Hvad sker der med det man spiser?

„JEG er sulten!“ Når legemet giver denne besked, er det de færreste der gør særlig megen modstand.

Men har du nogen sinde tænkt over hvad der egentlig sker med det man spiser? (Bortset fra at det „sætter sig“ i taljen!) Jesus Kristus sagde engang at „det der går ind i munden går videre til maven og tømmes ud i kloakken“. (Mattæus 15:17) Men hvad der sker i mellemtiden og hvorfor det sker, er stort set en gåde — selv for videnskabsmænd. Lad os alligevel se nærmere på de teorier man i øjeblikket har om hvordan menneskelegemet forsynes med brændstof.

Hvorfor bliver man sulten?

Nogle siger at „man er hvad man spiser“, og det er der meget sandt i. Kroppens celler er næsten udelukkende opbygget af molekyler der er hentet fra det man har spist og drukket. Hele tiden forsyner legemet disse celler med brændstof, reparerer dem, ødelægger nogle og danner nye. Når man spiser er hensigten altså ikke bare at maven skal fyldes. Maden skaffer brændstof og materialer til det byggeprogram der hele tiden er i gang i legemet. I sin visdom har Skaberen givet os en indbygget alarm der lader os vide hvornår vort legeme trænger til føde.

Mange forskere mener at det ikke er maven, men en del af hjernen der kaldes hypothalamus, som spiller den mest fremtrædende rolle i forbindelse med at vække ønsket om at spise. Når maven er tom kan man ganske vist komme til at mærke det Bibelen kalder „hungerens svidende lue“ — heftige sammentrækninger i maven. (Klagesangene 5:10) Men det er noget de fleste af os aldrig har oplevet. Ofte begynder man at spise af ren og skær vane eller på grund af psykologiske faktorer. Ja, bare synet eller duften af mad kan gøre os sultne! Desuden er der noget der tyder på at hjernen regulerer mængden af glukose i blodet, og når glukosemængden falder føler man sig sulten. Nogle mener endda at hjernen har en fast „indstilling“ til at regulere hvor meget legemsfedt man har. Muligvis fortæller kemiske „budbringere“ det til hjernen når der er for lidt fedt efter hjernens smag. Resultatet er at man bliver sulten. Heldigvis giver hjernen også én besked når man har spist tilstrækkeligt. Men hvis dette system er i uorden (som det synes at være hos nogle), bliver man måske ved med at spise længe efter at man har nået „mæthedspunktet“. Dette kan være én af mange årsager til fedme.

Rejsen fra munden til maven

Lige siden Gud gav mennesket lov til at spise „alle urter på hele jorden, som bærer frø“, har mennesket netop gjort det. (1 Mosebog 1:29) Efter vandfloden på Noas tid blev en anden væsentlig del føjet til menneskets kost, nemlig kød. (1 Mosebog 9:3) Kød og grøntsager indeholder vigtige næringsstoffer som proteiner, fedtstoffer og stivelse. Problemet er imidlertid at legemet kun kan optage små fødemolekyler, mens protein-, fedt- og stivelsesmolekyler er ret store. Under fordøjelsen deles disse lange kemiske kæder derfor, så de får en passende størrelse.

Fra det øjeblik man ser, mærker duften af eller bare tænker på velsmagende mad, begynder legemet at gøre sig rede til at fordøje maden. Forestil dig for eksempel at der foran dig står et stykke franskbrød med en lækker hønsesalat. Bare synet af det får dine tænder til at løbe i vand, gør det ikke? Uden at du ved af det, begynder din mave at producere fordøjelsesvæsker. Når du så sætter tænderne i din lækkerbisken går fordøjelsen for alvor i gang. I munden varmes (eller køles) maden til den får den rette temperatur. Når man tygger maden er det ikke kun for rigtig at kunne nyde smagen, men også for at male maden til en blød masse der let kan synkes. Spytkirtlerne hjælper til ved at udskille spyt, der fugter og blødgør maden. Enzymerne i spyttet begynder at arbejde med brødet og omdanner stivelsen til simple sukkerarter.

