„De vil dø hvis De ikke får blod!“
JEG skulle lige til at gøre frokosten klar da jeg mærkede et jag nederst i højre side af underlivet. Jeg knækkede sammen af smerte, men regnede med at det blot var en af de mange svangerskabsveer man får i slutningen af graviditeten.
Men smerterne blev stærkere. Det dunkede i maven og jeg kunne næsten ikke gå; der var noget helt forkert ved det. En kvinde der boede i huset ved siden af vort i Arlington i Texas — en enestående veninde under hele denne prøvelse — kørte mig i en fart på hospitalet.
„Nej!“ udbrød jeg da man på hospitalet sagde at jeg sikkert bare var begyndt at få veer. Jeg havde født to børn, så jeg vidste godt hvordan det føles at have veer, og dette her var ikke veer. Der blev så taget nogle prøver.
Da min mand, Mike, nåede frem, havde jeg de frygteligste smerter. Jeg klagede og græd, ikke kun på grund af smerterne, men også fordi ingen syntes at tro at der var noget alvorligt i vejen med mig. Men lige så snart Mike havde set på mig, vendte han sig om og bad oversygeplejersken om hurtigt at få fat i en læge — lige meget hvilken. Da den vagthavende læge kom, var han ikke alene. Der var også en fødselslæge, min egen læge og en børnelæge med.
Fødselslægen lagde forsigtigt en hånd på mit underliv. Jeg skreg. Hans lette berøring føltes som en kniv der skar mig op. „Du gode Gud!“ gispede han. „Hun har mindst én liter blod i underlivet lige nu. Det er sandsynligvis abruptio placentæ [for tidlig løsning af moderkagen fra livmoderen]. Vi må omgående foretage et kejsersnit.“
Pludselig vendte jeg mig om mod min mand, og helt automatisk røg det ud af mig: „Åh, Mike, ingen blod!“
Vort standpunkt kom på en prøve
Så roligt som han kunne trak Mike de tre læger til side og forklarede dem kort at vi var Jehovas vidner og hvad vort syn var på blodtransfusion.
„Bogen Apostelgerninger i Bibelen siger at kristne skal afholde sig fra blod,“ sagde han. „Det betyder at man skal holde sig fra blod i enhver form. Min kone må under ingen omstændigheder modtage blod.“ — Apostelgerninger 15:20, 29.
Ifølge lægerne var min blodprocent faretruende lav. Da jeg blev indlagt var mit hæmoglobintal 10 og hæmatokrittallet 30. De var sikre på at tallene var lavere nu. (Normalt er hæmoglobintallet 12 til 16; hæmatokrittallet er 34 til 50.)
Nu kom en opfordring der muligvis var oprigtigt ment, men på mig virkede den som en skræmmetaktik. „De vil dø hvis De ikke får blod. Er De klar over det?“ spurgte en af lægerne.
„Ja,“ svarede jeg. „Men jeg kan ikke gå imod Guds lov og min samvittighed.“
Mærkeligt nok var det let for mig at sige: „Ja, jeg ved at jeg måske vil dø.“ Der kom en slags ro over mig fordi jeg vidste at de døde ligger fredeligt i graven og at det at dø er ligesom at falde i søvn. „De døde ved ingenting,“ havde jeg lært ud fra Bibelen. — Prædikeren 9:5, 10.
Det eneste der gjorde mig ked af det var tanken om at jeg skulle forlade min mand og mine børn. Jeg tænkte på Mike. ’Hvordan vil han klare at tage sig af (muligvis) tre børn?’ spurgte jeg mig selv. ’Hvordan vil mine døtre tage det hvis jeg dør?’ Det var mig der havde det let. Enten ville jeg vågne op her på hospitalet, eller i Guds nye orden ved en opstandelse. Det var min familie der ville få det svært.
Jeg underskrev en juridisk erklæring der fritog hospitalet og lægerne for ethvert ansvar for at have opereret uden blod, og 15 minutter senere blev jeg kørt på operationsstuen og fik foretaget kejsersnit. Klokken 18.01 blev Megan født. Hun vejede 2400 gram og blev lagt i kuvøse.
Lægen kom nu ud fra operationsstuen og fortalte Mike at jeg var i dyb choktilstand. De kendte ikke årsagen til blødningen, og medmindre de snart fandt den, ville jeg forbløde på operationsbordet.
