde melde mig til politiet og tage straffen, hvor streng den end måtte blive. Tanken var skræmmende, for jeg vidste at det kunne betyde fængsel i op til 15 år. Og så måtte jeg desuden udholde hån og spot fra dem af mine tidligere venner der allerede afsonede straffe for andre kriminelle handlinger. Men der var ingen vej udenom. Det første skridt jeg tog, var at skille mig af med den narkotika jeg havde, selv om den var mange penge værd, og at frafalde de beløb som andre skyldte mig på grund af min tidligere, forbryderiske virksomhed.
Før jeg gik til politiet, var der imidlertid én ting jeg meget gerne ville gøre. Jeg ville opsøge min moder og fortælle hende alt om min beslutning og om grunden til den. Jeg var meget glad for min moder. Hun havde gjort alt hvad hun kunne for at holde os børn borte fra forbryderbanen, men vi havde alle ignoreret hendes vejledning og var havnet i fængsel mens vi endnu var teenagere. Det var hårdt for hende at have en af sine sønner i fængsel praktisk talt hele tiden. Men under alt dette slog hun aldrig hånden af os.
Min broder kørte mig hjem så jeg kunne besøge hende. Det var en risikabel tur, for politiet holdt vort hjem under observation i tilfælde af at jeg skulle dukke op. Det var min mening at melde mig til politiet når jeg havde fået ordnet mine sager, men jeg ville ikke have at de skulle fange mig først. Så jeg måtte være forsigtig. Jeg krøb sammen i bunden af den lille bil, og det lykkedes mig at komme hjem uden at blive opdaget. Min moder var meget glad for at høre at jeg havde besluttet mig til at lægge forbryderbanen bag mig, og for at jeg havde fundet noget solidt og værdifuldt at bygge resten af mit liv på. Jeg var endnu kun 24 år gammel. Under mit korte besøg gjorde jeg hvad jeg kunne for at fortælle hende om Guds rige, uden at være klar over at det skulle blive min eneste lejlighed til at gøre det. Hun døde mens jeg var i fængsel.
Politiets reaktion på min tilståelse
Det var i januar 1974 jeg gik til politiet sammen med en sagfører og min broder. Da jeg fortalte politimanden ved skranken at jeg var Alfred Scully, så han ud som om han ikke troede sine egne ører. Jeg havde været eftersøgt i seks måneder!
I løbet af de næste dage blev jeg forhørt i timevis, for de havde endnu ikke fundet diamanterne. De var meget skeptiske når det gjaldt mit motiv til at melde mig. Deres filosofi var: Én gang skurk, altid skurk, noget som uden tvivl skyldtes den lange erfaring de havde. Da jeg forsøgte at fortælle at jeg havde fået et andet syn på livet, lo de blot ad mig. Jeg blev sat i varetægtsfængsel i Brixton indtil retssagen skulle begynde, seks måneder senere.
Den bibelkundskab jeg havde, var stadig ret elementær, eftersom jeg ikke havde læst Bibelen i mere end to måneder. Men nu, da jeg havde masser af tid til rådighed, gik jeg i gang med et mere grundigt studium. Jeg læste alt hvad jeg kunne få fat i af Jehovas Vidners litteratur. Mine venner fra rigssalen sørgede for at jeg havde læsestof nok, og efterhånden som ugerne gik, blev jeg stærkere åndeligt set.
Den 3. juni 1974 kom min sag for retten. En af de ældste fra rigssalen talte min sag, og det samme gjorde min værtindes fader, en frivillig socialarbejder der er meget optaget af at hjælpe tidligere forbrydere. Dommeren tog deres anbefaling i betragtning og også det forhold at jeg selv havde meldt mig, samt det motiv jeg havde til at gøre det. Han afsagde en mild dom. I stedet for at idømme mig en lang straf, gav han mig fem år. Jeg var meget lettet. Hvis jeg udviste god opførsel, kunne jeg måske blive løsladt på prøve efter tre år. Jeg ville bruge denne tid til at fortsætte mit bibelstudium og forkynde den gode nyhed for de hørende ører jeg måtte finde i fængselet.