Maden må nu videre fra munden til det næste stop på rejsen — maven. Dér fordøjes hønsekødet. Når man synker sker der en refleksbevægelse hvorved luftrøret lukkes så maden kan glide ned i spiserøret. Maden bliver imidlertid kun dér i kort tid. I løbet af få sekunder har muskelsammentrækninger presset maden ned mod maven. „Sammentrækningerne er så kraftige,“ siger en skribent, „at maden ville blive presset ned selv om den der spiste stod på hovedet.“ Mavemunden, lukkemekanismen mellem maven og spiserøret, lader maden passere ind i maven, men hindrer mavesaften i at flyde tilbage i spiserøret.

Enhver der har haft den ubehagelige oplevelse at kaste op, véd at maven er intet mindre end en syrebeholder. I flere timer æltes maden med saltsyre og enzymer. Hønsekødet blandes, steriliseres og nedbrydes til proteinmolekyler der kaldes polypeptider.

Nogle er så uheldige at lide af mangel på saltsyre og enzymer i maven. Det skader deres fordøjelse i alvorlig grad. De spiser måske masser af næringsrig mad, men lider ikke desto mindre af underernæring. Andre har på den anden side for meget mavesyre og lider af halsbrand eller får måske endda mavesår. Man gør vel i at tænke over hvad man spiser, og undgå fødevarer der viser sig at irritere maven. Tænk også på hvilken virkning følelserne kan have. Elihu, der levede på Jobs tid, kom følelsesmæssigt ud af balance da han søgte at beherske en trang til at tale. „Se,“ sagde han, „mit indre [ordret: min mave] er som vin der ikke er åbnet for; som nye lædersække er det ved at sprænges.“ (Job 32:19, NW) Har man et „sagtmodigt hjerte“ kan man imidlertid undgå unødvendigt mavebesvær. — Ordsprogene 14:30.

Absorbering og fordeling

Efter flere timer i maven er maden en flydende masse der kaldes kymus. Denne masse passerer lidt efter lidt over i tolvfingertarmen, den første del af tyndtarmen. Dér fortsætter fordøjelsesprocessen.

Leveren hjælper nu enzymerne i tarmene ved at producere galde — en gullig alkalisk væske. Legemet danner hver dag 500 til 800 milliliter af denne salte væske og oplagrer den i galdeblæren. Når der er behov for det, udskiller dette organ den mængde galde der er nødvendig for at omdanne fedtdråber til en emulsion. Når dette er sket kan enzymerne begynde at udføre et kemisk under. Det der er tilbage af det stykke franskbrød med hønsesalat du spiste, er nu omdannet til mikroskopiske partikler! Men hvordan optages disse partikler i legemet?

De absorberes. Det tager den fordøjede føde omkring fire timer at passere fra tyndtarmen til det næste stop på rejsen: tyktarmen. I mellemtiden støder den på millioner af bitte små, fingerlignende fremspring der kaldes villi eller tarmtrævler og som beklæder tyndtarmens vægge. Gennem disse villi optages næringsstofferne — enten i lymfesystemet eller i blodkredsløbet. Blodet bærer det fordøjede fødemateriale til leveren, denne enestående „fabrik“. Dér nedbrydes molekylerne endnu mere. Når legemets celler så trænger til at blive repareret, benytter leveren disse råmaterialer til fremstilling af „reservedele“ — aminosyrer og proteiner. Den kan også oplagre glukose og senere frigøre den som brændstof til cellerne. Leveren er desuden en slags lager. Er der brug for yderligere at istandsætte cellerne, giver legemet besked om det, og leveren frembringer nogle af de nødvendige reparationsmaterialer.

Hvad sker der nu med den føde der ikke blev absorberet? Vandet ledes til sidst til nyrerne og udskilles via urinblæren. Faste affaldsstoffer passerer over i tyktarmen og udskilles gennem endetarmen. Da tyktarmen fungerer bedst når den er forholdsvis fuld (og man har vidnesbyrd om at det også har andre gavnlige virkninger på helbredet), anbefaler mange læger en kost der indeholder mange fibre, det vil sige ufordøjelige stoffer som for eksempel klid, som en hjælp til at have regelmæssig afføring.

„Underfuldt skabt“

Denne korte gennemgang af legemets fordøjelsessystem bekræfter salmistens ord: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt.“ (Salme 139:14) Ja, mennesket er i sandhed dannet på en kompliceret og vidunderlig måde. Og Gud har ikke blot givet os det der er nødvendigt i materiel og fysisk retning for at vi kan leve, men han har også tilvejebragt den ledelse og vejledning vi må have for at få det største udbytte af livet! — Johannes 17:3.

[Illustrationer på side 18]