„Jeg er ked af det,“ begyndte Mike, „men vi har allerede sagt at Sherry ikke skal have blod selv om det kan betyde at hun dør. Jeg ville ikke kun gå imod min tro, hvis jeg sagde ja, men jeg ville også gå imod min kones samvittighed. Det ville jeg ikke kunne leve med. Det er ikke en beslutning vi har truffet lige nu. Vi har truffet den for længe siden, og den er grundlagt på Bibelens principper. Der findes andet De kan bruge, for eksempel plasmaerstatningsmidler.“
Skønt lægen ikke var enig med os i vort standpunkt, lovede han min mand at han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe mig uden at bruge blod.
Det kan være svært at tænke klart i krisesituationer. Hvis man venter med at træffe en sådan beslutning indtil man står over for problemet, kan man let komme til at gå på kompromis som følge af det pres man udsættes for af lægerne og det øvrige hospitalspersonale. Jeg er glad for at min mand og jeg indså betydningen af at træffe beslutningen på forhånd, så vi kunne stå fast i en så vanskelig situation.
Lægen vendte tilbage til operationsbordet og fandt årsagen til blødningen — der var gået hul på en vene i livmoderen, åbenbart fordi den var blevet svækket af mine tidligere svangerskaber. Jeg fik syet 20 sting. Jeg havde mistet mere end halvdelen af mit blod, men væskemængden blev opretholdt ved hjælp af Ringer-laktat, der ikke indeholder blod.
„Det største problem er nu faren for en infektion,“ sagde lægen til min mand. Han forklarede at en infektion ville betyde at jeg ville dø fordi min blodprocent var for lav til at kroppen kunne bekæmpe en sygdom. Igen anbefalede lægen at jeg fik en blodtransfusion.
„De mener at De kan garantere at min kone ikke vil få en infektion som for eksempel hepatitis hvis De giver hende blod?“ spurgte Mike.
„Nej,“ svarede lægen.
Mike kom til den slutning at der ville være mindre risiko for at jeg fik en infektion hvis jeg ikke fik blod. Lægen gik med til at respektere min mands beslutning.
„Megan lever!“
Der var gået to dage og jeg havde endnu ikke set min lille nyfødte. Jeg havde fået at vide at vor datter levede om end hun var meget syg, men inderst inde følte jeg at hun var død. Da min onkel, der altid gik rundt med sit polaroidkamera, kom på besøg fra Houston, fik Mike en idé. ’Hvis blot Sherry havde et bevis på at Megan lever,’ tænkte han, ’ville det hjælpe hende til at komme sig.’ Han lånte derfor min onkels apparat og overtalte sygeplejersken til at tage et billede af Megan. „Hun lever!“ udbrød jeg og var helt overvældet af glæde over for første gang at se min lille Megan, selv om det kun var på et billede. Jeg måtte leve, for det var ikke blot resten af familien der havde brug for mig, men det havde denne lille skabning også.
Jeg havde nogle meget dygtige læger og sygeplejersker. Oversygeplejersken for neonatalafdelingen aflagde to gange om dagen rapport om de fremskridt Megan gjorde, uanset hvor små de måtte være.
Den fjerde dag havde jeg det bedre. Min blodprocent stabiliseredes. For første gang siden denne prøvelse begyndte, så tingene opmuntrende ud. Men Mike så helt ødelagt ud. Han havde tilbragt de to sidste døgn ved min side. Nu kunne han endelig tage hjem og sove.
Den femte dag havde jeg det så godt at alle de slanger som jeg havde ligget med siden den anden dag, kunne fjernes. Hvor blev jeg glad da jeg fik at vide at jeg kunne besøge den afdeling hvor Megan lå i kuvøse. Nu kunne jeg for første gang holde hende og amme hende. Der var hun, så lille og nøgen. Endelig var vi sammen — trods vanskelighederne. Det var et gribende øjeblik! Jeg græd af glæde, og det gjorde sygeplejersken også.
Tilbagefald
Senere samme aften, mens Mike og jeg talte sammen, begyndte jeg at få det dårligere. ’Åh, nej! Det er umuligt,’ tænkte jeg. ’Hvis jeg kommer på toilettet får jeg det måske bedre.’ I stedet for begyndte jeg at kaste voldsomt op. Mike hjalp mig tilbage til sengen og ringede på sygeplejersken.
Min mave var igen fyldt med blod. Da lægerne beordrede alle slangerne sat til igen, tørrede Mike forsigtigt min pande og holdt mig fast i hånden. Vi var tavse. Al vor glæde forsvandt. Mike brød hulkende sammen.
Efter at jeg havde haft dette tilbagefald, opdagede jeg at jeg stolede mere og mere på Jehova — på at han ville give min familie og mig styrke til at fortsætte. Ofte satte min kære fader og svigerfader sig ved min seng og bad en bøn, hvad jeg satte meget stor pris på. Det gav os yderligere styrke. Vi blev også styrket af vore åndelige brødre og søstre som ringede til os, sendte os kort med ønsket om god bedring, og bad for os.