Jeg deler Bibelens „perler“ med mine medfanger
Det første fængsel jeg blev sendt til, var Wormwood Scrubs i den vestlige ende af London. Fængselet var overfyldt og forholdene var ikke særlig behagelige, men dette blev til en vis grad opvejet af at jeg var i London så mine venner blandt Jehovas vidner let kunne komme og besøge mig. Og det gjorde de også, noget jeg er taknemmelig for at kunne sige. I dette fængsel måtte vi opholde os i cellerne 23 timer i døgnet. Her erfarede jeg hvor styrkende en tavs bøn kan være.
I den daglige motionstime forsøgte jeg at dele mine „perler“ fra Bibelen med andre fanger for at se om jeg kunne finde nogen der ønskede at høre mere. Mine tidligere forbrydervenner bemærkede dette og kom med hånlige tilråb til mig. Omkring seks måneder senere blev jeg overført til et strengt bevogtet fængsel i Maidstone i Kent, hvor jeg til sidst fik den opgave at tage mig af biblioteket. Denne opgave var ikke kun interessant, men den bevirkede også at jeg kom i kontakt med de fleste af fangerne, så jeg fik lejlighed til at tale om min tro. Og jeg opnåede visse resultater, for i hvert fald to af fangerne blev til sidst døbt efter at de var blevet løsladt.
Let at følge en ret kurs?
Al den tid jeg sad i fængselet, besøgte Jehovas vidner mig regelmæssigt, og de fortsatte med at hjælpe mig efter at jeg var blevet løsladt. Tre måneder efter min løsladelse, ved et stævne i London, blev jeg døbt som et symbol på den indvielse jeg langt tidligere havde foretaget til Jehova i fængselet. Nu, seks år senere, er jeg en lykkelig gift mand med to børn og et godt arbejde.
Det var ikke let for mig at forandre mit syn på livet. Når jeg ser bort fra de slagsmål jeg havde deltaget i, var det hårdeste fysiske arbejde jeg nogen sinde havde udført, at vaske bilen. Nu måtte jeg arbejde otte timer om dagen og desuden hjælpe til i hjemmet. Jeg havde aldrig brudt mig om at følge nogen bestemt rutine i dagligdagen. Nu var det vigtigt at jeg fik bragt orden i min tilværelse. Jeg havde altid talt hånligt om enhver form for disciplin. Nu var det nødvendigt at erkende at det jeg gjorde, måske ikke altid var rigtigt. Jeg havde altid haft masser af penge. Nu måtte jeg tænke på hvordan jeg brugte min løn, så jeg kunne forsørge en familie.
Jeg vil ikke forsøge at give indtryk af at det altid har været let. Men det har virkelig været anstrengelserne værd. Min kones kærlighed, ansvaret for børnene, den venlighed min arbejdsgiver har vist mig, og den støtte jeg har fået af mine kristne brødre — alt dette har hjulpet mig til at foretage den nødvendige forandring. Og den der fremfor alle andre har hjulpet mig, er naturligvis Jehova, som har støttet mig gennem sit ord, Bibelen, og ved at besvare mine bønner.
Alt dette har gjort mig så uendelig taknemmelig. Jeg er kommet væk fra et meningsløst liv fyldt med kriminalitet og vold og har lært hvordan man kan opnå sand lykke. Når jeg ser tilbage på mit tidligere liv, virker det så tomt og meningsløst. Hvor sande er ikke Bibelens ord: „Visdom og kundskab er rigdomme der frelser, Jahves frygt er hans skat“! Ja, visdommens perler er en skat der er langt mere værdifuld en stjålne diamanter! (Esajas 33:6, Jerusalem-Bibelen) — Fortalt af Alfred Scully.
[Illustration på side 24]
Alfred Scully i 1975, fotograferet i fængselet
[Illustration på side 26]
Alfred Scully sammen med sin kone og sine børn i dag