Den niende dag blev slangerne igen fjernet. Jeg var så glad fordi Mike skulle komme og jeg ville gerne overraske ham. Jeg gjorde mig derfor lidt i stand og satte mig op i sengen. Hvor blev han lykkelig for at se mig uden slangerne! Arm i arm gik vi hen ad gangen for at se vor lille Megan, der nu lå på den almindelige spædbørnsafdeling hvor alle de andre sunde og raske babyer også lå.
Endnu et tilbagefald
Senere samme aften mærkede jeg igen den frygtelige kvalmende fornemmelse. ’Jeg kan simpelt hen ikke lade Mike vide at jeg er ved at blive syg igen,’ sagde jeg til mig selv. ’Nu ved jeg hvad jeg vil gøre. Jeg vil prøve at få ham til at tage tidligt hjem og få en god nats søvn.’ Det gik han med til, og ikke så snart var han taget af sted, før jeg begyndte at kaste op.
Jeg ringede på sygeplejerskerne, og de kom løbende. De hjalp mig i seng og lægen blev tilkaldt.
Han kom ind på stuen, bøjede sig ned over mig og sagde: „Sherry, jeg håber ikke De bliver ked af det, men De bliver nødt til at ligge med slanger igen, og jeg må tilkalde en specialist der kan komme og se på Dem i morgen.“ Jeg blev pludselig meget bange og begyndte at græde uhæmmet. Det ville blive tredje gang jeg skulle ligge med slanger. Jeg havde fået nok af falske forhåbninger, af smerterne og nålene. Jeg var færdig.
Efter at sygeplejerskerne var gået, henvendte jeg mig i bøn til Gud. ’Var Jehova ved at blive træt af mine anmodninger om så mange ting?’ spurgte jeg mig selv. Jeg følte jeg trak for store veksler på hans kærlighed eftersom han allerede havde hjulpet mig til at holde ud indtil da.
Da Mike trådte ind på stuen næste formiddag, gled der et udtryk af skuffelse hen over hans ansigt. Da han var taget af sted aftenen før havde jeg set ud til at have det så godt, og nu — jeg havde ondt af ham. Vi græd lidt og bad så.
Specialisten kom og bekræftede hvad den anden læge havde frygtet. Min tyndtarm var delvis blokeret. Eftersom min blodprocent stadig var lav, sagde specialisten: „Lille frue, De kan ikke tåle at blive opereret igen det første stykke tid.“
Jeg fik store doser jern for at mit blod kunne blive opbygget — to injektioner på hver fem kubikcentimeter, og det var meget smertefuldt. En der er rask kan sandsynligvis ikke tåle så stor en dosis, men det kunne jeg fordi jeg havde så stor blodmangel.
Gode nyheder
Den ellevte dag viste nogle røntgenbillede at min tarmblokering var ved at fortage sig. Og Megan blev erklæret rask. Jeg måtte skynde mig at blive rask, for Megan ventede på at vi skulle komme hjem.
De næste dage bragte flere gode nyheder. Jeg kunne begynde at tåle flydende kost. Min blodprocent steg. Røntgenbilleder viste at min delvise tarmblokering var væk. Og for første gang i 13 dage så jeg mine to andre døtre gennem et vindue. De var ude af sig selv af glæde. Og det var jeg også.
Der var flere gode nyheder. Efter 17 dage på hospitalet skulle jeg hjem — næste dag.
Den dag vi alle havde bedt om måtte komme, oprandt. „Visselig, Gud har hørt, han lyttede til min bedende røst,“ tænkte jeg. (Salme 66:19) Jeg takkede lægen for alt hvad han havde gjort, også for at han havde respekteret min bibeloplærte samvittighed, og for at han ikke havde opgivet mig. Jeg fortalte ham hvor taknemmelig jeg var for alt hvad han havde gjort for at redde mit liv. „De er en meget heldig pige,“ sagde han venligt. Jeg lod naturligvis al æren gå til Jehova.
Megan blev klædt på og bragt ind, fulgt af en hel parade af sygeplejersker. Vi gav hinanden et knus og sagde farvel. Så ud i bilen og hjem. Da jeg så mine døtre og mine forældre, græd vi alle af glæde. Hvor det føltes dejligt at være hjemme og at være i live! — Fortalt af Sherry Flemming.
[Illustration på side 15]
Vor datter Megan er sund og rask